Kunsten ikke at tabe ansigt

En af de første regler jeg lærte da kom til Østen var: DU MÅ IKKE TABE ANSIGT. Men lige så vigtig en regel er: DU MÅ IKKE LADE DIN MODPART TABE ANSIGT. 

Begge disse regler løb gennem mit hoved da jeg konfronterede mr. Fung Yai Young med den kendsgerning, at der manglede 4000 RMB (= Folkets penge = formand Maos = ca. 3800 d.kr.) i hans rejseafregning. Fung blegnede under den gule hud. Han havde ikke regnet med at jeg ville krydsrevidere. “Please, Sir De må ikke lade Mr. George (vores adm. direktør) vide det. Jeg bliver smidt ud, jeg kan ikke se mine forældre i øjnene og jeg taber ansigt overfor mine venner.” Jeg så på ham. 25 år, på vej til at skabe sig en karriere som sælger, og så laver han sådan en dumhed. Pengene var højst sandsynligt havnet på små listige steder efter arbejdstid hos små endnu listigere piger. Jeg tænkte på regel to. Du må ikke lade din modpart tabe ansigt. På den anden side hvis JEG ikke gjorde noget var det MIG der tabte ansigt! “Godt, har du noget forslag?” Jeg hørte et næsten uhørlig lettelsens suk. Han havde chancen for ikke at skulle fortælle sine forældre, at han var fyret og for ikke at skulle rydde sit skrivebord medens alle kollegerne så på det. “Giv mig prygl, Lau Ban.” Lau Ban betyder på kinesisk ”Høje Chef” og nu appellerede han til mig om at undgå katastrofen, vel vidende at jeg var nødt til at foretage mig NOGET! Jeg trak vejret dybt. Jeg kendte godt den kinesiske tradition med korporlig afstraffelse, men viste også, at det næsten altid var indenfor den lukkede familiekreds. “OK, du stiller i morgen, lørdag kl. 12 på min privatadresse, og du medbringer selv et passende spanskrør.” “TAK… SIR” mumlede han og forsvandt, medens jeg gik i gang med at spekulere på, hvordan jeg skulle postere 4000 RMB uden George’s indblanding. (Det viste sig senere, at han havde haft en mistanke, men havde besluttet, at lade mig selv ordne det.) Jeg boede på det tidspunkt i et højhus, 32 etager, på 21 etage. Det var forholdsvis vel lydisoleret, men man kunne dog, fra tid til anden, høre skrigene af en uvorn hustru der blev tugtet, eller en opsætsig teenager der fik klø af sin far. Det var sjældent, men det skete, og jeg regnede med Fung’s eventuelle skrig, ville blive opfattet som sådanne af naboerne, hvis de hørte noget.

Jeg agtede ikke at lade ham slippe helt let. JEG ønskede ikke at tabe ansigt!

Klokken 11 gik jeg ned i det lokale supermarked der lå i samme bygning overfor et taoist tempel. Det var et lille supermarked, som væsentlig blev benyttet af indfødte, men det var venligt, og de havde det, jeg skulle bruge… som regel. Da jeg kom ud af supermarkedet, så jeg til min forbløffelse mr. Fung Yai Young, let genkendelig på et par blå cowboybukser og en irgrøn sweatshirt med vores firma-logo, på vej over til templet. Han købte tre jos-sticks, dvs. røgelsespinde ved indgangen, tændte dem og placerede dem i den store jerngryde fyldt med sand midt på tempelpladsen. Så knælede han, foldede håndfladerne mod hinanden og bøjede hovedet dybt. Sidstnævnte gentog sig tre gange. Så rejste han sig og gik helt hen til templet, hvor han igen knælede foran en gudestatue, som jeg ikke kunne se. Atter lagde han håndfladerne mod hinanden og panden helt ned i jorden.

Taoisterne har et utal af guder, og jeg begyndte at spekulere på, om der fandtes en for afværgelse af striber fra spanskrør, og om han havde meget at gøre. Eller om den gode Fung simpelthen var ved at samle mod til det, der skulle ske klokken tolv.

På slaget tolv ringede han på min dør. Jeg lukkede op, og der stod han medbringende et spanskrør. Ansigtet var ubevægeligt, nærmest forstenet. Den gule farve var erstattet af en mere hvid. “Godt, det er sidste chance for dig til at sige fra,” fortalte jeg ham. “Jeg skal nok tage min straf Lau Wai,” mumlede han med øjnene slået ned. Nå, nu var jeg blevet forfremmet til Lau Wai, ”agtværdige onkel”, en betegnelse man bruger om ældre personer, som man ikke er i familie med, men som fortjener stor respekt. “Tag bukserne af!” Ansigtet er ubevægeligt, men farven har skiftet til rød. Han er ved at tabe ansigt! Et klik fra bæltespændet, en knap der åbnes, en lynlås der lynes ned og bukserne begynder at dale ned om anklerne. De sad så stramt især over røven, at han måtte hjælpe med hænderne. Farven i ansigtet blev endnu mere mørkerød! Omsider kom de da ned og afslørede et par meget små, meget stramme sorte mandetrusser. “Underbukserne!” Han lukkede øjnene, medens han krænger dem af. “Læg dig over stolen!” Stolen er en helt almindelig stol med fire ben, uden armlæn og læderpolstret. Jeg bruger den som skrivebordsstol. “YES SIR!” Han lagde sig på maven. Jeg kunne se hvordan der var gåsehud på ballerne. Både de og lårene rystede ukontrollabelt. ”Op med røven, HELT OP! Håndfladerne ned i gulvet. OG DER BLIVER DE!” Han gjorde som der blev sagt, uden at mæle et ord. Jeg gik hen til ham, og trak den grønne sweatshirt op… næsten til skuldrene. Jeg kunne mærke varmen fra hans krop, til trods for at airconditionen kørte, var huden på ryggen var dækket af svedperler. Han lå helt stille og ventede på sin straf. Så tog jeg hans medbragte spanskrør. Det var OK. Den rette længde, den rette tykkelse og den rette smidighed. Jeg lod det svirpe gennem luften, så han kunne høre det. Gad vide hvor han havde fået det fra. Fra sin far måske. Havde det været brugt på hans røv før, og kendte han effekten af det? Hvad vidste jeg om ham? Yngste søn med to ældre brødre. Boede stadig hos sine forældre. Fik han mon stadig tæsk, hvis han ikke opførte sig ordentligt? Var det mon derfor han var rædselsslagen ved tanken om at blive fyret? SWICH!! Det første slag… Åååh. Han skreg ikke men der kom et dybt suk. Åaaagh, et nyt slag, et nyt suk. Jeg fortsatte med at slå, og Fung fortsatte med at stønne. Det var det eneste der kom over hans læber. Ingen form for AV eller skrig bare en stønnen. Spanskrøret var godt, velafbalanceret og nemt at styre. Det ramte lige der hvor jeg havde planlagt… hver gang. Og det kunne mærkes. Han sagde ikke noget, men stønnede bare samtidig med at hans krop vred sig fra side til side på stolen. Hans ende gik op og ned, men spanskrøret fandt sin vej… hele tiden. Iiiigh!ååååågh! Håndfladerne lå ikke fladt på gulvet mere. Begge hænder var fast knyttede i et forsøg på at dulme smerten. Jeg kunne føle, at han havde mest af alt lyst til at lade dem gribe om sine baller, men han vidste, at det var “forbudt område” og at det nok ville gøre ondt værre. Jeg fortsatte med at slå, og Fung fortsatte med at stønne. Hans gule røv skiftede udseende. Først blev den stribet, så blev den rød, delvis blå, over det hele, fra ryggen til ned på den øverste del af lårene Til sidst begyndte huden at revne. Efterhånden holdt han op med at vride sig. Han lå bare over stolen og tog imod sine slag, medens han stønnede. Han trak vejret tungt, og på mit pæne gulv, under stolen havde der dannet sig en lille sø! Så holdt jeg op. Der var ingen grund til at mishandle ham. “Find dit tøj og tag det på.” Jeg så hvordan det gav et ryk i ham da underbukserne kom i berøring med ballernes rå kød. ”Her har du dit spanskrør, nu kan du gå hjem.” Under hele omgangen havde han ikke sagt noget. Nu bukkede han med noget besvær, medens han sagde: “TAK… SIR!”

Han gik ud af døren, men medens han ventede på elevatoren hørte jeg ham tale med sig selv: “ÅÅGH HIMMEL MIN RØV… HVOR GØR DEN ONDT!”

PS. Fra min altan kan jeg i kikkert se ned på tempelpladsen. Jeg så en skikkelse med en irgrøn sweatshirt gå over mod det gudebillede, jeg havde set før. Han stoppede, så bøjede han sig med stort besvær ned på knæ og lagde panden mod jorden. Jeg gad vide, hvordan han har båret sig ad med cowboy bukserne spændt stramt ud over den stribede røv.

Mon han har løsnet bæltet og lynet op foran hvor ingen har kunnet se det?