2012

Julius, julefred – af Mizze Munther

Juleaften – Julius sad i den lune krog ved kaminen i stadsestuen og slog mave efter den prægtige julemiddag som Englen havde serveret for ham og de to små børn – Juliane og Nikolaus. Børnene havde han første gang truffet den eftermiddag, hvor Englen havde fundet ham liggende blødende i høet efter Bondens hårdhændede behandling.
Julius lukkede øjnene og tænkte tilbage… 

Julius drømte om et leje med rent hvidt linned og bløde puder, gav sig lidt i høet og mærkede straks en blid hånd på sin pande. Forvirret slog han øjnene op – og stirrede lige ind i et par velformede bryster. Julius borede det skæggede ansigt ind mellem dem, sukkede højlydt og rullede sin smertende krop ind mellem et par velformede ben. ”Nå, du er ikke helt død Julemand.” Lød en engleblid stemme over ham. Julius svarede igen ved at trække i særkens kant, så de store bryster væltede frem. Som et barn der søger trøst, begyndte Julius at sutte på de store mørke die vorter. Med en tilfreds grynten æltede han løs på det ene bryst, mens den anden hånd fandt vej under skørterne. Julius huskede fra sidste gang – at der ikke ville være hindringer for den store arbejdsvante hånd. Englen, med det lyse hår, lod Julius gøre hvad han ville og spredte villigt lårene så Julius hånd kunne finde vej til den våde grotte mellem hendes ben. Julius kunne mærke hvordan det begyndte at rykke i lansen under klappen i vadmelsbukserne. Behændigt fik han knappet op, så lansen kunne folde sig ud i fuld længde. Julius skubbede sig længere op i høet og lod forsigtigt den sårede lanse glide ind i den varme bløde grotte. Stille og roligt for ikke at sårene på ryggen skulle bryde op, lod Julius lansen glide ind og ud af Englegrotten. Englen lod sine kraftige ben slynge sig op omkring Julius’ ryg og holdt ham i et fast favntag. Julius havde ikke andet valg end at blive hvor han var og med et brøl, af smerte og nydelse, fyre sin nektar af i Englens grotte.    Stønnende lod Julius sig rulle om på ryggen i høet – ryggen og lansen smertede efter mødet med Englens kraftige lår og stramme grotte. Julius hørte Englen røre på sig i høet. Et øjeblik efter mærkede Julius, Englens blide hænder famle rundt om den sårede lanse. De kuplede sig om de ømme og forslåede kugler, blide og varme strøg de op over den nu faldne lanse. Med et varmt pust, lod Englen sine bløde varme læber glide ned over ham. En lille varm og ivrig tunge legede med lansens spids. Julius lå helt stille og nød den blide behandling, det var tydeligt at Englen ikke var helt færdig med at skænke ham julefred. Lansen begyndte at rejse sig og snart stod den atter rank. Englen havde i sandhed magi i den blide mund. Julius kunne ikke andet end at lægge sig tilbage i høet og nyde Englens leg med lansen. Englen bøjede sig over ham og lod gang på gang lansen forsvinde helt ind i munden, mens den blide tunge pressede mod lansens skaft. Aldrig havde Julius været udsat for en mere adræt og livlig tunge – det slog i hvert fald kalvens kraftige sug. Men pludselig slog en kold vind ind over Julius, Englens varme mund havde forladt ham. Med et utilfreds støn slog Julius øjnene op, og et af de skønneste syn mødte ham. Foran Julius stod nu i sandhed en Engel. Det lyse hår stod i en strålekrans om Englens hoved i skæret af den nedgående sol. Et par store velformede bryster, hang dinglende ud over kanten af særken – Englens skørter var kiltet op om livet, og Julius havde udsigt til et stykke bart hud mellem kanten af de lange sorte uldne strømper og skørtets kant. Midt i dette vidunderlige syn, voksede et buskads af viltre lyse krøller der kransede en glinsende rød rosenknop. Julius lanse voksede endnu et par centimeter ved dette prægtige syn. Englen trådte op i høet med et ben på hver side af ham og sank langsomt ned over den ventende lanse. I fuldstændig kontrol, sank Englen ned over ham mens hun strammede godt med den våde grotte. I et meget roligt tempo, red Englen sin ganger idet hun sørgede for at gøre holdt når Julius’ åndedrag fortalte hende at han var på vej igen. Englen lagde hovedet tilbage og koncentrerede sig om sit. Langsomt blev tempoet vildere, brysterne hang dinglende foran Julius, som ikke kunne modstå fristelsen og greb ud efter dem. Med et meget bestemt blik, lod Englen Julius forstå at han skulle holde sig i ro. Dette var en sag kun for Englen. Tilfreds med bare at nyde, lod Julius sig falde tilbage i høet, mærkede hvordan englens ridt skiftede mellem cirkler – vertikale og horisontale bevægelser. Englen forstod at udnytte den lange tykke lanse. Af og til mærkede Julius hvordan Englen nærmest kyssede spidsen af lansen med de våde varme læber og her ønskede Julius kun at kunne tage fat og trække hende ned over sig, aldrig havde han mødt nogen som i den grad nød at lege. Englen stønnede højt og ridtet blev hårdere og hurtigere, nærmest galop. Julius mærkede hvordan det sitrede i grotten og Englen gned manisk skrævet mod ham. Englen stivnede i et nu og sendte kaskader af safter ud over Julius, grotten strammede og løsnede sit greb om lansen mens Englen fortsatte sit maniske ridt. Julius måtte atter sende en ladning af nektar op i den varme grotte. Næsten livløst, sank Englen ned over Julius og puttede sig i hans varme brede favn. Således mættede og udmattede sank julefreden ned over Julemanden og Englen og de faldt i en velfortjent søvn.

Efter en stund var de blevet vækket af Juliane og Nikolaus, som kastede snebolde efter dem. Det var tydeligt at se hvem der var far til de to rødkindede og lyshårede tumlinger med røde tophuer på.

Julius vågnede med et sæt i gyngestolen, det var blevet julenat og midnatstimen nærmede sig. Julius bestemte sig for at gå ud i stalden og få sig en snak med dyrene derude. Med den røde tophue, vamsen og de sorte støvler på – gik han således ud. Med et sagte ”Ho ho ho”, lukkede Julius døren fast i efter sig og vandrede ud i den stille nat, hvor julefreden havde sænket sig. 

Glædelig jul – Mizze Munther