Køreturen

Sikken et heldigt tilfælde. For bare 10 minutter siden havde der kun været en trist køretur hele vejen op igennem Jylland forude. Havde jeg så bare kunnet køre lige hjem. Men nej – jeg havde lovet at aflevere Peters videokamera i Ringkøbing, så det med motorvej kunne jeg godt glemme. Med den afstikker var der sørme langt fra grænsen til Ålborg.

Men så var den kommet. SMS’en. Jeg havde egentlig altid afskyet mobiltelefoner, men efter jeg nødtvunget selv havde købt en, må jeg indrømme, at SMS-beskeder fungerer godt. Og så havde de givet mig Pia tilbage! Ja, det er ikke helt rigtigt – vi har da kendt hinanden i mange år, men kontakten var blevet lidt sparsom, efter hun var blevet gift. En telefonopringning et par gange om året med udveksling af almindeligheder om mand og børn – men det havde godt nok ændret sig.

Jeg smilte lidt for mig selv, mens jeg drejede ind mod Haderslev. Pia VILLE bare have mit mobilnummer dengang i foråret og knap havde jeg fortalt hende det før den første besked bippede ind. Siden da havde jeg hørt fra hende næsten hver dag og på det sidste havde beskederne oftere og oftere taget en let intim drejning. Som nu dengang, hun SMS’ede fra badekarret og fortalte, hvor ren hun blev. Jo tak – det troede jeg på!

Banegården – banegården, hvor pokker var det nu, den lå? Det var den, hun nævnte i SMS’en. Hun stod der og skulle hjem fra en fest hos en gammel veninde. Jeg var naturligvis hurtig til at foreslå, hun kørte med mig i stedet, når jeg nu alligevel var på de kanter. Godt nok skulle jeg lidt en omvej, men det kunne selskabet vel opveje? Heldigvis sagde hun ja – det var vel efterhånden et par år siden, jeg sidst havde set hende, så lige pludselig var jeg glad for, der var langt hjem.

Hov, der var den – og det var hun også. Der var ingen tvivl, hun lignede sig selv. En flot pige havde hun altid været og et kort øjeblik strejfede tanken om badekars-SMS’en mig igen. Fantasierne havde kørt langt den dag, men jeg slog det hen igen. Sådan var det jo ikke imellem os.

De første kilometre bragte ikke megen nyt for dagen – løst og fast – dejligt vejr, gamle venner og så meget andet, som nu skal udveksles efter lang tid. Men så var det at bogen kom ind i billedet. Eller på banen, må jeg hellere sige, for faktisk har jeg endnu aldrig set den. Bogen, altså. Pia nævnte den først i en sidebemærkning. Noget om, hvor lang togturen ville have været, fordi hun næsten var færdig med sin bog. “Hvad handler den om?” havde jeg naturligvis spurgt. Der gik nogen tid, inden hun svarede – ikke påfaldende længe, men næsten. “Mennesker,” smilede hun stille. Det undrede mig. Ikke det med menneskene – Pia interesserede sig meget for psykologi og menneskers omgang med hinanden – næh, det var smilet. Et lidt skævt smil og så så hun på mig – og blev ved med at se på mig.

Jeg spurgte mere til bogen – gættede på handlingen, emnet – men ramte ikke plet. Denne gang var det ikke urbefolkningen på Ny Guinea ellers langtidsmén hos krigsfanger, der havde fænget hende, så til sidst gav jeg op. “Sex,” sagde hun, mens hun stadig iagttog mig, “det er små historier om mennesker, der har sex med hinanden.” Den slog mig lidt ud. “Nå, men jeg har en stabel gamle Rapport derhjemme – du kan da få ‘de grå sider’ derfra,” sagde jeg i et fortvivlet forsøg på at virke lidt kæk. Et forsøg, der var dømt til at slå fejl! Smilet forsvandt straks. “Nej, det er ikke sådan nogle historier. Det er…….” Hun tav og det var mit halmstrå, som jeg straks greb. “Hvordan er de så?” spurgte jeg og kiggede over på hende. Hun svarede ikke og det gav mig tid til at samle mig. Nu havde jeg teten og den klamrede jeg mig til. “Fortæl mig om dem,” fortsatte jeg, men svarene var undvigende, men ikke afvisende, så jeg blev ved med at presse på. “Det er bare nogle små korte noveller om……” “Om hvad? Kom nu med det,” – efterhånden var jeg ved at være lidt irriteret. Hvorfor var hun begyndt, hvis hun alligevel ikke ville sige noget? “……….om mænd, som får deres vilje,” sluttede hun, mens hun nærmest påtaget stirrede ud af forruden.

Der var stille lidt igen – det kørte hurtigt inde i mit hoved – intelligente bemærkninger var langt væk lige nu. “Hvad bruger du dem til?” spurgte jeg klogt. “Det er vist ikke lige noget, du vil høre om,” sagde hun – men igen ikke særligt afvisende og nu ringede klokken så ganske svagt. Vi havde stadig langt hjem – den her køretur kunne godt blive spændende. “Jo, jeg vil – fortæl mig om dem,” fortsatte jeg med en tone, som jeg gjorde mig umage for, lød bestemt. Hun kiggede igen – sådan havde hun aldrig set på mig før. Smilet var tilbage, men det var øjnene, der fangede mig. Sorte og klare!!!

Hun undveg igen behændigt og begyndte at fortælle om bogen. Hvem, der havde skrevet novellerne og i det hele taget alt, hvad der kunne fortælles om bogen uden at komme ind på dens hovedemne. Meget uskyldigt – men jeg måtte ikke lade hende slippe af krogen, jeg måtte have hende tilbage på sporet. “Fortæl mig din yndlingshistorie,” afbrød jeg pludselig. Hun tav brat og ledte efter et svar. “Den er lang..” forsøgte hun sig, men den røg jeg ikke på. “Vi har over en time endnu – bare kom i gang!”

Nu begyndte det at gå lettere og jeg fik mere tid til at håndtere situationen. Historien skred langsomt fremad, men jeg hørte ikke så meget efter. Iagttog mere og kom af og til med små stikpiller: “Hvordan føler du dig nu?” “Drømmer du, du er hende” osv. Hver gang gled hun af på svaret, men jeg kunne se, det rykkede lidt i hende, når hun blev afbrudt.

“Du sidder jo og bliver våd,” fastslog jeg pludselig. Den kunne hun ikke umiddelbart glide af på! Hun hakkede lidt i et benægtende svar, mens hun kiggede ned og jeg kunne også spore en svag rødmen i kinderne. “Ti mod en på, jeg ramte plet,” tænkte jeg for mig selv og så igen ud af forruden. Længere fremme så jeg et skilt. ‘P 200 m’. Jeg fulgte en hastig indskydelse og drejede ind. “Hvad skal vi her?” spurgte hun lidt foruroliget, men jeg var sikker på, at den svage dirren i stemmen ikke skyldtes frygt, men i stedet en sød spænding. Jeg svarede ikke og koncentrerede mig bevidst om parkeringspladsen. Fint, der var ikke nogen derinde, så jeg standsede bilen. Nu måtte jeg prøve at løbe linen ud overfor hende.

Jeg vendte mig mod hende. “Giv mig dine trusser!” Der kom det blik i øjnene igen – hele ansigtet sagde: “Hva’be’har??” men øjnene blev mørke. Den var der, hun ku’ li’ det! “Du hørte det godt – kom med trusserne,” gentog jeg. Tøvende begyndte hun at pille ved knappen på bukserne, mens hun spørgende kiggede på mig. “Fortsæt nu – vi kan ikke holde her hele dagen, så se nu at komme i gang,” kommanderede jeg. Jeg smilte lidt, da hun kantede sig rundt i sædet. Min lille bil var helt åbenbart ikke det mest egnede sted til at krænge et par stramme jeans af, men så meget større var fornøjelsen ved at iagttage anstrengelserne.

Hun var snedig. Da hun endelig havde fået jeansene af, blev de brugt som dække, mens hun smuttede trusserne af ude af syne for mig. “Her,” sagde hun med en påtaget, fornærmet tone, da hun rakte mig trusserne. Jeg lod fingrene løbe hen over trusserne. Ganske rigtigt – helt upåvirket af situationen havde hun ikke været. Jeg fastholdt hendes blik, mens jeg undersøgte dem og hun vidste, jeg kunne mærke de små, våde pletter. Jeg måtte straks gå videre. “Bukserne også,” forlangte jeg. “Du kan ikke bare sidde og gemme dig under dem!” Jeg fik bukserne, men straks var begge hendes hænder lagt over kors i skødet. Hendes trøje var også lang nok til at dække nogenlunde, så igen måtte jeg finde på noget.

Bagagerummet! Jeg havde et par bagageremme til at ligge der, var jeg sikker på. “Vent her,” sagde jeg og steg ud af bilen. Bukser, trusser og bilnøglerne tog jeg med. Hun måtte ikke få nogen chance for at spille alt for genstridig. Ganske rigtigt, der var remmene. Med kviklås og det hele – hvor var det godt, jeg ikke havde ryddet op. Bukserne og trusserne havnede i det låste bagagerum. Så havde jeg styr på dem og måske det kunne være godt med en klemme på Pia senere.

Jeg gik om på højre side af bilen og åbnede døren. Pia sad stadig og ventede. “Læn dig lidt frem,” beordrede jeg og smuttede den ene bagagerem rundt om ryglænet helt nede ved sædet. “Kom så med højre arm.” Lidt modvilligt flyttede hun på armen, men nu var jeg utålmodig, så jeg tog fat, holdt den ind mod siden af ryglænet og spændte bagageremmen til, så armen blev holdt fast ind mod siden af sædet. Inde i bilen fik venstre arm samme tur. Hendes skød var nu blottet – bortset fra trøjen, som stadig lige akkurat dækkede.

Jeg lod trøjen være. Hun vidste, jeg når som helst kunne løfte op og kigge og uvisheden om, hvornår det ville ske kunne godt bibeholdes nogen tid endnu. Jeg startede bilen og kørte tilbage på vejen, mens Pia fortsatte fortællingen af hendes yndlingshistorie. Nu lod jeg hende få lidt mere fred og lyttede i stedet til historien.

Begyndelsen af historien havde jeg ikke fået så meget fat i, men lige nu gik handlingen ud på, at ‘heltinden’ var blevet beordret til at tilfredsstille en fremmed mand. Pia beskrev meget detaljeret, hvordan ‘heltinden’ blev overrasket over, at hun nød at pakke en fremmeds lem ud og tage det i munden og det var ikke vanskeligt for mig at blive grebet af hendes historie. “Det får konsekvenser for dig, at du sidder og hidser mig op med den slags,” sagde jeg til hende og denne gang var der virkelig ikke megen modvilje bag hendes “Åh nej!”

Jeg rakte ned ved siden af sædet og løsnede den ene kviklås en smule, så hun kunne få venstre arm fri. “Luk op for mine bukser og se, hvad du har gjort,” – men det behøvede jeg næsten ikke sige. Pia var i gang allerede halvt inde i sætningen og selv med venstre hånd var hun hurtig og sikker med knapper, livrem og lynlås. Hun tøvede lidt, da hun kom ind til bulen. “Fortsæt,” sagde jeg, “frem med den og sørg nu for at holde den godt stiv, mens du fortæller videre.”

Historien fortsatte. Jeg fik alle detaljer om, hvad ‘heltinden’ gjorde ved sin fyr og alt imens arbejdede Pias hånd stille og roligt med mit lem. Jeg stillede ingen spørgsmål længere. Pia gjorde virkelig et godt stykke arbejde og jeg var så småt ved at kigge lidt desperat efter et sted at parkere igen. Pia selv så ud til at befinde sig glimrende. Hun fortalte løs med lukkede øjne, mens hun masserede mig. Hun var også begyndt at blive lidt stakåndet, hvilket ophidsede mig yderligere – åh, heldigvis, der var en parkeringsplads.

Igen var vi heldige – pladsen var tom. Jeg parkerede hurtigt. Pia var holdt op med at fortælle og kiggede nu spørgende på mig. Hun trak vejret hurtigt og jeg var klar over, hun var parat til alt nu. “Bøj dig ned og gør mig færdig,” sagde jeg. “Men – det kan jeg ikke, du er nødt til at løsne min anden arm også,” bad hun. “Hvem har sagt, det skulle være let? Du kan sagtens nå – bare klø på!” Hun smilede igen og lænede sig ned over mig. Hun havde faktisk ret – det var ikke let for hende at nå, men efter hun havde kantet sig lidt på plads i sædet kunne hun lige akkurat røre spidsen af mit lem med tungen. Jeg fortalte hende ind imellem, at hun ikke gjorde det godt nok og hun anstrengte sig yderligere, men det var kun skuespil fra min side. Hun gjorde det strålende – i bogstaveligste forstand – og efter kort tid var der dømt aflevering.

Pia beholdt hovedet i mit skød. Hun gav sig lidt og jeg vågnede op til overfladen igen. Hun lå vist ikke ret godt. “Det var godt gjort,” sagde jeg og strøg hende over håret. Men så faldt jeg ind i rollen igen – der var jo langt hjem endnu. Jeg fandt mit lommetørklæde og lagde det ned til hende. “Ryd så op efter dig, så vi kan komme videre!” Hun sukkede lidt. Var det ikke lige det, hun drømte om? Nå, i hvert fald gjorde hun, som der blev sagt og tørrede os begge af. Derefter lukkede hun pænt til efter sig og satte sig op igen. Jeg spændte igen hendes venstre arm fast og gav hende et lille kys. “Fortæl så videre, nu kan jeg koncentrere mig om at køre igen,” smilte jeg og styrede igen ud på vejen mod Ringkøbing.

Snart bemærkede jeg noget. Historien havde ændret sig. Også der var fyren nu blevet tilfredsstillet og som belønning for veludført arbejde tog han sig nu af ‘heltinden’. I begyndelsen tænkte jeg ikke nærmere over det og spurgte en gang imellem til detaljer, som jeg hele tiden havde gjort. Men pludselig slog det mig: Hun prøvede vel ikke på at styre mig? Var det i virkeligheden hende, som havde tilrettelagt hele historien, så den passede til situationen? Ubevidst havde jeg fulgt hende, da ‘heltinden’ skulle tvinges til at gøre fyren færdig og nu var Pia lige så stille i gang med at lokke mig til at tilfredsstille hende? Ikke fordi, jeg behøvede at blive lokket særlig meget. Det var lige før, jeg havde ladet hånden glide ned mellem hendes ben, men nu holdt jeg mig lidt tilbage. Jeg syntes ikke rigtig om den fornemmelse af, at det reelt var hende, som havde fået sin vilje helt fra begyndelsen.

Pias historie blev mere og mere lokkende. Fyren drillede ‘heltinden’. Han kyssede hende over hele kroppen på nær ét sted og hans tunge havde været alle steder på hende – på nær lige netop der, hvor hun higede allermest efter den. Pia åndede tungt igen nu og sad med halvlukkede øjne. Det var svært at holde fingrene fra hende og nu måtte jeg lige mærke efter. Prøvende spredte jeg hendes ben lidt og lod hånden glide ned. Hun var pladdervåd og klynkede lystent. Nu var jeg overbevist – det her var lige præcis, hvad hun ønskede og nu var hun klar over, hun havde mig. “Ja-ja, lille ven. Vi får se,” tænkte jeg for mig selv. Jeg havde fået en ide! Den havde næsten overrasket mig selv og jeg var helt sikker på, den ville overraske Pia.

Vi nærmede os Skjern. Hovedvejen førte ikke længere igennem byen, men det var ikke nogen omvej at tage den gamle vej. Pia lagde ikke mærke til, vi drejede af. Hun var næsten inde i historien. En gang imellem fortalte hun og andre gange nød hun, når jeg legede lidt med hende. Jeg sørgede for at holde pauser ind imellem, så hun ikke løb fra mig. Det her skulle trækkes ud lidt endnu. Jeg havde for nylig læst om Skjern i avisen. Hele bycentrum var blevet lavet om efter nogle nye trafikmæssige ideer og det havde været en stor succes. Gad vide, hvad Pia syntes om det? Jeg smilte – hun var stadig ikke klar over, hvad vi var på vej imod. Hvis jeg kunne holde hende hen bare to kilometer endnu…..

Nu kunne jeg se centrum. Det var, som jeg ventede! Klokken halv tolv en solbeskinnet lørdag formiddag, der måtte være fyldt med mennesker og det var der også. Gågaden lå lige forude og den var lavet, så det var tilladt for bilister at køre meget langsomt igennem. Det var vist på tide at få ‘vækket’ Pia – hun sad stadig med lukkede øjne og var nu så småt begyndt at hugge rytmisk imod mine fingre. “Sid ordentligt,” kommanderede jeg uden varsel og hun åbnede øjnene og så lige ind imod menneskemængden et par hundrede meter længere fremme. “Hvor er vi nu – hvad skal vi?” spurgte hun og denne gang kunne jeg høre på stemmen, hun var en anelse rystet. “Det skal du ikke tænke på, du skal bare sidde pænt,” sagde jeg, mens jeg bremsede bilen helt ned og begyndte at lunte stille af sted i tomgang. “Du må i øvrigt hellere være stille,” fortsatte jeg, mens jeg rullede ruderne halvt ned i begge sider. “Det gør du bare ikke,” røg det ud af hende, da min hånd igen fandt ind under trøjen og ned mellem hendes ben, men hun vidste også, at der ingen vej var tilbage. Jeg kiggede over på hende og fangede hendes øjne. De glødede igen! Det gjorde mine også – jeg var ovenpå igen og hun vidste det!

Der var rigtig mange mennesker i Skjern den dag og hastigheden var kun til skridtgang i 1. gear. Det var udmærket – så havde jeg hånden fri og mine fingre fik frit løb. “Fortsæt med historien,” sagde jeg, men det var ikke til megen nytte. Pia sad og stirrede stift ud af forruden og kun en gang imellem fik hun hakket nogle ord frem. Af og til holdt hun vejret og jeg kunne mærke, hun spændte imod sædet, men ellers holdt hun masken flot. Men jeg var ikke i tvivl om, at der rasede et uvejr inden i hende – mine fingre sejlede i væden fra hendes skød og jeg gjorde alt, jeg kunne for at holde hende i kog.

Det tog under fem minutter at køre igennem gågaden og netop da vi kom ud, var jeg nødt til at fjerne min hånd. Pia var ikke tilfreds med den udvikling! Nu, hvor der ikke længere var mennesker omkring bilen havde hun igen lukket øjnene og nød min behandling i fulde drag. Men hvad kunne jeg gøre? Bilen havde jo ikke automatgear – heldigvis – så hun måtte vente lidt! Men da vi igen var oppe i fart, ville jeg ikke holde hende hen længere. Jeg lod igen hånden glide ned mellem hendes varme og fugtige lår og det var alt, der skulle til. En enkelt finger og Pia eksploderede i et skrig og pressede sig så hårdt mod ryglænet, at jeg troede, hun havde brækket sædet. Gad vide, hvad beboerne i udkanten af Skjern forestillede sig skete i den bil, der hylende forsvandt mod nord?

På en rasteplads i en skov lidt udenfor Skjern holdt jeg ind, så Pia kunne få lidt samling på sig selv igen. For tredje gang den dag var vi heldig med rastepladsen. Vi var helt alene………..

SLUT