Ida & Kamilla – Genkomst, del 5
Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER

Resume:
Ida og Kamilla er sammen igen. Ida har samtidig en elsker (eller Herre), som hun lejlighedsvis besøger.
——-
         Den 29. november faldt en lørdag. Ida havde været lidt trist de sidste to ugers tid, efter at Oscar havde været på besøg. Det havde vist sig, at han havde søgt og fået en stilling på Östra Sanatoriet i Örebro. Og Örebro lå bare pokkers langt væk.
Kamilla kunne ikke rigtigt gøre noget ud over at tage Idas luner i stiv arm. Det var gået temmelig meget ud over hendes røv, og kun en enkelt gang havde hun protesteret højlydt, hvilket bare havde resulteret i, at Ida var begyndt at græde samt en strøm af undskyldninger. Siden havde Ida nærmest ikke lagt hånd på hende; og det var Kamilla jo også lidt utilfreds med.
Kamilla havde kontaktet Oscar, der som god ven bestemt heller ikke var glad for, at Ida tog det sådan. Sammen havde de grublet på en løsning, som Kamilla skulle præsentere for Ida i dag, den 29., Idas fødselsdag.
Da Ida vågnede, duftede der af kaffe. Da hun fik øjne opdagede hun, at Kamilla var ualmindelig fint klædt på den dag. Knælang sort nederdel og sort jakke over”. Oven i købet have hun vist make-up på. Hun var i gang med at slæbe to flyttekasser ind i soveværelset.
”Hvad laver du?” spurgte Ida søvndrukkent.
”Ikke nu, skat,” svarede Kamilla, der satte flyttekassen og gik igen. Lidt efter kom hun tilbage med 2 konvolutter i hånden og satte sig på Idas seng.
”Så pæn du er!” bemærkede Ida.
”Det er jo din fødselsdag, elskede,” svarede Kamilla, og kyssede den nyvågnede Ida nænsomt, før hun fortsatte: ”Jeg har to konvolutter her. Den ene er fra mig. Den anden er fra Oscar. Og begge hænger sammen med noget andet.
”Jeg vil have din først,” forkyndte Ida og satte sig op. Hun tog brillerne fra natbordet. Kamilla syntes, hun så skøn ud med viltert hår, briller og de fine små bryster, hvis vorter var blevet store af at forlade dynens varme. Kamilla rakte hende den ene konvolut, greb i lommen og rakte hende en lille pakke. ”Den her hører til, men du skal læse først,” forklarede Kamilla. Ida så undrende på hende, men åbnede så kuverten. Den indeholdt et kort. Ida åbnede kortet, og læste op: ”Dette kort giver Ida Decker-Hjemborg…” Ida stoppede og kiggede skævt på Kamilla: ”Decker-Hjemborg??”
”Læs!” sagde Kamilla bestemt, og Ida fortsatte: ”giver Ida Decker-Hjemborg ret til at lade anbringe en valgfri tatovering et valgfrit sted på Kamilla Decker-Hjemborgs krop.”
Ida måtte synke, og det var lige før hun måtte græde, kunne Kamilla se. ”Og er det så…?”, spurgte Ida, der havde regnet ud, hvad den lille pakke indeholdt, allerede inden hun flåede papiret af den. Kamilla smilede bare, mens Ida kæmpede en tapper kamp mod den sløjfe, som juvelerbutikken havde anbragt om æsken med den ring, der var et gavekort til et sæt vielsesringe. Da Ida åbnede æsken, begyndte hun at græde.
”Undskyld,” hulkede hun, ”jeg vidste ikke, at du kunne være så romantisk.”
Kamilla holdt om hende og sagde: ”Du må jo selv om, om du vil tage imod gaven.”
”Kamilla Decker-Hjemborg, det vil jeg gerne, det vil jeg rigtig gerne, rigtig rigtig. Jeg er så glad for dig.”
Og nu måtte selv Kamilla, der normalt følte sig hævet over føleri, knibe en tåre. Ida trak Kamilla ned til sig, og de lå i hinandens favn i nogle øjeblikke med stille lykke.
”At du vil have mig, sådan som jeg har været mod dig de sidste uger,” sukkede Ida.
”Stop!” hviskede Kamilla og pressede sine læber mod Idas og hindrede hende i at sige mere. Da de var holdt op med at kysse, hviskede Kamilla: ”Der er også Oscars gave. Den er vi lidt mere i tvivl om.”
Ida mandede sig op og tog den anden konvolut. Den indeholdt et brev. Kæreste Ven
Tillykke med fødselsdagen. Jeg er godt klar over, hvad jeg har forårsaget med min flytning til Örebro. Afstand gør mange ting vanskeligt. Selvfølgelig også venskab. Men det umuliggør ikke venskab. Du ved, telefonen er opfundet, sociale medier er nok kommet for at blive. Og hverken Kolding eller Örebro er verdens ende, selv om det er langt væk. Men vi kan nok ikke ses så ofte mere. Og det har gjort en anden ting vanskeligt, nemlig min tjans som din ”lover”, som du kalder det ude i byen, altså din strenge Mester i ny og næ. Det er mit indtryk, og også Kamillas, at du har brug for den ventil. Den bedste gave, som jeg kan give dig, er, tror jeg, at forære dig væk. Og den eneste, som jeg kan komme i tanker om, som det er rimeligt og praktisk at give dig til, er Kamilla.
Jeg har altså foræret dig væk, sådan at din Mester den sidste weekend i hver måned, er Kamilla. Alle tingene, som jeg ikke kunne forestille at bruge på andre end dig, ligger i kasserne.
Hvis du tager imod gaven, så vær en artig tøs. Bemærk, at den sidste weekend i måneden er nu. Men jeg er sikker på, at Kamilla giver dig tid til at tænke over det. Mange kærlige hilsener
Din ven (og kun det)
Oscar Idas hænder med brevet sank ned, da hun havde læst det, og hendes blik fæstnede sig et sted langt inde i væggen.
Efter lang tids intens stilhed vendte hun sig mod Kamilla og spurgte: ”Kamilla … kan vi tackle, hvis dette projekt bliver en fiasko?”
”Det tror jeg nok. Men jeg tror faktisk, det vil styrke os.”
”Jeg har nogle andre betænkeligheder også,” Ida talte langsomt og tænksomt. ”Det ene er, at jeg simpelthen er bange for vores trappe og at være bundet og ikke kunne tage for mig. Det andet er, at jeg er kendt her i byen, så alt, hvor der bare er den mindste risiko for opdagelse, må ske et andet sted.”
”Jamen Ida, jeg vil da hverken have, du kommer til skade eller ødelægge dit liv.”
”Du vil altså altid tænke på det. Undskyld, det var dumt spurgt. Hvad er så mit stopord?”
”Jeg synes ikke, det var spor dumt. Det var ekstremt relevant. Og dit stopord er Fredericia.”
”Må jeg have lov til at gå på toilettet først?”
”Småt eller stort, tøs?”
”Småt, Mesterinde.”
”Vent,” sagde Kamilla og gik. Hun kom tilbage med en spand, ”Værsgo.”
”Tak,” Ida rejste sig fra sengen og satte sig på hug over spanden.
”Venter vi på nogen, tøs? Spurgte Kamilla skarpt, da det ikke straks kom.
”Det kommer nu. Undskyld.” Med en hul, plaskende lyd lykkedes det Ida at tisse foran Kamillas øjne.
”Må jeg tørre mig, Mesterinde?
”Sig mig, har små slavetøser ret til en behagelig kropslugt?” Snerten i Kamillas stemme fik Ida til at gyse, og den gysen krible-krablede lige ned i hendes fisse.
”Nej, Mesterinde.”
”Hvad har slavetøser ret til, tøs?”
”Ingenting, Mesterinde.”
”Godt, så har vi det på plads, og når jeg vil, at du gør noget, siger jeg til. Har du forstået det nu?”
”Ja, Mesterinde, tak.”
”Godt. Nu finder du spændetrøjen, en mellemstor plug, hundesnor og halsbånd, og så bringer du det hele til mig nede i køkkenet,” befalede Kamilla.
Ida nikkede og begyndte at rode i kasserne. Lidt efter befandt hun sig i køkkenet. Her sad Kamilla ved spisebordet, hvor der kun var dækket til én.
”Er du våd, tøs?” spurgte Kamilla strengt.
”Ja, Mesterinde,” svarede Ida, da hun havde mærket efter.
”Så slipper du også for at putte en tør plug op i din røv. Det var jo heldigt.” Kamilla smilede til hende, mens hun sagde det; det smil havde Ida lige brug for. Ida fugtede pluggen i sin fisse og satte den derefter, med sine sædvanlige blandede fornemmelser over at få ting i enden, op i den. Kamilla gav hende spændetrøjen og hundehalsbåndet på.
Ida blev beordret ned på knæ, og Kamilla pegede på en dyb tallerken, der stod under bordet og meddelte hende, at det var hendes mad og trak hende ned i snoren.
Forsigtigt tog hun en mundfuld direkte fra tallerkenen. Det var havregryn med mælk. Kamilla havde ikke puttet sukker på. Idas ansigt fortrak i væmmelse og en mislyd undslap hendes læber.
”Nå, tror tæven måske, at man opnår noget ved at være utaknemmelig? Men utaknemmelige tæver gør mig bare enormt negativ, så måske tæven skulle overveje, at gøre mig god igen,” Kamillas stemme lød skarp.
Ida vidste ikke lige, hvad hun skulle gøre, og i næste øjeblik havde Kamillas højre fod presset hele hendes hoved ned i tallerkenen. Det slog Ida, at dette var løsningen.
Med havregryn i hele hovedet begyndte hun at slikke Kamillas sure tæer, nænsomt, grundigt, omhyggeligt, én efter én. Da hun var blevet færdig med den ene fod, stoppede Kamilla hende. Hun fik taget spændetrøjen af, men blev skarpt beordret til at fortsætte, hvor hun slap. Men inden hun tog tåen i munden, fik hun besked på, at hun skulle onanere samtidig med.
Og midt i denne ydmygende situation, knælende på gulvet og slikkende sure tæer, hvor hun onanerede på kommando på sin fødselsdag, kom hun med en halvkvalt lyd med en tå i munden, inden hun var nået til den sidste.
”Det havde tæven vist ikke fået lov til, hva’?”
”Nej, Mesterinde, det kom bare.”
”Når tæven har slikket den sidste tå også, kan tæven slikke op efter sig, og så får tæven sin straf!”
”Tak, Mesterinde”
Ida slikkede også den sidste tå. Og dernæst de dråber, der var sprøjtet ud af hende under orgasmen. Da Ida havde gjort det, bad hun om sin straf.
”Jeg er overordentlig fornøjet med din lydighed tøs. Derfor får du kun en beskeden straf. Gå op i soveværelset og tag, hvad du kan have i to hænder fra spanden, og put det i dit hår.”
Ida havde ikke lyst til at diskutere noget som helst med Kamilla, når hun gav den som Mesterinde. Kamilla havde godt nok overgået hendes forventninger. Dette lovede til at blive ualmindelig frygteligt og dejligt. Ankommet i soveværelset, satte Ida sig ned foran spanden, formede hænderne til en skål, hentede tisset, og hældte det i håret. Herefter gik hun tilbage til Kamilla, der hev hende ned i hundesnoren til hendes mad.
”Var der ikke noget, som tæven ville spørge om?”
”Må tæven godt få sukker på sine havregryn, Mesterinde?” spurgte Ida.
”Når den er så artig, så må den godt få sukker på havregrynene. Men mon ikke tøsen hellere vil spise fødselsdagsmorgenmad med æg og bacon ved bordet med sin frue? For det må tøsen godt, hvis tøsen bliver ved med at være så lydig og kan nå at gøre sig lækker for fruen på en halv time.” Kamilla smilede til Ida.
”Arj, det vil tøsen gerne,” Ida smilede, lidt lettet, tilbage.
”Så smut, tiden løber.”
Kamilla gik i gang med at rumstere i køkkenet, Ida oppe på badeværelset. Da Ida kom tilbage 25 minutter efter, spurgte Kamilla: ”Nu har du vel husket at sætte pluggen i.” Ida var allerede på vej op ad trappen, før Kamilla havde talt færdig. ”Undskyld,” sagde hun, da hun kom ned igen.
”Pyt, der er jo ikke gået 30 minutter.” Kamilla var lige ved at lægge sidste hånd på den overdådige brunch.
”Hvad er reglerne ved måltidet, Mesterinde?”
”Ikke mange. 1. dine fødder skal være udenfor bordbenene. 2. Ordet er frit; du skal selvfølgelig være høflig og lydig. 3. Du skal nyde det, for det er din fødselsdag.”
”Tak Kamilla.”
”Åh, jeg be’r skat.”
De sad ved morgenbordet længe og snakkede om alt muligt. Ind imellem var Kamillas tæer på besøg i Idas fugtige grotte, hvilket resulterede i, at hun ikke spiste helt så koncentreret. De snakkede også om morgenens forløb, og om den underlige vekselvirkning mellem rædslen og liderligheden. Kamilla mente nu, at vekselvirkningen kun var der, hvis man basalt set var tryg.
”Den vekselvirkning vil næppe opstå i et hviderussisk fængsel,” mente hun. Det måtte Ida give hende ret i.
Efter spisningen gik de ovenpå igen. Her lå soveværelset og de andre værelser; det ene var Kamillas, og det andet var tomt. Her fik Ida spændetrøjen på igen. Hun fik også bind for øjnene og hørebøffer på. Hun kunne mærke, at Kamilla rumsterede et sted ved hendes nedre regioner. Hun antog, at det gjaldt dildostativet. Pludselig bemærkede hun dildoen bane sig vej. Det var en stor dildo i dag, kunne hun konstatere. Den kom ikke i bund i hende, men det var tæt på. Så var der med ét noget, der trak ned i hendes ene og snart også i hendes anden skamlæbe. Det trak så stærkt, at hun måtte følge med. Og hver gang hun gik ned, gik dildoen i bund i hende, så hun måtte op igen, men snart skete der også noget mere, når hun gik ned; så kom der et stød fra hendes klit. Hun kunne ikke rigtig bestemme, hvad det var, Kamilla havde monteret på stativet. Men hun var altså tvunget til at bevæge sig op og ned, og dermed at kneppe sig selv. Og så kom lyden; Kamilla havde heldigvis valgt noget klassisk musik, der var til at leve med, vistnok Händels Wassermusik, tænkte Ida, mens hun ubevidst øgede kadencen og dermed tænkte mindre og mindre. Hun kunne ikke høre sine egne støn for ørebøfferne, men det kunne Kamilla, der kunne høre, hvad vej det gik. Da Ida var kommet, det var næppe verdens største orgasme, men en orgasme var det, og stødet derfor blev ekstra stort på grund af fugtigheden, fjernede Kamilla den simple anordning med et 9 volt-batteri, der lige rammer klitten og skiftede derpå musik. Nu var det blot rislende vand, der kom direkte i Idas ører. Samtidig blev Ida nødt til at køre op og ned på grund af trækket i skamlæberne og trykket i fissen. Og pludselig, med rislende vand, der fyldte hendes hoved, fortrød hun alle de kopper kaffe, hun havde drukket og nu måtte slippe. På gulvet i sit eget hus. Dette ville hun garanteret blive straffet for. Det gyste i Ida. Og gyset medførte denne velkendte fornemmelse i underlivet igen. Ida måtte konstatere, at Kamilla slet og ret kunne være noget så ond, og det var vistnok også godt sådan.
Hun kunne mærke, at Kamilla fjernede hørebøfferne. Lidt efter tog hun også øjenbindet af. Ida missede med øjnene. Så så hun den sø, hun havde lavet. Selvfølgelig havde Kamilla bredt noget presenning ud, der hvor hun mente, at Ida ville ramme.
”Mesterinde, må jeg bede om at komme ned af denne tingest?”
”Tøsen er,” Kamillas stemme havde den der snert igen, ”så vidt jeg kan huske, kommet uden tilladelse, og desuden har tøsen bare sådan tisset på gulvet i vores hus. Og det er et værre svineri. Hvorfor skulle jeg være velvillig overfor det ønske?”
”Kunne tøsen ikke bede om en anden straf i stedet?”
”Tøsen kan altid prøve at bede. Det må tøsen vist også lære.”
”Jeg vil gerne bede om en endefuld med tavsen i stedet.”
Uden et ord løsnede Kamilla Ida og førte hende i soveværelset, hvor hun blev bukket ind over sengegavlen. Det blev en seriøs endefuld, som Kamilla gav Ida. Men Ida gjorde sig umage med at tage imod og viste sig at være sejere, end Kamilla havde troet. Oven i købet sagde hun pænt tak bagefter og nejede.
Kamilla førte Ida tilbage til det andet værelse.
”Læg dig i det,” befalede Kamilla, og pegede på søen. Og Ida gjorde det. For første gang den dag gjorde Kamilla anstalter til at tage tøj af, da hun knappede sin nederdel op og tog den af. Hun stillede sig overskrævs og gav los. Kamillas lunkne tis ramte Ida over det hele, og hun fortrak ansigtet i væmmelse.
”Vend om med rumpen i vejret og ansigtet i søen!” kommanderede Kamilla. Og Ida, der ikke skulle nyde noget efter dén endefuld, gjorde som befalet. Kamilla rumsterede med deres påspændingsdildo, men var snart klar.
”Fingerknep dig. Vær rigtig god ved dig. Og brug begge hænder!” Nu lå hun her i en sø af tis og forkælede sig selv. Ubehag og behag. Afsky og liderlighed. Væmmelse og nydelse. Hvor mange modsætninger kan jeg egentlig rumme, nåede Ida at tænke, inden hun mærkede, at Kamilla fjernede pluggen. Men straks efter blev hun fyldt igen af en dildo, der først med små og siden med lange seje bevægelser, drev hende til vanvid sammen med hendes egen indsats. Snart kunne Idas hjerne heller ikke rumme modsætningerne mere, og gav bare los. Hun nåede lige at råbe: ”Må jeg have lov til at komme?” og høre Kamilla sigel ”kom, min pige”. Da de havde sundet sig, spurgte Ida: ”Må jeg have lov til at sige noget, Frue?”
”Sig frem!”
”Jeg har bemærket, at det kun er mig, opmærksomheden har kredset om i dag. Må jeg have lov til at forkæle Fruen?”
”Det var klogt observeret. Men hvordan skulle jeg kunne lade mig forkæle af en klam og tislugtende én?”
”Må jeg have lov til at vaske mig?”
”Ja, når du har ordnet det her, og her taler jeg altså om noget med gulvklud og ikke noget med tunge,” svarede Kamilla og tilføjede med et grin: ”medmindre du altså har vildt lyst.”
”Tak. Jeg kan styre mig”, svarede Ida.  
”Og husk også lige, at fjerne spanden i soveværelset,” råbte Kamilla efter hende, ”der ligger noget tøj på badeværelset.” Da Ida kom ind i soveværelset, ren og nyfriseret, havde hun leggings og tunika på, tækkeligt klædt. Hun så lidt træt, men også rigtig glad ud.
”De her leggings er lidt frække” smilede hun til Kamilla og løftede op i tunikaen og afslørede, at de var åbne i skridtet.  
”Cool designer. Men det er tunikaen nu også” indvendte Kamilla.
”Er den fræk? Hvordan det?” undrede Ida sig, og kiggede forvirret ned af sig. Kamilla vinkede hende hen til sig. Kamilla tog ved en knap i hver side, som Ida end ikke havde opdaget, og straks faldt et stykke af forsiden indad – og Ida stod med blottede bryster.
”Men det skal vi ikke bruge nu. Nu skal vi på café,” sagde Kamilla, ”og bagefter vil jeg godt love dig, at det bliver værst for dig selv, hvis jeg ikke bliver helt tilfreds.”
”Klart Frue”, Ida blev tænksom, ”hvor længe har Oscar og du egentlig forberedt det her?”
”Nogle dage” svarede Kamilla.
”Er jeg så nem at gennemskue? Vidste I bare, at jeg ville sige ja?”
”Overhovedet ikke. Både Oscar og jeg var noget betænkelige. Men man skal jo være klar, hvis det lykkes,” svarede Kamilla.
”Jeg er faktisk glad for det lykkedes og beæret over den store indsats, som du har lagt i det for mig, også med det her tøj. I dag er en stor dag for mig. I dag har du gjort mig lykkelig. Det vil jeg bare fortælle,” sagde Ida stilfærdigt.
”At du sagde ja,” Kamilla skulle lige tænke, før hun fortsatte, ”at du sagde ja, var nok størst for mig, men jeg nyder også det her.”  
Ida nikkede stilfærdigt.
”Jeg har fortrudt,” udbrød Kamilla derpå, hvilket fik Ida til at se en smule bekymret ud. ”Cafeen kan vente, nu skal du fingerkneppe mig til den store guldmedalje.”
”Det skal være mig en behagelig pligt, Frue” svarede Ida med smil i stemmen, og gav sig i lag med Kamillas nederdel.
De kom aldrig på café, men gik på restaurant til aften i stedet.

Fortsættes i ny serie HER

 Glæder du dig til fortsættelsen – så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.
Tilmeldingen foregår på menu-siden.