2012

Julius, en søndag i kirketiden – af Mizze Munther

”Ho ho ho,” lød det gennem den frostklare decemberdag, hvor sneen dalede ned. ”Ho ho ho”, råbte Julius atter, da han gik over de frosne marker. Lidt gnavent og surmulende sparkede Julius til en af de frosne plovfurer, besøget på gården, hvor Milde Mille var malkepige, var ikke gået, som han forventede. Milde Mille og den nye malkepige havde kun haft øje for hinanden, og Julius havde selv måttet klare problemet med den stive lanse. Igen lod Julius sine tanker glide tilbage til natten før, hvor han som tilskuer, havde oplevet den bizarre trekant mellem Milde Mille, malkepigen og gårdens store Sankt Bernhardshund. Ikke en eneste gang havde han selv fået lov til at røre nogen af pigerne. Ved tanken om pigernes fristende barme og våde skræv, rejste Julius’ lanse sig atter under vadmelsbuksernes varme klap. Forude lå gården, hvor han sidste år var blevet redet til af gårdens staldkarl. Julius kunne se, at familien var ved at gøre klar til kirkegang. En stor kane holdt ved fordøren med ringlende bjælder og prustende heste. Kirkeklokkerne bimlede i det fjerne. Julius besluttede sig for at kigge indenfor i stalden, når nu herskabet var af gårde. Måske var han heldig, at karlen ikke var optaget af andre gøremål. Men ak, da kanen gled forbi – så Julius karlen trone på kuskesædet. Med et suk gled Julius indenfor i staldens varme ro. Køerne stod side om side i de lune båse gumlende, mens kæderne raslede omkring dem. Bagerst i stalden stod der et par kalve, som endnu ikke var helt vænnet fra. Ofte havde Julius stået blandt de små kalve og fået sine bulne og stivfrosne fingre suttet varme og bløde. En tanke slog pludselig ned i Julius’ hoved og forplantede sig direkte i den ulmende lanse. Hvad nu hvis… Julius smed hurtigt sin oppakning og fik lukket klappen op. Lansen stod stiv og strunk lige ud i luften. Hurtigt bukkede Julius sig og malkede et par stråler varm mælk ned i sin hule hånd og gned den rundt om lansen. Han listede sig hen til kalvene og lokkede fristende med mælken. Nysgerrigt kom kalven nærmere og snusede forsigtigt til den mærkelige pat, der blev den budt. Med et voldsomt sug røg pikken ind i kalvens mund. Smerten var så stor, så Julius måtte holde fast i kalven for ikke at falde om. Han havde helt glemt, hvor kraftigt de suttede, det var slet ikke at sammenligne med hundens ivrige slik. Blodet brusede i Julius krop, mens kalven bare suttede og suttede. Den raspende tunge var ved at gøre Julius vanvittig af smerte og vellyst. Med et gigantisk brøl sprøjtede Julius sin nektar ind i kalvens varme mund. Endnu et gigantisk brøl, denne gang af smerte, undslap ham, da snerten fra en læderpisk ramte ham. Slagene haglede ned over Julius’ blottede bag, bukserne var gledet ned, da Julius havde stået med kalven. ”Først så bedækker du kællingen og tøsen, så leger du ridder og ganger med karlen. Nu er jeg kommet for at kræve mit, Julemand.” Bondens stemme tordnede i Julius’ ører. Fortumlet kiggede Julius op og stirrede ind i bondens rødmossede og vrede ansigt, mens han forsøgte at komme på benene. Bonden var over ham, inden Julius kunne nå at tænke, og et slag strakte Julius tilbage i høet. Da Julius igen vågnede, slog kulden ham i møde, forvirret rystede Julius på hovedet for at få klarhed på sine tanker. Noget strammede om Julius’ håndled og ankler. Kæder raslede, da han bevægede sig. Julius stivnede, da det gik op for ham, at han nu stod helt nøgen og fastspændt i lænker til båsens solide tømmer. Bag ham kunne Julius høre bondens prusten blandet med lyden af stråler af fed mælk, der rammer en spand. En gysen rislede gennem Julius, da han mærkede den fede mælk ramme sin ryg og fortsætte ned mellem balderne. En stærk og ru hånd pressede mod Julius’ ryg og tvang ham til at bukke sig. Bondens hånd gled ned af ryggen og fandt vej til stjernen, et tryk fortalte Julius, hvad bondens hensigt var. Julius mærkede, hvordan bonden udvidede og smurte stjernen, en smerte skød gennem Julius, da bondens finger blev erstattet af en velvoksen lanse, der blev banket i bund. Bonden havde stoppet Julius’ tophue i munden på ham, og den hindrede ham i at brøle højt. Julius slog sig i tøjret som en vild hingst, da bonden igen og igen bankede sin lanse ind i stjernen. Nosser slog mod nosser. Piskens snert slog mod ryggen. Smerte slog over i nydelse. Julius’ lanse svulmede igen stadig sviende af smerte efter kalvens hårde behandling.

Bonden brølede højt bag ham, mens han tømte sin ladning af nektar op i Julius’ tarm. Julius selv kunne ikke andet end at følge med, ophidset af smerte og nydelse lod han sin nektar strømme ud over båsens gulv.

Næsten bevidstløs af smerte og udmattelse mærkede Julius, hvordan bonden løsnede kæderne, og han sank sammen i båsens varme hø. Uden et ord gik bonden ud af stalden. Julius gled atter engang ind i bevidstløshedens nådige mørke.

Julius drømte om fjerlette bløde puder og skinnende hvidt linned…