Julius stod på toppen af klitten og skuede ud over havet. Små salte skumtotter fløj rundt i luften og blandede sig med de store bløde snefnug. Stormen var taget til. Der lå en enkelt båd og huggede dybt i bølgerne derude på havet. De fleste var søgt i land i ly for stormens rasen. Der måtte være noget galt med den! Ganske rigtigt – et øjeblik efter lød kirkeklokkernes rasende bimlen. Fra alle husmandssteder, små gårde og fiskerhytter, styrtede mændene ud med dundrende træskostøvler. Kursen var sat mod bådehuset hvor redningsbåden netop blev trukket ud.

Julius håbede virkelig at mændene om bord på skibet ville klare det, og sendte nogle lykkebringende besværgelser ud mod skibet. Så stavrede han ned af klitterne. Når katten er ude, danser musene på bordet tænkte han. Der ville gå mindst tre timer før mændene kom ind igen. ”Ho Ho Ho” råbte Julius, og mærkede allerede hvordan bovsprydet rejste sig under klappen på de grå vadmels bukser. Det var på tide at besøge Alma.

Alma var kone på en af gårdene og havde mangen gang varmet Julius på en kold vinternat. Julius stred sig gennem stormen og bankede på døren ind til bryggerset. ”Godaften i stuen, kunne en vandrende sjæl få lidt varme i kroppen på denne stormfulde decembernat?” spurgte Julius da døren gik op. Men hvad? Det var jo ikke Alma der stod der foran ham! I stedet skød en prægtig skude brystet frem, der var både til bagbord og styrbord. Julius sank en klump og mærkede hvordan bovsprydet skrumpede ind til en sølle rebende. Med sådan en furie blev det nok så som så med julevarme.

Det skulle vise sig at Julius aldrig havde taget mere fejl.  

”Han kan sætte sig ind i køkkenet, når han har taget de våde beskidte støvler af. Vamsen kan han hænge foran ovnen.” Skuden viste sig at hedde Bodil, hun havde taget pladsen da Alma var død sidste forår. Julius gjorde som beordret og satte sig hjemmevant på slagbænken. Bovsprydet havde tydeligvis registreret ændringerne i forholdene og stod nu stor og tyk bag klappen. ”Kan han rejse sig op og tage de våde stinkende klude af!” sagde Bodil brysk. ”Han skal ikke sidde der og dryppe på mine rene gulve!” Julius rejste sig og stod lidt beklemt foran det store egetræs planke bord. Han var absolut ikke vant til den hårde kommanderende tone. Bovsprydet var ikke spor beklemt, det truede med at sprænge sig vej ud i det fri. Det undgik bestemt ikke den bryske skudes øjne. Med en hurtighed, som den ypperligste skonnert ville misunde, fik Bodil væltet Julius baglæns ned på plankerne, hevet vadmelsbukserne af og med et fast tag omkring det stive sprængfarlige bovspryd, entrede Bodil bordet og Julius. Fuldstændig paralyseret af denne furie, lå Julius ganske stille og ventede på stormen. Bodil kiltede skørterne op og afslørede et par blegfede lår hvis lige Julius aldrig havde set mage til. Store hvide dejklumper, afgrænset af de sorte uldsokker der endte midt på lårene og en vildvoksende sort urskov hvor det blege hvide mødtes. Nu sad Bodil overskrævs på Julius, uden at kunne røre sig måtte Julius finde sig i sin skæbne og så at sige ride stormen af. Bodil sænkede sit skræv ned over bovsprydet og startede med en let brise. Sagte duvede Bodil frem og tilbage – op og ned. Vinden tog til i styrke. Stærk blæst over Julius. Med stadig større styrke, vrikkede Bodil rundt om Julius’ bovspryd. Et øjeblik troede Julius at det ville knække under presset. Men Bodil vidste hvad hun gjorde, så snart hun fornemmede den mindste svaghed, standsede hun op. For så igen at sætte i med fuld styrke. Blæsten blev til storm over Julius. Bodil rokkede og roterede, huggede op og ned. Særken havde løsnet sig foroven og endnu to store blegfede dejklumper væltede ud. Julius sank en klump, og rakte hænderne op for dog at have en redningsplanke at holde sig til i stormen, som nu rettelig var en orkan. Bodil – orkanen – sad nu med skum om munden, plankerne under dem gav sig klagende. Bodils skræv sendte flodbølger af safter ud over Julius. Julius var sikker på at safterne dernede også var pisket til skum. Orkanen steg i styrke og ville snart nå sit crescendo. Julius mærkede at bovsprydet snart ville give efter og overgav sig derfor i vindens vold. Lod sig rive med og eksploderede med fuld kraft i orkanens øje. Dette lod dog ikke til at stoppe orkanen. Nej, Bodil fortsatte med fuld styrke. Ruskede bovsprydet hid og did. Klemte og vred stakkels Julius’ bovspryd til han følte det ville sprænges.

Endelig lod det til at orkanen ville aftage, Bodil stivnede og udstødte et brøl som helt og aldeles overdøvede stormen udenfor. Bodil sank sammen over Julius, med skum om munden og et hæsblæsende åndedrag.  

Julius lå lidt og nød stilheden efter orkanens rasen. Kroppen var mørbanket, og bovsprydet lå søndervredet mellem Bodils lår. Bodil rejste sig besværligt op og kravlede ned fra plankerne. Taknemmeligt sukkede Julius og ville følge efter. ”Kan han lægge sig.” Julius forstod instinktivt at orkanen ikke var aftaget – han var blot endt lige midt i orkanens øje. Ganske rigtigt. Bodil bøjede sig over det søndervredne bovspryd. Med en nænsomhed og let som en forårsbrise, lod Bodil sine bløde hænder kærtegne bovsprydet. Forsigtigt fik hun samlet de søndervredne stumper. Snart stod det igen og vajede i brisen. Bodil vandede den sirligt og godt med sine bløde varme og våde læber. Glattede med tungen og støttede med et blidt men fast greb af bløde blege hænder. Et øjeblik troede Julius at han var død og var faret til himmels, så skønt var det. Denne orkan som havde forvandlet sig til en forårsbrise, bragte snart Julius’ til bristepunktet igen, Bodil suttede og slikkede så Julius næsten hørte englene synge. Julius mærkede hvordan kulden sneg sig ind igen, da Bodil rettede sig op og kort kommanderede: ”Ned!” Bodil skubbede Julius væk fra bordet og kiltede skørterne op bagtil. Lænede sig frem over bordet og stod nu med et fristende hvidt agterspejl vendt mod Julius. Med rystende ben indtog Julius pladsen bag Bodil. Bovsprydet var atter klart. Med en huggende bevægelse skød Julius frem. Sigtede mod orkanens øje, der stod åbent foran ham. Omkranset af sort var det rødt og ildevarslende. Agterspejlet drev af væde fra orkanens rasen, store klatter af skum og safter sad stadig i de sorte strømper. Julius huggede dybt. Bragede igen og igen bovsprydet ind i agterspejlet. Som en isbryder, der bryder den tommetykke is. Huggende og vuggende var det nu Julius der som en orkan, raserede Bodils agterspejl. Plankebordet under Bodil flyttede sig i takt med bovsprydets orkanagtige frembrusen.

Uden at kny tog Bodil imod. ”Mere” kommanderede hun, ”hurtigere.” Julius tog et godt tag i agterspejlet og bankede bovsprydet ind igen og igen. Sveden drev i stride strømme ned over dem. Bodil strammede grebet om bovsprydet med orkanens øje og rakte hænderne bagud. Julius greb fat om stagene, nu skiftevis trak og stødte Julius sig vej gennem bølgerne for at nå til smult vande. Igen og igen brølede skuden under ham, rullende bølger strøg gennem hende og slog smut omkring bovsprydet. Julius fortsatte sin fremdrift, skønt plankerne truede med at give efter. Som en sømand i høj sø, holdt Julius godt fat i agterspejlet da han satte det sidste stød ind. Med et brøl skød han frem og mærkede hvordan bovsprydet gik helt i bund og splintredes i tusind stråler. Udmattet lagde Julius sig ned over Bodils store agterspejl, og red de sidste dønninger fra orkanen af.

Bodil havde i sandhed vist sig at være en værdig afløser for den kære Alma. Julius glædede sig allerede til næste gang han mønstrede skuden.

Gennem stormens susen udenfor, hørte de begge kirkeklokkernes stille bimlen, som fortalte dem at mændene var på vej hjem fra søen. Og Julius vidste instinktivt at alt var gået godt.
 

Skriv i Mizze Munthers gæstebog HER
Andre historier af Mizze Munther klik HER