Johannes graviditet
Del 2 – Jordemoderkontrol, part 1

Resumé:
Stig og Johanne danner par. De leger med dominans. Børn var noget der kunne komme ud i fremtiden – men – sådan skulle det ikke gå. Johanne fortæller Stig at hun er gravid. Stig er overrasket men ikke negativ over for denne kommende status som far. Men hvordan får man det til at passe ind med erotisk dominans? I første afsnit læste man, hvordan han begyndte med anal udnyttelse. Lad os se hvad de videre finder på… 

21. svangerskabsuge. Tid til den anden jordemoderkontrol i graviditeten; og jeg havde ingen mulighed for at tage med. Men da Johanne skulle skrive om kontrollerne til mig og forsyne beretningen med et nyt billede af sin smukke fisse, var jeg helt afgjort med i Johannes hoved; og det gjorde det til en underlig seksuel ting for hende at gå til kontrol hos læge og jordemoder, havde Johanne fortalt og rødmende tilføjet, at hun som regel var fugtig allerede, når hun kom derhen. Ved dagens kontrol skulle Johanne bare have kjole på. Hun sang lidt for sin syge moster om trusser, men fandt hurtigt ud af, at det ikke nyttede – denne dag. Jeg havde mødt jordemoderen før. Hun var nyuddannet og kunne derfor virke en smule usikker; men ikke mere end at både Johanne og jeg følte os helt trygge. Hun var lidt yngre end Johanne selv, lyshåret, høj, med grove træk uden at være ufeminin og med markante briller om de klare blå øjne. Selvfølgelig skrev Johanne sin beretning af kontrollen. Alligevel var der noget, der brændte efter at komme ud, da jeg kom hjem til hende om eftermiddagen. Johanne var kommet ind til jordemoderen, som af uransagelige grunde hed Jasmin, og efter den indledende udveksling af ord og “hvordan går det lige nu?” og “har du morgenkvalme?” skulle den fysiske undersøgelse begynde. “Hvis du bare lige hiver lidt op i kjolen og lægger dig dér…” sagde Jasmin. “Øhh,” sagde Johanne og rødmede, mens hun hev op i kjolen. “Ingen trusser?” spurgte Jasmin overrasket. Når Johanne bliver flov eller ængstelig, bekæmper hun det nogle gange med en særpræget fandenivoldskhed. Så hun nøjedes ikke med at nikke. “Nej,” sagde hun, “det gav Stig ikke lov til i dag.” “Men … men han virkede ellers så sød ved den første undersøgelse,” fik Jasmin fremstammet. Demonstrativt trak Johanne kjolen af. “Og jeg har heller ikke BH på,” sagde hun og fortsatte i et bestemt tonefald: “Se på mig! Ser jeg dum ud? Tror du jeg ville lade ham bestemme over mig, hvis han ikke var sød?” “Jamen,” sagde Jasmin, der ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle sige. Johanne satte trumf på: “Men sød er ikke det samme som blød eller ikke at stille krav. Og skulle du så ikke se at undersøge hans slavinde?” “Slavinde? Æh… jo… hvis du lægger dig dér,” skiftede Jasmin forvirret emne.

Den efterfølgende undersøgelse blev, syntes Johanne, en smule konfus og hektisk. Alligevel kunne Jasmin ikke undgå at konstatere, at Johanne var mere våd end de fleste gravide, som hun havde at gøre med. Johanne kunne kun nikke rødmende. Undersøgelsens konklusion var, at der ikke var noget som helst galt, fortalte Johanne glad.

I samme sekund ringede det på døren. Johanne gik ud for at åbne, og jeg fulgte med. Udenfor stod, ret overraskende, Jasmin. Hun var klædt i stramme cowboybukser og ankelstøvler og derudover en slidt ruskindsjakke. Hun så lidt rå ud – men samtidig lidt usikker. “Undskyld, jeg forstyrrer,” sagde hun, “men jeg vil godt undskylde min præstation ved undersøgelsen i dag. Det var umanerligt ringe og uprofessionelt.” Hun kiggede flovt i jorden. “Nu var jeg vist også rimelig provokerende,” svarede Johanne med et smil, der tydeligvis lettede Jasmin noget. Forsigtigt smilede hun tilbage. Johanne fortsatte: “Er der nogen grund til at tro, at undersøgelserne blev forkerte, eller var det bare … rammerne, du ikke kunne skabe?” “Undersøgelserne er jeg rimelig sikker på,” mumlede Jasmin. “Men der er noget … må jeg … kan jeg stille et personligt… øh… privat… øøh…,” forsøgte hun sig uden succes at formulere sig, inden hun ærgerligt fortsatte: “Det her duer ikke. Jeg skulle aldrig være kommet. Undskyld!” Jasmin var ved at vende sig og gå, da Johannes stemme skar igennem: “Du vil stille et personligt spørgsmål. Nu er du kommet alligevel. Så kom ind og stil det i stedet for at løbe! Så må jeg jo finde ud af, om jeg vil svare … eller må svare.” Jasmin sukkede, vendte opgivende om og fulgte Johanne ind i huset som en lille hund. Hun blev bænket i køkkenet, fik stukket et krus te og vidste ikke rigtig, hvor hun skulle begynde. “Slavinde?” spurgte Johanne. Jasmin bed sig i læben. “Du ved selvfølgelig, hvorfor jeg kom. Hvordan gør man?” spurgte hun. “Det er enten et meget stort eller et meget lille spørgsmål,” konstaterede Johanne, “hvorfor spørger du? Og hvorfor os?” Jasmin nikkede som svar. Efter en lang og akavet pause, havde Jasmin fundet nogle brugbare ord: “Johanne, du fik prikket til noget, som jeg har bakset med i nogen tid. Jeg har været sammen med min mand, Jens, i nogle år snart… og det er vi begge rigtig glade for. Men…” Jasmin tog en dyb indånding, “jeg vil ikke sige, at vores sexliv ikke fungerer, men det er lidt… intetsigende. Så forleden havde jeg nok samlet tillid nok til at fortælle ham om mine drømme … for første gang … jeg har nogle … æh … masokistiske fantasier. Og så lukkede han også op. Han har det på samme måde.” Igen holdt Jasmin en lang pause. Et nik fra mig fik hende i gang igen. ”Vi har så begge prøvet, at være den styrende et par gange, men det bliver bare så falsk, forkert og latterligt. Vi har det ikke i os. Og så gik det bagefter helt i stå.” “Synes du ikke, ærlig talt, at du skulle inddrage Jens i denne her diskussion?” spurgte Johanne. “Ville du som slavinde blive inddraget?” spurgte Jasmin undrende. Johanne smilede: “Kæresten ville da nok få lov til at sige sin mening. Slavinden skulle så til gengæld gøre, hvad Stig har bestemt,” oplyste hun og smilede til mig. Jeg nikkede. “Jeg er jo ikke hendes Herre for at genere hende,” fortalte jeg. “Er jeg så modig igen at inddrage ham?” spurgte Jasmin sig selv og fortsatte: “Kan jeg undgå det?” Jasmin tænkte på højtryk i en tid, og vi lod hende gøre det. Endelig havde hun tænkt færdig. “Jeg vil være meget taknemmelig, hvis I gad tage hjem til os. Jeg skal nok få bikset lidt mad sammen.”

Johanne og jeg kiggede på hinanden. Så nikkede vi.

En bylejlighed på anden sal og en overrasket Jens tog imod os. Jens var nok først i 30’erne; ranglet og høj. Hans mund, der var omgivet af mørke, velplejede skægstubbe, frembragte en overraskende dyb stemme. Vi blev bænket i stuen. “Har I så noget klogt at sige?” spurgte Jens, da Jasmin havde præsenteret os. Johanne resumerede den efterfølgende samtale: “I har et uspændende sexliv; I kunne godt have lyst til en fast hånd. Hvis jeg hørte rigtigt er tvang og afmagt vigtigere ord end smerte…” Både Jasmin og Jens nikkede, så Johanne fortsatte: “I vil hinanden, men magter ikke at være den faste hånd I begge trænger til…” Igen nikkede de. Jeg tog over: “Jeg ser tre muligheder for jer: Mulighed 1: Enten fastholder I den udslukte, glødløse sex, måske lader I helt være. Måske kan I leve med det. Mulighed 2: I holder ikke til det og finder den faste hånd hver for sig, når I er gået fra hinanden.” Ved denne udsigt så jeg, at Jens’ og Jasmins’ hænder fandt hinanden. “Eller mulighed tre: I finder nogen som par, der vil være jeres faste hånd.” Efter en pause fortsatte jeg: “Men også det kræver, at I lejlighedsvis skal give slip på hinanden og give hinanden til en helt tredje.” Jens tænkte lidt. Så sagde han til Jasmin: “Mulighed 2 er udelukket. Mulighed 1 holder vi vist ikke til i længden.” Jens holdt en lang pause; “Jeg gør ikke,” uddybede han. Det var tydeligt, at Jasmin samtykkede. “Mulighed 3 er lidt et sats, men jeg er med, hvis du er med,” sagde han til Jasmin. “Er … er det så noget, I kan hjælpe med … måske bare på forsøgsbasis?” pippede Jasmin. “Hvad spørger du om? Om vi kan finde én, eller om vi kan være dem, som I kan give jer til?” “Nok … nok mest det sidste,” fremstammede Jasmin; det var tydeligt, hun hverken følte sig stor eller sikker. “Men har I gennemtænkt det? Kan I holde til at vide, at Jasmin bliver brugt af andre mænd. Måske først kommer hjem klokken 3 – halvnøgen med røde striber over kroppen, for nu at sætte det på spidsen? Eller at Jens er sammen med andre. Eller bliver pulet? Eller hvis I kun må have sex sammen, når I får lov?” spurgte jeg. Jasmin kiggede lidt skræmt på Jens, der på sin side så ret afklaret ud. “Jasmin,” sagde han, “hvis vi ikke gør noget, mister vi alligevel hinanden til sidst på grund af frustrationen. Her har vi en fair chance for, at vi beholder hinanden…” Jasmin nikkede forsigtigt. Johanne og jeg kiggede på hinanden. Vi gik ud i gangen et øjeblik og hviskede sammen. Vi blev hurtigt enige om, hvad vi kunne begynde at sætte dem til. Så vendte vi tilbage. Jeg begyndte at forklare: “Om vi vil være med i det her, kommer an på jer. I finder nu papir og kuglepen. Du Jens går ud i køkkenet og, Jasmin, du bliver her. I skal så lave 4 kolonner og kun svare for jeres eget vedkommende. Første kolonne: ‘Ting, jeg under ingen omstændigheder vil være med til’. Anden kolonne: ‘Ting, jeg er betænkelig ved’. Tredje kolonne: ‘Ting, jeg ikke kan acceptere min partner i’. Fjerde kolonne: ‘Ting, jeg nødig ser min partner i’. Er opgaven forstået?’ De nikkede begge. “Så foregår det med bukser og trusser om anklerne og en hånd på kønnet,” tilføjede Johanne med et smil “og har I nogle ufravigelige krav, kan I skrive det nederst på siden.” “Men …  men hvad, hvis jeg slet ikke har fantasi til at forestille mig, hvad jeg ikke vil?” spurgte Jasmin, da hun lydigt havde rejst sig og åbnet bukserne, men før hun havde trukket dem ned. Jens havde allerede trukket bukser og underbukser ned og stod med halvstift lem. “Jasmin,” jeg rømmede mig og gjorde en håndbevægelse, der fik Jasmin til at trække sine bukser og trusser ned, “det, I skriver nu, er ikke en facitliste, men en vejledning til os i, hvordan I vil, måske vil og ikke vil bruges. Og så vil jeg tilføje, at ord som “nej” og “stop”, som man måske slynger ud uden at ville det, ikke gælder sidenhen; men selvfølgelig får I, hvis vi kan blive enige, et ord, der betyder stop, og som vi vil rette os efter. Det har Johanne også. Og ellers er det jo også kun et forsøg.” Jasmin nikkede. Hun så lidt mere tryg ud. Hun satte sig ned, tog papir og blyant og begyndte at gruble, mens Jens gik i køkkenet. “Spreder du, smukke?” spurgte Johanne. Jasmin rødmede let og spredte sine ben. Men kunne tydeligt se hendes grotte igennem de lyslokkede dun. “Tror du, du er våd?” spurgte Johanne. Det lød næsten sensuelt, henført. Jasmin kiggede op for at kigge ned igen. Så nikkede hun. “Og lidt bange.” Hun begyndte at skrive og arbejdede i tavshed i nogen tid. Hun afleverede papiret, og lidt efter kom Jens tilbage med tydeligt vokset manddom. Sammen kiggede vi på sedlerne. Til alles overraskelse havde Jasmin ikke skrevet noget i kolonnen med ting, hun ikke ville.

“Det er det, jeg mener. Måske er jeg for bornert til at forestille mig det,” prøvede hun at forklare. Jasmin havde skrevet smerte, jalousi og analsex i det, som hun var bekymret for. Jasmin var bekymret for, hvad Jens kunne tåle. Endelig havde Jasmin et krav, jeg ikke forstod. Hun ville ikke, at Jens havde sex med én kvinde alene.
“Det er en jalousiting, tror jeg. Jeg vil bilde mig ind, at jeg kan spørge nogen om, hvad der er foregået,” forklarede hun undskyldende.

Jeg fandt til hendes overraskelse kun grund til at rose hende for omtanken.
Jens var mere konkret: Noget med lort og blod ville han ikke være med i. Desuden ville han ikke have vedvarende mærker eller skulle ud af skabet på nogen måde.
“Det … det er jeg enig i,” mumlede Jasmin. Ydermere ville han ikke avle børn mod sin vilje, hverken med Jasmin eller andre. “Du har virkelig tænkt,” kommenterede Johanne. “Fantasien er jo ikke ligefrem ny,” oplyste Jens som svar. Han smilede forsigtigt. I kolonnen med ting, han var betænkelig ved havde Jens skrevet om urin og angsten for at blive gakgak, hvis han blev fastspændt for længe. Jens var bekymret, hvis Jasmin skulle være sammen med mange mænd, men han var også bekymret for egen vrede, hvis Jasmin blev behandlet skidt. Kolonnen med ting, han ikke kunne acceptere Jasmin i, var tom. Til gengæld havde Jens formuleret en række krav, der gik ud på, at kunne arbejde i fred og at have ret til et socialt liv; desuden fastholdt han retten til, at Jasmin og han valgte prævention. “Det her kan vi godt bygge på,” sagde jeg. “Og jeg skal ikke spørges?” spurgte Johanne påtaget syrligt. “Du siger jo alligevel din mening,” konstaterede jeg opgivende, men nu klæder du dig lige af for din utidighed,” svarede jeg. “Møgmund!” hvislede det ud mellem Johannes læber, da hun rejste sig og trak kjolen op over hovedet, så hun stod nøgen foran dem. Maven var allerede tydelig, men så man hende bagfra, ville man ikke ane noget. Jens kiggede på Johanne uden at skjule det; hvilket nu også var vanskeligt, eftersom han sad med pikken fremme. “I skal selvfølgelig adlyde både Johanne og mig; men det bliver nok mig, der bestemmer,” fortalte jeg. Jasmin og Jens nikkede. “Det ser vi,” sagde Jasmin forsigtigt smilende. “Hele projektet forudsætter, at I er lydige. Er I det?” spurgte jeg dem. Igen nikkede de. “Sig det,” opfordrede jeg. “Jeg … jeg vil være lydig,” kæmpede Jasmin sig til at sige. “Jeg er lydig,” svarede Jens, mere afklaret. “Hele ordningen er baseret på tillid. Det er underforstået, at ordningen falder sammen, hvis ikke. Så selvfølgelig skal I fortælle, hvis I ikke har udført straffe eller fulgt ordrer. “Det er et eller andet sted klart,” sagde Jens, mens Jasmin nikkede. “Skal vi så begynde?” spurgte jeg.

Jasmin sank og nikkede. “Ja,” sagde Jens.

Fortsættes HER