Livet efter Kamilla, del 1
Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER

Resume:
Idas registrerede partner, Kamilla er død, og Ida skal have styr over sig liv.

——————————

               Dagen efter kørte Ida fra skolen til sygehuset. Hun kunne sagtens komme af med chokoladen på afdelingen. Men den flaske hvidvin og buket blomster, hun havde købt til Dea, kom hun ikke af med. Hendes praktikperiode på afdelingen var forbi, men én af sygeplejerskerne gav Ida en seddel med Deas adresse på et kollegie, efter at hun havde forhørt sig indgående om, at Dea ikke skulle udsættes for mere negativitet fra Idas side.

Ida kørte derhen og fandt det rigtige værelsesnummer. Det var en høj storsmilende, lyshåret og fregnet 19-årig, iførte en kort cowboynederdel og en rød top, der lukkede op. ”Ej, bringer du mig blomster … og vin?” spurgte hun oprigtigt glad efter at Ida havde undskyldt og givet hende gaverne, ”det har jeg da ikke fortjent!” ”For mig,” prøvede Ida at forklare, ”er noget af det, der gør et menneske stort IKKE, at de ikke laver fejl, men hvordan de tackler egne fejl … og bærer andres.” ”Og for mig,” svarede Dea, ”bliver et menneske stort og værd at se op til, hvis det ved, hvad det vil – og ikke bærer nag. Kom ind, jeg henter lige glas.” Og uden at afvente Idas reaktion var Dea på vej mod køkkenet. Da Dea kom tilbage sad Ida på Deas skrivebordsstol og Dea satte sig på sengen, og dermed var siddemulighederne udtømte. Efter et øjebliks pinlig tavshed sagde Dea: ”Jeg vil gerne sige noget, og jeg er bange for, jeg gør det temmelig kluntet. Jeg vil gerne begynde med at sige, at jeg stadig er teenager. Det er ikke nogen undskyldning for noget som helst; men det er måske en del af forklaringen for, hvorfor jeg var og er så dum eller blind, som jeg er. Men jeg vil gerne stille dig et spørgsmål, og hvis jeg går over stregen – og det har du al mulig ret til at synes – må du gerne sige det, så selv en tonedøv teenager forstår det, og hvis jeg igen er så døv, at du skal slå mig, så vil jeg acceptere det, men så tror jeg, jeg hellere vil have det i den anden ende.” Den sidste sætning gave et sæt i Ida, af flere grunde. ”Er det ok?” spurgte Dea. Ida nikkede. ”Jeg render altså ikke rundt og slår folk. Det var bare…” Ida sluttede med et grynt af lige dele irritation og bondeanger. ”Det var heller ikke min mening, at insinuere det. Det skule bare vær en kvik bemærkning. Undskyld. Jeg er ikke sikker på, jeg får formuleret det rigtigt. Men med Kamilla, som også var et stort menneske, mødte jeg for første gang ‘in real life’ et flig af en verden, som jeg hidtil kun har drømt, læst eller fantaseret om. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til Kamillas tatovering, og jeg kunne heller ikke lade være med at lægge mærke til, at lige meget, hvor mange trusser sygehuset gav hende på, så havde hun aldrig trusser på. Jeg er ikke sikker på, at de andre fattede en meter, men de sidste dage, hvor hun virkelig var svag, sneg jeg mig ind til hende, så snart jeg så en kollega var kommet ud, og spurgte, om jeg skulle hjælpe hende med at tage dem af. For jeg kunne jo se, hvor meget det betød for hende.” ”Tak”, hviskede Ida snøftende. ”Og …,” Dea samlede sit mod før hun fortsatte, ”uden at jeg har nogen som helst erfaring, så kunne jeg godt følge hende, forstå hende, endda misunde hende.” ”Misunde?” afbrød Ida. ”I den grad at kende og hvile i sin plads, det kan jeg godt være misundelig på”, fortsatte Dea, ”især når man ser den varme, der var mellem jer. Men I, og nu kun du, er de eneste, jeg ved eller tror, levede lidt sådan, som min fantasi drømmer om. I er egentlig den krog, som jeg kan hænge min fantasi, det som jeg ofte troede var syge tanker, op på; derfor lod jeg mig nok styre af mit underliv; det var dybt uprofessionelt og faktisk uforskammet overfor en, der besøger sin døende … ææææh… partner, og derfor var din lussing fuldt ud berettiget og noget af et ”wake-up-call”. Dea begyndte at hælde vin i vandglas. ”vil du ha’?” Ida nikkede: ”et halvt.” Dea rakte hende glasset og skålede med antydningen af en armbevægelse. ”Skal jeg stoppe?” spurgte Dea. Ida rystede på hovedet: ”Det er ok, hvis du kan bære, at jeg kan tude når som helst, kan vi godt fortsætte. Og indtil videre har du haft ret i dine betragtninger, men du har endnu ikke stillet spørgsmålet.” Dea smilede ned i glasset. ”Nej, det har jeg vel ikke. Det er nok, fordi jeg slet ikke har et spørgsmål. Jeg har tusind, der i en syndig forvirring farer gennem hovedet, og som får pulsen til at stige, og, hvis jeg må være så intim, min mis til at være fugtig.” ”Du er modig. Hvor kommer tilliden fra, til at blotte dig sådan for mig?”, spurgte Ida forsigtigt. ”Desperation. Og måske er du den eneste virkelige person, jeg har mødt, der kan bekræfte, at det, jeg har i hovedet, ikke bare er SYGE fantasier.” ”Så har jeg nok brug for spørgsmålene,” konstaterede Ida. Måske kan jeg slet ikke formulere dem. SÅ nu vælter jeg bare ud. Gik du rundt og kommanderede fra morgen til aften og svingede med pisken? Havde Kamilla virkelig ordrer om, hvordan hun skulle klæde sig? Straffede du hende, når hun var næsvis eller ulydig? Hvordan? Havde hun slet ikke noget at sige?” Ida smilede mildt: ”Det var mange spørgsmål. Næsvis var hun sgu altid. Det kunne jeg slet ikke have overkommet at straffe. Ja, jeg havde bestemt, hvordan Kamilla skulle klæde sig. Jeg bestemte i det hele taget stort set alt, i og udenfor sengen. Men Kamilla – undskyld jeg tørrer mine øjne – Kamilla havde jo en del at sige, for hun måtte jo tale om alt. Og det tog jeg selvfølgelig hensyn til – det var jo ikke for at genere hende, vi var sammen; det var bare mig, der bestemte. Og nogle gange blev hun straffet; og det kunne både være slag, fiksering eller små spøjse opgaver. Men ikke altid. Det var jo noget, jeg bestemte. Og derfor bestemte jeg også, om jeg gad eller om det var umagen værd. Men så skal du også huske, at når jeg siger ‘straffe’, så var det jo meget sjældent, at de ikke blev fulgt op af mere lystfyldte ting, der skulle sige ‘jeg elsker dig alligevel’” ”Det lyder faktisk dejligt,” sukkede Dea henført, og ville vide: ”Var det, I havde, det man kunne kalde et dominant forhold.” ”Man kan nok kalde det meget,” Ida nippede til sit glas, ”men jeg kan nok være temmelig dominerende.” ”Den, der havde øjne, kunne godt se det. Alt det, savner du det ikke?” spurgte Dea. ”Der er andet, jeg savner meget mere; men jo, jeg savner også det, ligesom jeg savner en varm krop i ny og næ.” ”Jeg er ikke Kamilla”, Dea tyggede på ordene, ”og jeg ved ikke, om jeg overhovedet tør og bør sige dette: jeg kan nok heller ikke være din kæreste. Men hvis jeg i ny og næ kan være en varm krop i din seng og kan lære noget om fantasierne i mit hoved, så vil jeg gerne byde mig til som en slags tilkalde-lover. Nej, hvor lød det dumt” konstaterede Dea. ”Det lød ikke dumt Dea; for det virkede ret gennemtænkt. Men det lød ukonventionelt. Men jeg skal stille dig et spørgsmål: Du ved godt, hvordan det er med hunde, ikke? Den første tid skal man bruge en masse energi på at øve lydighed med dem, før man for alvor kan få det sjovt med at have hund”, indvendte Ida. ”Er det, du siger, at tøjlerne kan blive temmelig stramme, indtil jeg er ‘afrettet’, og først, når jeg kender min plads, kan det blive rigtig sjovt?” spurgte Dea, og lyste op, da hun havde gennemtænkt det og fortsatte: ”men det betyder jo ja!” ”Vent lige! Jeg hører rigtigt, når jeg har forstået, at du ønsker dig, at blive domineret?” spurgte Ida for at være helt sikker. Dea nikkede. ”Sig det højt!” Ida lød bestemt. ”Jeg vil gerne domineres”, Dea rankede sig i sengen. ”Ja ok. Hvis vi er enige om, at det er deltid, når det passer mig, på mine præmisser og selvfølgelig kun, når det ikke kommer på tværs af dit eget liv. Og hvis vi er enige om, at ingen af os nogensinde skal høre for, hvis det ikke virker for den anden. Og så vil jeg have, at du skriver det hele ned og underskriver, og der skal udtrykkeligt stå, at du accepterer fysisk afstraffelse og ydmygelse som del af den seksuelle leg.” Dea fandt papir og kuglepen frem, skrev en tekst på en halv side og underskrev. Hun rakte papiret til Ida, der læste og nikkede. ”Har du mere tid i dag?” ville Ida vide. ”Jeg har fri nu”, oplyste Dea. ”Hvad drømmer du så om?” ville Ida vide. ”Den mest pirrende filmscene, jeg kender, er i O’s historie 2. Dér, hvor tennispigen skal tage sine trusser af. Der er ingen tvang. Der er bare en magt, hun vælger at underlægge sig. Det er magten, der taler, og tennispigen, der må lægge krop til det, hun ikke ved, kommer. I det hele kan jeg godt identificere mig med hende.” sagde Dea tænksomt. ”Men jeg slipper for smøren om, at du vil være som mig, håber jeg”, spøgte Ida. ”Jeg kan høre, du kender filmen”, svarede Dea sendrægtigt, ”men  undskyld, jeg tror nok, at jeg hellere vil være som Kamilla.” ”Det er ikke noget dårligt valg”, sagde Ida venligt, men så ændrede hendes stemme karakter mod det bryske: ”Klæd dig så af, og vis og forklar mig hver detalje på din krop.” I en fart var Dea ud af tøjet. På trods af fregnerne var Dea en af dem, der havde brune brystvorter, bemærkede Ida. Og uden at Ida overhovedet rørte hende, viste og forklarede Dea, spredte sine skamlæber, trak i sin klit, så Ida bedre kunne se; fortalte om sin stjerne, at hun hidtil kun havde brugt den til at skide, om sine brystvorter, at hun troede, at de var mere følsomme end andres, om sin fisse, at der vel havde været drenge i den, men mest hendes dildo. Dea blev overrasket, da Ida også ville vide noget om ansigtet. Men så forklarede hun, at tungen hidtil kun har været brugt på drenge, men vist nok kun på to pikke, men at læberne da også havde været i berøring med piger. ”Stønner den højt?” ville Ida vide om munden, men Dea kunne kun oplyse, at den da stønnede, men at hun manglede noget at sammenligne med. ”Hvad kigger øjnene efter?” spurgte Ida. Dea tyggede lidt på den, men svarede, ”En god røv og en rank ryg. Jeg har et spejl, hvis du har brug for at kigge efter.” ”Tak”, smilede Ida, og fortsatte: ”Læg dig på sengen og onanér, og se mig i øjnene hele tiden. Vær stolt af din krop. Vær stolt af dit mod!” Det var så som så med modet, men efter en spagfærdig start kom der fut i Dea. Og uanset Idas anvisning, lukkede hun øjnene, da hendes åndedræt blev mere og mere overfladisk og mere og mere højlydte, liderlige klynk kom ud af hendes mund; kort efter spændte hun kroppen i en bue, brummede som en kronhjort og sank sammen som en sæk kartofler. ”Ud fra det, du har læst, hvad gjorde du forkert her?” spurgte Ida. ”Jeg glemte at sige tak?” foreslog Dea. ”Ida smilede: ”også det, men det tænkte jeg nu ikke på.” ”Nu ved jeg det!” udbrød Dea, ”jeg glemte at se dig i øjnene. Undskyld.” ”Korrekt. Og?” ”Skulle jeg have haft lov?” Ida nikkede. ”Og derfor skal du en tur på mit knæ. Og fordi du får begynderbonus vil jeg nøjes med at give dig fire kontante slag med den trælineal derovre, som du nu henter og beder mig om at blive straffet med.” Ida kunne sagtens selv have nået den. Men Dea gik uden at kny, rakte Ida linealen og bad om at blive straffet med den og lagde sig straks, en smule kluntet, tværs over Idas skød. Det var tydeligt, at det havde hun ikke prøvet før. Ida gav de fire slag. De fire klynk, det medførte, var ikke til at skelne fra de klynk, som var kommet inden Deas orgasme. ”Saml dig sammen, og tag det tøj, der er nødvendigt til en tur i skoven. Vi skal på tur”, befalede Ida, da hun var færdig. Dea stod længe foran sit klædeskab, men endte med at tage en selvlysende pink sportsbh-top og et par løbetights og løbesko på fødderne. Hun præsenterede det for Ida med ordene: ”Mindre tror jeg ikke, jeg kan være bekendt at vise dig med.” ”Rigtig dejligt, at du tænker med, Dea. Jeg havde nu tænkt gåtur mere end løbetur, men vi kan godt hente mit løbetøj undervejs.”

Da en af de andre piger på gangen rødmede med et fnis, da de kom ud af værelset, gik det op for Ida og Dea, at Dea vist ikke stønnede helt stille. De havde mildest talt svært ved at holde masken ud til bilen.

Hjemme skiftede Ida til tights og T-shirt. De kørte til en skov nordøst for Middelfart, langt ude af Idas skoledistrikt. Turen med den livsglade unge pige gjorde Ida rigtig godt. Faktisk blev Ida grebet af kådhed; så da det ikke lod til, at Dea var i god form, sagde hun til Dea: ”Den, der sidst når til det træ derovre, skal af med toppen i ét minut”. Og da hun havde sagt det, så hun blot støvskyen. Da Ida selv omsider nåede frem til træet, længder efter Dea, der bare stod og grinede, trak hun toppen af og rakte den til Dea, der begyndte at tælle ”én kasse øl, to kasser øl….” Da Dea var nået til ” 34 kasser øl”, dukkede to mountainbikekørere op, der vist ikke ænsede noget som helst undtagen deres rute, men Ida blev så forskrækket, at hun tog hænderne op foran brysterne, da de drønede forbi. ”Det var tarveligt, Ida, uanset, hvem der bestemmer.” Dea lød lidt indigneret. ”Hvis jeg bestemte, ville jeg nok bestemme en ekstrastraf. Men det er jo ikke et spørgsmål om, hvem der bestemmer, men et spørgsmål om ære.” ”Du har ret, undskyld. Det var faktisk tarveligt. Og uanset, hvem der bestemmer, skal man ikke være tarvelig. Det var nok et anstrøg af panik.” Ida trådte så ud af sine tights og rakte dem til Dea, der sagde ”du må hellere stå med hænderne bag nakken med dine reflekser.” Ida flyttede lydigt hænderne. Dea trådte hen til Ida, og trak hendes g-streng lige den smule til side, der gjorde, at den, der kiggede godt efter, kunne se hendes klit og mis og ringene, og Deas fingre strejfede ligesom tilfældigt det hele, hvilket frembragte et dybt suk fra Ida, da Dea med et frækt smil trak fingeren til sig og  begyndte at tælle: ”Én kasse øl, to kasser øl…”. Da Dea var nået til tres kasser øl, havde der ikke været nogen, der kunne have kigget efter. Og en lettet Ida tog sit tøj på igen. ”Hvad skulle vi egentlig her i skoven, ville Dea gerne vide.” ”En stille skov er et godt sted for lydighedsøvelser. Det er bare det. Én af fordelene ved de tights, du har valgt, er at de kan rulles ned og hurtigt op igen. Med et snuptag blotlagde Ida det meste af Deas numse og køn. Sådan gik de videre. Da Ida havde rullet Deas bukser op igen, fik Dea besked på at tage brysterne frem og trække dem lange på skift mens de gik. Dea skulle senere kravle på alle fire gennem det bløde mos. Hun lærte alt om apport, rul rundt og dæk. Noget af vejen skulle Dea gå med to fingre i fissen. Og i en krog af skoven, som Ida vidste var øde, og hvor Dea var nøgen, lærte hun også at gø. Desuden lærte hun, hvordan Ida ville slikkes. Og fordi hun en enkelt gang var lidt for næsvis, syntes Ida, lærte hun også, hvordan det er at gå med andres brugte trusser i munden og at være bagbundet med en plastikstrips, som Ida ’tilfældigt’ havde med sig, de sidste par hundrede meter til bilen.

I bilen fjernede Ida plastikstripsen, men trusserne fik lov til at blive, indtil de nåede Kolding.

På parkeringspladsen ved kollegiet sagde Dea: ”Tak Ida. Det var en stor og intens oplevelse for mig. Det har oven i købet været sjovt. Jeg er ikke skræmt. Tværtimod er jeg tændt. Så liderlig så længe mindes jeg ikke at have været før. Inden jeg går ind, har jeg nogle spørgsmål: Må jeg onanere?” ”Da JEG ikke vil, at dette bliver fuldtids, så vil jeg ikke bestemme, hvad du gør i den tid, hvor jeg ikke bestemmer. Men spørger du mig, hvad jeg ØNSKER, så nej”, svarede Ida, ”Og hvis du vil gøre, som jeg ønsker, men ikke kan holde det, kan vi sige: ‘Efter telefonisk konsultation’”. Dea nikkede. ”Er der nogle ønsker og regler, som jeg skal tage højde for til næste gang vi ses, Ida?” ”Ingen kropsbehåring, ingen trusser, ingen bukser. Se godt ud. Og har du en af de sygeplejerskekitler, man ikke har bukser til?” Dea nikkede. ”Se, det synes jeg, er en interessant beklædningsgenstand under visse forhold!” sagde Ida. ”Jeg troede, det kun var drenge”, sukkede Dea. ”Jeg har heller ingen bryster” smilede Ida. ”Hold op! Du har et par lækre små bryster, som jeg glæder mig til at se igen. I øvrigt ligesom resten.” ”Du er sød! Vi ses”, svarede Ida.

Med et koket blink forlod Dea bilen, vinkede en enkelt gang, og væk var hun.

Da Ida kørte hjem, tænkte hun: ”Enkefru Decker-Hjemborg, hvad er det egentlig, De har gang i?”

Fortsættes HER