IND UNDER JUL 1973

I Lyngby, engang før juletid sku’ vinduer skiftes, lidt af et slid, på apotekets store bygning, mens der i byen var juleudsmykning. Termoruder, isat med kit, har vist sig at være noget skidt. Når solen tørrer kitten ud, opstår en revne, så regn og slud vil sive ned, og karmen bli’r mør,

mens ruden punkterer med fuldt honnør.

Et firma, med vinduer som speciale, kom med et større personale. Iblandt dem var, som altmuligmand, én der hed Jesus fra Spaniens land. Hans arbejde var, blandt meget andet, at opsamle stumper og glas, der var landet på jorden, så ingen kom til skade, for så blev der med politiet ballade. De kom forbi hver anden time.

Det føltes nærmest som et regime.

Min opgave var at koordinere, så udskiftningsarbejdet kunne fungere. Tog ofte Jesu navn i min mund, når der på fortovet var et fund af stumper og glas, som skulle væk for at forhindre et bødesmæk. Hans navn blev naturligt med samme sekvens, som hvis han havde heddet Jens. Betjenten kendte også hans navn

og råbte ham an, når det var til gavn.

På samme tidspunkt, i vinterkulden, en mand i hjernen var blevet “ulden”. Han gik på gaden i nøgen statur, kun iført sandaler og armbåndsur. Han gjorde det alle ugens dage og var til sidst politiets plage. Blev kørt til nærmeste statshospital, så den var altså gruelig gal. Men alle “tanter” sku’ se det syn,

så julehandlen blev stor i byen.

En dag sku’ manden hentes igen og køres til hospitalet hen. På hovedgaden ved apoteket havde man ham atter grebet. Jeg befandt mig på siden, ved Toftebæksvej. Betjentene så jeg, men manden ej. Desuden så jeg, at der var noget affald på vejen. Det syntes lidt broget. Jeg stirred’ op. Ej tid til at grunde

og råbte på Jesus, så højt jeg kunne.

På hovedgaden var samlet en stime af tanter, som ville se det intime. Da én af dem synes, min kalden er tåget, tror hun, jeg også har knald i låget og får en betjent til at vende sig rundt. Jeg råber påny i samme sekund: – Jesus, for helvede, din idiot, pas nu det arbejde, du er betroet, og se så straks at komme herned,

ellers får jeg da aldrig fred. –

Betjenten spø’r, om noget er galt, siden jeg står og råber gevalt. – Nogle stumper er faldet ned, og de skal væk. Jeg ved besked. Så indtil Jesus får dem fjernet, står jeg her, så folk er værnet. – – Tror du nu, Jesus har hørt din bøn? (Jeg var her klar over, hvordan det kunne udvikle sig men jeg forblev i rollen)
– Hold så op. Han får jo sin gode løn. Betjenten prøver forsigtigt at smøre:

– Vil du gerne med mig en tur ud at køre. –

Så kommer den daglige gadebetjent, som spø’r om, hvad der nu er hændt. Jeg si’r: – Der ligger noget her, som godt kan volde lidt besvær. – – Jamen, det kommer Jesus vel ned og ta’r. – Betjent nr. 1 si’r: – Hva’ be’har? Nu vil jeg egentlig gerne høre, om I begge er kugleskøre. – – Hvorfor dog det -, si’r betjent nr. 2,

imens han i kulden stamper sin sko.

Så kommer Jesus frem på stilladset og med en stemme, som fra Parnasset, råber han: – Nu kommer jeg. Jeg sku’ blot se den anden vej til ham, den nøgne, på hovedgaden, som nu igen bli’r kørt bort fra staden. – Betjent nr. 2 si’r: – Alt er i orden. – Så nr. 1 bli’r sat på porten. men mumler: – Det her er vist hverken fisk eller fugl.

Vor herre bevar’s, og så lige til jul. –

Efterskrift:

En notits i byens lokale avis beskrev mandens færden ret så præcis, Der stod, at han da også gik ind i Lyngbycentret – det stakkels skind. Hans hensigt var vel at få lidt varme og næppe at spille på sin charme. Han håbed’ på noget varmt at drikke. En kvinde siger: – Behøver han tigge? Han kan vel købe en varm kop te.

Han har jo sin pung, som alle kan se. –

B K

Hvad synes du om digtet?
Giv din mening til kende HER

Andre noveller af samme FORFATTER