Livet efter Kamilla, del 2
Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER
Resumé:
Efter Kamillas død har Ida lært Dea at kende, der tilbyder sig som tilkalde-lover. Hun har også snakket en del med den nye præst i området, Rebekka.
Rebekka og Ida sad i Idas køkken. Det var fredag eftermiddag. Det var nogen uger siden, at de to var begyndt at løbe sammen, men Ida havde opdaget, at Rebekka altid bare ville hjem og komme af med det våde løbetøj bagefter. Derfor havde Ida arrangeret det sådan, at de lige sad lidt og snakkede, inden de tog ud at løbe. Rebekka våndede sig over, hvor svært det var at få tiden til at slå til med arbejdet. ”Jamen organiserer du dit arbejde, eller gør du det bare, som det kommer?” ville Ida vide. ”Jeg gør det nok bare, som det falder”, svarede Rebekka. ”Så er det ikke så underligt, at tiden ikke slår til. DU bliver nødt til at styre det, i stedet for at lade det styre dig!” Ida forsøgte at lyde neutral, men blev alligevel belærende. ”Jeg har nok ikke talent for at organisere, ” begyndte Rebekka, ”hvordan kan jeg gøre det?” ”Hmm,” sagde Ida og kløede sig, ”hvad ved jeg om præstejobbet? Jeg ville nok gøre det sådan, hvis jeg var præst – sær tanke – at jeg søndag efter gudstjenesten ville kigge på næste uges kalender; Så ville jeg overveje, hvor lang tid de forskellige ting tager, sådan slag på tasken. Og så ville jeg fordele arbejdsopgaverne på ugens dage. Det kræver selvfølgelig, at du specificerer arbejdsopgaverne, sådan at der er begravelse, at skrive en tale og at tale med mig. Og så er der måske noget med organist og kirkegård? Der er selvfølgelig også noget, der altid er, tror jeg: telefon, mail osv, som du må sætte et skønsmæssigt timetal på. Hver morgen ville jeg så kigge på dagens planlagte opgaver og fordele dem på dagen. Og torsdag ville jeg kaste et blik på den kommende uge, så jeg ville have lidt buffer i forhold til en eventuelt kommende travlhed. Men du skal nok skrive det ned til dig selv; det er nok ikke nok at have det i hovedet.” ”Det lyder nemt og rigtigt”, bekræftede Rebekka, ”men får jeg det gjort?” ”Disciplin?” spurgte Ida. ”Ikke min stærke side;” sukkede Rebekka opgivende.
”Tænkte det nok, men prøv nu!” Ida gav Rebekka et klem.
På den efterfølgende løbetur var Rebekka en tid lang kommet foran Ida. Da de var nået til det sted, hvor de plejede at holde pause stod de et øjeblik og pustede, indtil Ida sagde: ”De der shorts, du løber i, de er en fornærmelse mod din krop.” ”Nej, hvorfor da det?” ville Rebekka vide. ”Når man har sådan en flot røv, som dig,” begyndte Ida, og herefter hev hun resolut Rebekkas shorts og trusser ned, hvad Rebekka kvitterede for med et koket ”Uuh!”, et fnis og en lynhurtig ophaling. Så fortsatte hun: ”Når man har sådan en flot røv, skal man ikke skjule den i en sæk. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe.” ”Slået på egen bane. Hvad vil du så foreslå?” spurgte Rebekka. ”At vi tager ud at shoppe for dine penge. I morgen formiddag?” ”Er noteret. Glæder mig til det. Hvorfor synes du, min numse er pæn?” ”Hvorfor findes der ingen kvinder, der er tilfredse med deres krop?” replicerede Ida. ”Det er nok det”, nikkede Rebekka.
Sammen traskede de tilbage. Rebekka mærkede, uden at tænke over det, en del på sin numse på gåturen.
Senere samme dag ringede Dea, der ikke kunne holde det ud mere. Ida fortalte hende, at Dea godt kunne vænne sig til at droppe fine omskrivninger. Dea omformulerede, at hun simpelthen måtte onanere nu. Ida fortalte hende, at det måtte hun godt. Der skule være tre forudsætninger opfyldt:
Efter 8 minutter ringede hun igen. ”Er du stadig våd”, spurgte Ida. Det bekræftede Dea. ”Ned på gulvet, om på maven. Røven i vejret. Patterne skal røre gulvet.” ”Jeg ligger klar”. Deas stemme lød lidt fjern et øjeblik efter. ”Tag to fingre – den hånd, du ikke onanerer med – og gør dem våde i din liderlige fisse.” Ida talte stille, men Dea var ikke i tvivl om myndigheden i stemmen. ”Ja – og?” ”Det er nu mine fingre, som jeg forsigtigt, men bestemt og uden nåde, presser op i din alt for forsømte røv. – Når de er inde, lader jeg dem være der i et halvt minut. Du siger til og begynder at tælle.” ”Inde nu. Én kasse øl, to kasser øl….” ”Når du når 30, tager jeg fingrene forsigtigt ud og ind 5 gange straks efter hinanden.” ”29 kasser øl, 30 kasser øl… uf – ah – mmh – åh- åh.” ”Og nu Ida?” ”Nu begynder jeg at kneppe dig i røven, mens du begynder at onanere. Jeg nyder, at se sådan en lille liderlig tøs ligge med røven i vejret. Jeg nyder at kneppe hende i røven som den første. Jeg nyder, at hun lader mig gøre det, fordi hun SKAL…” ”Åh – ÅH…” ”… og om lidt lukker jeg døren til gangen op, hvis den liderlige tøs ikke stopper med at skrige.” ”Mpf – mmmh – mmmmmh – åh- mmmmh….” ”Og jeg nyder, at se hende kæmpe for at slippe for straffen,” fortsatte Ida, ”for ydmygelsen, at alle skal se hende… tænk nu, hvis…” ”Jeg – jeg – jeg -kommer” afbrød Dea. ”Ikke før du har spurgt om lov!” befaler Ida bryskt. ”Jo… undskyld” og et øjeblik efter: ”får jeg nu straf?” ”Det kan du tro! Haft trusser på i dag?” ”Ja, det var jo deltid, sagde du.” Dea lød urolig. ”Det er slet ikke dér, jeg vil hen. Selvfølgelig klæder du dig som du vil, når jeg ikke bestemmer over dig. Men det gør jeg så nu: du tager de samme trusser på i morgen og overmorgen. Og når du vågner og inden du sover gnubber du din liderlige fisse i 2 minutter igennem dem. Og ellers ikke. Og søndag aften tager du en løbetur – eller skal du på arbejde i weekenden?” ”Nej. Jeg ville bare i byen i aften. Må jeg ikke lave noget andet?” ”Du må hellere være omhyggelig med at tørre dig! Hvis du seriøst mener, at du har et argument eller en grund, der kan formilde mig, kan du sende mig en mail. Men hvis det ikke formilder mig, får du en ekstrastraf for plageri. Ved du, hvorfor du skal rende rundt i dine brugte trusser?” spurgte Ida til slut. ”Vel fordi jeg nu i to dage ikke vil tænke på andet, end at jeg skal huske at spørge om lov – og at det er dig, jeg skal lade bestemme,” ræsonnerede Dea. ”Og husk, min liderlige tennispige: ‘Når du mindst venter det’!” citerede Ida filmen, de to tidligere havde talt om. ”I orden,” Deas stemme smilede igen i telefonen, ”jeg skriver ikke.”
Samtalen sluttede med gode ønsker.
Næste morgen, lørdag, klokken halv syv ringede Idas telefon. ”Nu kan jeg ikke holde det ud mere. Det’ for klamt. Undskyld,” græd Dea. ”Jamen dog”, brummede Ida søvndrukken og søvndrukken, ”hvad?” ”Jeg har fået tyndskid. Har været på en af de afdelinger, der har fået maveinfektion, før de vidste det. Og jeg har ondt i maven; og vi kan nok ikke lige se hinanden; og jeg har megaklamme trusser på; og jeg kan simpelt hen ikke længere gennemføre min straf. ØV!” fortalte Dea med tydelig frustration i stemmen. ”Du skifter bare, som du synes bedst,” brummede Ida med morgenstemme. ”Og med straffen finder jeg på noget, når du er blevet rask. Og vi kan stadig ringe. Hvor er det surt for dig. Det er da godt, du kun har badeværelset på gangen”, forsøgte Ida at trøste. ”Ja hold op; de andre ville ikke have sovet for trafik.” ”Jeg synes, du er sej, at du har holdt så længe under de omstændigheder. Men en anden gang: Når sygdom eller noget andet helt indlysende hindrer dig i at gennemføre en straf, så skal du altså lade være. Det kan du blive nødt til selv at turde og selv at vurdere. Og god bedring.”
Inden Ida faldt i søvn igen, tænkte hun, at den der særprægede kompromisløshed, den havde Kamilla også haft. Så fældede hun en tåre og faldt i søvn igen.
”Ej, kan man virkelig det?” spurgte Rebekka forbløffet, da hun og Ida få timer efter stod i Sportsmasterforretningen, og hun så, hvilke løbeshorts Ida havde i tankerne til hende. Ida stod med et par rigtig korte, sorte løbetights, nærmest hotpants. ”Nej, MAN kan bestemt ikke; men i den rigtige størrelse vil DU være stanghamrende flot i dem,” insisterede Ida, ”du skal i hvert fald prøve dem – og Nej, de er ikke vulgære, for du viser ingen tegn på at flyde ud af dem i alle ender og kanter. Og bar mave får du umiddelbart heller ikke.”
De fandt, hvad de formodede var den rigtige størrelse, og Ida fandt lige en neongul og kropsnær tanktop til. Da Rebekka havde prøvet og så sig i spejlet, måtte hun erkende, at Ida havde haft ret, og at hun faktisk lignede en, som man kunne forestille sig, nogen ville løbe efter. Hun smilede lidt genert, da hun så det for sig. Så tingene blev købt og Rebekka og Ida gik kort på Café, før de gik hver til sit.
Af uransagelige grunde havde Rebekka ikke det nye løbetøj på om mandagen. ”Jeg skal jo lige vænne mig til tanken”, sagde hun. Men fredag kom Rebekka for første gang i sit nye lækre løbetøj. Hun vrikkede lidt ekstra med rumpen, når de gik, syntes Ida. Forbløffende, hvordan det ydre virker indad, tænkte hun.
På vejen tilbage snakkede de om ugeplaner. ”Får du det gjort nu?” spurgte Ida. Rebekka rystede på hovedet. ”Hvorfor ikke?” ville Ida vide. ”Der er meget andet, jeg skal”, mumlede Rebekka. ”Og det var netop det, der var problemet!” udbrød Ida med nogen irritation i stemmen. ”Jeg ved det.” sukkede Rebekka frustreret. ”Men nu skal du. Jeg forventer en ugeplan i min mail hver søndag eftermiddag samt daglige opdateringer tirsdag til fredag. Det må du da få styr på!” ”Ved du godt, at du kan være temmelig dominerende?” Et kæmpe smil bredte sig i Idas ansigt. ”Det ved jeg godt! For mig er struktur og rammer løsningen på rigtig mange ting i livet.” Rebekka nikkede tænksomt. ”Jeg sender kalenderne. Jeg føler mig som en elev, der står foran skolefrøkenen og ikke har lavet lektier.” ”Jeg er skolefrøken! Skal vi løbe det sidste stykke?”
Og så løb de.
Lørdag eftermiddag ringede Dea. Hun meddelte, at hun var rask igen. ”Min røv er godt nok nærmest neonpink, og jeg må have tabt ti kilo, og jeg er helt vildt træt.” ”Har du fået lyst til mad igen?” Da Dea svarede bekræftende, spurgte Ida: ”har du lyst til at spise hos mig i aften? Du behøver ikke cykle, jeg kan godt hente dig.” Det ville Dea gerne, ”men Ida”, fortalte hun lidt ængstelig, ”jeg har altså ikke været særlig god med hårene i bagenden af mit skridt.” ”Det tror jeg, under de givne omstændigheder, at jeg snildt kan leve med. Men resten er i orden?” ”Ingen trusser, ingen bukser er ok. ‘Vær lækker’ er lidt tricky for sådan en bleg en, som mig. Jeg ligner virkelig lort, selv om det hele er ude.” ”Det tror jeg nok, jeg selv vil bedømme,” grinede Ida. Ud over Lasagne fik Dea den aften opdaget, at dominans ikke behøver være noget med gjaldende kommandoer og røde ender, men godt kunne fungere med stilfærdigt frembragte ønsker eller en blid hånd, der antydede, at man ikke skulle bevæge sig, og kunne dyrkes med stor blidhed og nænsomhed, som både hun og Ida nød.
De faldt i søvn i hinandens arme, og Ida nød at vågne med en anden ved sin side. Så Dea fik lov til at vågne til sin første DeLuxe-pige-søndag-morgen-slikketur og en uendelig langsom orgasme, som Dea bagefter beskrev som ”nærmest meditativ”. Ida fik en lidt mere kejtet, men absolut behagelig slikketur. Men resten af straffen havde de glemt alt om, da Dea steg ud af bilen ved kollegiet.
Søndag middag fik Ida den ventede mail fra Rebekka, noterede hun med tilfredshed. Og mandag dukkede Rebekka op med sit almindelige tøj på. Ida var vant til, at Rebekka altid var omklædt, når hun kom. ”Skal vi ikke løbe i dag?” spurgte Ida forundret. ”Jo, men kan jeg klæde om her?” Hun viftede med en pose. ”Selvfølgelig. Du kan gå op på badeværelset” viste Ida. ”Jeg kan godt klæde om i stuen sammen med dig” Ida kiggede spørgende og lagde hovedet på skrå, før hun spurgte: ”Betyder ‘kan godt klæde om sammen med dig’ så egentlig, at det er lige meget, jeg ser dig nøgen, eller betyder det, at du gerne vil have, jeg ser dig nøgen? ”Må jeg ikke komme ind og svare?” ”Jo selvfølgelig”, lo Ida og lod Rebekka komme ind, ”der var lige en høflighed, jeg havde glemt.” ”Hvad så?” spurgte Ida, da Rebekka var kommet ind. ”Ja, hvor begynder jeg,” begyndte Rebekka, ”jeg er nået frem til, at du styrer mit liv.” ”Hov, det er jeg faktisk ked af, at du opfatter sådan. Tværtimod, vil jeg mene, har jeg hjulpet dig, med ikke at lade dit arbejde styre dit liv, men givet dig chancen til at selv at vælge hvad der skal styre det og hvordan du vil have dit liv styres.” ”Ja, det har du egentlig ret i. Det har jeg slet ikke tænkt over sådan. Jeg kunne bare sige nej til alle dine forslag, og alt var lige godt for det. Men jeg har bare aldrig haft lyst til at sige nej”, svarede Rebekka tænksomt. ”Din mand var skidegod til at vide, hvor skabet skulle stå, før i kom hertil, ikke?” spurgte Ida pludselig. ”Det tror jeg, jeg må sige ja til”, nikkede Rebekka, ilde berørt over det emneskiftet. ”Og da I kom hertil, Rebekka, og du uden at opdage det lod arbejdet fortælle dig, hvor skabet skulle stå, falmede først han og så I mere og mere, for han kunne ikke længere gøre det, han var god til? Bare et gæt.” ”Jeg sætter mig lige. Det var lidt af en mavepuster, du gav mig” Rebekka satte sig, faktisk lidt bleg, ”Og hvorfor har jeg ikke set det, du altid kloge?” ”Fordi du ikke kan se dit liv udefra, vil jeg tro. Cognac?” spurgte Ida. ”Nej tak. Jeg vil faktisk godt ud at løbe med dig. Øjeblik. Jeg skal lige samle mine tråde. … Nej, Ida, du styrer ikke mit liv. Men jeg har valgt at læne mig op af dig i mange af livets forhold; jeg har valgt, at lade dig bestemme, hvor skabet skal stå. Nu har jeg jo godt bemærket, at du synes jeg er attraktiv; og hvis jeg mærker efter dybt nede i maven, synes jeg også selv, at du er tiltrækkende. Og da jeg bestemt mener, vi kan tale om gensidig sympati, kunne jeg tænke mig at have dig ind under huden også på det område. Så jeg vil gerne have, at du ser mig nøgen. Jeg vil gerne vise mig frem – for dig.” ”Rebekka; du taler om et område, hvor det giver mig rigtig meget, at fortælle, hvor skabet skal stå. Men jeg er egentlig kun med på det, hvis du LADER mig fortælle dig, hvor det skal stå. Så jeg taler på sæt og vis også om, at jeg forventer lydighed.” Efter at Rebekka havde tygget på den, sagde hun: ”Vi er vel enige om, at går det ikke, så må jeg stoppe. Men jeg er villig til at famle mig frem i et hus jeg ikke kender, hvis det er sammen med dig.” ”Det var et smukt billede. Jeg vil til gengæld tale om symboler med dig”, indledte Ida, ”som bruger af præstekjolen ved du godt, at tøj er er symbol. Det kan tøj også være på andre måder. Jeg vil have, at du ikke længere bærer trusser, undtagen hvor det er nødvendigt ikke at tænke på at fissen drevler ved tanken om det, jeg har gjort ved den. Jeg vil også have, at du, når du ikke arbejder, i udgangspunktet har kjole eller nederdel på. Jeg vil have, at du altid er klar over og husker på, at du har valgt at lade mig bestemme, hvor skabet skal stå. Din kropsbehåring ordner vi, når vi kommer hjem hertil. Men nu må du godt vise dig frem.” Rebekka smilede genert, da hun rejste sig: ”Jeg er bange for, at du lige har fået min ‘fisse’ til at drevle.” Og med disse ord begyndte hun at tage sit tøj af, for øjnene af den nysgerrige Ida. Da hun var færdig, vidste Rebekkas hænder ikke helt, hvor de skulle hen. ”Hold dem bag hovedet, når du ikke bruger dem”, rådede Ida, ”så er de af vejen og jeg har frit udsyn på din lækre krop. Men jeg synes nu, du skal mærke efter, om din fisse drevler.” Forsigtigt tog Rebekka en hånd ned og stak forsigtigt en finger op i sig. Der kom en kort svuppende lyd. ”Den sejler!” konstaterede Rebekka. ”Hvem?” spurgte Ida uvidende. ”Fissen den sejler,” oplyste Rebekka. ”Hey, du har fjernet anførselstegnene om fisse; super. Slik så fingeren ren” befalede Ida. Og som om Rebekka nu officielt blæste på sine egne pænpige-indvendinger mod det, trak hun på skuldrende og puttede resolut fingeren i munden. ”Jeg vil også smage” informerede Ida, og Rebekka dyppede igen fingeren og gik over til Ida. Ida suttede fingeren, som var det en pik, og sendte samtidig Rebekka frække øjne. Hendes højre hånd søgte Rebekkas fisse, som straks fik besøg af to fingre. Rebekka sukkede uventet langt og dybt. Langsomt begyndte Ida at fingerkneppe Rebekka, hvis venstre hånd ikke længere var bag nakken, men holdt fast ved Idas skulder. ”Et virkelig forsømt område, vi har fat i?” spørger Ida. ”MmJaa,” stønner Rebekka. I nogle minutter bliver ”ja” og ”åh” Rebekkas foretrukne replikker. ”Stop Ida stop”, siger hun pludselig et sted langt væk fra. ”Jeg stopper ikke, Rebekka. Du skal ikke beholde kontrollen. Du skal give slip” fortæller Ida energisk. Rebekkas protest ”Men…” bliver afløst af højere ”ja” og ”åh” indtil der kommer et øjebliks tavshed der afløses af en gurglelyd og at Rebekka næsten falder sammen og i en slags kontrolleret fald lægger sin overkrop i Idas favn. Noget løber ned af Idas arm. ”Det er mange år siden” stønner Rebekka, ”og jeg som troede, det var noget med midlife-crisis.” ”På sin vis har du nok haft ret. Du skal nok sunde dig lidt, før vi løber, hva?” spørger Ida. ”Ja det skal jeg, men må jeg ikke prøve at forkæle dig lidt først?” ”Det vil du få righoldig lejlighed til, men først efter løbeturen. Vi løber et andet sted i dag.” ”Ok”, sukker Rebekka. Så klæder Ida om. Rebekka tager ikke øjnene fra hende. Da Ida står i g-streng spørger hun: ”Vil du se?” Rebekka nikker med et genert smil og rødmer. Det synes Ida faktisk er lidt charmerende. Hun lægger trusserne og viser sin glatte fisse. ”Du er så lækker! Hvorfor har du de der ringe?” spørger Rebekka nysgerrigt. ”Det er en lang historie, som jeg nok…” Ida når ikke at gøre sætningen færdig, for bare tanken om den weekend med Kamilla, ligeså mislykket den var, får tårerne til at vælte frem. Og så står Ida nøgen foran Rebekka og tuder. ”Undskyld, hulker hun, jeg får nogle gange de her tudeture…” Rebekka har rejst sig og lægger fingeren på Idas mund. Og holder om hende. ”Sådan er det bare Ida. Det var nok også derfor, man i gamle dage havde et sørgeår. Hvis man ikke kan leve med det, skal man nok ikke score en enke.” Sådan står de to nøgne kvinder tæt sammen en tid. ”Tak”, hvisker Ida. Efter at hun har nettet sig lidt kommer hun tilbage og klæder sig på. Det viser sig, at hun ikke tager sine sædvanlige korte løbetights på, men trekvartlange. ”Er det så tøjsymbolik?” spørger Rebekka.
Ida smiler og nikker. Rebekka ser hammergodt ud med sin ærmeløse top og de korte shorts. Flotte runde bryster, ikke store men runde, dejlig schwung i taljen, lækre lange stænger der slutter i en flot hjerteformet røv og så en nakke, der nærmest råber efter at blive nappet i. Hestehalen ovenover er måske lidt almindelig, men ikke noget der på nogen måde generer indtrykket. Kort sagt, et skår, hvis man spørger Ida.
Ida tager også en lille rygsæk med vandflaske og lidt grej med. De kører mod Middelfart og drejer mod nordøst. På parkeringspladsen får Rebekka besked på, at sætte håret til rottehaler i stedet og tage sine solbriller på. Ida synes, at det måske er en god ide at mindske chancen for at genkendes. Ida sætter selv sit hår til en hestehale, fisker sine solbriller frem. Og sammen forlader de bilen. De løber af sted. Der er ikke et øje i skoven. Ida nyder at se Rebekkas trusseløse baller arbejde under det stramme stof, lårmusklernes lette vibreren, når foden rammer jorden, brysterne, der hæver og sænker sig; rottehalerne er egentlig også ret frække, tænker hun. Et stykke inde i skoven står de og puster. ”Vi går herfra”, bestemmer Ida, ”og du skal have to fingre i fissen og onanere.” ”Uh,” stønner Rebekka. ”Men ser du noget eller hører du noget,” oplyser Ida beroligende, ”må du godt tage fingeren op af shortsene uden at spørge.” ”Det er vist nu, vi kommer til lydigheden. Og så mangler vi ‘apport’ og ‘sit’” ”Det kommer vi til. Og når vi kommer til en stor vandpyt måske også ‘dæk’” griner Ida. ”We are not amused”, smiler Rebekka. ”Nu går vi!” bestemmer Ida, og efter et par meter spørger hun: ”Og hvorfor er du så lydig? ”Af angst og af lyst, tror jeg”, svarede Rebekka, men måske også fordi, ja, fordi det har jeg sagt ja til?” De går nogle hundrede meter i tavshed; til sidst godt nok fulgt af små lyde fra Rebekka. ”Stop lige, Ida, stop!” siger Rebekka. Kigger sig omkring, lægger sig på ryggen mellem to tømmerbunker i skovvejens rabat, trækker tightsene ned og gør sig færdig. Så sukker hun dybt.” ”Hvem bestemte lige, hvor skabet skulle stå dér” ville Ida vide. Rebekka blev tænksom, mens hun rakte ud efter sine tights for at trække dem op. ”Jeg har læst lidt på nettet de sidste par aftener. Der var nogle historier, jeg blev tændt af, og der var nogen, hvor det hurtigt gik op for mig, at det bare gik ud på, at det gør ondt på kvinden.” ”Du vil sige noget, ikke?” spurgte Ida, mens Rebekka trak sine tights op. ”Jo. Nu forglemte jeg mig vist her. I mange af historierne ville jeg have fået en straf nu. Det blev jeg nogle gange temmelig tændt af.” ”Hvilke tanker flyver gennem hovedet på dig, når du siger ‘straf’?” ville Ida vide. ”Mest kvinder, der er bundet, eller tvinges til ting, de i hvert fald på overfladen, ikke vil.” Rebekka holdt pause, men fortsatte: ”En tur over knæet kan faktisk også virke attraktiv, men jeg tror ikke, at piske og den slags kan bidrage til min lyst.” ”Og nu er der to ting, du skal straffes for” bemærkede Ida tørt. ”To?” Rebekka var overrasket, men da Ida nikkede tænkte hun lidt, indtil hun fandt ud af det: ”Var det shortsene?” ”Nu bliver jeg tændt og bange igen”, sukkede Rebekka med et opgivende smil, da hun havde set Ida nikke. ”Kom herud på vejen igen!” befalede Ida. ”Straffen for shortsene bliver en lille lydighedsøvelse.” Rebekka rejste sig og kom ud på vejen. Ida tog et grundigt blik i alle retninger. ”Træk dine tights ned. Du må først trække dem op igen, når du har fået lov!” Rebekka trak tightsene ned og rejste sig igen og spurgte: ”Må jeg trække tightsene op igen?” ”Først skal du fortælle mig, om din fisse er våd igen!” Rebekka førte en finger op i sig: ”Det er den”, sagde hun. ”Hvad er hvad?” spurgte Ida. ”Ok. Min fisse er våd!” ”Godt”, sagde Ida. ”Træk tightsene op igen!” Igen kiggede Ida godt rundt før hun sagde: ”Træk tightsene ned igen” Rebekka gjorde som befalet og spurgte: ”Må jeg trække dem op igen?” ”Du skal først fugte to fingre i din fisse!” befalede Ida herefter. Også det gjorde Rebekka. ”Nu skal du putte dem i din røv!” befalede Ida som det næste. ”Det gør jeg simpelthen ikke! Og hvis du vil straffe mig for det, så må du godt det!” ”Hvorfor så firkantet?” spurgte Ida overrasket. ”Jeg er overhovedet ikke firkantet,” protesterede Rebekka, ”men indtil nu har der kun været lort derinde. Med de historier, jeg har læst, vidste jeg også godt, at det ville komme; og på en måde glædede jeg mig til, at du skulle være den første derinde. Det vil jeg simpelthen ikke gøre selv.” ”Nu gjorde du mig vist helt flov og beæret”, Ida rødmede, ”så træk op, for så vil jeg også give dig din første analorgasme; men det skal ikke være her, men i en lækker blød seng, og det skal være din. Det skal blive vores første elskov i din seng.” ”Kan man virkelig få analorgasmer?” Rebekka var skeptisk. ”Jeg kan. De, jeg har prøvet det på, kunne,” forklarede Ida, ”Kamilla ku…” åh nej, ikke igen,” snøftede hun, men fik fanget sig hurtigt; ”Nå, men hun ku’ også”, fik hun gjort sætningen færdig. Du skal have din anden straf, den for orgasmen.” Ida havde fundet rygsækken frem og rumsterede lidt med den. Hun så sig igen omkring. ”Vis mig din patter, skår” befalede hun smilende. Rebekka gengældte smilet, da hun hev op i sin top. ”Du skal have brystklemmer på. Og jeg plejer at sige, at man skal indstille dem efter gehør, så at være den stille, lidende martyr er ikke nogen god idé, medmindre man gerne vil være en hulkende lidende martyr til sidst selvfølgelig. Det var klart nok, ikke?” Rebekka nikkede. Igen så Ida sig omkring, inden hun flyttede sine læber ned til den ene brystvorte, og gav den en ordentlig suttetur, ”så den bliver medgørlig”, som hun sagde. Hvis Rebekka havde været i tvivl, opdagede hun meget hurtigt, hvad indstilling efter gehør betød. Det hele gentog sig med den anden vorte. ”Du er lidt martyr, er du ikke?” spurgte Ida, da hun så Rebekkas ansigt, da hun havde fået begge klemmer på. ”Det er jeg også bange for”, sukkede Rebekka, ”nogle gange er jeg vist lidt smådum.” ”Forkert! På nogle områder har du ingen erfaring. Og inden jeg siger, at vi løber ud til bilen: du skal sige til, hvis det ikke er til at holde ud med gyngende bryster. Og undskyld mig i øvrigt: Hvorfor i alverden har du ikke en sportsbh på, når du er ude at løbe? Men du skal ikke gå til af smerte, ikke denne gang i hvert tilfælde. Så sig til, for så kan vi gå!” sagde Ida, og det lød meget bestemt. ”Jeg troede, jeg gjorde det så godt. I alle historierne…” forsvarede Rebekka sig. ”Jeg ved det godt alt det med nem adgang og sådan,” Ida sukkede, ”men i historierne kan kvinderne udskiftes, hvis brysterne bliver for slappe og uformelige og de får dårlig nakke. Det her er virkeligheden, ikke nogen historie. Og jeg ved ikke med dig, men jeg har i hvert fald lige nu også lyst til at kunne se på dine PÆNE bryster mange år frem. Og hvis prisen for det er, at jeg skal skubbe et lag stof mere til side, så synes jeg det er indsatsen værd. Og så snakker vi slet ikke om din velvære.” ”Du lyder vred?!”, kommenterede Rebekka. ”Jeg ved for tiden ikke altid selv, hvad jeg er. Måske var jeg irriteret over at skulle være bekymret. Jeg er træt af at være bekymret lige nu. Men du skal under alle omstændigheder passe på dig selv.” Rebekka gav Idas hånd et klem som svar. Ingen af dem behøvede sige noget. Og så løb de i stilfærdigt tempo. De nåede bilen uden at møde et menneske. Inde i bilen fortæller Rebekka, at hun nu godt kunne tænke sig, at få klemmerne af. Da Ida småfnisende mener, at hun ikke er så sikker på netop det, ser Rebekka uforstående på hende. ”Du skal nok opdage det,” siger Ida beroligende. Og det alt andet end beroliger Rebekka. ”Av for Satan!” udbryder Rebekka, da den første klemme bliver taget af, og blodet vender tilbage til vorterne. Udtrykket er lidt mere høvisk, da anden klemme bliver taget af. ”Kan vi ikke sove sammen i dag?” spørger Ida forsigtigt. ”Det kan vi godt. Og du har jo et lille projekt hjemme hos mig”, siger Rebekka og giver Ida et knus. ”Du er stadig ikke mæt?” ”Jeg er oprigtigt bange for, at jeg først er ved at blive sulten!” Under sidste del af sætningen indtager Rebekka en pseudodramatisk gyseragtig attitude. ”Åh nej, jeg har skabt et monster!” deklamerer Ida. ”Befal, Dr. Frankenstein, befal!” deklamerer monsteret. Da pigerne er væltet rundt af grin i bilen, spørger Ida, om hun kan sidde og arbejde ved et spisebord eller sådan noget i en times tid den aften. ”Så vil jeg vimse rundt og servere alt andet end frugtte til at styrke dig imens”, fortæller Rebekka. ”Med et lille serveringsforklæde på?” vil Ida vide i spøg. ”Så må jeg hellere trække for, og”, fortsætter Rebekka efter en pause, ”Vil du sætte mig af og være sød at parkere et andet sted?” ”Ja, ja, selvfølgelig,” siger Ida, da hun lige har tænkt et øjeblik, ”jeg smutter lige hjem og henter skoleting og tøj, så parkerer jeg ved LejrBo.” Rebekka tager Idas øre i sine hænder, snaver Idas øre og hvisker så: ”Jeg ville være glad, hvis du ikke pakkede nattøj.”
Ida smiler nærmest forelsket til Rebekka.
Først, da Ida næste morgen kører til skolen, tænker hun igen: ”Enkefru Decker-Hjemborg, hvad er det egentlig, De har gang i? To kvinder, der ikke ved noget om hinanden mindre end to måneder efter Kamillas død.”
Hun ryster på hovedet og prøver, at ryste tanken af sig. Men det er svært.
Fortsættes HER
Ønsker du at denne novelle bliver fjernet? Så udfyld nedenstående formular, så kigger redaktionen på din forespørgelse.
