Johannes graviditet
Del 7 – Mens vi venter

Resumé:
Stig og Johanne danner par. De leger med dominans. Børn var noget der kunne komme ud i fremtiden – men – sådan skulle det ikke gå. Johanne fortæller Stig at hun er gravid. Stig er overrasket men ikke negativ over for denne kommende status som far. Men hvordan får man det til at passe ind med erotisk dominans? I første afsnit læste man, hvordan han begyndte med anal udnyttelse. Siden fandt de ud af at selv en jordemoder har interesse for dominans, men kan hun gøre den som Domina?

      Johannes graviditet udviklede sig; heldigvis. Både fysisk, hvor mave og bryster voksede, men altså også på andre områder: Igen var jeg kommet hjem fra arbejde og fandt et køkken, som mindede mig om, da min søn Rasmus var teenager. Grynpakken stod midt på bordet sammen med syltetøjsglas, tallerken og bestik. Johanne havde dog magtet at putte mælken og smørret i køleskabet. Men der var slet og ret kommet tendenser til teenageagtig ladhed.

Da Johanne så kom hjem fra seminariet med et glad ”hej” i gangen, hvorefter hun bare smed sin taske, for straks at lade sit tunge korpus falde i sofaen, måtte jeg jo sande, at jeg igen måtte holde mit løfte til hende og tage hånd om hende. “Rejs dig op og ryd op i køkkenet,” sagde jeg. “Jeg er så træt,” var hendes tvære svar. “Så kunne du have gjort det tidligere,” bemærkede jeg. “Jeg nåede det ikke. Ting tager så lang tid nu, hvor jeg slæber rundt på denne mave,” sukkede hun. “Stå tidligere op. Men kom i gang!” Tonen blev skærpet, og Johanne opdagede, at hun nok ikke skulle diskutere mere. Fodslæbende bevægede hun sig i køkkenet og udførte på ganske kort tid de par bevægelser, der var nødvendige. “Og nu er det afgang til brusekabinen!” sagde jeg. Brusekabinen var et af de redskaber, som jeg havde taget i brug til at straffe Johanne, mens hun var gravid. Når nu slag og smerte ikke duer i situationen, og jeg også havde fået at vide, at det at være bundet var langt mere ubehageligt for en gravid end for en ikke-gravid, måtte jeg jo finde på noget. Så fandt jeg på brusekabinen. Lidt under en kvadratmeter, man kunne skifte lidt stilling, og alligevel kunne man stort set ikke andet, end når man var bundet; sådan var min tanke. At brusekabinen ikke var “sagen”, var jeg godt klar over. Men på den anden side var jeg også klar over, at den manglende mulighed for at tildele Johanne en egnet straf satte vores forhold på en hård prøve. Ikke fordi Johanne tit blev straffet, før hun blev gravid; men muligheden havde været der, og det var åbenbart en ret grundlæggende præmis i vores forhold. Derfor sendte jeg hende nu til brusekabinen. “Det er så kedeligt,” prøvede hun at tale mig fra det. “Ja,” svarede jeg tørt. “Jeg vil meget hellere have en endefuld,” indskød hun. “Og du plager!” kommenterede jeg, “men det ordner vi så bagefter. Når du har født, skal du nok få en mindeværdig endefuld – eller flere.” “Ey, altså,” sagde hun mut og gik på badeværelset. Jeg fulgte efter og lukkede plexiglasdøren, der for nylig havde erstattet bruseforhænget, efter hende. Da jeg gik, forsøgte hun at finde en nogenlunde behagelig måde at stå på op ad bagvæggen.

Johanne var, som det fremgår, ikke alt for glad for denne form for straf. Den var også kedelig, men når alt kommer til alt, var det jo også en straf og ikke en forlystelse. I det hele taget var Johanne nemt utilfreds i perioden – eller også var hun ovenud lykkelig; der var ikke mange sindstilstande ind imellem. Heldigvis kunne kys og kærtegn stadig udrette meget.

Hun sad i brusekabinen med benene trukket op, da jeg kom for at hente hende. Hun kæmpede sig op. “Jeg føler mig som en hval,” stønnede hun. Jeg kunne godt se ligheden. “Det forklarer ønsket om at føde i vand,” svarede jeg. Den anstrengte morsomhed var ikke synderlig morsom, og Johanne reagerede heller ikke på den. “Fucking brusekabine,” sagde hun småvredt, da hun trådte ud. Da hun så mit løftede øjenbryn fortsatte hun: “jamen, jeg kan godt se straffen; jeg kan godt se, at jeg kan omtrent det samme, som når jeg er bundet; men jeg kan fandme ikke mærke det fysisk! Og hvad er pointen med en straf, man ikke kan mærke indeni? Og hvis jeg lyder som en frustreret kælling, så er det nok, fordi jeg er det. Brusekabine! Min bare!” Jeg kiggede på hende, spørgende, undrende. “Har jeg været døv?” Johanne studsede et øjeblik. “Jeg… jeg har nok ikke formuleret det på den måde,” sukkede hun, “og snarere været vrissen over det. Og det er så ris til egen rumpe; og det er det så ikke engang. Jeg gider ikke være gravid mere!” Jeg holdt om hende. Pressede vores munde sammen. Hun åbnede sig villigt, og det føltes, som om en knude løsnedes. “Ind i soveværelset og tag bukserne af!” befalede jeg. Smilende gik Johanne sin vej. Hun havde fået ventebukser – og i disse tider med presset blære – endda konetrusser igen. Begge dele røg af i en fart. Hun lagde sig på sengen. “På alle 4,” sagde jeg. Hun vendte sig om og strittede med røven. Langsomt tog jeg tøjet af. “Er du våd nok til din herre?” “Det… det kunne være bedre,” svarede hun tøvende efter at have mærket efter. “Er udsigten til at mærke din herres pik ikke tilstrækkelig for dig?” spurgte jeg. “Herre, udsigten er meget ny. Det skal lige løbe til,” svarede hun. Jeg kom op i sengen til hende. Forsigtigt lagde jeg hænderne om hendes hals. “Stig?” sagde Johanne spagfærdigt, “det lyder åndssvagt, men nu kan jeg mærke dig; nu kan jeg mærke din magt rent fysisk – selv om jeg godt ved, du ikke trykker til.” “Hvad er du?” spurgte jeg. “Jeg er din. DIN! Din hvad er underordnet,” svarede hun. “Sig det nu alligevel,” opfordrede jeg. “Slavinde, fisse, liderlige tæve, kæreste, hushjælp,” remsede Johanne op, det sidste med et lille grin. “Er tæven liderlig?” spurgte jeg. “Især hushjælpen,” sukkede hun. Jeg lod hals være hals og gik om bag hende. En hurtig finger udforskede grottens vådhed. Et “mmm” undslap Johannes læber og blev gentaget, da mit lem trængte ind i hende. I stedet for at tage ved hendes hofter bestemte jeg mig for at lytte til hende og lade hende mærke magten “indeni”. Jeg tog et godt tag i hendes klit og begyndte at støde i hende, mens jeg holdt hende på plads med klitten. Lystne støn. Små klynk. Og ind imellem et “jaa” eller “av” eller “å”, afløst af små skrig og til sidst et rallende skrig, som hun skreg ind i puden. Jeg tømte mig lidt efter. “Undskyld,” sukkede Johanne, “jeg … det er bare længe siden, jeg har mærket din magt så tydeligt mellem benene… Jeg glemte at spørge.” “Helt i orden,” sagde jeg. Et behersket klaps på den ene balde kunne det så også blive til. “Tak,” sagde hun overrasket.

“Har du tænkt dig, at jeg skal blive sådan?” Mit spørgsmål var ledende. Johanne vendte sig om og tog pligtskyldigt mit lem i munden.

“Find en ventekjole og tag den på,” fik Johanne besked på, da hun lidt senere kom trissende i køkkenet. “Kun kjole?” spurgte hun. “Må jeg ikke godt tage BH på? De er så tunge for tiden.” “Det kan du mærke? Så vil du kunne mærke min vilje, hver gang de bevæger sig,” svarede jeg. Med et flygtigt smil nikkede hun og gik. Lidt efter kom hun tilbage i kjole. Jeg havde hentet noget af hendes makeup, som lå på spisebordet foran mig. Med en håndbevægelse fik jeg hende til at sætte sig overfor mig. “Jeg havde lovet dig at vende tilbage til dit plageri,” indledte jeg, “og du ved godt, at min tålmodighed på det punkt er behersket.” Johanne nikkede med et lidt bekymret udtryk. Jeg fortsatte: “Og da du stadig ikke kan komme over knæet, må straffen jo være anderledes sofistikeret,” forklarede jeg. “Å-å,” sagde Johanne. “Så du må hellere forholde dig stille, mens jeg lægger din makeup,” bemærkede jeg. “Og vi skal nogen steder bagefter, hvis jeg kender dig ret?” spurgte hun. Jeg nikkede. “Du er ond,” sagde hun med et opgivende smil. “Vi skal i en specialforretning i København,” meddelte jeg, “og købe en tawse, så du har noget at se frem til. Og så skal vi have et fjernstyret æg, som vi kan bruge her og nu.” Johanne nikkede og sank. Hendes makeup blev opsigtsvækkende. Jeg var på nippet til at fortryde – stakkels Johanne – men hun virkede indstillet på, at det var, som det skulle være. Hendes latteranfald, da hun så sig i spejlet, blev afløst af en betænkelig panderynken. Den eneste spagfærdige protest kom, da jeg i stedet for mod garagen styrede mod s-togsstationen. Men det blev ikke mere end et par forkølede men’er, før hun vænnede sig til tanken og gik med, iført klipklappere (hendes valg), en ventekjole og et tørklæde om halsen (mit valg). Hendes svære bryster vuggede i takt med hendes skridt, og glimtet i hendes øjne fortalte mig flere gange, at hun dér kom i tanker om, hvem der bestemte. Efter en kort gåtur fra Nørreport Station kom vi til butikken, der lå i en kælder. Inde i butikken tog jeg tørklædet af hendes hals og viklede det et par gange løst om hendes håndled. “Værsgo at se på en tawse, smukke,” sagde jeg stille. Denne symbolske offentlige “optræden”, hvor offentligheden bestod af en kvindelig ekspedient, fik det allermest generte i Johanne frem, og hun måtte virkelig kæmpe med sig selv for at gå hen til ekspedienten. Ekspedientens reaktion gjorde det nu ikke nemmere: “Den makeup har du ikke lagt selv?” Johanne rystede på hovedet. “En del af straffen?” spurgte ekspedienten så. Skamrødmen skød op i Johannes ansigt. Hun fik frembragt et tonløst “ja”. “Og hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte ekspedienten forsonlig. “Jeg vil gerne se på … på en tawse,” stammede Johanne. “Niks!” svarede ekspedienten fast, “du er gravid, du skal ikke slås!” “Men …men …jeg bliver ikke slået…” begyndte Johanne at forklare. Jeg kom hende til undsætning og forklarede: “Det er mest for at få hende til at gyse af forventning over, hvad der skal ske, når graviditeten en dag er ovre.” Ekspedienten nikkede forstående, da en velkendt djævel fór i Johanne, og hun hev op i kjolen. “Se, ikke spor af mærker!” udbrød hun og drejede sig koket.

“Ok,” sagde ekspedienten. “Jeg er overbevist. Men det er sin sag med graviditet og dominans. For intet er jo, som det plejer.”

“Det er ret svært,” indrømmede jeg. “Men en sjov idé med makeuppen,” medgav ekspedienten. “Da jeg var gravid havde min mand samme problem. En af de ting, som han brugte, var sådan en her.” Vi fulgte hende igennem den lille butik, indtil hun standsede op og fiskede noget fra hylden. Ud af pakningen trak hun en lædermaske. Hullerne til øjnene kunne lukkes med trykknapper, og mundåbningen kunne lukkes med lynlås. “Først mister man sin krop. Og så mister man sit ansigt og sine sanser. En ansigtsløs, sanseberøvet, uformelig flodhest. Ydmygende. Konkret. Og meget meget fysisk,” fortalte hun. Mine øjne strejfede Johannes, der sendte mig et usynligt nik. “Købt,” sagde jeg. “Og en forholdsvis simpel, men også behagelig måde at blive bundet på, er de her, hvor hænderne fastgøres på remme om lårene,” fortsatte ekspedienten sin salgstale. Jeg øjnede lidt af en løsning, så jeg købte også dem. “Skal hun prøve?” spurgte ekspedienten. “Det skal hun da!” udbrød jeg begejstret. Johanne blev ikke spurgt, men fandt sig hurtigt efterladt i butikkens prøverum med fikserede hænder og berøvet sine sanser. Jeg skulle stadig købe et fjernbetjent æg, hvilket jeg hurtigt fik klaret. Da jeg betalte, forklarede ekspedienten: “Det bør renses og desinficeres før brug. Jeg kan gøre det, hvis du har lidt tålmodighed.” Jeg tog imod tilbuddet. For hvad Johanne ikke vidste var, at vi skulle i en nærliggende biograf. Hætten havde ødelagt min kunstfærdige makeup noget; så jeg var flink og lod hende fjerne den i butikken. Det tror jeg, hun blev glad for. Hun var i hvert tilfælde superglad, da mørket sænkede sig i biografsalen; hun holdt min hånd. Et par minutter inde i filmen lægger jeg ægget i hendes hånd. “Sæt det op,” hvisker jeg i hendes øre.

Inden hun når at protestere, lægger jeg min finger på hendes mund. Et øjeblik sidder hun uroligt i sædet igen, før alt – tilsyneladende – er ved det gamle. Jeg lader mig gribe af filmen.

“Det … det… hvor er du altså streng,” udbryder en smilende Johanne, da vi senere er kommet væk fra biografindgangens menneskemylder. “I den scene, hvor heltinden bliver slæbt ned i den mørke kælder, og hele salen sidder med tilbageholdt åndedræt, begynder det at snurre i mit underliv. Da hun bliver forhørt, driver mit underliv mig til vanvid og jeg må aktivere al selvbeherskelse for ikke at skrige. Men jeg nåede at hive kjolen op, så det kun var sædet, der var vådt resten af forestillingen – og mig!” “Hører jeg dig brokke dig over en orgasme?” spurgte jeg, mens jeg trak hende ind i en port. Hun rystede artigt på hovedet.  Så smilede hun: “Du trak mig herind for at få et blowjob, ikke?” Hun kender mig ret godt. Jeg smilede, nikkede. “Gør det hurtigt,” hviskede jeg. Johanne var allerede på vej ned på hug. Lidt senere gik vi lidt hurtigt fra en københavnsk baggård i retning af Nørreport Station. På vej hjem i toget grinede vi flere gange uden egentlig grund. Måske var det bare en god dag. Jeg tror nu mere, at vi langt om længe havde fundet noget. Masken, især masken, var et nyttigt redskab i den resterende del af Johannes graviditet, hvor Johanne blev lidt mere sjov, farverig, flabet, lydig, kort sagt lidt mere gamle Johanne igen.

Der gik kun en måned fra denne oplevelse, til Johanne fødte en velskabt pige. Jasmin havde i øvrigt ikke vagt den dag; måske desværre, måske heldigvis. Hun kom dog på privat besøg få dage efter. Men det er en helt anden historie.

Glæder du dig til fortsættelsen – så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.