Lone gør Per til Pernille, del 1

Langsomt slentrede hun hen ad stranden. Sandet var varmt mod hendes fødder, solen skinnede fra en skyfri himmel og vandet skvulpede indbydende. Der var mange mennesker på stranden. De slentrede omkring, lå på håndklæder og tæpper, små børn legede og de unge mænd og piger kastede mere eller mindre åbenlyse blikke efter hinanden. Nogle lå ved siden af hinanden. 

Hun var bevidst om, at hun tiltrak sig manges blikke, som hun slentrede hen ad stranden. Hun var iført en minimal bikini og havde en strandtaske hængende over den ene skulder. Hun var 26 år og så knald hamrende godt ud. Medens hun slentrede af sted, så hun sig omkring. Ikke direkte åbenlyst, men hun bemærkede alligevel alle på stranden – især de unge mænd. Hun var på jagt; og hun vidste meget nøjagtigt, hvad hun håbede at få nedlagt. Så fik hun øje på ham – sit bytte. Han lå på ryggen på sit håndklæde, hvilende på albuerne og kiggede ud over stranden og havet uden egentlig at se noget. Nød solens bagende varme på sin krop. Han var 19 år, 173 cm høj og slank, ja næsten spinkel af bygning. Hans hud var glat, næsten uden hårvækst og let solbrun. Langsomt stoppede hun ved siden af ham. Åbnede sin strandtaske og fiskede et tæppe op ad den. Bredte langsomt og omhyggeligt tæppet ud på sandet ved siden af den unge mand og satte sig på tæppet. Hun sagde ikke noget, kiggede ikke på ham. Ja, vidste man ikke bedre, ville man tro, at hun overhovedet ikke havde bemærket hans tilstedeværelse. Hun lagde sig på samme måde, som han, hvilende på albuerne og nød solen. Lidt lå hun sådan, så satte hun sig op, tog en flaske sololie fra sin strandtaske og begyndte at smøre sig på lårene og maven med langsomme glidende bevægelser. Uden at se på den unge mand, var hun klar over, at han skævede til hende. Da hun var færdig med at smøre sig med olien, vendte hun sig mod den unge mand og spurgte ugenert: ”Er du alene”? Han blev næsten helt forfjamsket af overraskelse over hendes henvendelse, men fattede sig og svarede: ”Ja, det er jeg”, og fortsatte: ”Det er du måske også”? Hun svarede: ”Ja, det er jeg også. Vil du gøre mig en tjeneste? Vil du smøre lidt sololie på min ryg”? Samtidig hermed rakte hun sololieflasken over mod ham. Han tog den, og hun lagde sig på maven. Stille og lidt genert begyndte han at smøre hendes ryg med sololien. ”Vil du ikke være sød og hægte min top af i ryggen, så kan du bedre smøre mig over hele ryggen”, sagde hun. Han gjorde det og smurte hele hendes ryg med sololien og fortsatte ned ad hendes bens bagside. Da han var færdig, satte hun sig op, holdt tækkeligt bikinitoppen med den ene hånd og bad ham hægte den i ryggen igen. ”Hvorfor lægger du dig ikke over ved siden af mig? Der er da mere plads på mit tæppe, end på dit håndklæde”, sagde hun og fortsatte: ”jeg hedder i øvrigt Lone”. Han satte sig over ved siden af hende og fortalte, at han hed Per. De nød solen, sludrede med hinanden, og inden længe vidste Lone, at Per boede alene på et lejet værelse og netop var blevet færdig med handelsskolen og nu nød sommeren inden han til september skulle starte med at arbejde. Han havde ikke nogen kæreste og havde kun en enkelt gang været i seng med en pige. Hun havde fortalt ham, at hun havde sit eget firma og tjente godt, men var ikke kommet nærmere ind på, hvad hun egentlig foretog sig. Hun var også alene efter at have boet sammen med en ung mand for nogle år siden. Eftermiddagen gik alt for hurtigt. ”Skal vi ikke spise sammen”, sagde Lone pludselig, ”jeg giver”.

De pakkede sammen og Per tog sine lange benklæder og skjorte på, som han havde haft liggende i en skuldertaske. Han var ikke fri for at føle sig stolt over at følges med denne flotte kvinde selv om hun var nogle år ældre end han selv.

De gik op til parkeringspladsen. Lone gik direkte hen til en åben rød Mercedes sportsvogn. Åbnede bagagerummet, hvor hun lagde sin strandtaske. Så tog hun en let sommerkjole frem, som hun trak over bikinien og tog derefter et par flade sandaler på. Medens de kørte, snakkede de mest om Per. Da han selv sagde, at hun måtte tjene godt, siden hun havde råd til sådan en bil, svarede hun blot, at hun skulle ikke klage. Lone kørte til en lille restauration, hvor de spiste. Da de sad i hendes bil igen bøjede Lone sig over mod Per, lagde sin ene hånd om hans nakke og trak ham ind mod sig og kyssede ham. Per nød det. Han havde længe haft lyst til at røre ved hende og kysse hende, men havde ikke haft mod nok til at tage initiativet. Så kørte Lone. Hun sagde ikke noget til Per om, hvor hun kørte hen, og han spurgte ikke. Hun drejede ind ad en indkørsel til et almindeligt parcelhus med tæt beplantning omkring, så huset næsten ikke var synligt fra hverken vejen eller fra naboerne.

”Ja, her bor jeg så”, sagde Lone, ”kom med ind”.

De fulgtes ad ind i huset, der var pænt møbleret med en blanding af nyt og gammelt. Lone åbnede en flaske rødvin. De satte sig i sofaen ved siden af hinanden. De sludrede let og ubesværet med hinanden, drak lidt rødvin og kyssede hinanden ind i mellem. Per følte sig næsten lykkelig i hendes selskab. Pludselig rejste Lone sig og sagde: ”Kom, vi trænger til et bad”. De gik ind i hendes soveværelse, hvor der var en stor dobbeltseng, et make-up bord med spejl og et par stole. Ugenert begyndte Lone at tage tøjet af. ”Kom nu Per. Af med tøjet”, sagde Lone, da Per stod lidt genert og ikke rigtigt vidste, hvad han skulle gøre. Snart var de nøgne. Lone tog Per i hånden og trak ham med ind i badeværelset, der var stort med både brusekabine og badekar. Hun åbnede for hanerne, så badekarret begyndte at fyldes, vendte sig mod Per og snart stod de i en inderlig omfavnelse og kyssede hedt hinanden medens deres hænder gik på opdagelse. De satte sig op i badekarret, vaskede hinanden og nød at røre ved hinanden. Efter at have frotteret sig, gik de ind i soveværelset, hvor Lone trak dynen tilbage og trak Per med sig ned på sengen.

Deres elskov var hektisk. Per lidt genert og uøvet, men med Lones kyndige vejledning, nåede de begge højder, der endte med kraftige udløsninger og orgasmer hos dem begge. De faldt i søvn i hinandens arme.

Om morgenen var deres elskov mindst lige så heftig. De gik igen i bad sammen og sad snart efter i køkkenet og spiste morgenmad sammen. Pludselig sagde Lone: ”Per jeg kan godt lide at være sammen med dig. Du har jo ikke noget at lave i den kommende tid. Kan du ikke blive her. Jeg har ferielukket i mit lille firma og ikke nogen planer om noget”. Per var overrasket. Dette havde han ikke forestillet sig. Han var ikke særlig erfaren med piger og havde haft svært ved at score pigerne, og nu tilbød denne lækre pige eller kvinde, for hun var jo noget ændre end han, at han kunne være hos hende et stykke tid. Han svarede, at det ville han gerne, at han syntes, at hun var den smukkeste og dejligste pige, han nogen sinde havde kendt. Lone rejste sig, rakte hånden frem mod Per og sagde: ”Kom med ind i soveværelset, der er noget, jeg vil have dig til at gøre for mig”. ig og hånd i hånd gik de ind i soveværelset, hvor de stillede sig tæt op ad hinanden. Lone sagde: ”Per, det jeg vil bede dig om, lyder måske mærkeligt for dig, og du vil måske også føle det mærkeligt, men det betyder meget for mig, og jeg tror også, at du vil finde det spændende. Du bliver nødt til at gøre det for mig, hvis vi skal blive sammen”. Per svarede, at han var villig til at gøre alt, hvad hun ønskede. ne. Så klæd dig af. Jeg har noget specielt tøj, som jeg gerne vil have, at du skal have på”. Per klædte sig straks af. Lidt betænkelig, men alligevel villig til at gøre Lone tilpas. Lone åbnede en skuffe og tog en sort BH frem, som hun rakte til Per, idet hun sagde: ”Tag den på”. Per stod stille, forlegen og underlig til mode. Nøgen, som han var, følte han sig pludselig genert og usikker på, hvad han skulle gøre. Lone sagde stille: ”Per, vi er alene. Der er ingen der kan se os. Det betyder meget for mig, at du tager Bh’en på. Jeg har længe haft sådan en lyst til at klæde en pæn slank ung mand på i kvindetøj. Kom nu”. Per tøvede. Så satte Lone trumf på og sagde: ”Hvis du ikke gør det, så kan du tage dig eget tøj på og gå. Så vil jeg ikke se mere til dig”. Per tøvede stadig, men tog så Bh’en i hånden og kiggede lidt forlegent på den. ”Lad mig”, sagde Lone og tog Bh’en, holdt den frem i skulderstropperne foran Per og sagde: ”ind med armene”. Per rakte sine arme frem, og Lone trak Bh’en over hans arme, gik om bag Per og hægtede den bag hans ryg. ”Det var da ikke så slemt. Resten går lettere”, sagde hun samtidig med, at hun gik over til skuffen og tog et par sorte trusser frem, som hun rakte til Per. Han tog dem og trak dem på. På en underlig måde følte han det dejligt at få skjult sin pik. Da han igen så op, stod Lone med et par sorte nylonstrømper i den ene hånd. ”Sæt dig ned på sengen, så skal jeg hjælpe dig. Du er nok ikke så vant til at tage nylonstrømper på”, sagde Lone og skubbede blidt til Per, så han satte sig på sengen. Lone rullede rutineret den ene strømpe op med fingrene og lagde sig på knæ foran Per og bad ham løfte foden lidt. Hurtigt rullede hun strømpen op ad hans ben og trak den på plads, så den selvsiddende øverste kant af strømpen sad lige øverst på Pers lår. Hurtigt rullede hun den næste strømpe op og trak den på Pers andet ben. Så tog hun ham i hånden og trak ham op at stå, omfavnede ham og kyssede ham længe og inderligt samtidig med, at hun lod sin hånd glide ned til hans skridt og gned ham på pikken uden på de glatte nylontrusser. Per var fortabt, og Lone vidste, at hun havde nedlagt sit bytte. ”Kom og sæt dig her på stolen”, sagde Lone, ”du skal nok få al den sex, du orker, lidt senere”. Per satte sig. Han havde opgivet at protestere. Han var helt fortabt i sin lidenskab efter sex med Lone. ”Du har en pæn, glat og ren hud. Der skal ikke ret meget make-up til for at gøre underværker”, sagde Lone nærmest for sig selv. Med hurtige og rutinerede bevægelser begyndte hun at lægge make-up på Per. Lidt efter rettede hun sig op, gik hen i den anden ende af soveværelset. På en hylde stod tre hvide flamingohoveder med hver sin paryk på. Hurtigt tog hun den ene, gik tilbage til Per og satte den på hans hoved. Med en børste rettede hun den til. ”Du må godt rejse dig, men du må ikke kigge i spejlet endnu”, sagde Lone. Fra en skuffe tog hun nu et sort korset frem. Gik hen til Per og lagde det om livet på ham. ”Det er ikke så langt, og det skal ikke snøres ret meget, men en smule talje, er vi nødt til at give dig”, sagde hun, idet hun gik om bag Per og strammede korsettet med snørerne. Per mærkede, at hans liv blev klemt sammen. Det var ikke direkte ubehageligt, men selvfølgelig uvant for ham. Heldigvis strammede Lone ikke korsettet ret meget, så han fik ikke besvær med at trække vejret. Så stod Lone foran ham. I hånden holdt hun et par silikonebryster. ”Dem her er vi nok nødt til at sætte på plads i Bh’en. Du er jo noget flad”, sagde Lone og satte proteserne på plads i Bh’en. Per stod helt stille og følte sig underlig til mode. Vidste overhovedet ikke, hvad han skulle tænke eller mene om det, som så pludselig skete med ham. Lone gik over til det store garderobeskab, idet hun sagde: ”Det er heldigt, at du ikke er større, for jeg er helt sikker på, at vi passer tøj sammen”. Hun rakte ind i skabet og tog en sort glat kjole frem. Hun lynede den lange lynlås i ryggen ned og holdt kjolen frem foran Per, idet hun sagde: ”Træd ind i den”. Per trådte forsigtigt ind i kjolen; først med det ene ben og derefter med det andet, hvorefter Lone trak kjolen op om livet på ham, holdt overdelen foran ham, så han kunne stikke armene ind i de korte ærmer. Så gik hun om bag Per og trak lynlåsen op. ”Kjolen passer jo perfekt”, sagde Lone og fortsatte: ”sæt dig nu ned på stolen. ”Frem med den ene hånd”, sagde Lone straks efter. Da Per rakte hånden frem, begyndte Lone forsigtigt at male Pers negle røde. Først fingerneglene på den ene hånd, og derefter på den anden. ”Nu sidder du stille og lader neglelakken tørre, medens jeg selv tager noget pænt på”, sagde Lone. Lone lod sin morgenkåbe glide af sig og stod nøgen foran Per. Hun strakte sig foran ham og sagde: ”Uhm, hvor jeg glæder mig til, at du senere i dag knepper mig”. Per var ikke upåvirket af situationen og begyndte at rejse sig, men blev siddende, da Lone sagde: ”Ikke nu. Bliv nu siddende.”. Hurtigt klædte Lone sig på. En rød BH, et par røde trusser, et par røde selvsiddende nylonstrømper. Så satte hun sig ved sit make-up bord og lagde med sikre og hurtige bevægelser en diskret make-up. Per sad imedens helt stille og så på hende fra siden. Han beundrede hendes krop og glædede sig til udsigten til sex med hende. Så rejste Lone sig, gik over til skabet og tog en lyserød kjole frem, som hun tog på. Den var også med lang lynlås i ryggen, så hun gik over til Per og fik ham til at lyne sig op. Så tog hun et par røde sko med høje tynde stilethæle på. ”Ups – det minder mig om noget”, sagde Lone og tog yderlig et par sko frem fra skabet. Lone gik tilbage til Per og satte sig på hug foran ham. ”Løft foden”, sagde hun. Så satte hun skoen på Pers fod. Skoen var sort med en tynd rem om den ellers åbne hæl og med cirka en ti centimeter høj tynd stilethæl. Hurtigt fulgte den anden sko. Lone rejste sig, rakte hånden frem til Per, der tog den, samtidig med at Lone sagde: ”Rejs dig op. Men forsigtigt. Du er jo ikke vant til stilethæle. Nu skal du få lov til at se dig i spejlet”. Per rejste sig. Det gik let nok, men det var underligt for ham at stå med hælen løftet af stilethælen, og han kunne også mærke en usikkerhed i foden. ”Kom”, sagde Lone, ”små skridt. Bare forsigtigt et lille skridt af gangen”. Stille, forsigtig og noget usikker på fødderne trippede Per efter Lone til de stod ved siden af det store garderobeskab. Lone slap hans hånd og åbnede den ene skabslåge, som viste sig at have et spejl i legemsstørrelse indvendigt. Per var målløs. Det syn havde han ikke ventet. Medens Lone gav ham kvindetøjet på og havde lagt make-up på ham, havde han følt sig lidt latterlig. Han var næsten åndeløs, trak næsten ikke vejret. Drejede sig lidt og så den tilsvarende bevægelse i spejlet og blev for alvor klar over, at det var ham selv, han så på. I spejlet så han en køn ung kvinde med en rigtig flot figur, et skulderlangt kobberrødt kraftigt hår, et kønt ansigt med en diskret make-up, der fremhævede øjnene og kindbenene. Kjolen sad tæt til den slanke skikkelse og fremhævede taljen. ”Nåh – hvad siger du Pernille”, hørte han Lone sige. ”Det er simpelt hen utroligt”, svarede Per, ”men hvad var det, du kaldte mig”? ”Pernille”, svarede Lone, ”med det udseende, kan jeg jo ikke kalde dig for Per, så nu er du Pernille”. ”Ja, det kan jeg godt se”, svarede Per, der nu var blevet til Pernille. , sagde Lone, ”vi må se at få lært dig at gå ordentligt på stiletterne. Du skal også lære at sidde pænt og i det hele taget opføre dig som en anstændig pige”.

De forlod soveværelset. Pernille forsigtigt trippende på de høje stilethæle og taknemmelig for at have Lones arm at støtte sig til.

Da de kom ind i stuen, satte Lone sig i en lænestol og sagde samtidig til Pernille: ”Du skal ikke sætte dig. Gå nogle gange frem og tilbage gennem stuen”. Pernille gik forsigtigt gennem stuen. Ganske langsomt. Delt havde hun ikke mere Lones arm at støtte sig til, og dels var kjolen også så stram, at hun kun kunne tage korte skridt. Men de høje stilethæle indbød nu heller ikke til lange skridt. Pernille gik frem og tilbage og ville sætte sig, men Lone sagde, at Pernille skulle øve sig mere endnu. Den næste halve times tid gik med at gå frem og tilbage i stuen, ind i soveværelset, ud i køkkenet og ned ad trappen til kælderen. Det var næsten det værste for Pernille. Det var en helt ny fornemmelse at skulle gå så forsigtigt på en trappe, og den stramme kjole gjorde, at hun kun lige kunne nå fra det ene trin til det andet.

Da Pernille nævnte besværet med den meget stramme kjole, grinede Lone og sagde, at det kun var en god øvelse for en pige at have en stram kjole på, da den var med til at give en feminin gang.

Endelig langt om længe var Lone tilfreds og Pernille fik lov at sætte sig ned. Men ikke så snart havde hun sat sig, før Lone forlangte, at hun rejste sig og satte sig ordentligt. Pernille måtte herefter gentagne gange sætte og rejse sig, indtil hun gjorde det på en måde, som Lone fandt var tilstrækkelig yndefuldt. Da de havde siddet lidt sagde Lone: ”Kom, lad os gå ind i soveværelset. Jeg trænger til at mærke din pik i mig. Og det er ekstra pikant, når pikken sidder på en pige”. Pernille rejste sig og sammen gik de ind i soveværelset, hvor de hjalp hinanden af kjolerne. Pernille anede heller ikke, hvordan hun skulle have fået lynet den lange lynlås i ryggen ned uden Lones hjælp. Pernilles pik struttede i hendes trusser. ”Din pik, ser ud til at være ganske opstemt”, sagde Lone. ”Jeg bemærkede, at den lavede en grim bule foran på din kjole, da vi gik herind i soveværelset”. ”Jeg er også ved at sprænges af liderlighed”, svarede Pernille. Må jeg godt tage resten af tøjet og parykken af”? ”Nej”, svarede Lone, ”du skal beholde det på. Det er med til at ophidse mig”.Deres elskov var også voldsom, og kun Lones erfaring gjorde, at Pernilles pik ikke sprøjtede straks trusserne blev trukket ned.

Da de havde hvilet sig lidt efter elskoven, klædte de sig nøgne og gik i karbad sammen.

”Du kan vist nok selv tage tøjet på denne gang”, sagde Lone, ”Du må se at lære det, for du kommer ikke til at have andet end kvindetøj på, så længe du er hos mig”. ”Hvad for noget? Det kan du da ikke mene”?, sagde Per nærmest chokeret. ”Så absolut”, svarede Lone. ”Hvis du ikke kan acceptere det, så tag dig eget tøj på og gå. Så kan du da i det mindste glæde dig over, at du lige har fået et godt knald”. Per stod ubeslutsomt på gulvet. Han fandt det underligt, at Lone var så forhippet på, at han skulle have kvindetøj på. Det var også underligt for ham. Han havde ikke følt sig utilpas ved at have det på, da den første generthed havde forladt ham. Og Lone havde ikke grinet eller drillet ham, men tvært imod behandlet ham som en ung kvinde, ja nærmest som en veninde. Og så var der jo lige det der med deres fantastiske sex. Det var skønt. Noget, som Per ikke var alt for forvent med. Langsomt tog han Bh’en fra gulvet, hvor den var landet, da de klædte hinanden af. Tog den kejtet på og fik den med besvær hægtet på ryggen. Så satte han de kunstige bryster ned i Bh-skålene. Da han tog trusserne op så Lone, at han så lidt på dem. Hun sagde derfor: ”Du må hellere tage et par rene trusser på. Du kan finde et par i skuffen”. Per åbnede skuffen og så et hav af trusser i alle mulige farver og faconer. Han tog et par næsten magen til dem, han tidligere havde haft på og trak dem på. Hans pik gjorde ikke modstand, men der var heller ikke meget liv i den efter deres heftige elskov. Så tog han strømperne, men så fortvivlet på dem. Igen kom Lone ham til hjælp. ”Se her”, sagde hun og viste ham, hvordan hun rullede strømperne op med fingrene og trak dem på benet, let og elegant. Per efterlignede Lone, og det lykkedes ham også at få begge strømper på uden, at de gik i stykker. Så tog han korsettet om livet og hægtede det foran sig. ”Kom her”, sagde Lone. ”Jeg må nok hellere stramme korsettet for dig”. Lone strammede korsettet og sagde derefter, ”sæt dig her på stolen, jeg må nok hellere lægge din make-up. Men denne gang får du lov til at kigge med i spejlet. Kig nu godt efter, for du skulle gerne snart kunne lægge din egen make-up”. Per satte sig og så i spejlet, hvordan Lone bar sig ad. Derefter tog han parykken på og børstede den. Han var nu igen en pige, Pernille. ”På med kjolen og skoene”, sagde Lone. ”Jeg er sulten, og det er du vel også”? Sammen fulgtes de ud i køkkenet. Pernille denne gang betydeligt mere sikker på fødderne. I køkkenet hjalp de hinanden med at lave en bakke til med frokost, medens de sludrede sammen. Lone sørgede hele tiden for, at de sludrede som et par veninder. Hun fortalte om make-up, sin frisør, om kjoler og strømper, artikler hun havde læst i dameblade, og om mænd. Pernille fandt det i starten underligt at snakke om sådant noget og lidt vanskeligt at følge med i tingene, som var uvante samtaleemner for hende, men som Lone blev ved, blev det lettere og lettere og også mere naturligt. Ikke mindst fordi Lone talte så let og naturligt om tingene. De gik ind i stuen, dækkede op på spisebordet og spiste langsomt deres frokost, medens Lone rettede på Pernille, når hun ikke var feminin og kvindelig nok i sine bevægelser.

Således fik Pernille besked på at spise langsommere og mindre bidder ad gangen, at passe på sin læbestift og i det hele taget tage hensyn til sin make-up. Men også Pernilles armbevægelser blev rettet, så de blev mere feminine, så som at lade sin ene hånd glide op gennem det lange hår ind i mellem, at give et lille kast med hovedet for at slynge håret tilbage og mange andre små ting.

Efter spisningen blev Pernille sat til at øve sig i at sidde i forskellige typer af stole – spisebordsstol, lænestol og sofa. At sidde med benene over kors, pænt samlede og afslappet oppe under sig i sofaen. Derefter fulgte træning i at gå med en håndtaske. Åbne håndtasken og fiske sin læbestift og spejl frem og friske læbestiften op, håndterende læbestiften med den ene hånd, medens hun holdt både taske og spejl med den anden. Om det så var toiletbesøg, blev Pernille sat til at øve sig. Og bagefter i at nette sig foran spejlet. Pernille fik også smykker på, øreclips med en lille dinglende perle for enden af en guldtråd, en halskæde med ravstykker, et guldarmbånd med flere små vedhæng, et par fingerringe og et lille fikst armbåndsur. Det var i starten uvant og underligt for Pernille at mærke ørenringene dingle og måske især armbåndet med alle vedhængene. Som dagen gik, blev det hele mere og mere naturligt for Pernille, og Lone var også ganske godt tilfreds med udviklingen. Det var efterhånden blevet først på aftenen. Lone og Pernille sad sofaen ved siden af hinanden og så fjernsyn, da Lone pludselig rejste sig og sagde: ”Pernille, hvis du er trængende, så må du hellere gå på toilettet nu. Men du behøver ikke at friske din make-up op, når du er færdig. Du skal have lagt en ny make-up om lidt.

Pernille kunne mærke, at hun godt kunne trænge til en tur på toilettet. Hun spekulerede på, hvorfor hun skulle have ny make-up. Den eksisterende var hun ligesom blevet vant til og havde efterhånden fået et rimeligt godt tag på at pudre sig lidt og friske læbestiften op.

Da Pernille var færdig på toilettet, fandt hun Lone i soveværelset i færd med at gennemse sit store garderobeskab. Til sidst trak hun to lyse sommerkjoler ud af skabet. Den ene svag lyseblå og den anden svag lyserød. Begge med smalt liv og lynlåse i hele ryggen med begge med vidde. Så fandt hun to par sko i tilsvarende farver. Begge med cirka ti centimeter høje stilethæle. ”Klæd dig helt af”, sagde Lone og begyndte selv ugenert at tage tøjet af.

gge var helt nøgne kunne de ikke modstå at omfavne hinanden. De kyssede hinanden dybt og inderligt og væltede omkuld på sengen i en hed elskov.

De gik i bad og Per fik besked om at være ekstra omhyggelig med at barbere sig i ansigtet. Det var nu ikke fordi det var så påkrævet, med den svage og meget lyse skægvækst, han havde. Da han var færdig, gav Lone ham besked om at sætte sig på stolen ved make-up bordet.

”Denne gang må vil hellere sikre os, at dine bryster sidder ordentlig fast”, sagde hun samtidig med, at hun tog den ene brystprotese og smurte et tyndt lag lim på det. Så satte hun det omhyggeligt på brystet af Per og bad ham holde det helt stille, medens limen hærdede. Så gentog hun det samme med den anden brystprotese.

Per fandt det underligt og mærkeligt, men da han spurgte, om det nu også var nødvendigt at lime dem fast, svarede Lone, at hun ville nyde deres elskov dobbelt så meget, når han havde bryster og ikke behøvede en BH til at holde dem på plads. Per var også forundret over, hvor naturlige de så ud. Derefter fik Per besked om at tage det undertøj på, som Lone havde lagt frem. Det var en lyserød BH og et par lyserøde trusser. Per skulle netop til at tage trusserne på, da Lone stoppede ham ved at sige: ”Stop lige, du skal lige have den her specielle trusse på først. Den holder din lækre pik på plads. Jeg vil ikke risikere, at din pik pludselig stritter og laver bule”. Det Lone rakte frem til Per var nærmest et kraftigt bredt stærkt elastisk og hudfarvet bælte, hvor der kig et tilsvarende bælte for forsiden til bagsiden. Per tog det på. Det var svært. Det var meget stramt, men det lykkedes ham at få det trukket på. Hans pik var nu forsvarligt holdt på plads af den kraftige brede elastisk mellem hans ben. ”Så nu kan du godt tage de små søde trusser på”, sagde Lone og fortsatte: ”Det er ellers lige ved, at du ikke behøver korsettet med den stramme trusse, men jeg er nu bange for, at din kjole ikke kan lynes, hvis ikke dit livmål bliver reduceret lidt mere”. Hun tog et lyserødt korset magen til det, Per hidtil havde haft på. Lagde det om livet på ham og snørede det. ”Så nu sætter du dig ved make-up bordet, så jeg kan give dig en lidt kraftigere aftenmake-up”, sagde Lone. Per gjorde lydigt, hvad han fik besked på. Lone lagde derefter make-up på Per. Den var kraftigere i tonerne om hans øjne og på hans kinder. Læbestiften en anelse mørkere end hidtil, men ikke så meget, at Lone syntes det var nødvendigt at skifte neglelakken. Den var også stadig pæn og uden ridser. ”Nu kan du godt tage kjolen og skoene på og så parykken. Børst den ordentligt og tag de smykker på, som ligger på sengen ved siden af kjolen. Per tog først et par lyse tynde nylonstrømper på. De var glatte og skinnende Så tog han kjolen på og gik en til Lone og spurgte, om hun ville lyne ham. ”Selvfølgelig, min skat”, svarede Lone og lynede den lange lynlås op i Pers kjole. Så tog Per skoene og derefter parykken på og var igen helt forvandlet til Pernille. Hun tog smykkerne. Det var et par ørenringe, der havde længere vedhæng og som dinglede mere fra øreflipperne. Halskæden og armbåndet samt ur og ringe var derimod de samme, som hidtil. Så kom Lone over til Pernille og stænkede lidt parfume på hendes hals. Det duftede dejligt og var en spændende fornemmelse for Pernille. ”Kom”, sagde Lone, ”husk din taske. Jeg har lagt den rigtige læbestift og pudder i den, så det skal du ikke tænke på, men det er ellers noget, som du selv må til at huske”. Pernille tog sin håndtaske og fulgte efter Lone. Det var underligt med den flagrende nederdel efter hele dagen at have haft den meget stramme på. Lone gik direkte hen til entredøren, åbnede den og gik ud. Pernille stoppede forskrækket ved døren og kaldte: ”Lone, hvad skal vi”? ”Vi skal såmænd blot ud og køre en lille tur. Du har godt af at komme lidt ud. Vi har jo ikke været uden for en dør hele dagen”, svarede Lone. ”Nej Lone, ikke ud. Det tør jeg ikke. Hvad hvis der er nogen, der ser, at jeg ikke er en pige”? ”Det skal du ikke være bange for. Du er en køn og yderst velskabt pige. Ingen vil drømme om andet”, svarede Lone og fortsatte: ”Kom nu, jeg vil ikke diskutere det med dig. Du kommer nu og sætter dig ind i bilen”. ”Nu”, gentog Lone med skarpere tone. Pernille overvejede et kort øjeblik. Hun måtte jo indrømme, at hun så godt ud. Hun havde jo selv set sig i spejlet og ville ikke selv drømme om, at det var en ung mand, hun så i spejlet. Og hvad pokker, – der kunne vil ikke ske noget på en lille køretur. Hun sad jo inde i bilen. Og, hvad nu, hvis hun sagde, at hun ikke ville. Så ville Lone sikkert gøre alvor af sin tidligere trussel om, at hun bare kunne tage sit eget tøj på og tage hjem. Hurtigt gik Pernille derfor ud gennem entredøren og smækkede den efter sig. Det var underligt, men også ganske ophidsende at mærke den svage brise mod sine nylonklædte ben og mærke den vide kjole bevæge sig, så det luftede helt op i skridtet, hvor pikken var holdt forsvarligt på plads. Pernille gik om til bilens højre side og åbnede døren. Lone havde allerede sat sig ind bag rattet. Lone sagde: ”Sæt dig sidelæns på sædet og træk begge dine ben ind samtidig”.

Pernille gjorde, som Lone havde sagt. Det var en ny og pudsig måde at sætte sig ind i en bil på. Men Pernille erkendte for sig selv, at det var mere feminint at gøre det på den måde.

Lone sagde, at det vist ikke var for koldt endnu at have kalechen slået ned. Pernille modsagde hende ikke, selv om hun havde foretrukket, at den var slået op. ”Drej dig lige om mod mig Pernille”, sagde Lone. Hun havde et stort lyserødt tørklæde i hånden, som hun gav Pernille på. ”Det ser sødt ud, og så risikerer vi ikke, at din paryk flyver af. Vi skulle måske overveje at lime den fast”, sagde Lone med et stort smil. Så startede hun bilen og kørte roligt ud af indkørslen. Hun kørte gennem villakvarteret og ud til stranden, hvor de kørte langsomt. Der var ganske mange mennesker på fortovet, da det var en mild aften. Adskillige vendte sig og kiggede efter de to kønne unge kvinder i den åbne Mercedes. Pludselig lød et kraftigt pift og en ung mand i en gruppe unge mænd råbte: ”Hej piger, stop lige. Det er da synd, at I bare kører forbi”. Mere hørte Lone og Pernille ikke, inden de var kommet forbi de unge mænd. ”Uhm lækkert at få sådan en reaktion. Hvad synes du Pernille? Skal vi vende om og hygge os lidt med drengene”? sagde Lone. Pernille kunne mærke, at hun både rødmede og fik kuldegysninger ned ad ryggen. ”Nej Lone. Det må du ikke. Du sagde, at vi bare skulle køre en tur”, udbrød Pernille. ”Rolig Pernille. Der sker ikke noget. Jeg skal nok lade være, men du kan være sikker på, at du vil gøre lykke hos drengene”, sagde Lone drillende. De kørte langsomt videre og Pernille slappede igen af og nød turen. Efterhånden var de kommet ind i byen og Lone drejede ind på en parkeringsplads ved siden af en lille restauration. Hun standsede motoren og sagde: ”Jeg er blevet sulten. Lad os gå ind og få lidt at spise. Du behøver ikke at være bange. Jeg har været her før. Det er et pænt sted, og på denne tid er der ikke ret mange gæster. Du skal bare tale meget sagte. Jeg skal nok bestille og i øvrigt tale med personalet”. Pernille følte rædslen brede sig i kroppen. ”Lone, det var ikke aftalen. Jeg tør ikke”, sagde Pernille. ”Vrøvl med dig”, sagde Lone og fortsatte: ”Dels var der ikke nogen aftale, og dels behøver du ikke at gå med. Du kan jo bare blive siddende i bilen. Men jeg er nok en times tid om at spise, og det kan jo være, at der kommer nogle lækre drenge, som gerne vil hygge sig med dig”. ”Lone, jeg beder dig”, sagde Pernille ”lad os køre hjem. Vi kan da spise hjemme”. ”Pjat med dig”, svarede Lone og åbnede døren og steg ud af bilen. ”Kom nu”, fortsatte hun og smækkede bildøren efter sig. Pernille var godt klar over, at hun var i knibe. Hvad ville der ikke kunne ske, hvis hun blev siddende i bilen? Hun steg derfor ud af bilen og mærkede med det samme den lette vind smyge sig om benene og lege med den tynde vide sommerkjole. ”Tag dit tørklæde af”, sagde Lone. ”Du kan bare stoppe det i din taske”. Pernille tog tørklædet af, foldede det sammen og lagde det i tasken. Så purrede hun lidt op i sit hår og rystede let med hovedet for at få håret til at falde naturligt. Så mærkede hun, at Lone tog hende under armen. ”Kom”, sagde Lone, ”det er heldigvis naturligt for to piger at gå arm i arm. Husk nu at tage små skridt. Se op og vær bare naturlig, som du har været det meste af dagen. Og husk at tale meget svagt, når du siger noget”. Stille gik de arm i arm over den lille parkeringsplads. Det var ganske ophidsende for Pernille at gå ude og så helt offentligt. Det var jo trods alt kun timer siden, hun første gang trak i kvindetøjet. Fornemmelsen af brisen om benene og op under kjolen, hælenes tydelige klik, klik lyd, som de gik over parkeringspladsen og lidt hen ad fortovet til indgangen til restaurationen, var spændende og ganske nyt. Pernille mærkede et lille gys i sig. Så slap Lone hendes arm, åbnede døren og gik indenfor. Pernille fulgte med. De kom ind i en lille forgang, hvor der var en mindre garderobe og et stort spejl med en lille hylde under. Lone gik direkte hen til spejlet. Satte sin taske på hylden, åbnede den og tog en børste frem. ”Kom Pernille lad os lige nette os lidt inden vi går ind”, sagde hun ganske naturligt. Pernille stillede sig foran spejlet, satte sin taske på hylden, som hun havde set Lone gøre og tog så sin børste frem og trak den gennem håret nogle gange. Rystede derefter let på hovedet. ”Jeg vil nu også lige give mine læber et lille strøg”, sagde Lone. Pernille tog også sin læbestift frem fra sin taske. Åbnede den efterhånden med en rutineret bevægelse med den ene hånd, bøjede sig lidt frem og lod den glide let hen over sine læber. Trykkede derefter læberne sammen et par gange og lagde læbestiften tilbage i tasken.

Undervejs fik hun øjenkontakt til Lone i spejlet. Lone smilede. Pernille kunne ikke lade være med at gengælde smilet. Det var nu godt nok spændende.

Så vendte de sig fra spejlet og med Lone forrest gik de gennem en dør og kom ind i restaurationslokalet. Det var indrettet i ældre stil med mørke paneler på væggene, så der allerede var så mørkt, at der var tændt små lamper. Belysningen var yderst dæmpet.

Ikke så snart var de kommet inden for, før en tjener kom dem i møde. ”God aften frk. Mogensen. Og velkommen. Hvor kan du og din veninde tænke jer at sidde? Vi har jo ikke så mange gæster endnu, så der er god plads”. Pernille følte, at tjeneren og Lone kendte hinanden ganske godt og var noget overrasket over den høflige og formelle tone, som han brugte. ”Vi sætter os nede i hjørnet Jens. Der er så dejligt roligt”, svarede Lone. ”Så gerne frk. Mogensen. Denne vej mine damer”, sagde tjeneren og slog ud med hånden, samtidig med at han skyndte sig af sted foran dem. Tjeneren førte dem til et bord bagerst i restaurationslokalet. Ved bordet trak han en stol frem og gjorde en bevægelse til Pernille om at sætte sig, idet han sagde: ”Vær så god frk. øhh”. Lone var hurtig og sagde: ”Frk. Jørgensen, Pernille Jørgensen”. Tjeneren gentog: ”Vær så god at sidde frk. Jørgensen”. Pernille trippede ind foran stolen og mærkede, at tjeneren skubbede den ind mod hendes knæhaser, så hun kunne sætte sig. Det gyste i Pernille. Dels af frygt for, at tjeneren skulle opdage, at hun ikke var en kvinde, og dels også af fryd over at blive opvartet på denne høflige måde af en tjener. Og så var han i øvrigt ganske flot og ikke særlig gammel. Tjeneren skyndte sig om til den anden side af bordet, trak stolen ud og sagde: ”Vær så god frk. Mogensen”, hvorefter hans skubbede stolen ind under Lone, da hun satte sig. ”Nu skal jeg komme med spisekortet”, sagde han og forlod dem. ”Puh ha” viskede Pernille ud mellem tænderne. ”Det går jo fint”, svarede Lone. Jeg har været her flere gange og får en pæn og høflig betjening hver gang. Her kan vi i fred og ro sidde og spise. Straks efter kom tjeneren med spise- og vinkortene. Pernille åbnede spisekortet og så fortvivlet på det. Ganske urutineret med at spise på restauration. Lone så Pernilles rådvildhed og sagde: ”Du er måske ikke så vant til at spise på de dyrere restaurationer”? ”Nej”, hviskede Pernille tilbage. ”Bare rolig. Jeg skal nok bestille for os begge”, sagde Lone. Så lagde hun sit spisekort fra sig, kiggede i vinkortet og lagde også det fra sig. Ganske kort efter kom tjeneren tilbage. Lone bestilte hurtigt og rutineret og havde intet besvær med de svære navne fra menukortet eller fra vinkortet. Da tjeneren var gået, tog Lone sin taske, fiskede en pakke cigaretter frem og en lighter og lagde begge dele på bordet. Jeg ryger ikke så meget, men når jeg er ude at spise fint, så synes jeg, at det forhøjer stemningen. Tag en selv. ”Tak”, svarede Pernille sagte og fortsatte stadig meget sagte: ”Jeg troede slet ikke, at du røg. Jeg ryger ikke ret meget selv, og der er sket så meget i dag, at jeg slet ikke har tænkt over det”. Lone tog en cigaret fra pakken. Straks var tjeneren ved dem. Holdt en tændt lighter hen til Lones cigaret. Umiddelbart efter holdt han den hen til Pernille, der tog cigaretten mellem sine røde læber og bøjede sig lidt frem mod lighteren. Hun sugede røgen i sig og blæste den ud til siden. Tjeneren forsvandt straks. Lone sagde stille: ”Hold lige din cigaret, som jeg gør ikke mellem dine fingre helt oppe ved hånden. Det er ikke særligt feminint. Pernille så ned på sin cigaret, så så hun på den måde Lone havde sin mellem de yderste led på fingrene, og skyndte sig at flytte sin egen. ”Og blæs røgen ud med spidset mund”, fortsatte Lone. ”Jeg blev noget overvældet og nervøs, da tjeneren tændte for mig. Det har jeg ikke prøvet før”, hviskede Pernille. ”Det burde jeg have tænkt på”, sagde Lone, ”men det gik jo fint. Jeg kan mærke, at Jens, tjeneren finder dig meget attraktiv”. ”Sludder”, hviskede Pernille tilbage. Samtidig hermed kom tjeneren med vinen. Skænkede for Lone, der smagte på den og sagde. ”Fortrinlig, som sædvanlig Jens. Skænk bare for os”. Så skænkede tjeneren vinen for dem og trak sig igen tilbage. ”Skål”, sagde Lone, ”du klarer det fint”. ”Skål”, hviskede Pernille. ”Det kunne nu have været sjovt at standse ved drengene, der piftede og råbte efter os”, sagde Lone og fortsatte: Jeg nåede at se, at i hvert fald den ene af dem så ganske godt ud. Høj, kort håret og slank, en rigtig flot fyr. Gad vide, om han er lige så god i sengen, som han ser ud”. Pernille vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle svare, så hun tav. Lone fortsatte: ”Det kunne være rigtigt sjovt at flirte lidt med dem. Det kunne jo være, at en af dem brændte varm på dig og ville kysse dig. Jeg er sikker på, at du ville kunne score en hvilken som helst af dem. Jeg tror også, at du vil nyde det. Det er bare lækkert at score en fyr”. ”Tror du ikke, at han hurtigt ville opdage, at jeg ikke er en kvinde”, hviskede Pernille tilbage og fortsatte: ”Jeg ville jo ikke kunne undgå at sige noget hele tiden”. ”Så kunne du jo bare skynde dig at gå til makronerne og kysse ham”, sagde Lone med et stort grin i ansigtet. ”I ville sikkert nyde det begge to”, afsluttede hun. ”Nej ved du nu hvad”, hviskede Pernille, ”det ville jeg ikke kunne gøre. Jeg kan da ikke kysse en mand”. ”Det gør alle piger da”, svarede Lone, ”og husk, at du er en pige nu. Manden i dig eksisterer kun, når du skal kneppe mig med din dejlige pik”, fortsatte Lone hviskende og med et stort smil om munden. ”Jeg glæder mig også, til vi kommer hjem igen, så skal du få pik”, svarede Pernille og glemte næsten at hviske. Så ankom tjeneren med maden, som han stillede fra sig på bordet. Lone sagde: ”Jens, du behøver ikke at servere for os. Vi klarer os selv nu”. ”Så gerne”, svarede tjeneren og skyndte sig bort.

Medens de spiste den lækre mad og nippede til vinen, sludrede de sammen. Igen sørgede Lone for, at deres snak var om mænd, sex med mænd, make-up, tøj og andre typiske emner, som Pernille nu ikke var helt så uvant med at snakke om Stemningen var dog afslappet og hyggelig.

Da de var færdige med at spise og tog cigaretterne frem, var tjeneren der igen med det samme og tændte for dem. Han tog tallerkner og det øvrige service med sig, da han gik. Lone og Pernille drak lidt mere vin, medens de røg deres cigaretter. Så lagde Lone sine cigaretter i sin taske og vinkede diskret med hånden. Straks kom tjeneren med regningen, som Lone blot underskrev. Tjeneren trak sig straks tilbage med ordene: ”Håber at de damer frk. Mogensen og frk. Jørgensen må have en god aften”. Lone rejste sig og tog sin taske. Pernille gjorde det samme.

Så gik de gennem restaurationen. Der var kommet adskillige gæster. Det havde Pernille ikke bemærket, men hun havde også siddet med ryggen til resten af restaurationslokalet.

De høstede adskillige blikke, medens de roligt gik ud af restaurationslokalet. Ude i forgangen gik Lone hen til og gennem en dør til toilettet. Pernille bemærkede straks kvindelogoet på døren, men fulgte alligevel efter. Toiletrummet var stort og veloplyst med et stort spejl. Lone stillede sig foran spejlet, pudrede sine kinder en anelse og kom frisk læbestift på sine læber. ”Jeg tror også, at du trænger til at friske dig lidt op med lidt pudder og frisk læbestift, inden vi kører”, sagde Lone. ”Pernille åbnede sin taske, tog sin pudderdåse frem og pudrede sig let på kinderne, næsen og panden, så de ikke skinnede. Så kom hun frisk læbestift på læberne, tog sin børste og børstede håret let”. Så forlod de restaurationen og gik hen mod bilen. Ved bilen stod tre unge mænd omkring de tyve år. Pernille tog Lone i armen og sagde: ”Kan vi ikke gå en lille tur og vende tilbage, når de er borte”? ”Ikke på vilkår”, svarede Lone og gik videre. ”Kom nu Pernille”, sluttede hun. De gik over til bilen, hvor Lone sagde: ”Hej drenge. Gør lidt plads, for nu kommer pigerne. Så skal i høre missen spinde, når vi kører”. Samtidig grinede hun stort til dem. De unge mænd trak sig lidt tilbage og kom med små anerkendende bemærkninger, da Lone og Pernille satte sig ind i bilen. Lone startede den hurtigt, og med et mindre løvebrøl kørte hun fra stedet, idet hun vinkede til de unge mænd med den ene hånd. Ude på vejen sagde Lone: ”Du må hellere tage dit tørklæde på, men pas på, at du ikke taber det i vinden”. Pernille tog tørklædet op ad sin taske, bøjede sig forover og fik i læ af vindskærmet tørklædet på og rettet til, så det sad ordentligt. Lone kørte roligt af sted, og det varede ikke længe, inden de var hjemme. Kommet inden for lavede de kaffe i fællesskab og satte sig ind i stuen. De smed begge stiletterne og satte sig mageligt til rette. ”Puh ha, det var dejligt at få de sko af”, sagde Pernille. ”Ja, det kan godt være lidt anstrengende at have stiletter på i længere tid ad gangen, men bare rolig. Du venner dig til dig”, svarede Lone. ”Men sig mig lige”, fortsatte Lone, ”hvordan synes du, at din dag har været”? Pernille tænkte sig længe om, men svarede så: ”Det har været spændende. Først syntes jeg, at det var noget pjat. Og jeg er stadig forundret over, at du vil have mig til at være klædt som en kvinde, og at jeg skal opføre mig sådan. Det har også været anstrengende, for det er jo uvant for mig at være klædt sådan, ikke mindst den stramme kjole og stiletterne. Og så er det også underligt at have make-up på og hele tiden skulle friske den op for at se pæn ud. Men det har også været spændende. Jeg var ikke fri for at føle mig lidt godt tilpas, da de unge mænd råbte og piftede efter os ude ved stranden”. Lone var stille et stykke tid. Så sagde hun: ”Hør godt efter Pernille. Det er vigtigt, det jeg nu siger. Jeg er økonomisk ganske godt velfunderet, og kan gøre nogen lunde som jeg vil. Jeg har en lidenskab for at have en mand omkring mig, der er klædt som en kvinde og opfører sig som en sådan. Forvandlingen skal helst være så perfekt, at ingen opdager det. Det var derfor, jeg lagde mig på stranden og fik kontakt med dig. Du har den rigtige størrelse og skikkelse. Og se resultatet allerede efter bare én dags øvelse. Ingen, vi har truffet i aften på vores lille udflugt vil drømme om, at du ikke er en rigtig kvinde. Men samtidig ønsker jeg erotikken med manden. Ønsker mandens pik. Og du må da erkende, at du ser godt ud som kvinde, og som mand fungerer du også godt”. De var stille lidt, så fortsatte Lone: ”Men det er ikke slut med i dag. Hvis du vil være hos mig, så vil du være kvinde døgnets 24 timer. Du vil være min kvinde, min kvinde med en pik, som jeg kan bruge når jeg lyster. Du må være indstillet på, at det er mig, der bestemmer, og at du skal rette dig efter det, som jeg vil”. Igen var de stille, indtil Lone igen begyndte at tale til Pernille: ”Der vil hele tiden ske en udvikling for dig som min kvinde. Du vil blive mere og mere kvindelig, og til sidst vil du selv tro, at du er en kvinde. Du skal ikke beslutte dig nu, om du vil gøre det. Nu går vi i seng, og så vil jeg nyde din pik. Men i morgen, så skal jeg have et svar. Hvis du ikke vil, eller hvis dit svar ikke er tilfredsstillende for mig, så skal du blot tage dig eget tøj og gå”.

Så rejste de sig og gik tæt omslyngede ind i soveværelset.

Fortsættes HER

Skrevet d. 5/6 2001. Tina Thranesen.