Livet efter Kamilla, del 3
Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER

Resume:
Ida har set en del til den jævnaldrende Rebekka og har hjulpet hende med nogle af de udfordringer. Samtidig har hun en erotisk eskapade med den unge Dea på 19.

—————————— 

Mandag dukkede Rebekka op hos Ida med sit almindelige tøj på. Ida var vant til, at Rebekka altid var omklædt til løbetøj, når hun kom. ”Skal vi ikke løbe i dag?” spurgte Ida forundret. ”Jo, men kan jeg klæde om her?” Hun viftede med en pose. ”Selvfølgelig. Du kan gå op på badeværelset” viste Ida. ”Jeg kan godt klæde om i stuen sammen med dig” Ida kiggede spørgende og lagde hovedet på skrå, før hun spurgte: ”Betyder ‘kan godt klæde om sammen med dig’, at det er lige meget, jeg ser dig nøgen, eller betyder det, at du gerne vil have, jeg ser dig nøgen? ”Må jeg ikke komme ind og svare?” ”Jo selvfølgelig”, lo Ida og lod Rebekka komme ind, ”der var lige en høflighed, jeg havde glemt.” ”Hvad så?” spurgte Ida, da Rebekka var kommet ind. ”Ja, hvor begynder jeg,” begyndte Rebekka, ”jeg er nået frem til, at du styrer mit liv.” ”Hov, det er jeg faktisk ked af, at du opfatter sådan,” protesterede Ida energisk. ”Tværtimod, vil jeg mene, har jeg hjulpet dig, med ikke at lade dit arbejde styre dit liv, men givet dig chancen til at selv at vælge hvad der skal styre det og hvordan du vil have dit liv styres.” ”Ja, det har du egentlig ret i. Det har jeg slet ikke tænkt over sådan. Jeg kunne bare sige nej til alle dine forslag, og alt var lige godt for det. Men jeg har bare aldrig haft lyst til at sige nej”, svarede Rebekka tænksomt. ”Din mand var skidegod til at vide, hvor skabet skulle stå, før I kom hertil, ikke?” spurgte Ida pludselig. ”Det tror jeg, jeg må sige ja til”, nikkede Rebekka, ilde berørt over det emneskiftet. ”Og da I kom hertil, Rebekka, og du uden at opdage det lod arbejdet fortælle dig, hvor skabet skulle stå, falmede først han og så I mere og mere, for han kunne ikke længere gøre det, han var god til? Bare et gæt.” ”Jeg sætter mig lige. Det var lidt af en mavepuster, du gav mig!” Rebekka satte sig, faktisk lidt bleg, ”Og hvorfor har jeg ikke set det, du altid kloge?” ”Fordi du ikke kan se dit liv udefra, vil jeg tro. Cognac?” spurgte Ida. ”Nej tak. Jeg vil faktisk godt ud at løbe med dig. Øjeblik. Jeg skal lige samle mine tråde. … Nej, Ida, du styrer ikke mit liv. Men jeg har valgt at læne dig op af mig i mange af livets forhold; jeg har valgt, at lade dig bestemme, hvor skabet skal stå i mangt og meget. Nu har jeg jo godt bemærket, at du synes jeg er attraktiv; og hvis jeg mærker efter dybt nede i maven, synes jeg også selv, at du er tiltrækkende. Og da jeg bestemt mener, vi kan tale om gensidig sympati, kunne jeg tænke mig at have dig ind under huden også på det område. Så jeg vil gerne have, at du ser mig nøgen. Jeg vil gerne vise mig frem – for dig.” ”Rebekka; du taler om et område, hvor det giver mig rigtig meget, at fortælle, hvor skabet skal stå. Men jeg er egentlig kun med på det, hvis du LADER mig fortælle dig, hvor det skal stå. Så jeg taler på sæt og vis også om, at jeg forventer lydighed.” Efter at Rebekka havde tygget på den, sagde hun: ”Vi er vel enige om, at går det ikke, så må jeg stoppe. Men jeg er villig til at famle mig frem i et hus jeg ikke kender, hvis det er sammen med dig.” ”Det var et smukt billede. Jeg vil til gengæld tale om symboler med dig”, indledte Ida, ”som bruger af præstekjolen ved du godt, at tøj er et symbol. Det kan tøj også være på andre måder. Jeg vil have, at du ikke længere bærer trusser, undtagen hvor det er nødvendigt ikke at tænke på at fissen drevler ved tanken om det, jeg har gjort ved den. Jeg vil også have, at du, når du ikke arbejder, i udgangspunktet har kjole eller nederdel på. Jeg vil have, at du altid er klar over og husker på, at du har valgt at lade mig bestemme, hvor skabet skal stå. Din kropsbehåring ordner vi, når vi kommer hjem hertil. Men nu må du godt vise dig frem.” Rebekka smilede genert, da hun rejste sig: ”Jeg er bange for, at du lige har fået min ‘fisse’ til at drevle.” Og med disse ord begyndte hun at tage sit tøj af, for øjnene af den nysgerrige Ida. Da hun var færdig, vidste Rebekkas hænder ikke helt, hvor de skulle hen. ”Hold dem bag hovedet, når du ikke bruger dem”, rådede Ida, ”så er de af vejen og jeg har frit udsyn på din lækre krop. Men jeg synes nu, du skal mærke efter, om din fisse drevler.” Forsigtigt tog Rebekka en hånd ned og stak forsigtigt en finger op i sig. Der kom en kort svuppende lyd. ”Den sejler!” konstaterede Rebekka. ”Hvem?” spurgte Ida uvidende. ”Fissen den sejler,” oplyste Rebekka. ”Hey, du har fjernet anførselstegnene om fisse; super. Slik så fingeren ren” befalede Ida. Og som om Rebekka nu officielt blæste på sine egne pænpige-indvendinger mod det, og med et skælmskt blik, der bare i den grad sagde ”PYT”, trak hun på skuldrende og puttede resolut fingeren i munden. ”Jeg vil også smage” informerede Ida, og Rebekka dyppede igen fingeren og gik over til Ida. Ida suttede fingeren, som var det en pik, og sendte samtidig Rebekka frække øjne. Hendes højre hånd søgte Rebekkas fisse, som straks fik besøg af to fingre. Rebekka sukkede uventet langt og dybt. Langsomt begyndte Ida at fingerkneppe Rebekka, hvis venstre hånd ikke længere var bag nakken, men holdt fast ved Idas skulder. ”Et virkelig forsømt område, vi har fat i?” spørger Ida. ”Jaa” stønner Rebekka. I nogle minutter bliver ”ja” og ”åh” Rebekkas foretrukne replikker. “Stop Ida stop”, siger hun pludselig et sted langt væk fra. ”Jeg stopper ikke, Rebekka. Du skal ikke beholde kontrollen. Du skal give slip” fortæller Ida energisk. Rebekkas protest ”Men…” bliver afløst af højere ”ja” og ”åh” indtil der kommer et øjebliks tavshed der afløses af en gurglelyd og at Rebekka næsten falder sammen og i en slags kontrolleret fald lægger sin overkrop i Idas favn. Noget løber ned af Idas arm. ”Det er mange år siden” stønner Rebekka, ”og jeg som troede, det var noget med midlife-crises.” ”På sin vis har du nok haft ret. Du skal nok sunde dig lidt, før vi løber, hva’?” spørger Ida. ”Ja det skal jeg, men må jeg ikke prøve at forkæle dig lidt først?” ”Det vil du få righoldig lejlighed til, men først efter løbeturen. Vi løber et andet sted i dag.” ”Ok”, sukker Rebekka. Så klæder Ida om. Rebekka tager ikke øjnene fra hende. Da Ida står i g-streng spørger hun: ”Vil du se?” Rebekka nikker med et genert smil og rødmer. Det synes Ida faktisk er lidt charmerende. Hun lægger trusserne og viser sin glatte fisse. ”Du er så lækker! Hvorfor har du de der ringe?” spørger Rebekka nysgerrigt.

”Det er en lang historie, som jeg nok…” Ida når ikke at gøre sætningen færdig, for bare tanken om den weekend med Kamilla, ligeså mislykket den var, får tårerne til at vælte frem. Og så står Ida nøgen foran Rebekka og tuder. ”Undskyld, hulker hun, jeg får nogle gange de her tudeture…” Rebekka har rejst sig og lægger fingeren på Idas mund. Og holder om hende. ”Sådan er det bare Ida. Det var nok også derfor, man i gamle dage havde et sørgeår. Hvis man ikke kan leve med det, skal man nok ikke score en enke.” Sådan står de to nøgne kvinder tæt sammen en tid.

”Tak”, hvisker Ida. Efter at hun har nettet sig lidt kommer hun tilbage og de klæder sig på. Det viser sig, at hun ikke tager sine sædvanlige korte løbetights på, men trekvartlange. ”Er det så tøjsymbolik?” spørger Rebekka.

Ida smiler og nikker. Rebekka ser hammer godt ud med sin ærmeløse top og de korte shorts. Flotte runde bryster, ikke store men runde, dejlig schwung i taljen, lækre lange stænger der slutter i en flot hjerteformet røv og så en nakke, der nærmest råber efter at blive nappet i. Hestehalen ovenover er måske lidt almindelig, men ikke noget der på nogen måde generer indtrykket. Kort sagt, et skår, hvis man spørger Ida.

Ida tager også en lille rygsæk med vandflaske og lidt grej med. De kører mod Middelfart og drejer mod nordøst. På parkeringspladsen får Rebekka besked på, at sætte håret til rottehaler i stedet og tage sine solbriller på. Ida synes, at det måske er en god ide at mindske chancen for at genkendes. Ida sætter selv sit hår til en hestehale, fisker sine solbriller frem. Og sammen forlader de bilen. De løber af sted. Der er ikke et øje i skoven. Ida nyder at se Rebekkas trusseløse baller arbejde under det stramme stof, lårmusklernes lette vibreren, når foden rammer jorden, brysterne, der hæver og sænker sig; rottehalerne er egentlig også ret frække, tænker hun. Et stykke inde i skoven står de og puster. ”Vi går herfra”, bestemmer Ida, ”og du skal have to fingre i fissen og onanere.” ”Uh,” stønner Rebekka. ”Men ser du noget eller hører du noget,” oplyser Ida beroligende, ”må du godt tage fingeren op af shortsene uden at spørge.” ”Det er vist nu, vi kommer til lydigheden. Og så mangler vi ‘apport’ og ‘sit’” ”Det kommer vi til. Og når vi kommer til en stor vandpyt måske også ‘dæk’” griner Ida. ”We are not amused”, smiler Rebekka.
”Nu går vi!” bestemmer Ida, og efter et par meter spørger hun: ”Og hvorfor er du så lydig? ”Af angst og af lyst, tror jeg”, svarede Rebekka, men måske også fordi, ja, fordi det har jeg sagt ja til?” De går nogle hundrede meter i tavshed; til sidst godt nok fulgt af små lyde fra Rebekka. ”Stop lige, Ida, stop!” siger Rebekka. Kigger sig omkring, lægger sig på ryggen mellem to tømmerbunker i skovvejens rabat, trækker tightsene ned og gør sig færdig. Så sukker hun dybt.” ”Hvem bestemte lige, hvor skabet skulle stå dér” ville Ida vide. Rebekka blev tænksom, mens hun rakte ud efter sine tights for at trække dem op. ”Jeg har læst lidt på nettet de sidste par aftener. Der var nogle historier, jeg blev tændt af, og der var nogen, hvor det hurtigt gik op for mig, at det bare gik ud på, at det gør ondt på kvinden.” ”Du vil sige noget, ikke?” spurgte Ida, mens Rebekka trak sine tights op. ”Jo. Nu forglemte jeg mig vist her. I mange af historierne ville jeg have fået en straf nu. Det blev jeg nogle gange temmelig tændt af.” ”Hvilke tanker flyver gennem hovedet på dig, når du siger ‘straf’?” ville Ida vide. ”Mest kvinder, der er bundet, eller tvinges til ting, de i hvert fald på overfladen, ikke vil.” Rebekka holdt pause, men fortsatte: ”En tur over knæet kan faktisk også virke attraktiv, men jeg tror ikke, at piske og den slags kan bidrage til min lyst.” ”Og nu er der to ting, du skal straffes for” bemærkede Ida tørt. ”To?” Rebekka var overrasket, men da Ida nikkede tænkte hun lidt, indtil hun fandt ud af det: ”Var det shortsene, som du ikke har givet mig lov til at trække op igen?” ”Nu bliver jeg tændt og bange igen”, sukkede Rebekka med et opgivende smil, da hun havde set Ida nikke.  ”Kom herud på vejen igen!” befalede Ida. ”Straffen for shortsene bliver en lille lydighedsøvelse.” Rebekka rejste sig og kom ud på vejen. Ida tog et grundigt blik i alle retninger. ”Træk dine tights ned om anklerne. Du må først trække dem op igen, når du har fået lov!” Rebekka trak tightsene ned og rejste sig igen og spurgte: ”Må jeg trække tightsene op igen?” ”Først skal du fortælle mig, om din fisse er våd igen!” Rebekka førte en finger op i sig: ”Det er den”, sagde hun. ”Hvad er hvad?” spurgte Ida. ”Ok. Min fisse er våd!” ”Godt”, sagde Ida. ”Træk tightsene op igen!” Igen kiggede Ida godt rundt før hun sagde: ”Træk tightsene ned igen” Rebekka gjorde som befalet og spurgte: ”Må jeg trække dem op igen?” ”Du skal først fugte to fingre i din fisse!” befalede Ida herefter. Også det gjorde Rebekka. ”Nu skal du putte dem i din røv!” befalede Ida som det næste. ”Det gør jeg simpelthen ikke! Og hvis du vil straffe mig for det, så må du godt det!” Det virkede ikke, som om det overhovedet stod til diskussion. ”Hvorfor så firkantet?” spurgte Ida overrasket. ”Jeg er overhovedet ikke firkantet,” protesterede Rebekka, ”men indtil nu har der kun været lort derinde. Med de historier, jeg har læst, vidste jeg også godt, at det ville komme; og på en måde glædede jeg mig til, at Du skulle være den første derinde. Det vil jeg simpelthen ikke bare gøre selv i en åndssvag skov.” Rebekka så faktisk skuffet ud. ”Nu gjorde du mig vist helt flov og beæret”, Ida rødmede, ”så træk op, for så vil jeg også give dig din første analorgasme; men det skal ikke være her, men i en lækker blød seng, og det skal være din. Det skal blive vores første elskov i din seng.” ”Kan man virkelig få analorgasmer?” Rebekka var skeptisk. ”Jeg kan. De, jeg har prøvet det på, kunne,” forklarede Ida, ”Kamilla ku…” åh nej, ikke igen,” snøftede hun, men fik fanget sig hurtigt; ”Nå, men hun ku’ også”, fik hun gjort sætningen færdig. Du skal have din anden straf, den for orgasmen.” Ida havde fundet rygsækken frem og rumsterede lidt med den. Hun så sig igen omkring. ”Vis mig din patter, skår” befalede hun smilende. Rebekka gengældte smilet, da hun hev op i sin top. ”Du skal have brystklemmer på”, forkyndte Ida straffen. ”Og jeg plejer at sige, at man skal indstille dem efter gehør, så at være den stille, lidende martyr er ikke nogen god idé, medmindre man gerne vil være en hulkende lidende martyr til sidst selvfølgelig. Det var klart nok, ikke?” Rebekka nikkede. Igen så Ida sig omkring, inden hun flyttede sine læber ned til den ene brystvorte, og gav den en ordentlig suttetur, ”så den bliver medgørlig”, som hun sagde. Hvis Rebekka havde været i tvivl, opdagede hun meget hurtigt, hvad indstilling efter gehør betød. Det hele gentog sig med den anden vorte. ”Du er lidt martyr, er du ikke?” spurgte Ida, da hun så Rebekkas ansigt, da hun havde fået begge klemmer på. ”Det er jeg også bange for”, sukkede Rebekka, ”nogle gange er jeg vist lidt smådum.”  ”Forkert! På nogle områder har du ingen erfaring. Og inden jeg siger, at vi løber ud til bilen: du skal sige til, hvis det ikke er til at holde ud med gyngende bryster. Og undskyld mig i øvrigt: Hvorfor i alverden har du ikke en sportsbh på, når du er ude at løbe? Men altså: du skal ikke gå til af smerte, ikke denne gang i hvert tilfælde. Så sig til, for så kan vi gå!” sagde Ida, og det lød meget bestemt. ”Jeg troede, jeg gjorde det så godt. I alle historierne skal pigerne være uden undertøj og …” forsvarede Rebekka sig. ”Jeg ved det godt alt det med nem adgang og sådan,” Ida sukkede, ”men i historierne kan kvinderne udskiftes, hvis brysterne bliver for slappe og uformelige og de får dårlig nakke. Det her er virkeligheden, ikke nogen historie. Og jeg ved ikke med dig, men jeg har i hvert fald lige nu også lyst til at kunne se på dine PÆNE bryster mange år frem. Og hvis prisen for det er, at jeg skal skubbe et lag stof mere til side, så synes jeg det er indsatsen værd. Og så snakker vi slet ikke om dit velvære.” ”Du lyder vred?!”, kommenterede Rebekka. ”Jeg ved for tiden ikke altid selv, hvad jeg er. Måske var jeg irriteret over at skulle være bekymret. Jeg er træt af at være bekymret lige nu. Men du skal under alle omstændigheder passe på dig selv.” Rebekka gav Idas hånd et klem som svar. Ingen af dem behøvede sige noget. Og så løb de i stilfærdigt tempo. De nåede bilen uden at møde et menneske. Inde i bilen fortæller Rebekka, at hun nu godt kunne tænke sig, at få klemmerne af. Da Ida småfnisende mener, at hun ikke er så sikker på netop dét, ser Rebekka uforstående på hende. ”Du skal nok opdage det,” siger Ida beroligende. Og det alt andet end beroliger Rebekka. ”Av for Satan!” udbryder Rebekka, da den første klemme bliver taget af, og blodet vender tilbage til vorterne. Udtrykket er lidt mere høvisk, da anden klemme bliver taget af. ”Kan vi ikke sove sammen i dag?” spørger Ida forsigtigt. ”Det kan vi godt. Og du har jo et lille projekt hjemme hos mig”, siger Rebekka og giver Ida et knus. ”Du er stadig ikke mæt?” ”Jeg er oprigtigt bange for, at jeg først er ved at blive sulten!” Under sidste del af sætningen indtager Rebekka en pseudodramatisk gyseragtig attitude. ”Åh nej, jeg har skabt et monster!” deklamerer Ida. ”Befal, Dr. Frankenstein, befal!” deklamerer monsteret. Da pigerne er væltet rundt af grin i bilen, spørger Ida, om hun kan sidde og arbejde ved et spisebord eller sådan noget i en times tid den aften.  ”Så vil jeg vimse rundt og servere alt andet end frugtte til at styrke dig imens”, fortæller Rebekka. ”Også kage?” spørger Ida begejstret. ”Kan arrangeres!” svarer Rebekka. ”Med et lille serveringsforklæde på?” vil Ida vide i spøg. ”Så må jeg hellere trække for, og”, fortsætter Rebekka efter en pause, ”vil du sætte mig af og være sød at parkere et andet sted?” ”Ja, ja, selvfølgelig,” siger Ida, da hun lige har tænkt et øjeblik, ”jeg smutter lige hjem og henter skoleting og tøj, så parkerer jeg ved LejrBo.” Rebekka tager Idas øre i sine hænder, snaver Idas øre og hvisker så: ”Jeg ville være glad, hvis du ikke pakkede nattøj.”

Ida smiler nærmest forelsket til Rebekka.

Først, da Ida næste morgen kører til skolen, tænker hun igen: ”Enkefru Decker-Hjemborg, hvad er det egentlig, De har gang i? To kvinder, der ikke ved noget om hinanden mindre end to måneder efter Kamillas død.”
Hun ryster på hovedet og prøver, at ryste tanken af sig. Men det er svært.

Fortsættes HER