Julius vågnede med et sæt i sin lune rede i høet. En messende sang lød fra laden under ham. Julius havde efter en lang dagsmarch gennem regn og slud, fundet vej til svensker gården lige sønden for Varde. Han havde sneget sig ind på høloftet, smidt de våde gevandter og lå nu nøgen i høet og sov. Julius havde godt hørt på sin vej at svenskeren havde medbragt nogle sære skikke fra sit hjemland, det var en af dem Julius nu var vidne til. Pigerne på gården øvede sig i sangen til Lucia optoget – hvor man hyldede den hellige Lucia. Helt så helligt var dette optog dog ikke, skulle Julius snart komme til at sande.

Midt i den mørke nat
Lysene brænder
Du bærer lyset frem
I dine hænder
Kom i det hvide skrud.
Mildt du os maner
Skænk os du julens bud.
Glæden vi aner
Budskab du bringer med
Budskab om julefred
Santa Lucia, Santa Lucia

Pigerne stod i kreds i bare særke og sang messende om Lucia. Kredsen var sluttet om en af stolperne der bar høloftet og Julius kravlede nærmere for at se hvad der foregik. Bagbundet til pælen, stod Hanne – den enfoldige malkepige. Nøgen, bortset fra kransen med lys der tronede på hovedet. Små dråber af smeltende voks fra lysene, dryppede ned fra kransen og dannede små perlende floder ned over Hannes nøgne krop. Pigen dernede vred sig i smerte og skreg højt, når en særlig stor dråbe ramte og stivnede. De andre piger gik frem en efter en og kyssede den stakkels lille Hanne. Julius bøjede sig længere frem over kanten. Pigerne sad nu i kreds om Hanne og sang mens de kærtegnende lod hænderne glide op af Hannes ben og krop.

Trolddom og mørkets magt
Dit lys betvinger,
Kærternes stærke vagt
Fred til os bringer.
Ved lysets klare skær
Vej vi skal finde,
Du er os alle kær,
Skønne præstinde
Budskab du bringer med,
Budskab om julefred,
Santa Lucia, Santa Lucia

Pigerne kørte deres kærter tæt op mod Hannes krop, smeltede den stivnede voks med flammerne. Hanne stønnede højt af smerte og lyst. Atter kyssede pigerne Hanne, nu længere nede – lige der hvor ilden brændte. En efter en gled pigerne ind mellem Hannes ben, kyssede – mærkede med lystne fingre.

Med et brag faldt Julius ned gennem lugen til høloftet. Som gud havde skabt ham, lå han nu på gulvet i laden foran de tolv piger. Pigerne kastede sig over ham. Fortumlet og ør som han var, måtte Julius finde sig i den ublide behandling. De trak Julius hen til stolpen hvor Hanne havde stået. Bandt hænderne sammen og trak ham på den måde op og stå. En af pigerne ofrede særken og bandt Julius’ fødder fast til stolpen. Med et blik der var stift af had og begær, satte Hanne nu kransen på Julius’ hoved. Den varme voks fra kærterne dryppede ned over Julius. Det gav et ryk i ham da de første dråber ramte. Det gjorde bare ondt værre. Rystelsen forårsagede en styrtflod af den varme voks. Det løb ned over det brede bryst, videre over maven indtil det til sidst samlede sig og løb i en doven flod ned over Julius’ egen kærte. Julius skreg. I afmagt – i smerte og i noget helt andet. Kærten talte sit helt eget sprog. Den stod stiv og strunk – lige ud i den kolde luft. Julius ønskede mere end noget andet, at smerten skulle forsvinde, men sært nok også at den skulle blive ved. At pigerne med deres kærter, skulle kærtegne hans krop som de for få øjeblikke siden havde kærtegnet Hannes. Lucia brudene stod i kreds omkring Julius mens de messende sang igen. Hanne stod foroverbøjet foran Julius mens pigerne dryppede voks på den bøjede ryg. Langsomt bakkede Hanne, og Julius kærte gled ind i den mørke, varme og våde grotte. For hver gang pigernes kærter sendte en bølge af varm voks ned over Hannes nøgne ryg, gav det et sæt i Hanne og hun vred og vendte sig omkring Julius’ strunke kærte. Julius kunne magtesløst se til mens Hanne brugte ham. Med et udstødte Hanne et skrig og sank sammen for Julius’ fødder. Orgasmens kramper skød som bølger gennem den lille krop. To af pigerne bar Hanne over i en lille bunke hø, hvor de gav sig til at kysse og kærtegne den smertende krop. Pigerne legede med de små spæde bryster og den udspilede grotte. Julius kunne kun nyde synet. En ny pige havde taget Hannes plads foran Julius. Igen og igen løb dråberne af varm voks, ned over Julius’ forsvarsløse krop. Smerten brændte om kap med den brændende lyst. Julius skød kærten frem og begravede den i pigens lystne skræv. Rundt omkring Julius, havde pigerne nu fundet sammen to og to. De lå omkring på gulvet og brugte livligt kærterne, som nu var slukkede, på hinanden. I kampens hede, havde rebet omkring Julius’ hænder løsnet sig en smule. Julius var ikke sen til at udnytte denne mulighed. I et snuptag slog han de stadig sammen bundne arme omkring pigen der stod foran ham, og drev sin kærte dybt ind i hende. Voksen fra kærterne i kransen på Julius’ hoved, dryppede ned på dem begge og forstærkede det sanseløse begær. Brølende stødte Julius til, og kærten eksploderede i den halvt bevidstløse pige. Julius gik i knæ og sparkede sine fødder fri, greb fat i pigen og begravede sin mund i hendes skræv. Snart skød kramperne gennem hende og safterne stod i en stråle ud i ansigtet på Julius.
Blændet af safterne blev Julius overmandet og væltet omkuld af de andre piger. To af pigerne magtede at holde ham fast til gulvet. Julius fornemmede halvt i blinde hvordan en af pigerne satte sig over hans ansigt og pressede skrævet ned over munden på ham. Julius kunne ikke andet end at slikke og sutte for på den måde at få en smule luft. En anden af pigerne havde sat sig til rette mellem Julius ben, blide hænder og en varm tunge forsøgte at rette den kuldsejlede kærte op. Det lykkedes meget hurtigt, hvorefter hun satte sig overskrævs på Julius og startede et vild og voldsomt ridt. Sådan med skiftende piger over mund og skræv var Julius nu helt i Luciabrudenes vold. En efter en blev de mættet af Julius’ tunge og kærte og gled ned i høet. Julius var ved at sprænges efter forløsning. De snu piger var standset hver gang de kunne mærke at eksplosionen var på vej. Til sidst var der kun den små Hanne tilbage. Julius huskede hvor snæver og villig hun var. Hanne kravlede hen til Julius og lagde sig ned hos ham. Tændt af en brændende ild besteg Julius Hanne. Med en brands voldsomhed jog han kærten ind i hende. Mærkede hvordan hun tog imod de voldsomme stød uden at kny. Grottens snævre varme, synet af de nøgne pige kroppe og duften af varm voks, smeltede sammen for Julius og han måtte give los. Kaskader af den voksagtige saft, skød ud fra Julius’ egen kærte med en voldsom kraft. I det samme krampede Hannes grotte sammen i en gigantisk orgasme. Da var det slut med kræfterne for Julius og han sank sammen i Hannes arme.  

Da Julius vågnede den næste morgen vidste han at det var noget han havde drømt, for der var kun fire og ikke tolv piger på gården. Eller, måske havde han været lidt rundhåndet med snapsen, som skulle holde ham varm? Det kunne måske også have noget at gøre med den kæmpe bule Julius havde i panden?
Noget måtte der dog have været sket – for den små Hanne lå endnu i Julius’ favn, nøgen og med voks i håret. Med en brændende smerte i kærten og øm i hele kroppen, ruller Julius forsigtigt væk fra Hanne – for ikke at vække hende og den voldsomme lidenskab han tilsyneladende havde været udsat for i løbet af natten. Julius iførte sig den røde vams og tophuen, sneg sig stille ud af ladeporten mens han sagte nynnede Lucia sangen for sig selv.  

”Midt i den mørke nat Lysene brænder Du bærer lyset frem

I dine hænder”

Med et smørret grin, fortsatte Julius ud over markerne i den stille kolde december morgen, mens han vandrede mod nye eventyr: ”Ho, ho, ho…”

Red.: Den opmærksomme læser vil nok gennemskue at teksten ikke helt er som den plejer, men det er faktisk den svenske tekst oversat til dansk.
 

Skriv i Mizze Munthers gæstebog HER
Andre historier af Mizze Munther klik HER