Konference

Hvorfor jeg ikke havde opdaget hende tidligere? Det aner jeg ikke. Men på sidste dag for sidste års konference for europæiske… nå ja, det er vist lige meget for hvilken slags embedsmænd … på den dag tog en fransk kollega pludselig ordet – og i det øjeblik begyndte jeg at spekulere over, hvorfor i alverden jeg ikke havde opdaget hende før. Hun var ikke ret høj, faktisk lille; kurver, som jeg bedst kan lide dem (jeg foretrækker antydningen frem for overdrivelsen), det mørke hår tilbage i en stram hestehale, og bag de markante briller lyste et par grønne, intelligente og smilende øjne. Og pludselig syntes jeg, hun var ikke bare sexet, men overdrevet sexet, som hun stod i bukser og blå polo og talte engelsk med den mest charmerende accent. Det var pokkers, at det netop var sidste dag. Men modsat alle andre på konferencen, skulle netop vi to skifte fly i Wien. Så vi skulle med samme transfer til lufthavnen; jeg sørgede for, at vi checkede ind sammen, og som en naturlig følge tilbragte vi ventetiden sammen. Vi snakkede om konferencen, om løst og fast, jeg købte hende en kaffe uden at spørge hende – og det blev taget godt imod.

Så da alt kom til alt, skiltes vi i Wien med et kejtet, men ærligt knus. Det var en kedelig flytur videre til København.

  Dette års konference skulle starte mandag morgen. Så jeg sørgede for at ankomme søndag morgen for at have tid til at se lidt af området. Mit hjerte slog et ekstra slag, da jeg så, hvem der stod foran mig i køen ved en kasse i Wiens lufthavn og købte en “Café au lait, s’il Vous plais”. Pigen bag kassen sendte mig et medvidende smil, da jeg rakte hende nogle euroer henover en desorienteret fransk kvinde. “Is it you?” fik hun overrasket fremstammet. Der var den charmerende accent igen. “Everybody could say yes to that,” svarede jeg, inden jeg bestilte min kaffe. Hun tænkte lidt, nikkede og smilede. Smilet var næsten smukkere, end jeg huskede. “I am happy it is you,” bemærkede hun.
“I really have hoped, that you would come to this years conference. It’s fantastic,” fortalte jeg; og da vi havde sat vores papkrus på et bord, var det pludselig helt naturligt at give knus. Knus som hun selvstændigt udvidede til også at omfatte kindkys. Hendes læber føltes – vidunderlige. Og da vi satte os, satte hun sig ikke på bænken overfor, men lige ved siden af mig.
“I am Fabienne,” nærmest hviskede hun, så det nærmest emmede af erotik. Det slog mig, at hun nok heller ikke anede, hvad jeg hed; men efter den sensuelle elegance, Fabienne havde præsenteret sig med, er det næsten lidt bulderbasseagtigt at indrømme, at man hedder Sven. “My name is Sven,” fik jeg dog indrømmet. Men da Fabienne gentog mit navn, fik hun det nærmest til at smelte på tungen, og hun tilføjede: “Sven, that sounds of strong viking, who knows what he wants, and takes it. Sven sounds like… strong arms to hold you. But where is your beard, Viking?” Hun smilede koket, næsten udfordrende. Hvad skal man sige, når man opdager, at ens navn ikke er så kikset, som man troede – og man absolut ikke vil sige noget forkert? Jeg bøjede mig over til hende og hviskede: “I tell you a secret: The strength is not in the hair!”
”Not in the hair? Oh la la,” sagde hun og blinkede.
Vi blev afbrudt af, at boardingen åbnede. Desværre sad vi ikke sammen i flyet. Så hele turen sad jeg og analyserede på, om hun bagte på mig, eller om jeg på klassisk, mandlig vis overfortolkede. Vores værelser var, som ventet, ikke klar, da vi ankom på hotellet ved middagstid. “Would you like to go for a walk?” spurgte jeg hende, da bagagen var låst inde. Fabienne nikkede ivrigt. På promenaden langs floden tog hun pludselig sin arm i min. Jeg smilede til Fabienne, der tydeligvis blev lettet. “I have … I have been thinking about you,” sagde hun stille og tøvende. Igen: Hvad skal man sige? “Nice,” sagde min mund helt uden hjernens indblanding. Men Fabienne lyste op.

“I want you … to fuck me,” sagde hun og gjorde mig totalt mundlam. Fabienne så tvivlende på mig, sank en klump og sagde: “No ..

I mean … I … I want you to take me, my Viking!” Der var usikkerhed i hendes brune øjne. “Øh…,” hørte jeg min mund sige; det fjernede bestemt ikke usikkerheden hos Fabienne. Pludselig gik det op for mig, at det ikke var ord, Fabienne fiskede efter. Jeg tog hendes hånd og trak med et bestemt tag af sted med hende. I første øjeblik var det, som om hun instinktivt modarbejdede det, men så var det, som om sammenhængen gik op for hende, og hun gik villigt med. Der, hvor promenaden fører forbi en lille park, trak jeg hende afsides. Uden ord samlede jeg hendes arme på ryggen, sådan, at hver hånd rørte ved modsatte albue. Et puf med min fod fik hende til at sprede benene. Så stod hun dér, cowboybukser, prikket kortærmet skjorte, med nervøsitet og forventning i blikket. Hun åndede tungt, da jeg åbnede to knapper i hendes skjorte. Så strøg jeg hende over skridtet udenpå bukserne. Det var ikke erotik på højt plan; men det var både et symbol på og en prøve på, hvad der ventede hende – og om det var dét, hun ville. Og hun ydede ingen modstand. Lidt usikkert tænkte jeg over, hvordan jeg greb det an, usikker på, hvad Fabienne egentlig drømte og fantaserede om – og hvordan jeg undgik at overskride hendes grænser, uden at vi skulle tale os til rette i timevis. Som om hun læste mine tanker, sagde hun: “Is it ok, I say “Sarkozy” if there is something I don’t like or be uncertain about, and say “LePen” if I really don’t want?” Jeg smilede og prøvede at forestille mig “Thulesen Dahl” som stopord. Det måtte være effektivt, for lysten ville forsvinde med det samme. Fabienne smilede også. “Yes, that’s ok,” svarede jeg, “but now is time for lunch.” Fabienne nikkede, og lidt senere sad vi – og denne forsommerdag med kun enkelte skyer dannede den perfekte ramme – på en restaurants udendørs terrasse. Tjeneren kom med kortet og spurgte, om vi ønskede noget at drikke.

“She would like some water without gas,” bestilte jeg.

Fabienne åbnede munden for at protestere, men kom så i tanker om, hvad det kunne handle om og lukkede munden. Jeg bestilte et glas hvidvin. Da vi havde fået vores drikkevarer, Fabienne havde hældt vand op i sit glas, bøjede jeg mig frem. “Are you wet?” spurgte jeg.

En sart rødme skød op i Fabiennes ansigt.

“I don’t know. I think,” svarede hun. “Go to the restroom. If you are not wet, get wet!” sagde jeg stille. Fabienne nikkede. Jeg fortsatte: “Make two fingers wet with your pussy – and don’t let the wet fingers touch anything before you are back here!” Fabiennes rødmen var blevet stærkere, men hun nikkede og gik. Lidt efter kom hun tilbage. Hun lod som ingenting, men var meget opmærksom på, om nogen kiggede, samtidig med at hun holdt hånden, som var den kommet til skade; hendes ængstelse var lidt sjov, for hvad skulle alle andre kunne se?
“Now stir your water with two fingers,” befalede jeg. Med et lille ængsteligt og frydefuldt smil begyndte Fabienne at røre rundt i sit glas med fingrene. Med et nik lod jeg hende lidt senere forstå, at det var nok. Og hun tog fingrene op og tørrede dem i servietten; og snart snakkede vi om løst og fast. Mekanisk tog Fabienne vandglasset og nippede til det. Da samtalen nu havde rettet Fabiennes tanker på noget helt andet, overraskede smagen af hendes egen liderlighed hende. Hun rødmede og slog blikket ned; samtidig forrådte hendes smil, at det både morede og pirrede hende. Da denne situation gentog sig for fjerde gang, spurgte jeg hende, hvad hun tænkte på. Hendes rødmen blev mere intens. “I … I am so wet … and want … you …. so bad,” hviskede hun stammende. “What do you want?” spurgte jeg og trak hende længere ud på isen. Hendes kulør blev næsten bordeaux. “I want… your cock in… my wet… pussy, please,” sagde hun stille mens hun kiggede håbefuldt på mig. Jeg smilede: “Are you sure, that the marauding Viking would choose to spare you because of that shy statement?”
Fabienne smilede og bøjede sig mod mig. Hun hviskede med intensitet: “Please mister strong Viking! Spare me! Take me! I will please you in any way, you desire!” Hendes blik var dybt og tændt. “We should eat first, peasant girl,” svarede jeg, men måtte grave dybt for i det øjeblik at finde så megen ondskab og ikke mindst selvbeherskelse i mig.

“Yes Sir,” svarede hun med et lille, næppe hørbart suk.

Vi fik bestilt, ventet og blev færdige med at spise. Ved den efterfølgende slentretur tilbage til hotellet prøvede Fabienne at forcere tempoet; men jeg insisterede på kun at slentre, hvilket satte Fabiennes tålmodighed på en hård prøve.
Værelserne var parate nu. Efter en procedure, der syntes uendelig lang, fik vi hver vores værelse, nøgle og bagage på plads. Så skyndte jeg mig over til Fabiennes værelse.

Jeg havde endnu ikke lukket værelsesdøren helt, før jeg sagde: “Strip for me! Slowly!” Med utålmodige bevægelser tog Fabienne langsomt sit tøj af. Og da hun til slut tog de bordeaux trusser og BH af, så jeg den åbenbaring, jeg havde håbet på i et år. Hendes små spidse bryster hævede og sænkede sig i takt med hendes hektiske vejrtrækning. Neden for hendes smalle, mørke stribe af hår glinsede det fugtigt. Hendes øjne tiggede mig om at gøre kort proces. “Come here and kneel!” befalede jeg. “Please me with your mouth, girl!” befalede jeg. Hun åbnede mine bukser og hentede mit godt stive lem frem. Langsomt lod hun sine læber omslutte hovedet, tungen aktiv på det lille bånd og rundt om kanten. Med smaskende bevægelser sugede hun. Og i løbet af kort tid havde hun malket og sunket de sidste timers opsparede liderlighed.
“Now lie on the bed and play with yourself!” beordrede jeg.
“But…” prøvede hun at indvende. Jeg kom hende i forkøbet ved at klemme en brystvorte hårdt og trække hende op, mens jeg mindede hende om “to please me in any way I desire!” “Yes, strong viking,” sagde hun med et lille skuffet smil og lagde sig på sengen. Og efter en kantet begyndelse begyndte hun alligevel at give sig hen og nyde behandlingen af bryster og skød, som så ufattelig indbydende ud. Jeg klædte mig af, mens jeg beundrede hende. Min pik viste atter livstegn, og da jeg syntes, at Fabiennes støn blev lidt for intense, stoppede jeg hende, kom i sengen til hende; jeg løftede hendes ene ben på min skulder, sænkede min pik i hendes åbne, våde fisse og tog hendes krop i besiddelse med dybe stød, som ikke mindskede hendes stønnen. Hendes skrig, da hun kom, blev blandet med mit brøl, da jeg tømte mig i hende. Vi lå lidt tæt på hendes seng. Vores munde mødtes. Da de løsnedes igen, stønnede Fabienne: “Sven, this will be a fantastic conference!”

Jeg måtte give hende ret – og den var ikke engang begyndt.

Fortsættes HER