Kulturkløft – Miki kommer til landet

“Miki” sagde den fremmedartede pige udenfor døren og rakte hånden frem. Et øjeblik forinden havde det ringet på døren til min etværelses kollegielejlighed, og nu stod jeg forvirret på et stort tandsmil, brune “skæve” øjne, gyldengullig hud og sort hår, alt sammen placeret på en slank lille pige på min egen alder. “Øh… Sebastian,” svarede jeg og tog hendes hånd. Det viste sig, at Miki var flyttet ind i kollegielejligheden lige ved siden af. På et kuriøst engelsk fik hun forklaret, at det firma hjemme i Japan, hendes far arbejdede i, havde givet hende et et-årigt stipendium på “mit” universitet, hvor hun skulle forske til en ph. d.

Da man på mit kollegium ikke havde noget storartet socialt liv, idet alle har eget køkken og bad, kom Miki i de første dage til “Sebastian, my honourable neighbour”, hvis der var noget, hun blev forvirret over noget i vores vesterlandske samfund.

Miki havde ikke boet her en uge, da jeg kom hjem fra universitetet, mens Miki lige var på vej ud af kollegiets indgang, næsen dybt nede i et kort. Det efterfølgende gik så hurtigt, at jeg knapt kan beskrive det. Jeg så Miki, jeg så kortet, jeg så lastbilen komme. Jeg husker, jeg løb; og det næste jeg husker, var at jeg lå ovenpå en forskrækket Miki på fortovet. Miki mumlede noget på japansk, en anden kollegianer kom løbende og sagde, at han ikke havde anet, at jeg kunne være så hurtig, men at det var hammersejt, hvordan jeg havde flået hende væk fra kørebanen.
Da jeg havde fået pulsen nok ned til at tænke klart igen, var Miki forsvundet.

Det var aften, da det igen bankede på min dør. Miki stod udenfor og bad om at komme ind. Hun afslog mit tilbud om en siddeplads, men hele hendes fremtoning signalerede, at hun ville sige noget vigtigt. Så jeg satte mig og lyttede. “Honorable Sebastian. I owe you my life.” Min indvending om, at det da ikke var noget særligt, affejede hun med, at det var ret særligt for hende; og tilføjede som forklaring, at også, hvis hun havde lånt en million af en milliardær, og det ikke var noget særligt for ham, ville hun føle sig som en tyv, hvis ikke hun betalte tilbage. “What are you telling me?” spurgte jeg, lidt forvirret.
“I OWE you my life. I GIVE you my life. You need cleaning – I clean. You hungry – I cook. Your clothes dirty – I laundry. You want tea – I make,” svarede hun. Min nedarvede jyske bondefornuft kunne sådan set følge hendes tankegang noget af vejen; “Hver mand svarer sit”, siger man jo. Men vi er jo nok mere parate til at afrunde nogen hjørner i vores kultur og at betale vores “gæld” med en æske chokolade og et “tak”.  “I can’t accept that,” svarede jeg, faktisk lidt rystet over kompromisløsheden. “Please accept,” tiggede Miki, “don’t let me live in shame. In mirror I see every day a thief, who not pay what she owes. Please let me serve you!”
Jeg kunne se, Miki var grædefærdig. Men når det nu var så vigtigt for Miki, kunne jeg vel sige ja til lidt luksus, uden at føle mig som et dumt svin? Jeg overvejede lidt. Og rengøring er træls. Jeg sagde ja med en bemærkning om, at ordningen gjaldt indtil hun mente, at hendes gæld var betalt.

Så Miki gjorde rent. Miki lavede te. Miki vaskede tøj. Men efter nogle dage, hvor Miki mere eller mindre gik ud af min lejlighed, kom hun pludselig hen til mig. 

“Forgive me I ask, honourable Sebastian, but you no… no..  You have no girl?” “It is ok to ask,” svarede jeg, “no, I have no girl!” “You not find me attractive?” “I find you very attractive, Miki.”

“You like boys better than girls?

I read that in Denmark people tolerant.” “No Miki, i like girls!” svarede jeg undrende. Miki så ligeledes undrende på mig: “You made religious vow of no sex?”

Normalt er jeg ikke langsomt opfattende, men først hér begyndte det at gå op for mig, hvor Miki ville hen. Dette blev blot bekræftet af det, Miki sagde så: “I owe you my life. I give you my life. My life not only hands and head. My li

fe also pussy and breasts. My life means whole of me! I serve you!” Mens Miki sagde dette, begyndte hun at knappe sin skjorte op. Jeg stirrede målløst på hende og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle tackle situationen – selv om det var temmelig klart med en efterhånden nøgen og villig pige på værelset. “Miki, you are not my slave!” fik min samvittighed mig til at sige. “Slave?” spurgte Miki overrasket, “no, slave has to do. I choose to do! It is wrong to want to serve?” Det kunne jeg ikke finde noget svar på, så jeg rystede blot på hovedet. Miki stod stadig og ventede, nøgen og undrende. Jeg blev opmærksom på, at hun havde en gigantisk sort trekant. Igen var der en stemme i mig. Denne gang sagde den: “Det er ok, hvis hun vil”. Jeg indså, at stemmen havde ret. “Miki,” sagde jeg , ” open my trousers!” Mike kiggede spørgende op på mig, da hun havde åbnet bukserne. Jeg nikkede, og hun fiskede min pik frem. “Kiss it!” beordrede jeg. Så behøvede jeg ikke beordre mere. Miki gik ned i knæ foran mig og kyssede min pik. “Med et ‘if it ok’ tog hun min pik i munden. Hendes lille tunge vævrede på mit pikhoved mens hun suttede. Kort efter kom jeg. Mikis spermfyldte mund slap ikke pikken. Tydeligvis afventede hun en instruks. “Swallow,” fik jeg omsider taget mig sammen til, mens jeg trak den ud med et lille blop. Miki sank. “Thank you!” sagde hun, fuld af overbevisning. Ikke at mit erfaringsgrundlag var voldsomt stort. Men der havde aldrig været nogen pige før, der havde takket mig for at få lov til at slikke mig og synke min sperm. “I am not entirely satisfied,” fortalte jeg. “Oh no! What I do wrong?” spurgte Miki med oprigtig beklagelse malet i ansigtet. “I want you shaved!” fortalte jeg. “Everywhere? Like little girl?” spurgte Miki, der vist ikke havde opdaget, at hendes sidste spørgsmål var blevet temmelig tvetydigt, fordi hun sparede på verberne, når hun talte engelsk. Jeg nikkede og hun fnisede. “I like to, if you pleased. But I never did and have no one to ask,” mumlede Miki, der pludselig så ud til at være lidt trist.

Her stod Miki, lige ankommet til Danmark fra Japan, i en situation hun næppe havde forudset hjemmefra med en opgave, som jeg havde stillet – og uden veninde at spørge til råds. Jeg tror, hun følte sig meget ensom lige dér. Jeg måtte gøre noget. Men hvad?

Fortsættes HER