Livet efter Kamilla, del 4
Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER

Resumé:
Ida har gang i to piger – uden at de kender hinandens eksistens. Det har hun det ikke specielt godt med.

          Det er fredag eftermiddag. Ida går nervøst frem og tilbage over stuegulvet. Faktisk har hun lidt ondt i maven. Snart kommer Rebekka; og nu bliver hun nødt til at tage sig sammen. For på sæt og vis synes hun, hun har førte Rebekka bag lyset og ikke kan være sig selv bekendt. Men hun er også bange for at fortælle det til Rebekka. For hvad vil hun ikke sige?

Rebekka kommer heldigvis hurtigt efter, så Idas parketgulv kun er et par mikrometer tættere på en ny lakering. ”Har du tid til at være sammen bagefter?” spørger Ida lidt hektisk. ”Det skulle jeg nok kunne finde ud af!” svarer Rebekka uden at have lagt mærke til noget. ”Skal vi køre til Fyn eller løbe herude?” ”Jeg vil gerne til Fyn,” svarer Rebekka; og sammen klæder pigerne om. Rebekka gør Ida opmærksom på sin nye sportsBH. ”Hvad? nå ja, jo ja. Det er godt”, svarer Ida fjernt. ”Hallo, er du her overhovedet, Ida?” vil Rebekka gerne vide. Ida stopper op i sin omklædning og tænker lidt, før hun svarer: ”Lad os bare komme ud at løbe, så jeg kan få dage i dag ud af kroppen.” ”Så skal du måske give den noget ekstra i dag?” På Rebekkas smil kan Ida se, at Rebekka ikke aner uråd. ”Det kan man vist godt sige”, svarer hun kryptisk. Da de nærmer sig Rebekkas gamle Citroën BX undskylder Rebekka lidt: ”Ja, den har jo set bedre dage. Men jeg kalder den min rustvogn.”

Ida griner. ”Men den er vældig behagelig at svæve i”, bemærker hun, da de er kørt af sted.

”Hallo, vi er fremme! Du er da helt fra den i dag min pige!” udbryder Rebekka med lige dele bekymring og fornøjelse, tilsat en lille prise hån, da Ida ikke reagerer, da de er nået frem.
”Ja, det er bare at komme i gang,” nikker Ida.  

Og det er skønt at løbe. Træk ind. Pust ud. Flyt højre fod. Flyt venstre. Bare alting var så simpelt, tænker Ida. Og selv om hun simpelthen ikke kan mønstre den store energi i dag, er det på besynderligvis godt at få den brugt. Men Rebekka kommer langt foran i dag.
Hun står på et af de steder, hvor de plejer at holde pause, og ser Ida i møde.  

Da Ida er fremme, siger Rebekka, at Ida i hvert tilfælde også skal have en sportsBH. ”Det hopper og gynger, når du løber!” ”Pjat”, siger Ida. ”Men det, at du ingen bryster har, er altså en myte, kun du selv tror på”, fastholder Rebekka, ”de er ikke store. Men hvorfor skulle jeg gide, at det, du har bare hænger slapt lodret ned på et tidspunkt.” ”Fordi du på det tidspunkt slet ikke gider mig,” TÆNKER Ida i det stille. Nej, hvor hun ikke gider denne diskussion, men alligevel siger hun: ”Der er ikke noget, der kan gynge. Punktum.” ”Nu tager jeg min lille iPod med video frem. Så smider du toppen og løber mig i møde derovrefra. Så kan du se med egne øjne.” Måske mest for at få fred trækker Ida T-shirten af, går derhen, hvor Rebekka pegede, og begynder at løbe hende i møde. Bagefter tager hun T-shirten på igen og ser videoklippet. Og Ida måtte indrømme over for sig selv, at selv om det var en lille skærm i dårlig opløsning, så kunne man mere end ane, at der var faktisk noget, der gyngede. ”Køber du så en BH?” Rebekkas spørgsmål var ikke noget diskussionsoplæg. ”Er det nu, jeg skal sige ‘Ja, mor!?” svarede Ida spidst. ”Hvis du kalder mig mor, så får du en endefuld, så snart vi kommer hjem til dig,” forkyndte Rebekka med smil fra øre til øre, ”så køber du så den sportsBH?” Oven på den nyhed måtte Ida ligefrem smile, selv om hun tænkte, om Rebekka da ikke snart fattede noget, så hun med høj røst forkyndte: ”JA MOR!” ”Du bad selv om det”, blinkede Rebekka.

”Tja”, sagde Ida. Heldigvis kan man altid sige ‘tja’, tænkte hun. Og efter en underligt uvedkommende tur, kom de tilbage.

Da Ida er trådt indenfor, har hængt rygsækken på garderoben og har smidt skoene, griber Rebekka resolut fat i hende og trækker hende ind til spisepladsen i køkkenet. Rebekka hiver Ida ned over sit knæ, trækker tights og trusser af hende; og mens hun med den ene hånd holder Idas hænder i et jerngreb på ryggen, giver hendes anden hånd Ida en endefuld – og Ida kan mærke, både om sine håndled og på sin røv, at Rebekka godt kan tage ved. ”Du sku’” – KLASK – ”ikke” – KLASK – ”kalde mig” – KLASK ”mor!” – KLASK – fnis – KLASK – ”Og hvor” – KLASK – ”var du” – KLASK – ”irriterende” – KLASK – ”i dag!” Og Ida ligger der, og hun synes, hun har fortjent hvert eneste slag, der rammer hendes snart temmelig lyserøde røv, selv om hun godt ved, at hun slet ikke straffes for det, som hun skal til at fortælle.

Bagefter tager Rebekka Ida med op i stuen og stiller hende med ansigtet i et hjørne. ”Så kan du stå her og tænke over det.” Rebekka siger det hele med et varmt smil. Men Ida tænker bare ”Du skulle vide, hvor meget jeg har tænkt” og sukker. Rebekkas hænder lader ikke Ida i tvivl om, at hun skal holde hænderne på hovedet, men åbenbart er Rebekka ikke tilfreds med, hvor meget Idas ben er spredt. Så hun smutter ned i køkkenet og henter nogle tandstikker fra Idas spisebord. Dem arrangerer hun i ringene i Idas skamlæber, så Ida ikke kan samle benene uden at stikke sig selv.
”Og ve dig, hvis de falder ud!” oplyser Rebekka, inden hun går ud på badeværelset.

”Så står jeg her, klam og ulækker og med røven bar”, tænker Ida, ”mens Rebekka bliver ren og lækker. Den tilstand afspejler jo virkeligheden indeni.”

Da Rebekka kommer ud fra badet nærmer hun sig Ida bagfra. ”Du har ikke tabt nogen, vel”, spørger hun glad og positiv. ”Nej”. Mere end enstavelsesord magter Ida ikke. Rebekka omfavner Ida bagfra: ”Hvad er der i vejen min skat?”  Vi må altså tale sammen. Alvor.” forklarer Ida.

”OK” hvisker Rebekka med en stemme fuld af omsorg og bekymring. Hun glider ned ad Idas ryg, og snart mærker Ida, at hendes skamlæber bliver trukket fra hinanden og tandstikkerne lander på gulvet med små klik ligesom et pindespil.

Rebekka går til Idas sofa og sætter sig. Men i stedet for at sætte sig på stolen overfor, trækker Ida en lille træskammel hen og sætter sig på den ved sofabordets modsatte side. ”Du piner dig selv,” konstaterer Rebekka, ”hvad piner dig?” Ida sukker for at finde begyndelsen. ”Men vil du ikke gøre dig lidt frisk og tage tøj på?” forsøger Rebekka. ”Nej”, svarer Ida langsomt med bestemt, ”klam og beskidt og med åbenlyst tilgængelig fisse, der passer ret fint.” Rebekka ligner et spørgsmålstegn, da Ida fortsætter: ”Rebekka, jeg har misbrugt din tillid. Jeg har ladet dig bygge på en fortielse. Og jeg har tiet, fordi jeg var for ynkelig til at turde tale.” Og efter en pause sagde hun ”Så jeg har virkelig taget røven på dig” i et forsøg på at være lidt sjov. Men Rebekka grinede ikke. Og så kom historien om Idas ”tilkaldelover” Dea, der pludselig var der, da Ida ikke havde andre. Men som Ida alligevel havde set, efter at hun var begyndt at komme sammen med Rebekka. Da Idas ordstrøm stoppede, bemærkede Rebekka tørt: ”Jeg er ikke ligefrem jublende lykkelig.” Hun tænkte sig om, længe, før hun fortsatte. ”Hvis jeg forstår dig rigtigt, så ved hun godt, at hun ikke er din kæreste, og at det bare er, når det passer dig. Hvorfor sagde du ikke bare, at det var ovre?” ”Jeg ku’ jo lide det for pokker,” forklarede Ida, ”det er ikke det, jeg vil bygge på. Men jeg kan ikke komme udenom, at jeg også kunne lide det. Men jeg tror, det var vigtigere, at jeg syntes, jeg havde lovet hende mere, end jeg havde nået at give hende. Jeg ved godt, at hvis man tager det ord for ord, har jeg ikke lovet en skid, ligesom jeg ikke har lovet dig, at der ikke er en anden. Og så havde jeg vel i udgangspunktet allerede dårlig samvittighed.” ”Lad mig få to ting på det rene”, Rebekka undersøgte hver tanke, mens hun talte langsomt: ”Hun var der først?” Ida nikkede, og Rebekka fortsatte: ”Ida, er vi egentlig kærester, sådan fuldt og fast?” ”Det håber jeg, vi kan blive, og jeg ikke har ødelagt det.” svarede Ida efter nogen tøven. ”Der har du det: ‘håber’, ‘bliver’, men ikke ‘er’! Jeg kan ikke forvente og forlange, at du sælger bjørnen, før skindet er skudt, at du smider nogen ud for noget, du ikke har, som måske er et luftkastel. Vidste du, om jeg ville være mere end din lover?” ”Nej,” svarede Ida, ”men jeg havde en klar fornemmelse.” ”Ja, samme her, men når alt kommer til alt: Hvis jeg er skuffet over noget, så er det egentlig ikke over Dea. Næ, det er mere, at du ikke fortæller noget før nu! Men hvem er jeg, at jeg skal sige sådan noget?” Og med disse ord rejste Rebekka sig op, trak den grå nederdel op og satte sig ned igen med spredte ben og fortsatte: ”For der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer at få min mand tilbage med alt det, jeg har gennemskuet nu.” ”Du kan godt få den nederdel ned igen, for det er noget helt andet.” Ida lød aggressiv, trodsig. ”For hvis vi skal inddrage, hvor ofte og meget vi tænker på at få vores ægtefæller tilbage, så er jeg helt sikker på, at jeg i intet står tilbage efter dig.” Da Rebekka så op, så hun, at Idas øjne var fugtige. ”Undskyld, jeg var ubetænksom,” mumlede hun forlegen. Jeg vil bare sige, at jeg synes, at ingen af os har været så afklaret, at det giver mening at lade dig høre for Dea. På den anden side, er vi ikke nu så afklarede, at vi må se, at få løst problemet med Dea på en måde, som vi begge kan leve med?” Ida var lettet over måden, Rebekka tog det hele på. Og Rebekka fortsatte med at være konstruktiv: ”En måde, jeg nok kunne leve med, er, hvis du aftaler to weekender, hvor du kan gøre Dea færdig efter alle kunstens regler uden at skulle have dårlig samvittighed overfor mig, overfor dig eller overfor Dea. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er jeg nok noget nysgerrig.” Rebekka blinkede frækt til Ida, der smilede træt og en lille smule lykkelig tilbage. ”Du er fantastisk!” ”Så synes jeg, at du skal komme herover og give din fantastiske kæreste et kys.” Det behøvede Rebekka ikke sige to gange, før Ida nærmest overfaldt Rebekkas mund med sin tunge. Da Rebekka fik pusten igen fortsatte hun: ”Men det der med at lukke munden op og sige til, det tror jeg, vi må arbejde lidt med. Du vil gerne være perfekt ikke?” Ida nikkede smilende. ”For når man gerne vil være perfekt, så er det jo ikke nemt at vise grimme pletter frem. Og nu synes jeg, min beskidte, klamme kæreste skal blive til en ren og lækker kæreste, og hvad er bedre til det end rent og friskt vand? Så tag du dig et ordentligt brusebad med hårvask og det hele. Og det skal være koldt!” ”Jeg hader koldt vand,” småbrokkede Ida sig, mens hun luskede mod badeværelset. ”Fik du fat i den fine pædagogiske pointe?” råbte Rebekka efter hende. Ida dukkede lige op i døren, allerede med én sok mindre. ”Det tror jeg nok. Om ikke andet så får jeg det lige om lidt.” Ida stod i det kolde vand, og vaskede hår, da døren til brusekabinen gik op og Rebekka smuttede ind. ”Det er koldt. Du er jo bindegal, kvinde” råbte Ida.

”Nej, det er jeg ikke, Ida.” sagde Rebekka, der overtog Idas hårvask, og fortsatte: ”For selv om noget er ubehageligt, så er det dog rarere, når man er der sammen.” I det samme forlod Rebekkas højre hånd Idas hår og banede sig vej imellem hendes ben. Ida lyste op: ”NU forstår jeg den fine pædagogiske pointe. Den er virkelig fin.”

Et øjeblik senere lå de under varme dyner (og det var tiltrængt), da Rebekkas hånd søgte Idas og deres øjne mødtes. ”Ida, det, jeg lavede i dag, var det et overgreb?” Ida rystede energisk på hovedet. ”En gang imellem er det rigtig dejligt at blive sat på plads. Dagen kunne have været bedre, men det kunne du ikke vide; og hvis jeg ser bort fra det, så var det et rigtig fint stykke dominans-håndværk, du leverede. Og det med tandstikkerne var virkelig, virkelig godt fundet på. ” ”YES, jeg er aldrig blevet rost for min seksuelle fantasi før.” Rebekka lyder lidt stolt.

”Jeg skal altså sige noget mere,” afbryder Ida: ” Jeg vil sige, at hvis ikke DU, netop i dag, havde vist, hvor skabet skal stå, så ved jeg ikke hvor det var endt.” Rebekka nikkede eftertænksomt.

”Ida”, spurte Rebekka forsigtigt efter en lang tavs periode, som de begge havde brug for, ”jeg ved godt, at i de der kasser er Kamillas og dine legesager; jeg er jo nysgerrig. Men kunne vi ikke kigge på dem i det åbne? Der er sikkert en del, jeg må spørge om.” Ida nikkede. ”De gør jo ingen gavn i kassen, men jeg svarer ikke for eventuelle tudeture, hysteriske anfald og lignende.” ”Vi kan godt vente.” ”Det er jo heller ikke bedre i morgen!” Med disse ord satte Ida benene ud af sengen og hentede kasserne.” Ida fiskede dildostativet frem og satte det op, hvor Rebekka kunne se det, for det var for stort til at vælte ud på sengen, og væltede resten ud på sengen. ”Det er overvældende,” konstaterede Rebekka, ”kan du ikke sige lidt?” Ida nikkede, og tænkte sig om. Hun greb fat i ballgaggen. ”Har du regnet den ud?” ”Den er til at få mig til at holde kæft, ikke?” Ida nikkede til Rebekkas svar og så sig om efter mundsprederen, som hun fandt efter lidt leden. ”Denne her holder så også munden åben, så man ikke kan forsvare sig mod indtrængende pikke, sperm, tis eller flødeboller. Disse to ting kan være særdeles pikante; men det er de farligste ting i hele kassen.” ”Det skal du forklare”, forlangte Rebekka. ”Det er jo normalt munden man siger fra med. Hvis man fjerner den kommunikationsmulighed uden at give en anden, 100% sikker, 100% entydig og 100% kendt kommunikationsmulighed, så kan man pludselig være i gang med ting, som den anden slet ikke er med på. Eller hun skal bare på toilet og det skal være nu. ”Det er noteret”, bemærkede Rebekka, der greb en plug. ”Hvorfor har denne her sådan en plade for enden, og mange af de andre har ikke?” ”Fordi den er til røven,” Ida så, Rebekka gyste, ”prøv at forestille sig, hvad der ville ske, hvis sådan en dildoting ved en fejl smuttede op i røven.” Nu gyste Rebekka endnu mere. ”Jeg forstår heller ikke, ” fortsatte Ida, ”at man ikke pr. lov sikrer, at der er en snor i enden af en dildo, så man kan få den ud uden skalpel, hvis den smutter.” ”Anklagede,” deklamerede Rebekka med ironi i stemmen, ”de er anklaget efter paragraf 6 i dildoloven. Hvad har De at sige til deres forsvar?” ”Høje dommer! Det kom helt bag på mig!” svarede Ida med sin dybeste mandestemme. Pigerne grinede sammen. ”Håndjern og reb, og sådan nogle manchetter, også monteret på forskellige ting kan du regne ud, tror jeg”, remsede Ida op uden egentlig at tale til Rebekka, der nikkede. ”De der på stangen er, så jeg ikke kan samle benene?” spurgte Rebekka og pegede på spredestangen. Idas nik kommenterede Rebekka med et ”Uh”. ”Så er der nogle redskaber, som man bruger til at skabe smerte. De kræver ikke den store forklaring. Men jeg har den holdning, at man ikke skal bruge den slags, før man ved, hvordan det føles”, fortsatte Ida forklaringen. ”Jeg… jeg tror godt, at jeg vil prøve, hvordan en pisk føles”, fik Rebekka stammet frem. ”Det gør ondt!” meddelte Ida kortfattet. ”Jeg er ikke dum”, svarede Rebekka, mens hun dukkede op under dynen og vendte sig med ryggen til. ”Du vælger. Og du skal ikke spørge mig, hvor mange slag. Jeg aner det ikke. En lille straf for en nybegynder, der ikke har kysset sin kæreste og skabs-standplads-finder så ofte, som hun fortjener det; medmindre du har et bedre forslag. Realistisk. Jeg skal nok være tapper.” Ida var nogenlunde realistisk. Hun gav Rebekkas numse 6 slag med pisken med de mange fine læderstrimler. Rebekka gav sig lidt. ”Hold op, mand”, udbrød Rebekka, ”det gjorde ondt. Men jeg er ked af at sige det. Der sker også noget i min fisse.” ”Og nu skal du prøve at mærke, når jeg nusser din numse”, forklarede Ida, og nussede Rebekkas numse meget nænsomt, og Rebekka udbrød: ”hold op hvor følsomt!”. Og da Idas højre samtidig begyndte at finde vej i Rebekkas grotte, begyndte Rebekka at stønne. Lidt efter sagde Ida: ”Nus din numse, nus din klit og vær klar til at blive taget bagfra!” Og hun slap Rebekka et øjeblik og installerede påspændingsdildoen. Hun tog Rebekka bagfra. Og det var tydeligt, at Rebekka nød det og kom med et brag. Da de bagefter lå lidt sammen, tog Rebekka spændetrøjen og sagde: ”Nu mangler jeg kun lige at se, hvad det her er.”  Men efter at have vendt og drejet den nogle gange, mente Rebekka godt, hun vidste, hvad det var. Ida oplyste, at den havde Kamilla aldrig haft på. Ida sank en klump. Kun hende selv, tilføjede hun. ”Du?”, skulle Rebekka have bekræftet. ”Jeg har igennem tiderne haft mere eller mindre aftalte tidspunkter, hvor det var mig, der blev sat på plads – og også nok mere voldsomt, end du sidder og tror. Det sidste år var det Kamilla, der gjorde det en weekend i måneden. Og, tag det ikke personligt, please, du vil ikke få lov til at bruge den på mig nu. Måske kommer det på et tidspunkt, hvor jeg er helt tryg ved, at du har totalt styr over, hvad du gør – og du skal også have lyst til det.” ”Det kan jeg sandt for dyden godt forstå at du vil have, Ida.” Det summede i Rebekkas hoved. ”Hvordan er det at have den på?” ”Helt forfærdeligt. Total afmagt. Og pludselig totalt dejligt, fordi du er befriet for ethvert ansvar,” prøvede Ida at forklare. ”Men det store øjeblik kommer kun – for mig – hvis den er på i rimelig lang tid.” ”Jeg er helt tryg ved, at du har helt styr over, hvad du gør.” Rebekka smilede usikker og nysgerrig, funklende og fræk. ”Er du nu liderlig igen?” Ida grinede. ”Men den der spændetrøje venter vi med, indtil jeg kender dine grænser lidt bedre.” Rebekka nikkede genert, både til det ene og til det andet. Så Ida fikserede håndled og ankler til hinanden, mens Rebekka lå på ryggen, hentede en spredestang og monterede den mellem Rebekkas ben. ”Og denne sæk af to lag stof”, Ida viste frem, ”den kan du ånde igennem, men ikke kigge ud af. Kamilla har syet den sådan, at den har en løbegang lige under næsen, så man kan lukke for lyset og sørge for, at munden er tilgængelig for, hvad der nu måtte komme.” Rebekka fik den over hovedet. ”Skal jeg?” spurgte hun forsigtigt. Men et kortfattet, ”Ja” fra Ida, var det eneste svar. Ida fyldte Rebekkas huller med en plug og en dildo; og med en gaffastrimmel satte hun vibratoren over Rebekkas klit – og tændte. Hun bøjede sig over Rebekkas hoved og hviskede: ”Du skal vide, fordi tryghed er vigtig, at jeg aldrig går fra dig, når du er bundet. Der kommer måske mange tanker og billeder i dit hoved, om hvad der kunne ske, eller hvem der kunne komme herind. Men husk, det er i dit hoved – og det gør det ikke mindre pikant. Men jeg er her.”

Rebekka nikkede og smilede forlegent inde i sækken, da Ida stillede sig stille i et hjørne; og Rebekka pludselig følte sig meget lillebitte, da hun lå åben og tilgængelig, totalt fyldt og afmægtig, i mørket på Idas seng; fanget i sin egen verden og uden magt over sin egen krop. Og så begyndte hun at pludselig at opdage, at hun kunne mærke det pulsere i sit underliv allerede. Ida synes, det var skønt at se.

Lidt efter var pigerne i Idas køkken og biksede mad sammen. Rebekka havde fået lov til at tage en T-shirt på. Ida var påklædt. ”Har jeg spurgt, hvordan det var?” spurgte Ida. ”Det tror jeg ikke, du har”, svarede Rebekka, mens hun hakkede et løg. ”Men det var stærkt alternativt i forhold til, hvordan jeg normalt opfatter sex. Det var ydmygende ikke at kunne noget – og liderligt. Jeg har aldrig været så tændt, som jeg er nu. Jeg er bange for, at det for mig kan være stærkt, stærkt vanedannende og stærkt skræmmende. Det var ikke den værste pisk, jeg fik, vel?” ”Nej, nok tværtimod”, oplyste Ida og spurgte kort efter ”Kæreste?” Rebekka reagerede med et smil og et ”m”. ”Jeg har tænkt på en ting. Når vi har spist, har jeg nogen, jeg skal ringe til – nej, jeg tror jeg må besøge hende.” ”Det tror jeg også du skal, kæreste”, bifaldt Rebekka. ”Hvis Dea nu ikke siger, at det kan være lige meget under de omstændigheder, vil du så være med til at planlægge Dea-weekenderne med mig?” ”Det tror jeg, kunne blive lærerigt og sjovt”, nikkede Rebekka. ”Det er jeg glad for. Så tror jeg, jeg bliver nødt til at skaffe en film.” ”Hvis det er en film af den slags, jeg tror det er, skal du ikke få den sendt til min adresse i hvert fald.” ”Det lover jeg” sagde Ida. ”Og du køber den sportsBH!” spurgte Rebekka skarpt. ”Det lover jeg også. Eller vil du med ud at købe den?”

”Sportsmoster igen i morgen formiddag? Det er ved at blive en vane.

Jeg kan”, var Rebekkas svar. ”No more Questions Your Honor.” ”You are hereby sentenced for breaking the royal Danish dildo law!” svarede Rebekka med en forskruet sydstatsaccent. ”And what is the sentence, Your Honor?” forsøgte Ida med samme accent. ”Rebekka bøjede sig frem mod Ida: ”At du har en kjole på i morgen, når vi skal ud at prøve sportsbh på dig.” Rebekka holdt en pause og fortsatte med et lumsk smil: ”Og har den anklagede udvist god opførsel?” ”Det ville vist være synd at sige.” Ida kiggede ned på bordet foran hende. ”Så bliver det uden trusser!” Ida var tavs et øjeblik: ”Jeg accepterer dommen. Men kan vi så ikke tage udenbys? Jeg mener…” ”Jeg ved, hvad du mener,” afbrød Rebekka. ”Ja, det er nok en god idé. Et sted hvor der er masser af sportsforretninger!”. ”Du lærer hurtigt.” Ida smilede beundrende på Rebekka, der fnisede som svar. Da Ida efter en times tid hos Dea kom tilbage, hørtes en del latter og vinglasklirren i rækkehuset.  

Fortsættes HER