2012

Julius og Sct. Bernhard – af Mizze Munther

Sankt Bernhardshunden kom luntende ham i møde, da Julius stred sig op over bakken. Gården, som lå udbredt foran ham, rummede minder om den Milde Mille. For flere år siden havde han givet Milde Mille sin julegave lige der blandt alle køerne. Julius huskede endnu det vilde ridt, som var endt med, at Julius fyrede hele sin ladning af nektar op i Milde Milles stramme fisse. Året efter var Julius endnu engang stødt ind i Milde Mille, som sammen med en meget ung malkepige havde fået en ordentlig omgang i den kolde sne.
Julius var spændt på, om de to stadig var på gården.

Hjemmevant smøg Julius og Sankt Bernhardshunden sig ind i stalden, hvor køerne brummende stod og ventede på malkningen. Julius fandt sin sædvanlige bås og satte sig godt tilrette i høet. Hunden slog sig ned ved siden af ham med hovedet i Julius’ skød. Køernes stille brummen og varmen gjorde Julius døsig, og han gled derfor tilbage i høet og faldt hen i drømmenes verden.

Halvt i søvne fandt Julius’ hånd vej ned til bukseklappen og slog den til side. Lansen stod allerede med en doven rejsning. Med højre hånd greb Julius fat om den og strøg blidt op og ned af skaftet. Julius drømte sig tilbage, til sidst han var i stalden, hvor han med et greb om Milde Milles krøllede nakke havde boret lansen ind i hendes varme mundhule. Fingrene lukkede sig i et fast greb om de viltre krøller og trak hovedet nærmere. Julius kunne allerede mærke den varme ånde mod sin pulserende og stive lanse. En våd tunge gled forsigtigt frem og strøg hen over Julius’ spændte kugler. Det gav et sæt i Julius, da tungen atter ramte – denne gang gled den hen over det blottede pikhoved. Med et suk lænede Julius sig tilbage og nød de varme slik, mens han stadig gned med højre hånd på den stive lanse.
Uhh, – hvor var det dejligt. Julius kunne mærke, hvordan eksplosionen nærmede sig. Han ønskede bare, at Milde Mille ville tage ham helt ind i munden, så han kunne sende hele sin ladning ned i halsen på hende. Julius strammede grebet om den krøllede nakke, men lige meget hvor meget han pressede på, så fortsatte den ivrige slikken.

En højlydt fnisen rev pludselig Julius ud af den behagelige drømmeverden, og med et sæt åbnede han øjnene. Og stirrede lige ind i et sæt store fugtige mørkebrune hundeøjne. Den store Sankt Bernhardshunds tunge gled stadig hen over Julius’ lanse – som nu eksploderede for øjnene af ham. Som i en tåge måtte Julius læne sig tilbage og bare nyde, hvordan hunden labbede nektaren i sig. Skammens rødme bredte sig over Julius’ kinder, da den højlydte fnisen blev til et gigantisk latterbrøl. Milde Mille og den unge malkepige dukkede frem bag skille væggen, varme og fugtige af latter og lyst. De to piger smed sig ned i høet ved siden af Julius med skørterne kilede op om livet. Milde Mille havde en pot friskmalket fed mælk i hånden, og nu lod hun en stråle glide ned over malkepigens skræv. Nysgerrigt satte Julius sig op og skulle lige til at slukke sin tørst, da Milde Mille ublidt skubbede Julius væk. I stedet lokkede hun nu hunden med fingre dyppet i den fede fløde. Med glasagtige øjne ventede malkepigen dirrende på tungens første slik. Mens hundens tunge bearbejdede malkepigens skræv, rejste Julius’ lanse sig ivrigt igen. Det var tydeligt, at det ikke var første gang, de to piger havde leget med den store Sankt Bernhards hund, for da Milde Mille så, at hunden var ved at blive lidt uinteresseret i skrævet – lod hun endnu en stråle af den fede mælk plaske ned over malkepigen. Mille satte sig nu overskrævs over malkepigens hoved og trykkede den sort krøllede mis ned over pigens mund. Ivrigt skød pigen tungen op i missen og drak af Milles safter. Mille gnubbede og gned missen mod pigens tunge, som da Julius første gang havde set hende ride på malkestolen. Julius’ lanse stod igen klar og stiv. Der var intet, han ønskede sig mere end at bore den op i en af de to piger, men de havde nok i deres eget. Hundens ivrigt slikken, førte snart pigen til en bragende orgasme. Med et hvin spændte hun ryggen i en bue og klamrede sig til Milles lår. Viljeløst gled hun nu tilbage i høet. Milde Mille hoppede hurtigt ned af pigens ansigt og trillede hende om på maven, trak hende op, så hun kom til at stå med den blege hvide røv strittende lige op i luften. Behændigt vendte Mille sig nu mod hunden, og med en fast hånd greb hun nu fat om hundens pik og gned den let. Hun trak hundens hoved hen til pigens ventende mis og lod den snuse. Med et sæt sprang hunden nu op og greb fat om pigen. Famlende forsøgte den at parre sig med hende, Milles hånd hjalp den på rette vej. Pigen hvinede igen af fryd, da hunden ivrigt gled ind og ud af den sjaskvåde mis. Julius stirrede måbende på de tre. Den store hundekrop, der krampagtigt parrede sig med den spinkle malkepige – Milde Mille, som sad med skrævet åbent foran pigen. Pigen, der slikkede den sortkrøllede mis. Julius kunne ikke andet end at sidde for sig selv og gnide den dunkende lanse. Næsten samtidigt, som om nogen havde trykket på en knap, stivnede den store hund, malkepigen og Milde Mille da de alle nåede klimaks. Med et brøl, gav Julius efter og lod sin nektar sprøjte ud over dem alle.

Hunden sprang forskrækket ned af pigen og luntede væk. Malkepigen var sunket sammen i Milde Milles favn, sammen lå de nu småstønnende og kælede for hinanden.  

Et nyt langtrukkent brøl vækkede de tre i høet, køerne krævede at blive malket. Pigerne kom hurtigt på benene og skyndte sig ind til de ventende køer.
Julius lukkede klappen i bukserne og gik ud for at få et stop på piben i den stjerneklare decembernat.  

”Ho ho ho,” brummede Julius, da han stod og kløede den store Sankt Bernhardshund bag ørerne.