Konen og sporten, del 2
Har du ikke læst del 1, kan du gøre det HER

Her kommer min fjerde historie om emnet ”matchfixing”. De andre er ”Korruption”, ”Konvolutter og konsekvenser” og ”Kold vrede”. Jeg er lidt fascineret af emnet, og håber du kan lide det. Husk at efterlade en hilsen i gæstebogen – eller skriv din egen historie om emnet – eller begge dele…  God læselyst! /Ham Dér

Resumé:
Troels har lavet en aftale med Poul, at dersom Poul lader Troels hold vinde den næste kamp, som vil sikre Troels hold oprykning, så får Poul 24 timer med Troels kone Kirstine.
Som sagt så gjort, Poul henter Kirstine og hendes første opgave var at sutte/slikke samtlige spiller til udløsning, siddende under et bord på en kro. Men der slutter det slet ikke. Læs den spændende fortsættelse her…

Spisningen blev lidt akavet efter Kirstines smag, hun nøgen, Poul påklædt. Men da Poul forkyndte, at som dessert skulle de køre en tur, og hun kunne tage frakke og sko på og lædermasken med, blev hun helt mundlam. På den korte vej til Pouls bil tænkte hun, at hun aldrig havde oplevet noget lignende, og det var vist ikke første gang i dag.

Ingen kunne se noget, og alligevel følte hun sig i den grad udsat.  Hun så spørgende på Poul, da han slukkede bilen foran Vagns Auto i udkanten af Lovby. Kunne det være meningen, at hun skulle ud her? “Vagn er vores træner,” oplyste Poul. Og alt tydede på, at det var meningen. Tøvende steg Kirstine ud af bilen. Febrilsk prøvede hendes hænder at trække frakken længere ned end den var. Poul gav hende masken på og bankede på en dør. “Værksted” stod der på den. Dette var skummelt, syntes Kirstine. Det var ham, Vagn, som lukkede op. De var ikke gået mange skridt inde i værkstedet, før Kirstine så, hvad det handlede om. Under liften stod en kvinde, måske i fyrrerne, hendes hænder var fastgjort til liften. Benene var trukket ud til siderne. Hun havde bind for øjnene og pumpe på, intet andet. “Dorete, der er kommet en kvinde og en mand herind,” oplyste Vagn, henvendt til kvinden. Kirstine kunne ikke rigtig tolke den lyd, som kvinden, altså Dorete, kom med. Og henvendt til Kirstine sagde Vagn: “Ved du, hvad du skal?” Kirstine rystede på hovedet. Vagn kiggede opfordrende på Poul, som rømmede sig. “Klæd dig af,” krævede Poul. Opgivende og lydigt tog Kirstine frakken af. “Du skal,” fortsatte Poul, “røre Dorete. Hun kan intet gøre ved det. Du må røre hende overalt, som du vil.” “Skal jeg… kæle for hende?” spurgte Kirstine forsigtigt. “Om du rører hende blidt eller hårdt, bestemmer du,” mente Poul. Kirstine skulle forarbejde beskeden. Lidt rådvild stod hun, før hun traf en beslutning og trådte hen til kvinden. Forsigtigt lagde hun en hånd på Doretes mave. Der kom et suk fra Dorete. “Vil du ikke nok få mig til at komme?” næsten hviskede Dorete. “M… måske,” svarede Kirstine, forvirret over spørgsmålet. Hun så spørgende fra Vagn til Poul. De trak begge på skuldrene. Hun flyttede sine hænder op til Doretes bryster og befølte dem. De var overraskende tunge, syntes hun, mens hun spekulerede over, hvad i alverden hun skulle stille op med kvinden. Havde de sagt, at hun kunne være blid eller hård? Hvordan var det mon at være hård? Et uventet glimt af en fæl lyst poppede op i Kirstine, og hendes fingerspidser tog et fast greb om Doretes brystvorter. Men i samme øjeblik, Dorete gav sig, gav hun slip. Det her… kunne man ikke. Kunne man? Hendes rådvildhed forblev ikke ubemærket. “Du kan jo undersøge, om hun kan lide det,” foreslog Poul. Det tog et øjeblik at lægge to og to sammen, så flyttede Kirstines hånd nedefter. Et øjeblik iagttog hun Dorete, så bestemte hun sig for lige at mærke Doretes numse, før hun undersøgte, om “Dorete kunne lide det.” Balderne var faste og lækre. Hun spredte dem og mærkede… noget hårdt?!? Der kom et klynk, da Kirstine forsigtigt rykkede i den plastikting, der sad i Doretes røv. “Vil du ikke nok? Han har holdt mig hen så længe,” tiggede Dorete stille. Det passede ikke sammen. Tingen i numsen. Bundet. Tigge om orgasme. Det er da ikke orgasme, man tænker på, når man står sådan? Måske skulle Kirstine virkelig mærke efter, om Dorete var våd. Hun slap tingen i hendes røv og flyttede hånden. Både, da Kirstine slap pluggen og da hun lagde hånden på Doretes køn, sukkede Dorete dybt. En finger fandt vej imellem skamlæberne. Den vantro Kirstine måtte bruge en finger til for at sikre sig, at hun havde mærket rigtigt. “Åh,” sukkede Dorete. Det lød lige så nydende, som det lød frustreret. “Du kan lide det,” konstaterede Kirstine stille. Dorete nikkede. Kirstine lagde en finger på Dorethes klit. “Åh ja,” bønfaldt Dorethe. “Hvorfor?” spurgte Kirstine og holdt fingeren stille, “Du står bundet og med bind for øjnene og bliver befamlet af en kvinde, du ikke kender. Forklar det!” “Jeg føler mig… jeg… jeg kan ikke finde et bedre ord end fri,” oplyste Dorete og begyndte at gnubbe sin klit langs Kirstines finger. “Jeg tager fingeren væk, hvis du ikke forklarer det ordentligt,” pointerede Kirstine og nød sin magt et øjeblik – indtil samvittigheden bankede på. “Må… må jeg ikke nok gnubbe mig mod din finger, mens jeg prøver at forklare,” spurgte Dorete ængsteligt. “Du virker mere desperat end fri,” konstaterede Kirstine, “men ok.” “Jeg føler mig… fri,” begyndte Dorete, “fordi jeg… jeg kan kun tage imod. Jeg kan hverken gøre fra eller til… Her… Åh… hjælper hverken mors formaninger… dårlig samvittighed… eller hvad jeg vil. Det eneste jeg kan, er tage imod og nyde.” Dorethe holdt en pause og intensiverede gnubberiet. “Rolig nu,” forlangte Kirstine, “fortæl mere!” “Jeg kan selvfølgelig… kun slappe af og nyde, fordi jeg er tryg… ved Vagn,” prøvede Dorethe at koncentrere sig om at fortælle, mens hun stadig gned sit køn mod Kirstines finger. Slappe af – nyde – tryg. Ordene rungede i Kirstines hoved. Var dette en nøgle? Hun funderede et øjeblik og tog fingeren væk. Dorete sagde en skuffet lyd. Men Kirstine tog om Doretes nakke og kyssede den overraskede Dorete lige midt på munden. “Du er en guttermand, Dorete,” sagde hun og nærmest hamrede to fingre op i Doretes stramme, trængende kusse. Der kom et hvin fra Dorete, og da Kirstine begyndte at støde sine fingre taktfast op i Dorete, udbrød hun nærmest jublende: “Vil du virkelig?” “Det kan du tro,” hviskede Kirstine. “Du har lov,” tilføjede en smilende Vagn. “Jaså,” sukkede Dorete, som hurtigt blev mere stakåndet. “Uuuuh!” brølede hun pludselig og hang et øjeblik i rebene, før hun fik benene til at makke ret igen. “Tak,” sagde hun, da hun havde samlet sig et øjeblik. Kirstine stirrede lidt forvirret og rådvild på sin våde hånd. “Hun kan slikke den ren,” oplyste Vagn. Kirstine gav sig et puf og puttede fingrene i Doretes mund. Dette var underligt. “Kom herover,” bad Poul Kirstine, da Dorete var færdig. “Bad” er måske en tilsnigelse, “beordrede” er nok mere rigtig. Lydigt trådte hun sig foran Poul. Han vendte hende, så hun stod med ryggen til. Med en hånd samlede han hendes håndled bag ryggen. Hun opdagede pludselig, at hun skubbede numsen bagud for at røre Poul. Måske var dette slet ikke så dumt endda. Forsigtigt vendte hun hovedet. “Du har bragt mig her for at vise mig noget, ikke?” spurgte hun stille. Poul nikkede. “Jeg… tror nok, jeg er tryg nok ved dig,” nærmest hviskede hun, “men…” Hun vendte hovedet mod Vagn. “Det er modtaget. Du kender ham jo heller ikke. Han rører dig ikke, hvis du ikke vil,” bemærkede Poul. Kirstine følte sig forstået. “Vi går også lidt senere. Men først skal du se,” hviskede Poul. “Se, Dorete har bind for øjnene af hensyn til dig – selv om du har maske på. Hvis du har mod på det, kunne jeg godt tænke mig, at du tager bindet af Dorete, så du kan se hendes ansigt imens.” Kirstine tænkte lidt. “Ok,” sagde hun. Dorete missede med øjnene, men et øjeblik efter så hun på den fremmede kvinde foran sig med noget, der lignede elevatorblik. “Hej,” sagde hun med et smil, “dejligt at møde dig.” Kirstine mærkede rødmen stige op bag masken, totalt kikset. Hun måtte smile. “I lige måde.” Som beordret vendte hun tilbage til Poul, som tog øjenbindet fra hende og bandt det om hendes håndled. Det var mere en antydning end en fiksering, konstaterede Kirstine. Så trak Poul hende ind til sig. Nøgen og bundet. Og overrasket over, hvor lækkert det kunne være, lukkede Kirstine øjnene i nydelse. Da hun spredte benene for Pouls hænder, blev hun selv overrasket, hvor naturligt det var. Og den lyd, som kom, da Pouls fingre trængte ind I hende, var ikke et udbrud, men et smægtende suk. “Våd igen, Kirstine,” konstaterede han. Hun kunne ikke andet end nikke. Poul holdt hende, så hun kunne se på Dorethe. Hun kunne se, at Vagn var kommet af tøjet og var trådt hen til Dorethe. “Nu får du to valgmuligheder,” sagde Vagn med sin dybe stemme til Dorethe, “jeg kan løsne dig, og du tager hjem. Eller vi kan varme dine balder og så knepper jeg dig i røven.” Dorethe kiggede nærmest forskrækket på Vagn. Kirstine funderede over, hvad det var for et valg. “Vil du ikke nok kneppe mig I røven?” tiggede Dorethe. Og Kirstine var målløs. Men det virkede, som om Vagn ikke var spor overrasket. Han nikkede blot. “Sådan, tøs!” sagde han og gav Dorethes ende et venskabeligt klask. Kirstine stod stadig undrende og lænede sig op af Poul, som lige var gået i gang med at nulre hendes brystvorter. Hårdere, end hun brød sig om, og alligevel gik det lige I underlivet. Det var svært at koncentrere sig om, hvad hun så: At Vagn var trådt hen til Dorethe med en sort, flad lædertingest i hånden. Da Vagn begyndte, kunne hun se, at slagene ikke var klask, de var slag. Og det var ikke kun en håndfuld. Det var en seriøs omgang, Dorete fik. “Men hvorfor?” spurgte Kirstine stille. Vagn afbrød sit forehavende og vendte sig mod Kirstine. “Dorete har visse regler. Når hun bryder dem, bliver hun straffet. Mere behøver du ikke vide,” forklarede han. “Men hvorfor finder hun… du dig i det?” spurgte Kirstine, som ikke rigtigt vidste, hvem hun egentlig talte til. Uden at afvente Doretes svar gik Vagn hen til Dorete, løftede uden varsel hendes ene ben til skulderhøjde og præsenterede hende vidt åben. Selv med et par meters afstand kunne Kirstine se, at Dorete ikke var fugtig. Hun var pjaskvåd. Plastiktingen i røven var der stadig. Dorete rødmede. Kirstine nikkede, stadig forvirret. Vagn slap Doretes ben og gik I gang med hendes balder igen. Dorete gav sig nu ved hvert slag. Et par slag senere stoppede han. Vagn gik nu helt om bag hende. Han åbnede en tube og smurte noget klart på pegefinger og langemand på den ene hånd. Skønt hun ikke kunne se noget, vidste Kirstine, at han trak plastiktingen ud og at han førte fingrene samme sted hen. Hun så overraskelsen I Doretes øjne, da fingeren trængte ind. Et splitsekund snappede Dorete efter vejret. Men Kirstine kunne ikke se spor af rædsel, mens Vagns fingre tydeligvis bearbejdede Doretes bagerste hul. Dorete så meget koncentreret ud, da Vagn trak fingrene ud og placerede sin pik. Uendeligt langsomt pressede han sig ind. Kirstine undrede sig. Hun havde gabt over hans pik, og nu trængte han ind i det snævre hul? Hvorfor vred hun sig ikke i smerte? ”Åh,” stønnede Dorete, da Vagn langsomt var gledet i bund. Ikke ”av” men ”åh”, tænkte Kirstine. Stille begyndte Vagn at trække sig ud og støde sig ind i Doretes tarm. Noget af det koncentrerede ansigtsudtryk forsvandt. Efter kort tid lukkede hun øjnene, og hendes ”Åh” blev hyppigere, nogenlunde i takt med, at Vagn øgede takten. For Kirstine virkede det som om Dorete blev regulært gennemkneppet, det var bare … i røven. Og Doretes ansigt viste alle tegn på dyb nydelse og … intensitet. Hendes ”Åh” fik mere og mere karakter af små hvin. ”Mester… jeg skal… må jeg komme igen?” udbrød Dorete pludseligt, hektisk og nærmest råbende. Kirstine måtte også koncentrere sig, for Pouls hårde behandling af hendes efterhånden ømme brystvorter krævede hendes opmærksomhed. Vagn hviskede noget i Doretes øre. Med en gurglelyd kom Dorete, værkstedsgulvet under hende blev vådt. ”Tak, mester,” sukkede hun. Hun nærmest hang i rebene. ”Er der noget, du vil spørge Dorete eller mig om?” spurgte Vagn, henvendt til Kirstine. ”Hvis ikke, så vil Dorete og jeg nok gerne være tosomme igen. Jeg ved, Dorete synes, det er hårdt, at ’oute’ sig på den måde.” Vel vidende, at hun ikke gjorde det bedre, spurgte Kirstine: ”Kan man bare… komme af at blive taget… i røven.” Dorete så udmattet ud, men prøvede, at samle sig lidt op. ”Det… det ville jeg … også have forsvoret engang. Men jeg… er glad for at Vagn… tvang mig. Der kommer lissom… nogle store og voldsomme fornemmelser derfra. At… at mine balder er helt vildt følsomme efter paddlen, gør det bare endnu mere intenst. Men… men jeg kan godt forstå, du spørger, for det er ikke sådan … sødt og rart. Til gengæld er det vildt.” Kirstine mumlede en tak. ”Var det det, jeg skulle se,” spurgte hun stille Poul. Han nikkede. ”Du,” sagde Dorete, ”Jeg… vil gerne se dig uden maske.” Det var vel kun rimeligt, ræsonnerede Kirstine. ”Det er ok,” mumlede hun til Poul, som tog masken af hende. ”Tak,” sagde Dorete.

”Selv tak,” svarede Kirstine.

Lidt efter sad hun i Pouls bil igen, kun iført frakke og sko, samt et bånd om håndleddene. Og hun følte sig bundliderlig, så bundliderlig, at hun ikke kunne huske, hun havde været før. Og hun måtte erkende, at hun ikke helt forstod, hvorfor. Poul havde befalet hende at sidde med spredte ben. Ind imellem skiftede han gear, ind imellem nulrede han hendes skridt, stak måske endda en finger ind i hende. Det gjorde ikke det hele bedre, at hun, i stedet for at løbe skrigende bort, på en eller anden måde blev befamlet som en grøntsag i en selvbetjeningsbutik, og bestemt ikke blev mindre liderlig af det. På en eller anden måde kunne hun ikke andet end at konkludere, at … selv om det var hende imod … så … så var det ikke alligevel … hendes krop var … modtagelig for alle indtrykkene. ”Hvad synes du om, hvad du så?” ville Poul vide. ”Virkede det stygt?” Det var ikke lige det spørgsmål, som hendes forvirrede hjerne havde brug for. ”Nej… stygt? Nej. Hun … hun kunne vel lide det?” Kirstine kunne godt høre, at det ikke lød særligt dybsindigt, men det passede vel? ”Og hvorfor, tror du, lod jeg dig se det?” Pouls spørgsmål tog benene på Kirstine. Erkendelsen af svaret fik hende til instinktivt at samle dem. ”Vil du sprede dem igen med det samme!” hersede han, og hun åbnede sine ben igen. ”Fordi … jeg skulle se … at … man godt kan tages i røven,” fik hun stammet frem. ”Hvor vidste du fra, at jeg ikke …” Så tav hun. Svaret var oplagt. Måske var det en fordom, at kun kvinder taler om deres partnere med veninder. ”Det… det havde jeg ikke troet, jeg ville blive udsat for,” konstaterede hun. ”Her siger jeg ja til noget, jeg ikke vil, fordi jeg ikke vil være spielverderber, så krydser du stort set alle mine grænser…,” sukkede hun uden at tale færdig. ”Og alligevel er du liderlig,” fortsatte Poul hendes tanke. ”Og alligevel er jeg liderlig,” sagde hun tonløst. ”Du skal vide,” sagde Poul, ”og det har vi ikke talt om, at du kan sige fra, men det ved du godt, du er jo jurist. Men et ’nej’ smutter hurtigt ud i kampens hede, måske endda uden du mener det. Kan vi aftale, at hvis du siger ’næsehorn’, stopper jeg med det samme.” ”Næsehorn,” sagde hun og tyggede på ordet, ”… ok!” Hun kunne høre, at hendes stemme ikke var så fast, som hun plejede. ”Du er en liderlig, letpåklædt og lækker jurist. Jeg har dig i ca. 18 timer mere. Hvis du skal gøre dig håb om nogen forløsning, er dit første skridt at invitere mig indenfor – bagi,” oplyste Poul. ”Jeg bør nok blive bedre til at læse det med småt, før jeg siger ja,” sukkede hun, men vendte hovedet mod Poul med et smil, ”…og… og havde jeg ikke set, hvad jeg har set, havde jeg været panisk nu. Jeg… jeg er ikke glad… men … på de betingelser… vil jeg godt invitere dig inden for… hvis du lover ar være forsigtig.” ”Kirstine!” sagde han bebrejdende.

”Undskyld, det burde jeg kende dig godt nok til… jeg er bare så forvirret… overvældet,” forklarede hun.

Der blev ikke vekslet mange ord, mens de kørte tilbage til Poul. Og så var det kun fredag aften, tænkte Kirstine.

Fortsættes HER