Kontorforsyning

Resumé:
Iben sidder til leje hos præsten Rebekka. De finder snart ud af at de er tiltrukket af hinanden, og Iben kommer snart til at dominere Rebekka og styre hendes liv – her er endnu et afsnit om hvad der sker i deres hjem. Afsnittet kan læses uafhængigt af de tidligere – men redaktionen vil dog anbefale at man har læst de andre afsnit om Iben og Rebekka

              Iben kom cyklende ned af Ringgaden på vej hjem fra universitetet og hjem til Rebekka. Nogle gange fik Iben stadig et sug i maven, når hun tænkte på, hvordan den 15 år ældre Rebekka havde overgivet sig selv til hende, der godt kunne føle sig som lidt af en grønskolling. Hendes tankerække blev afbrudt, da hun fik øje på nogen, der fyldte en container. Det var altid forbløffende at se, hvad folk kunne finde på at smide ud. Hun sagtnede farten og standsede foran containeren. Et hurtigt blik afslørede, at her skulle et kontor renoveres. Nålefilttæpper og gamle skrivebordsstole, skrivebordslamper og køreunderlag lå hulter til bulter. Hendes interesse var blevet bemærket. “Hvis noget kan være til nytte, så værsgo,” sagde en af mændene, der fyldte containeren, “men vi leverer ikke!” “Det kommer vel an på betalingen,” svarede Iben friskt og fik et friskt blink som svar, inden manden gik ind i bygningen igen. Lidt efter havde Iben bestilt Rebekka til at komme med BX’en, givet hende besked på også at tage cykelholderen med og havde trukket to køreunderlag til kontorstole op af containeren. De var store og beregnet til at køre på tæpper, dvs. nubrede på den ene side. Så var det bare at holde fast ved cykel og bytte i blæsevejret, indtil Rebekka kom. “Jamen, vi mangler da ikke underlag til kontorstole,” bemærkede Rebekka, da de havde anbragt underlag og cykel og de havde sat sig i bilen igen, og hun havde løftet nederdelen op over numsen, som hun vidste, Iben ville have det. “Nej,” svarede Iben med et grin. Rebekka studerede hende nøje. “Nu bliver jeg bange,” bemærkede hun. “Klogt,” svarede Iben med et mystisk smil. “Gad vide, hvilken ondskab du nu har fundet på,” sukkede Rebekka med et opgivende smil, da hun satte bilen i bevægelse. “Gad du virkelig?” spurgte Iben.

Rebekka rystede på hovedet.

  En halv time senere lå underlagene i entreen, mens Iben og Rebekka sad i køkkenet og nød den kaffe, Rebekka lige havde lavet sammen med en skive hjemmebagt franskbrød med Rebekkas egen stikkelsbærsyltetøj. Armbåndet med bjælder, som Rebekka havde taget på, straks hun kom hjem, dinglede lidt når hun førte kruset til munden.
Køkkenet var Rebekkas rige og hendes hobby. “Det tager jo ingen tid at lægge en franskbrødsdej” og “det er da ikke noget, lige at koge…” var typiske Rebekka-sætninger. Og Iben vidste, at skulle hun virkelig straffe Rebekka, skulle hun bare forbyde hende at lave noget i køkkenet. Men det var Iben for klog til. God mad var bestemt en fordel. Bjælden ved Rebekkas håndled dinglede lidt, når hun gestikulerede. “Nej, jeg er altså virkelig nysgerrig!” udbrød hun, “Hvad skal du med køretingen?” “Var jeg ikke i så godt humør, ville jeg sige, at du plager,” bemærkede Iben med et glimt, men alligevel på en måde, at Rebekka nu vidste, at hun nu skulle træde varsomt. Plagsomme teenageattituder hos Rebekka slog Iben hårdt ned på. “Du har ret, undskyld,” mumlede Rebekka. Kort tid efter fræsede Iben rundt i huset med tommestok, blok og blyant, før hun forsvandt i kælderen med underlagene i lang tid. Blandt andet skar hun underlagene til. Et af underlagene passede til Rebekkas seng. Det var lige før Rebekka ikke kunne koncentrere sig om tilberedningen af aftensmaden. Da aftensmaden var færdig, kaldte Rebekka ned i kælderen, og øjeblikket efter kom Iben op, vaskede hænder og satte sig ved spisebordet. Det, Rebekka havde lavet, var som sædvanlig værd at spise. “Er det fra Meyers kogebog, jeg har givet dig?” spurgte Iben. Rebekka nikkede. Rebekka var blevet rigtig glad for den lille opmærksomhed og brugte den meget, konstaterede Iben tilfreds. “Hvad laver du egentlig i kælderen?” spurgte Rebekka pludseligt. “Undgår dit plageri,” konstaterede Iben tørt og i et tonefald, hvor Rebekka vidste, at hun var gået over stregen og at hun godt kunne regne med, at der kom en straf, når Iben havde tænkt sig om. I den sammenhæng var Rebekka en smule bekymret over smilet i Ibens øjne. “Skal vi ikke se en film i aften, Sveske?” foreslog Iben. “Hvad med Titanic?” Rebekka elskede Titanic, og selv om hun anede noget lusk bag, kunne hun ikke drømme om at sige nej til at se den sammen med Iben, som hun i øvrigt også elskede. “Men vi skal lige ordne bordet, og så trænger du vist til en tur over knæet, Sveske,” bekendtgjorde Iben.

“Ja,” svarede Rebekka artigt.

Sammen ordnede de køkkenet. Iben satte sig så på en køkkenstol. “Kom!” sagde hun. Rebekka trak op i nederdelen og lagde sig vant over Ibens knæ. Ti slag fik hun. Bestemt en af de mindre endefulde, men til gengæld fulgtes den ikke op af dejlige kærtegn, som hendes straffe nogle gange gjorde. Mens Rebekka satte DVD’en på, smuttede Iben ned i kælderen. Hun kom tilbage med en simpel træskammel, som Rebekka havde haft i kælderen i årevis. Da hun kom hen til Rebekka med den, kunne Rebekka dog se forskellen: hvor der tidligere havde været polstring, var der nu anbragt noget af køreunderlaget. Men plastikpiggene vendte opad. Rebekka sank. Iben smilede. “Værsgo sveske. Det er din stol nu. Vil du sidde på noget andet, må du spørge om lov,” meddelte Iben; “Det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke får lov. Det kender du jo fra, at du skal spørge om lov til at komme i min seng. Men du behøver ikke spørge lige nu. Nu skal du mærke svaret på al din plagen.” Rebekka nikkede. Forsigtigt satte hun sin lidt ømme, nøgne numse på de ventende pigge. Hun stønnede let, mere af overraskelse end af smerte. Iben satte sig i lænestolen ved siden af. Ikke mange minutter inde i filmen tog Iben Rebekkas hånd. Rebekka blev helt varm indeni.

At Ibens hånd senere vandrede ned mellem Rebekkas ben, generede ikke Rebekka. Blandingen af sanseindtrykkene var mærkelig og gjorde Ibens fingre endnu mere pirrende. Men hver gang Rebekka begyndte at sidde urolig, fik hun at vide, at hun skulle sidde stille – og hånden stoppede. Det var anstrengende og hårdt.

Da filmen var slut, og Rebekka stadig sad, øm og først og fremmest uforløst, spurgte Rebekka: “Vil du ikke nok få mig til at komme?” Iben smilede til hende: “Har du da fortjent det?” Rebekka kiggede på Iben, før hun svarede: “Nej! Men vil du ikke nok alligevel?” “Jeg vil gå i seng,” meddelte Iben kort. Rebekka kiggede skuffet på hende, til hun havde vendt situationen i sit hoved. “Må jeg godt komme i din seng?” spurgte hun. “Du ikke bare må; du skal!” sagde Rebekka. Hun smilede stadig. “Og du vil slet ikke spørge om, hvad resten af køreunderlaget skal bruges til?” Rebekka rystede på hovedet. “Jeg er heldigvis slet ikke nysgerrig,” fortalte hun.

Iben grinede. Hun rejste sig, greb Rebekkas hånd og trak. Rebekka fulgte villigt med. Forventningens glæde lyste ud af deres øjne. Og havde nogen andre været i Rebekkas præstegård den aften, havde vedkommende ikke kunnet tage fejl af de to kvinders skrig.

Fortsættes HER