Konen og sporten, del 1

Her kommer min fjerde historie om emnet ”matchfixing”. De andre er ”Korruption”, ”Konvolutter og konsekvenser” og ”Kold vrede”. Jeg er lidt fascineret af emnet, og håber du kan lide det. Husk at efterlade en hilsen i gæstebogen – eller skriv din egen historie om emnet – eller begge dele…

God læselyst!
Ham Dér

Konen skaber resultater

“Og du har sagt ja?” Hun kendte Troels godt, og det var ikke mærkeligt; de var jo gift på syvende år. Og hun kunne fornemme ”noget”. “Din… Din forfængelige skid! Du HAR sagt ja!” Selv om man kunne fornemme vreden, begyndte Kirstine alligevel at grine. Det var for langt ude, selv for Troels. Troels sad tavst ved køkkenbordet. Kirstine vendte kartoflerne på panden. “Jeg har sagt nej,” sagde han stille efter noget tid, “men jeg ville gerne have sagt ja.” Kirstine så tænksom ud. Troels brugte øjeblikket til at tænke tilbage på, hvordan han var havnet, hvor han var. Sæsonen var gået godt for Dalby, hans hold. Faktisk var den gået rigtig godt. Og nu lå hans hold som nummer tre i rækken. Godt nok var det kun serie 4, men Troels ville altid gerne mere. Ambitiøs havde han altid været. Men med tiltagende alder havde han måttet erkende, at talentet ikke stod helt mål med ambitionerne. Men det havde nu aldrig forhindret hans vilje til sejr. En sejr, som efter næste kamp ville sikre dem oprykning. Og næste kamp var netop mod Lovby, hvor Poul, hans gode ven, stod på mål. Men Poul havde bestemt heller ikke noget imod at vinde. Men han spillede fodbold for at have det sjovt. Og, tænkte Troels, for ham var tredje halvleg nok den vigtigste. Desuden lå Lovby trygt midt i tabellen, uden risiko for op- eller nedrykning. Og så havde de forleden siddet over en øl. Poul havde grinet sin røv i laser over Troels spørgsmål, hvad der skulle til for, at Poul lod Lovby tabe. Poul havde hånet Troels for at være så ærekær. “Hvad med at lære at spille fodbold?” havde han grinende spurgt. Men så var han blevet alvorlig igen og havde meget stille sagt: “24 timer med din kone.” Troels var blevet mundlam over forslaget. “Hvad … Hvad mener du?” havde han fået frem. “Så svært er det ikke,” havde Poul sagt, “24 timer, hvor hun gør, hvad jeg vil. Det lyder tilpas forjættende.” “Men du har altså ikke sagt ja?” spurgte Kirstine og fik Troels tanker tilbage til nutiden. Hun satte panden med koteletterne på bordet. Troels rystede på hovedet. “Men det ville du gerne?” Kirstine trak stolen ud og satte sig. Troels rystede på hovedet igen; denne gang mere nølende. Kirstine kiggede spørgende på ham. “Jeg… ville gerne have sikkerhed for at vinde den kamp,” forklarede Troels, som ikke virkede for stolt. “Du er sååå ærekær!” bemærkede Kirstine med et smil og en hovedrysten, mens hun førte gaflen til munden. “Men det ville i dit hoved være værd at udlåne mig?” Kirstines spørgsmål kom bag på Troels. Da han havde tygget af munden, mumlede han: “Ikke, hvis det giver krise.” “Ærekær og fej altså,” kommenterede Kirstine drillende. “Jaså!” Troels tørrede hænderne i køkkenrullen, greb i sin lomme og fiskede sin mobil op. “Det er Troels,” sagde han, “det er en aftale!” “Du hørte, hvad jeg sagde,” sagde Troels. Tydeligvis havde modparten svært ved at fatte budskabet. “Jeps, weekenden efter kampen får du hende. Men nu må du jo først levere varen i kampen!” fortsatte samtalen. Så lagde han telefonen. “Sagde du ‘fej’?” spurgte han. Et øjeblik var Kirstine lamslået. “Det… det gjorde du ikke,” sagde Kirstine, da hun havde samlet sig lidt, “dét bad jeg vist selv om.” Troels nikkede ”Man kan sikkert sige mange ting om mig. Men du har ikke valgt en fej mand.” Nu var det ham, som smilede.

“Hvis… Hvis det glæder dig… så meget, kan jeg nok godt leve med … at have lidt sex med Poul,” sagde hun tøvende til Troels, som dog havde indtryk af, at hun sagde det til sig selv. Han fik et stænk af dårlig samvittighed, men det faktum, at Kirstine jo nærmest havde bedt om det, og tanken om oprykning, gjorde, at det var til at leve med.

Kampen udviklede sig måske ikke helt som forventet; åbenbart var det på det niveau ikke enkelt, at spille på en måde, så man kun lod som om man spillede for at vinde. Først hen imod kampens slutning afgjorde et fælt målmandsdrop fra Lovby reelt kampen.
Troels vandt sin kamp, og alligevel gik Poul fra banen med et sælsomt smil.

Den efterfølgende fredag kom Kirstine hjem fra arbejde med noget blandede følelser. Hun skulle vente foran banegården klokken 17 og se godt ud, havde Troels fortalt. Så kunne hun lige nå at bruse og barbere ben, før hun tog derind, tænkte hun. Og det næste, hun tænkte, var, hvorfor hun egentlig ville gøre sig lækker, og hvorfor hun i det hele taget gjorde det her. Hun var blevet fanget af sine egne ord, nåede hun frem til, mens vandet løb, og nu, hvor hun var i det, ville hun prøve at nyde det. Hvis hun kunne. Det vidste hun nu ikke. Men én ting vidste Kirstine Hansen, 33 år, dommerfuldmægtig, slank og sportstrænet, da hun trådte ud af bruseren: At hun havde lækre ben.

Det blev det røde BH-sæt. Hun kæmpede strømpebukserne på og trak i en lys skjorte, før hun tog en knap knælang, kropsnær nederdel på. Hun tog sko og en let sommerfrakke på, greb sin taske og tog afsted.

Hun følte sig meget lille, da hun fredag klokken 17 ventede på Banegårdspladsen. Hvad havde hun dog rodet sig ud i? Hvorfor havde hun ikke protesteret, da Troels bare havde lovet hende væk? Kolde fødder var vist ordet, og Kirstine ærgrede sig over, at kampen allerede var spillet; for hvad ville det gøre ved Troels, hvis hun stak halen mellem benene nu? Hendes tankerække blev afbrudt, da en bil stoppede foran hende og Poul steg ud. Galant gik han omkring bilen og åbnede døren for hende. “Det er de konservative dyder, der er i højsædet,” sagde han, da han lod bilen glide ud i trafikken. “Hvad mener du?” spurgte Kirstine forvirret. “Dit tøj,” svarede han kort med et sideblik til hende. “Er det ikke pænt nok?” Kirstine mente nu nok, at hun så rimelig godt ud i det. “Pænt er det uden tvivl,” svarede Poul grinende, “men det der med ‘pænt’ er nok knap så vigtig for os mænd; og nu hvor jeg har chancen, foretrækker jeg ‘vulgært’ frem for ‘pænt’,” oplyste han, “men lad os se, hvad vi gør ved det.”

Kirstine sank – og nikkede.

Poul styrede tavst bilen i retning af Vejen, men han stoppede ikke dér. Da de var kommet igennem Vejen, drejede de til højre. Kort efter byskiltet i Lovby standsede Poul bilen foran Lovby Kro. Havde han lejet et værelse? Det lugtede da næsten af romantik, tænkte Kirstine, som fulgte Poul ind i skænkestuen. Det var lidt rustikt med træpaneler og rødternede duge, men rygtet ville vide, at man faktisk spiste udmærket dansk mad på stedet. Men lige nu var de de eneste gæster. “Hej Frida!” Poul hilste hjemmevant på den unge servitrice og satte sig ved et langbord i hjørnet. Da Kirstine ville sætte sig, stoppede Poul hende. “Kravl ind under bordet!” “Hvad?” udbrød Kirstine, som blev så overrasket, at hun måtte grine. “Hvad skal jeg under bordet?” spurgte hun, da hun havde fanget sig. Et mystisk smil bredte sig i Pouls ansigt. “Først tager du strømpebukserne af. Og resten finder du ud af, når tid er.” Kirstine kom mere i mere i tvivl om, om det, hun her havde indladet sig på, nu også var en god idé. Men da hun indså, at hun var, hvor hun var, af egen fri vilje, kravlede hun under bordet. Hun var glad for, at der ikke var flere i skænkestuen, og for de ternede duge, som skjulte hende lidt. Det var sin sag at krænge strømpebukserne af dernede, men det lykkedes. “Tag den her på,” opfordrede Poul og rakte ind under bordet. Hun studerede masken, han rakte hende. Den var lavet af sort læder, og dækkede ikke øjne, næse og mund. Der var noget pirrende ved duften – og tanken om ikke at blive genkendt. Ud af ingenting begyndte der pludselig at komme mennesker, eller rettere: mænd, som hilste hjerteligt på Poul og tog plads omkring bordet. På servitricens ben kunne Kirstine se, at de fik noget at drikke. Hvis Kirstine havde talt virvaret af ben rigtigt, var der 15 nu. Én af dem bøjede sig ned, løftede dugen lidt og lod sit skæggede ansigt komme til syne. Så faldt dugen ned igen, og Kirstine hørte en dyb stemme udbryde: “Og så var det ikke engang løgn, Poul!” “Hvad tager du mig for, Vagn?” svarede Pouls stemme. Så kom den dybe stemme igen: “Hvis der ikke er andre, kan jeg da godt lægge ud.” Kirstine så ham rode med bukserne, og lidt efter sad han med manddommen fremme. Den var tyk, syntes Kirstine, som havde et bud på, hvad hun skulle. Hun kravlede mellem mande fødder hen til ham. Med tungen rørte hun forsigtigt spidsen. “Sut nu ordentligt! Tag den dybt ind!” befalede Vagns dybe stemme. Kirstine sukkede. Det her blev vist slet ikke efter hendes præmisser. Hun tog en dyb indånding og adlød uden begejstring. Hun havde ikke haft andre pikke end Troels’ i munden siden hun var teenager. Dette var… udfordrende. Vagns pik voksede. Hun måtte virkelig gabe op for at rumme ham. Men han lød tilfreds, og efter en tid sprøjtede han sin ladning i Kirstines mund. Hun kom til at tænke på overgemt camembert, da hun tvang sig til at synke. 14 tilbage, nåede hun at tænke, inden Vagns sidemand åbnede sine bukser. Da Kirstine var i gang med nummer 4, opdagede hun, at det blev lettere og lettere for hende. Og hun begyndte at registrere, at der er utrolige forskelle fra pik til pik. Ikke kun i størrelse, men i facon, i konsistens og i sidste ende i smag. Hun fik en smule dårlig samvittighed, da hun opdagede, at dette faktisk var… interessant. Den sidste i rækken var Poul, hvis pik var tynd og lang og havde en sjov runding. Hun behøvede definitivt ikke sutte ham hård, og det var ikke så svært at sutte ham til en kraftfuld udløsning. Lettet over at have klaret opgaven, slikkede hun ham ren. “Vend dig om,” hørte hun Poul sige. Akavet fik hun sig drejet på den smule plads, der var. Hun kunne mærke sin nederdel blive trukket op. Med rædsel måtte hun føle sine trusser blive trukket ned. Og ovenpå dette var det vel nærmest, hvad hun forventede, da hun mærkede nogle fingre trænge op i sig. “Hun er våd,” hørte hun Pouls stemme over sig. Så kom der en anerkendende mumlen rundt om bordet, mens Kirstine nærmest ikke anede, hvad hun skulle gøre af sig selv. Men det behøvede hun ikke spekulere på, for det var rimelig klart, i og med Pouls fingre i en uendelig langsom rytme begyndte at køre ind og ud af hende. Det var ubærligt. Ubærligt at det var her. Ubærligt at det var foran alle de mennesker. Ubærligt at det gik så langsomt og stilfærdigt. Hun stødte sin ende bagud for at få det til at gå hurtigere, føles dybere. Men resultatet blev, at Poul trak sin hånd til sig. “Tror du, du bestemmer tempoet?” spurgte han retorisk. “Det gør du ikke. Kravl videre til den næste!” Det var lige før Kirstine fortrød sin pludselige bevægelse. Lige nu ville hun gerne, at han fortsatte. Og netop dette skammede hun sig over, da hun drejede sig mod den næste. Var hun Troels utro, når hun nød det? Og så konstaterede hun, at de næste fingre også var lækre; og de næste, da hun blev sendt videre. “Sendt videre”, ligesom en stuepige eller en øloplukker, tænkte Kirstine ind imellem. Det er jo sygt, at du nyder det! Og alligevel kunne hun høre sig stønne, da hun var kommet et par mænd længere. Hvor mange mænds fingre havde hun haft i sig? Det var vildt det her! Og hvor skulle det ende? Lidt længere hende blev hendes støn til liderlige suk; og hun var ikke nået bordet rundt, før det ikke lykkedes hende at lade som ingenting, da orgasmens bølge rullede igennem hendes krop og hendes mund, uden at hun ville det, skreg vellysten ud. “Der er nok én, som hygger sig,” hørte hun en stemme. Skamrødmen steg op i hendes ansigt. Hvorfor, spurgte Kirstine sig, hun gjorde intet, hun ikke måtte, intet, hun ikke kunne være bekendt. Hun ærgrede sig over sin reaktion. Kunne hun ikke bare nyde? “Du mangler to,” påpegede Poul stille. Kirstine samlede sig, kravlede videre til den næste og tilbød sit pjaskende våde skød. Pligtskyldigst tog hun imod de forskende fingre. Og da de to sidste mænd var færdige, var hun begyndt at blive sulten igen. Men selskabet gik i opløsning. Og snart var hun alene i skænkestuen med Poul og servitricen. “Giv mig dine trusser,” sagde Poul stille. Da han havde fået dem, fik Kirstine lov til at tage masken af og dukke frem af dybet. Skamrødmen steg op i ansigtet på hende, da hun kom i tanker om, hvad mon servitricen tænkte. “Kan du ikke lige hjælpe mig af med det her?” spurgte Poul servitricen, da han havde betalt, og rakte hende et lille sammenkrøllet stykke rødt stof. Heldigvis håndterede hun det nogenlunde professionelt, konstaterede Kirstine, selv om servitricen havde sendt hende et smørret grin og et “god fornøjelse”, da hun og Poul var gået. ”Sådan føles et fodboldhold,” oplyste han, da de kom ud af kroen. De kørte hjem til Poul. Det første, Poul ville, var at tage sin forlystelse i øjensyn. Kirstine var blevet fingerkneppet af 15 mand og havde slikket 15 pikke. Og alligevel var det dybt akavet at stå i Pouls stue og klæde sig af for ham. “Nederdelen først,” forlangte han. Og straks stod hun med rumpen bar. “Vend dig om!” kommanderede han. Lydigt vendte Kirstine ryggen til. “Tag skjorten af… og BH’en!” forlangte han. Kirstine knappede op og lod skjorten glide ned. Så åbnede hun BHens hægte. Den røg også ned. Han stillede sig bag ved hende. En arm om hendes mave, en hånd for hendes pande, trak han hende blidt og bestemt til sig. Det gik op for hende, at udtrykket ‘tage hånd om hende’ havde fået ny betydning, da hun kunne mærke hans cowboybuksers ru stof mod sin numse. Et suk undslap hende, da hans hænder gik på vandring på hendes bryster, vejede dem, æltede dem blidt, trak forsigtigt i brystvorterne. Hun kunne fornemme drengens leg. Eller kattens leg med musen. Pouls hænder vandrede nedefter og stoppede lige dér, hvor hun gerne ville have følt Dem. Poul trådte nogle skridt tilbage. Et langt øjeblik kiggede han bare.  “Buk dig,” krævede han. Hun vidste, at han ville få fuldt indblik i hendes nedre regioner. Tøvende bukkede hun sig ned. “Spred dine balder,” sagde han stille. Kirstine måtte tvinge sine hænder til at lystre. Dybt ydmyget stod hun. Ydmyget? Var hun det, spurgte hun sig selv. “Den stilling klæder dig,” oplyste Poul. Kirstine vidste ikke, hvad hun skulle svare. Så tilføjede Poul: “Men du er jo den type kvinde, som de fleste stillinger klæder.” “Tak,” kvitterede Kirstine stille for den uventede kompliment. “Jeg nyder det,” bemærkede Poul. “Ja,” svarede Kirstine akavet og spekulerede over, hvorfor hun ikke bare løb skrigende væk. “Man kan se, du er fugtig, Kirstine.” Pouls stemme lød varm. “Mm.” Kirstine forstod ikke, hvorfor. Men hun fik ikke tid til at tænke over det, før Poul trådte frem til hende igen. Blidt strøg Poul en finger igennem helle hendes revne for at ende med at lade den hvile ved hendes skedeindgang. “Åh,” sukkede hun uden at vide, hvad det betød. Så banede fingeren sig vej. “Kirstine?” spurgte han. “Mm,” lykkedes det hende at sige. “Er du den slags pige, som let bliver våd, eller er du ualmindelig tændt lige nu?” spurgte han lunt. Hun sukkede. Det kunne jo ikke passe, at hun blev våd så let. Det kunne ikke passe, at hun var ualmindelig tændt … for hun var jo Troels’… eller … jo, det kunne godt passe. “Svar mig!” forlangte Poul og stødte demonstrativt nogle fingre ind i hende to gange. Hun opdagede, at hun skælvede. Hun måtte koncentrere sig om at tale. “J… Jeg… Jeg er tændt,” fik hun frem. “Var det ikke heldigt?” spurgte Poul. Tøvende rystede Kirstine på hovedet. “Du vil måske hellere være en dydig pige, totalt uskyldig i alting?” spurgte Poul. Kirstine nikkede forsigtigt. “Hellere uskyldig end nyde?” fortsatte Poul sin spørgen. Kirstine kunne jo godt se det. Et lille smil smilede om hendes læber, da hun nikkede. “Men sådan er du ikke?” spurgte han. Der kom antydningen af en hovedrysten fra Kirstine. “Poul, det her er altså svært nok,” tilføjede hun bedende. Poul lod spørgeriet ligge. “Rejs dig, våde,” befalede han. Hun lod sig føre ind i soveværelset. Hun behøvede ingen opfordring til at lægge sig på sengen. Hun så Poul klæde sig af. Hun havde smagt pikken, men ikke mærket den “rigtigt” tænkte hun og skammede sig i samme øjeblik over at tænke sådan. Poul lod sig falde i sengen. Et øjeblik kiggede han intenst på hende. Så sagde han stille: “Kirstine, forlyst mig!” Kirstine vidste ikke rigtigt, hvad hun havde tænkt; det gik nok mere i retning af, at han ville forlange noget, og hun ville artigt og uskyldigt udføre det. Men nu måtte hun pludselig være… den aktive part. Var det stadig kattens leg med musen? Sprællede hun i edderkoppens net? Men hun var våd, hans manddom rejst. Det var ikke så svært at hitte ud af. Hun satte sig overskrævs på ham, tog hans lem i hænderne og styrede det ind i sig.

Ind i den mis, som kun havde kendt til Troels, siden Kirstine var teenager. Det føltes så forkert. Det føltes så frækt. Kirstines hjerne havde svært at rumme modsætningerne. Heldigvis krævede det ikke meget hjerneaktivitet at ride Poul. Det krævede heller ikke meget hjerneaktivitet at blive stakåndet og blive helt opslugt af fornemmelserne forneden. Men i de klare øjeblikke greb Kirstine sig i at bekæmpe nydelsen. Og hun blev rigtig irriteret på sig selv, da Poul med et udtryk fuld af nydelse tømte sig i hende, og hun selv end ikke var i nærheden af en orgasme.

“Det var lækkert, Kirstine,” stønnede Poul tilfreds. Så fik han øje på hende: “Du ser ikke for glad ud.” Hun rystede på hovedet. “Jeg kan ikke finde ud af det,” sukkede hun. “Ikke finde ud af som i Ikke slappe af?” spurgte Poul. Til Kirstines lettelse så han ikke sur ud. Det var faktisk også rart, at han kunne se, hvad det handlede om. Hun nikkede. Et øjeblik så hans intense øjne på hende. “Men nu skal vi lave aftensmad,” bemærkede han.

Kirstine var lettet. Hun havde lige fået lidt respit. Men da Poul protesterede, da Kirstine ville tage tøj på, blev det ikke helt så meget pusterum, som Kirstine havde regnet med, men nøgen var til at leve med. Det kunne i hvert tilfælde være værre.

Fortsættes HER