2012

Julebukken, del 1 af Natteravn

Ida flåede den længe ventede kuvert op, skimmede hurtigt brevet igennem og brød ud i et jubelbrøl. Yes, hun var kommet ind på drømmestudiet med studiestart til september. Glædestrålende ringede hun til sin mor og overbragte den glædelige nyhed. Hun satte sig på sengen. Største problem ville nu helt klart blive at finde et sted at bo. Kollegieværelser var nærmest umulige at opdrive, så hun måtte ud på det private boligmarked. Hun fik flettet en annonce sammen til de relevante medier:
Rolig ung kvinde på 20 år, ikke ryger, søger stort værelse fra 1. september. Jeg skal begynde på uddannelse, derfor max. pris 3500 kr. om måneden. Venlig hilsen Ida. Kontakt mig på tlf. eller mail.

Med det beskedne beløb som hun kunne betale, regnede Ida ikke med at få mange henvendelser, men allerede et par dage senere kom der en lidt speciel mail, som vakte hendes nysgerrighed:

Til den boligløse studine. Kære Ida

Jeg er indehaver af en ledig 1. sal i en større villa, som jeg tror, du vil finde absolut attraktiv. Der er visse ordensregler tilknyttet lejemålet, men dem kan du få mere at vide om ved personlig henvendelse. Hvis det har din interesse, så mail tilbage.

Hun blev enig med sig selv om at kigge nærmere på tilbuddet, så hun fik en adresse og et tidspunkt, hvor hun skulle møde op. Der gik en bus lige ud til kvarteret, og efter nogle minutters gåtur stod hun foran en stor, flot patriciervilla. Gruset knasede under hendes fødder, mens hun gik og beundrede den velholdte have. Hun gik op ad trappen mod døren, som var flankeret af to enorme krukker med buksbom klippet i kegleform. Det stilfulde blev efter hendes mening brudt at en stor halmjulebuk, som nærmest stod og tronede bag den ene krukke. Hendes første tanke var, at det burde have været en marmorløve eller lignende, og ikke en halmbuk. Havde det så været i december og ikke midt på sommeren. Kikset. Hun ringede på, og kort efter blev døren åbnet af en pæn, slank gråhåret kvinde. Inden Ida nåede at sige noget, sagde kvinden. – Goddag og velkommen. De må være frøken Ida? Ida tabte tråden et øjeblik. – Øhh, ja, jeg hedder Ida, og jeg skulle se på et værelse på 1. sal. Kvinden smilede.

– Kom indenfor. Jeg hedder frøken Mortensen, og Herren er klar til at tage imod Dem i læsestuen. Hun trådte til side, og Ida gik lidt tøvende forbi hende. Frøken Ida? De og Dem? Frøken Mortensen? Herren? Mon hun var trådt ind i en anden tidsepoke?

Frøken Mortensen viste Ida hen til en fransk dør, som åbenbart førte ind til føromtalte læsestue. Rummet virkede mindre, end det var, fordi tre af væggene var beklædt med reoler fra gulv til loft. Alle spækket med bøger. Den sidste væg var domineret af nogle kæmpe glasdøre, der vendte ud mod den smukke have. Lyset fra haven sikrede, at læsestuen på ingen måde virkede indelukket eller skummel. Møblementet bestod af et enormt skrivebord og en sofagruppe i engelsk stil. Døren blev lukket bag hende, og henne ved skrivebordet rejste en høj mand sig. Han rundede bordet og kom hen imod hende. – Goddag Ida og velkommen. Jeg hedder Claus, og det er mig, der svarede på din boligannonce. Han gav hende hånden. Ja, du må undskylde entreen, men frøken Mortensen insisterer på det formelle, så hun kan nok virke lidt stiv i det på især unge mennesker. Han smilede til hende. Jeg håber ikke, hun skræmte dig? – Nej, der skal mere til, svarede hun leende. Han kiggede vurderende på hende, så hun fortsatte nu lidt mere nervøs. – Men jeg tror vist ikke, at jeg er kommet det rette sted, for det ser alt for dyrt ud til mig. Hun sendte blikket rundt i lokalet og tilbage på ham. Han var virkelig høj og bredskuldret, men ud over en kolossal autoritet, syntes Ida også, at han udstrålede tryghed og indlevelse, måske fordi de brune øjne signalerede varme og intens opmærksomhed. Han virkede både betryggende og skræmmende på en gang. Heldigvis var varmen i hans stemme med til at få situationen til at virke naturlig og ufarlig. Det var, som om han fornemmede hendes konklusion, for han slog en latter op, der sammen med hans smil fik hendes usikkerhed til at forsvinde som dug for solen. – Lad mig nu bare vise dig værelserne, så kan vi snakke bagefter, og du kan træffe en beslutning om, hvorvidt du vil takke ja eller nej til tilbuddet. Kom. Hun fulgte ham op ad trappen til villaens 1. sal. Døren blev åbnet ind til en stor lys stue, og hun gik forbi ham. Dybt betaget af rummets ynde, de høje hvide vinduer, stukloftet og de smukke møbler blev hun helt svimmel, men så gled en nedslående skepsis ind over hendes tanker. Det her er langt over, hvad jeg kan forvente for de sølle 3500 kr. om måneden. – Sid ned, sagde han og pegede over på et par stole. Jeg ved godt, hvad du tænker. Du søger et værelse, og her tilbyder jeg dig næsten et slot. Der må være noget galt. Han så på hende, og hun nikkede. – Men der er en god forklaring, fortsatte han. Jeg bor her alene, altså bortset fra frøken Mortensen, så jeg har masser af plads. 1. salen bruger jeg alligevel ikke, så den har jeg haft lejet ud i mange år. Pigen, der boede her før dig, er blevet færdig med sin uddannelse, og hun har fået job i udlandet. Hun har givet mig bemyndigelse til at give den nye lejer lov til at ringe til hende, hvis hun skal anbefale stedet. Jeg har ikke brug for pengene, som du nok kan fornemme, han smilede til hende og trak vejret, men lidt liv i huset skader ikke. Han holdt en pause, men da hun ikke gjorde mine til at sige noget, gik han videre. – 1. salen består af fire rum, plus to badeværelser og et tekøkken. Alt det kan du råde over. Hun gispede. Hvad skulle hun dog med så meget plads? – Du må benytte faciliteterne i stueplan, dvs. køkken, bad, læsestuen og de øvrige rum, som du vil. Du er velkommen til at spise aftensmad sammen med mig de dage, du har lyst. Dog skal du give frøken Mortensen besked om morgenen. Men der er også nogle regler. Du skal prioritere at spise sammen med mig mindst en gang om ugen, og gerne flere som sagt, du må gerne invitere gæster hjem i de rum, der er dine, men du må ikke holde fest. Det må du klare andre steder. Du får egen nøgle til bagindgangen og instruks i, hvordan alarmen fungerer. Når du spiser, eller er sammen med mig i øvrigt, skal din mobiltelefon være slukket. Jeg går ud fra som logisk, at du er seriøs med dine studier. Nogle gange om måneden får jeg besøg af forskellige kvindelige bekendtskaber. Du er velkommen til at spise middag med os, så længe du opfører dig høfligt, men det går jeg ikke ud fra bliver et problem. Han så på hende. – Som det sidste, men ikke mindst vigtige… Hun stirrede afventende på ham. – Vi er dus, når vi er alene i huset, men har jeg besøg, er det De til gæsterne, og mig titulerer du Herre. Det samme gør mine gæster. Hun sank en klump.

– Og som det vigtigste. Du må under ingen omstændigheder nærme dig kælderen. Det er privat område. Hans øjne blev mørke et øjeblik, men så smilede han atter. Her har du nummeret på Sofie, som boede her før dig. Jeg regner med, at du har snakket med hende, inden du giver mig besked på, om du er interesseret.

Hun sagde farvel til frøken Mortensen, som med et underfundigt smil lukkede døren bag hende. I bussen på vej hjem var hun helt rundt på gulvet. Det var uden tvivl det mest underlige, hun nogensinde havde været ude for. Mere plads end hun kunne drømme om, fri aftensmad, hushjælp, og i selskab med en mand, som hun blankt måtte erkende var yderst spændende, mystisk og tiltrækkende. Hvor er så slangen i Paradiset? tænkte hun.

Sedlen med Sofies nummer lå på sengen. Hun havde stirret på tallene i flere timer, mens hun tænkte som besat. Mødet med Claus havde været aparte, nærmest uvirkeligt, skræmmende, forvirrende, men også betagende, fristende, lokkende. Hun lukkede øjnene og så sig selv sidde ved middagsbordet med en smuk fremmed dame og Herren, mens de blev vartet op af frøken Mortensen. Det var som at være med i en gammel engelsk tv-serie. Hun greb telefonen. – Hej, det er Sofie. Stemmen var lys og sprudlende. – Øhh, hej, jeg hedder Ida. Du kender mig ikke, men jeg har fået dit nummer af en fyr, Claus, som lejer sin 1. sal ud. Han bad mig om at ringe til dig. Hun kunne høre Sofie trække vejret tungt. – Åh, Ida, hvor var det godt, du ringede. Det viser et vist mod. Jeg har boet hos Herren…, hun tog en dyb indånding… – vil du ikke godt være sød ikke at kalde ham Claus… i tre år, og det er de bedste år i mit liv. Jeg ville med glæde været blevet boende, men det ligger i kortene, at man flytter videre, når man er færdig med studierne. Til gengæld er man velkommen til at komme på besøg, så måske ses vi en dag. Ida syntes, Sofie lød helt forventningsfuld ved tanken. – Selv om det første møde kan virke underligt, så har du ikke noget at frygte. Herren og for den sags skyld frøken Mortensen er de rareste mennesker i verden, men husk endelig at følge reglerne. – Hvad sker der, hvis man ikke følger regler, spurgte Ida bekymret. Sofie lo. Det er jeg ikke bemyndiget til at udtale mig om. Ida tænkte, så det knagede. – Du vil altså anbefale mig at sige ja tak? Efter en kunstpause sagde Sofie. – Ja absolut, du vil få dit livs oplevelse, men du vil også blive udfordret. Ida syntes, det lød noget kryptisk, men kunne fornemme, at Sofie ikke ville bidrage med meget mere, så hun stillede et sidste spørgsmål. – Hvorfor har æhh … Herren en julebuk til at stå uden for huset, når alt andet er så stilfuldt?

Sofie lo. – Nå, den har du bemærket. Den har Herren fået i gave af en tidligere veninde, og han bruger den som et vartegn. Farvel Ida, og held og lykke fremover. Sofie afbrød forbindelsen og efterlod Ida i et tomrum. En julebuk som vartegn?

Præcis den 1. september flyttede hun ind. Hun havde langt om længe fået beroliget sin mor, som selvfølgelig også fandt tilbuddet for godt til at være sandt og lovet hende at holde jævnlig kontakt. Alle de nye indtryk, studiestarten og flytningen optog Idas tid fuldstændig den første uge, og hun havde næsten glemt alt om husets regler, da frøken Mortensen diskret mindede hende om, at Herren forventede at se hende til middag klokken 18. Først blev hun lidt forvirret, for hun havde egentlig lagt andre planer, men hun kunne se på frøken Mortensen, at det ikke stod til diskussion. – Selvfølgelig, frøken Mortensen, sagde hun, jeg skal nok komme. Dagen fløj af sted, og da hun efter et bad ved 17-tiden sad foran spejlet, overvejede hun, hvilket tøj hun skulle tage på. Hun valgte lidt utraditionelt en enkel, sort sommerkjole, matchende sko med en lille hæl, og inden hun gik ned, sikrede hun sig, at håret sad som det skulle, og makeuppen var diskret, men synlig. Hun kunne ikke helt blive klog på, hvorfor hun gjorde så meget ud af at skulle spise middag med ham, men et eller andet intuitivt forsikrede hende, at det var det rigtige at gøre. Hun blev bekræftet, da hun blev modtaget af frøken Mortensen med et anerkendende nik, hvorefter hun blev ledt hen til sin plads. Der var kun dækket op til to, men det virkede alligevel vildt formelt. Hun nippede til hvidvinen, som var skænket op i hendes glas, da hun hørte hans varme, dybe stemme. – Godaften Ida, jeg er glad for at se dig ved bordet. Han smilede til hende, mens han satte sig ned. Du har haft travlt med alt muligt, men jeg håber, du er faldet godt til – både på skolen og her? – Jo tak, det er lidt overvældende alt sammen, men jeg er virkelig glad for, at det hele fungerer så fint. Frøken Mortensen serverede en udsøgt middag for dem, og Ida havde svært ved at forholde sig til, at det var en almindelig søndag, og at hun var en almindelig 20-årig pige, der lige var begyndt at studere. Hun smilede for sig selv, da hun kom til at tænke på Askepot. Han så spørgende på hende. – I morgen får jeg besøg, og det vil glæde både hende og jeg, hvis du kan afse tid til at være til stede til middagen. Han så afventende på hende. – Men kun hvis du har tid for lektierne?

Så vidt hun kunne huske, var planen, at hun skulle sidde med næsen begravet i bøgerne de næste dage, så hun svarede, at det så hun frem til.

Lidt spændt på, hvem mon den ukendte kvinde kunne være, gik hun ned til middagen den næste aften. Frøken Mortensen tog imod hende og viste hende hen til bordet, hvor en smuk kvinde rejste sig og rakte hånden frem mod hende. – Hej, De må så være frøken Ida, den nye logerende? Ida så på hende. Hun var virkelig smuk, langt mørkt hår, høje kindben, funklende brune øjne og en dejlig solbrændt hud. Måske omkring de 30 år. Kvinden var klædt i en dyrt udseende sort nedringet kjole og matchende stiletter. Ida syntes, hun lignede en million. – Ja jeg hedder Ida, sagde hun lidt forlegen. Kvinden sendte hende et varmt smil. – Jeg hedder Jeanette, frøken Ida. Vil De ikke sidde, så vi kan lære hinanden lidt bedre at kende, inden Herren kommer? Lidt paf satte Ida sig ned, men inden de fik snakket yderligere, kom han ind i stuen. Jeanette rejste sig omgående, og først da hun sendte Ida et tryglende blik, rejste Ida sig også. – Godaften, de damer, sid ned. De satte sig alle tre, og han så over på Jeanette. Nå, jeg kan se, at De allerede har mødt min nye overbo, frøken Ida. – Ja, Herre, vi har lige nået at hilse på hinanden. Han smilede, mens Ida måbende observerede kvindens forandring foran øjnene på hende, hvilket ikke undgik hans skarpe blik. Henvendt til Ida fortsatte han. – Frøken Jeanette kommer her i huset et par gange om måneden, når jeg skal hjælpe hende med at … skal vi sige få skabt balance i visse ting.

Ida så undersøgende over på Jeanette, og et kort øjeblik syntes hun at kunne skimte en let rødmen. Jeanette fortalte, at hun var underdirektør i et tysk firma, og at hun i en hektisk hverdag var nødt til at prioritere de månedlige fridage her i huset.

Efter en hyggelig middag, hvor Ida havde syntes mere og mere om Jeanette, kikkede han henkastet på sit ur og så over på kvinden. Hun opfattede øjeblikkelig hentydningen og rejste sig. – Herre, jeg går ned og gør mig klar, sagde hun og gik. Klar til hvad? tænkte Ida, og ned? Mener hun i kælderen? Han rømmede sig. – Tak fordi De ville spise med, frøken Ida. Jeg er tilfreds med Deres indstilling, og frøken Jeanette lod til at nyde Deres selskab. Mon ikke det er tid til, at De kommer tilbage til studierne? Det lød mere som en ordre end som en forespørgsel. Hun rejste sig. – Tak for mad, Cl … øh Herre. Hun så afventende op for at se hans reaktion, men han nikkede bare anerkendende og forlod rummet. Frøken Mortensen begyndte at rydde af bordet, da Ida spurgte hende, hvad der skulle ske. – Det skal De ikke bryde Deres hoved med. Gå De bare op til Dem selv. Ida kiggede bedende på hende, men måtte gå den tunge gang op ad trapperne. Hun satte sig på sengen. Det var tydeligt, at der skulle ske et eller andet. Hvad mon det var for en ligevægt, Jeanette, underdirektøren, skulle have hans hjælp til at skabe? Tankerne fløj igennem hende. Det var nok ikke regnskaber, de skulle gennemgå. Hun lo lidt ved tanken. Nedringet kjole og stiletter. Det lugtede langt væk af sex. Men hvorfor i kælderen? ”Nede” kunne kun være kælderen. Og der var tydeligvis et magtforhold imellem dem, og det var vist ikke frøken underdirektør, der havde bukserne på der. Hun sank en klump. Mon hun var hans slavinde? Var det det behov, hun skulle have dækket? At være den, som ikke traf beslutninger? Hun mærkede, hvordan hun fik varme i kinderne, en varme, der bredte sig ned i hendes krop og ned mod hendes skød.

Nærmest af sig selv fandt hendes hånd vej ind under kjolen og videre til hendes revne, som nu var drivende våd. Hun gispede højlydt, da fingeren ubesværet gled op. Hvor var det længe siden, hun havde haft sex, tænkte hun og lukkede øjnene. Fantasibillederne af det, der måske forgik i kælderen i dette øjeblik, for forbi bag de lukkede øjne, og hun klynkede, da hun krampagtigt strammede sammen om fingeren.

Næste morgen nåede hun lige at sige farvel til Jeanette, som var på vej ud af døren. Hun kom over og gav Ida et kram, mens hun hviskede: – Tak for i aftes, frøken Ida. Både middagen og natten var fantastisk. Måske ses vi næste gang, jeg kommer på besøg.
Måske var det bare noget, Ida forestillede sig, men det var, som om Jeanette strålede af overskud, da hun løb ned mod den ventende taxa.

Fortsættes i morgen