Illuaralik
(Stedet hvor der er små huse)

For efterhånden mange år siden var jeg ung nyuddannet geofysiker og skulle finde mig et job. Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med et institut, der drev forskning i ionosfære-fysik i Grønland, og de stod lige og manglede en som mig, der var klar til at rejse med få dages varsel. Jeg blev ansat, og en uge senere landede jeg i Søndre Strømfjord, hvorfra jeg så først med helikopter og derpå med skib skulle rejse til udstedet Illuaralik, hvor der var indrettet en målestation, som jeg skulle passe i et år.

Udstedet, der bestod af 14 små ens træhuse, lå på en lille ø, langt fra alting. Stedet var valgt for at være langt væk fra menneskeskabte forstyrrelser; men der skulle være adgang til elektricitet, som her blev produceret af en gammel hostende, men stabil dieselgenerator.

Min ankomst til øen mindede mig om min barndom, når der kom cirkus til byen. Alt hvad der kunne krybe og gå, stod og stirrede måbende på lille mig, da jeg slæbte mine kufferter de 50 m fra havnen til det hus, der skulle være hjem og arbejdsplads for mig det næste år.

De første par dage havde jeg travlt med at få sat udstyret i gang; men jeg tog mig også tid til at lære stedet at kende. Der var ni familier og fire gamle enlige i 13 øvrige huse, de havde en hoben unger, som tilsyneladende løb frit ud og ind alle steder, og alle virkede meget venlige, problemet var blot, at de stort set kun talte grønlandsk, så det var svært at komme rigtigt i kontakt med dem.

Allerede da jeg ankom, havde jeg lagt mærke til en meget smuk ung kvinde, som jeg efterhånden fandt ud af hed Nasunnguaq (søde lille blomst). Hun var gift med en meget sympatisk ung mand, Piitaq, som var skolelærer for børnene, og som talte nogenlunde dansk. Da det ret hurtigt viste sig at der sandt for dyden ikke var ret meget arbejde ved at passe stationen, lavede jeg en aftale med Piitaq om, at han skulle lære mig grønlandsk nogle timer om ugen, og i løbet af et par måneder begyndte jeg at fatte en smule af sproget.

Da det blev vinter, skete ulykken. Piitaq og et par mænd kørte ud på isen for at fiske helleflyndere, og han kom ikke tilbage. Det var blevet stormvejr, og alle havde skyndt sig mod kysten for at komme i sikkerhed; men Piitaq havde ikke klaret det. Isen var brudt op, og han og hans hunde var blevet opslugt af havet. Hele bygden deltog i sørgehøjtideligheden, der blev holdt i forsamlingshuset, da præsten besøgte øen næste gang.

Jeg forstod ikke ret meget af det der blev sagt; men det var tydeligt, at alle sørgede over tabet. Da så højtideligheden var ovre, virkede det som om, at nu var det afsluttet, livet skulle gå videre.

Børnene skulle jo undervises, og Nasunnguaq blev uden videre vås ansat som ny skolelærer og mente så også, at hun skulle overtage jobbet med at få lært mig at tale grønlandsk. Jeg var lidt spændt på, hvad folk ville tænke, når de så Nasunnguaq gå ind til mig, tilsyneladende mente de, at det var helt i orden, jeg så ingen bebrejdende miner.

En dag havde jeg været oppe og slås med dieselgeneratoren i flere timer, inden den endelig faldt til føje og lavede strøm igen. Jeg var blevet svedig og beskidt, så jeg fyldte to spande med varmt vand og gik ud i badeværelset for at blive skyllet ren. Da jeg kom ind i stuen i renvasket stand, sad Nasunnguaq og ventede på mig. Hun begyndte med det samme at lære mig en række gloser, der havde med bad at gøre, og nævnte flere gange, at hun også lige havde badet. Jeg var åbenbart lidt for lang tid om at fatte meningen, for med ét rejste hun sig, kom helt hen til mig og spurgte: ”Asavinga?” Grønlandske verbers bøjning er et mareridt, så jeg skulle lige tænke mig grundigt om, før det gik op for mig, at det betød: ”Elsker du mig?” Så mobiliserede jeg alle mine åndsevner og svarede: ”Suu, asangaarpakkit”, ”Ja, jeg elsker dig meget”. Vores læber mødtes og snart var vi travlt i gang med at klæde hinanden af. Jeg trak hende ind i soveværelset, hvor vi begge smed os på sengen. Jeg fik en brystvorte i munden og fik listet en pegefinger op i kussen på hende. Inden længe begyndte hun at klynke. Så var det min tur, jeg lagde mig mellem hendes ben og lod min pik glide ind, der hvor min finger havde banet vejen. Hver gang jeg stødte pikken i bund, kom der et lille gisp fra hende, og efter et par minutter rystede hendes krop, da orgasmen skyllede ind over den. Så kunne jeg heller ikke holde mig mere, jeg hævede mig op på armene, stødte for sidste gang dybt ind i hendes varme kusse og lod lang tids opsparede sæd sprøjte ud.

Den aften fik jeg lært ganske meget grønlandsk, ikke mindst en række gloser, der hører privatlivet til.

De næste par dage ventede jeg spændt på om der kom nogen reaktion fra bygdens beboere, det skete bare ikke. Alle var fortsat venlige imod mig, og ingen syntes at have lyst til at blande sig i vores privatliv.

Der var dog en bestemt lejlighed, hvor det gik op for mig at nogle fulgte ganske godt med i hvad vi foretog os. En aften havde jeg fået lyst til lidt variation, og fik hende til at stille sig på alle fire, så jeg kunne tage hende bagfra. Da jeg næste dag gik ned til havnen for at købe fisk, kom der pludselig en flok unger anført af Nasunnguaqs yngste bror, Aqqaluk, som fulgte efter mig, idet de pegede på mig og muntert grinende råbte: ”Vov vov!”

Jeg måtte bestikke dem med en pose karameller for at få fred.

Et par dage senere fik jeg lyst til at prøve oralsex. Da jeg havde slikket en tid på hendes brystvorter, gled jeg ned og lå med hovedet mellem hendes lår. Min tungespids udforskede hendes køn i alle de spændende og ophidsende krinkelkroge, og fandt endelig hendes klit. Det fik hende til næsten at briste i gråd af ophidselse, hun spredte benene, så hun nærmest gik i spagat og pressede med hænderne mit hoved hårdere mod sit skød. Da hun kom, var det med det længste parringshyl, jeg nogensinde havde hørt.

Jeg rejste mig op og fik hende ned at ligge på knæ, så jeg kunne stikke pikken ind i hendes mund, og hun suttede begærligt på den, indtil jeg med et næsten lige så højt hyl lod min sæd sprøjte ind hendes mund. Hun slap den først, da hun havde suget den sidste dråbe ud af mig, så slikkede hun sig om munden og udbrød: ”Mamarpoq”, ”Det smager godt.” 

Jeg overlader til den gunstige læser at gætte, hvad Aqqaluk med slæng gjorde næste dag. Et lille hint: denne gang måtte jeg bestikke dem med slikkepinde.

Da jeg prøvede diskret at antyde, at hun måske ikke skulle fortælle sin mindreårige lillebror alle detaljer om vores samliv, svarede hun noget i retning af: “Du gør mig glad, jeg gør dig glad, og det gør min familie glad. For øvrigt fortæller jeg det kun til min mor; men hvis hun synes noget er morsomt, så siger hun det til alle de andre”. 

Nå, sådan var forholdene altså her, og det måtte jeg så bare vænne mig til.

I øvrigt var Aqqaluk en flink lille fyr, han arrangerede med fangerne i bygden at jeg fik lært at fiske helleflynder og køre med hundeslæde. Den Kongelige Grønlandske Handel betalte ganske godt for helleflynder, som var en skattet delikatesse.

Når jeg kom hjem iskold og forkommen fra jagt eller fiskeri, sørgede Nasunnguaq for at stå parat til at varme mig. Hun hev de stivfrosne klæder af mig, trak mig ned i sengen og lagde sig så med sin varme nøgne krop ovenpå mig. Så tøede mit legeme langsomt op, og min pik, som kulden havde fået til at krympe til beskeden tommelfingerstørrelse, begyndte at vokse og rejse sig fra dvalen og fandt helt af sig selv vej op i hendes vidunderlige kusse. Med ganske små bevægelser bragte hun mig lige til kanten af udløsning og holdt mig der, indtil min krop var feberhed og dirrede af begær. Når hun syntes, at nu var jeg ordentlig varm igen, vendte hun sig rundt og lagde sig igen ovenpå mig, så jeg kunne slikke hende, mens hun forsigtigt sugede på min pik, indtil vi kom samtidigt, så sengen rystede.

En dag kom der et brev fra Danmark. Det institut jeg arbejdede for, skrev at nu var midlerne ved at være brugt op, så de havde ikke råd til at betale dansker-løn længere, de ville prøve om de kunne få en grønlænder, der naturligvis skulle have en langt ringere løn, til at passe stationen. Jeg brugte resten af den dag til at overveje situationen, og regne på min økonomi. Det de ville betale plus indtægt fra fiskeri, kunne jeg sagtens leve forholdsvis godt for, så jeg meddelte dem, at jeg accepterede at blive på posten, til den løn de kunne skaffe mig, og så tog jeg ud på jagt med mine venner.
Aqqaluk var pavestolt da han fik lov til at låne mit gevær, og rent faktisk ramte en sæl, som lå og slumrede på isen. Når en dreng kommer hjem med sit første jagtbytte er der stor fest og alle skulle smage et stykke af sælkødet og klappe den stolte jæger på skulderen.

Og hvad skete der så mere? Ja, Nasunnguaqs og Aqqaluks mor døde og de flyttede fast ind hos mig. Mit første barn blev født et halvt år senere, og året efter kom det næste, så nu har jeg både en søn og en datter, foruden reservesønnen Aqqaluk, som er blevet teenager. Det lyder banalt; men vi er en lykkelig familie, jeg og Nasunnguaq elsker hinanden også helt bogstaveligt i sengen, noget teenageren selvfølgelig bemærker, og det har inspireret ham til at gøre sine egne erfaringer, som han beredvilligt underholder os med ved middagsbordet. Jeg har besluttet, at hvad der end sker, så bliver jeg i Grønland, tanken om at flytte til Danmark får mig til at gyse, det er her jeg hører til.

I øvrigt kommer præsten til bygden i dag og så skal der være bryllup.