Ida & Kamilla – Genkomst, del 2
Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER

Resume:
Efter at have forladt Ida i mange år, er Kamilla vendt tilbage, og Ida vil gerne tage hende tilbage, men gør det klart, at det er Ida, der bestemmer. Om nogen har opdaget det for lang tid siden (julekalender 2010), ved jeg ikke, men Marianne og Claus fra ”weekend med drejning” har jo før været involveret i Kamillas og Idas liv. Det bliver tydeligt nu, så det er deres ”genkomst” på naterotik også. 

———

Både Ida og Kamilla skulle hvile sig lidt, da de for første gang i lang til havde nydt hinandens kroppe. Men de havde jo lidt travlt, for de skulle shoppe i Odense. Så lidt efter sad de begge i Idas Kia Picanto på motorvejen.
”Skodbil,” var Kamillas kommentar. Ida grinede, for selvsamme morgen havde hun tænkt over, hvor meget Kamilla ville have hadet denne her bil. Men den opfyldte Idas behov. Og Kamilla havde ikke været der, da hun skulle købe bil.

De var kommet ind i Rosengårdscenteret, da Kamilla pludselig hvisker til Ida: ”Jeg kan da ikke prøve undertøj sådan her.” Hun var kommet af sted med en kortærmet skjorte og den ene rimeligt korte nederdel, hun havde og intet andet. ”Du ved vel for pokker, hvilken trussestørrelse du bruger? Så køber vi dem først.” Kamilla nikkede, og de tog kurs mod Change-butikken. Her valgte Ida et par violette G-strengs trusser i den rette størrelse og betalte. ”Har du brug for en pose?” spurgte den unge ekspeditrice. ”Nej. Hun tager dem på med det samme,” svarede Ida. Kamilla kunne være krøbet i et musehul. ”Hvis det skal være lidt diskret og lidt lækrere end centerets toiletter, så må hun godt smutte ind i kabinen for mig”, sagde ekspedienten med et vidende smil.

”Tak,” sagde Kamilla, nuppede trusserne ud af Idas hånd og smuttede ind i kabinen. Efter et splitsekund var hun ude igen. Og nu kunne hun oven i købet prøve lingeriet, inden hun købte det. De købte lidt af det sexede; og så en treerpakke almindelige hvide trusser, for ”menstruation er jo et livsvilkår, selv om det aldrig er på film”, som Ida formulerede det. Kamilla nød egentlig af- og påklædningen foran Idas kritiske blik.

I sportsbutikken købte de lidt sportstøj. Ida valgte mest til den tætsiddende side og et par håndboldsko. Bagefter gik de på jagt efter kjoler, nederdele og sko – og de fandt en del, der faldt i Idas smag, og Kamilla kunne godt se, at Ida havde sans og smag for den slags. I alt det Ida valgte, følte hun sig sexet, hendes krops fordele blev fremhævet, men uden at det blev afslørende og teenageagtig vulgært.

”Der er da en del lommer, der skal fjernes,” bemærkede Kamilla, da de bar poserne ud. Ida nikkede smilende. ”Nu skal vi i sexshop,” svarede hun og låste bilen op. Så kørte de.

I sexshoppen valgte Ida et par skrueklemmer, hvilket Kamilla kvitterede for med et skævt smil. ”Kamilla, du ved jo godt, at smerten fjerner synden, og nydelsen fjerner smerten,” oplyste Ida belærende.
Kamilla nikkede: ”Ja, nu hvor jeg husker det, ved jeg det godt.”

Bagefter ville Ida kigge på en paddle med hende. Og de var meget fokuserede. Det hører åbenbart til de uskrevne regler i en sexshop, at fokusere på det, man kigger på, og ikke at kigge på andre. Der gik et stykke tid, før Kamilla opdagede, hvem kvinden, der stod ved siden af dem og kiggede på piske og målte og vejede dem med hænderne, var. ”Marianne, skal jeg lade som om, jeg ikke har set dig stå ved siden af mig, eller skal vi hilse pænt?” ”Gud, er det jer? Det har jeg slet ikke set! Og I er stadig sammen?” udbrød kvinden. ”Igen. Sammen igen. Du opfylder altså ikke ligefrem min kliche om mennesker, der kigger på denne her reol Marianne,” oplyste Ida. Nu smilede Marianne skævt. ”I lige måde, I to. Jeg skal vælge den pisk, jeg vil straffes med i aften. Jeg er nok en slags weekendslavinde for Claus, som du jo kender, Kamilla, og Eva, der står derovre.” Marianne pegede. ”Dem havde jeg heller ikke set. Man ser åbenbart ingenting i en pornobutik,” konstaterede Kamilla.

”Jeg kan mærke, at jeg trænger til at få justeret nogle fordomme,” bemærkede Ida. Måske er jeg jo ikke helt så mærkelig, som jeg tror.”  At hun her skulle møde sin matematiklærer fra seminariet, der var weekendslave for seminariets musiklærer (og souchef) og hans kone, der hver især udstrålede soliditet og borgerlighed, havde hun ikke regnet med.

Alle fem fik de hilst på hinanden og snakket om, hvad der nu var sket siden sidst. Og ud over en paddle, et par brystklemmer og lidt småting, kom Kamilla ud af sexbutikken med et job, fordi det havde vist sig, at Marianne skulle have studieorlov i næste semester, og den, man havde ansat som vikar, var sprunget. Desuden havde de en middagsinvitation i Assens klokken 19.30 – men forvent nu ikke noget særligt, som Claus sagde.

Maden var nu heller ikke noget særligt; det var, hvad man kunne bikse sammen med kort varsel. Og alligevel var det særligt. Ida og Kamilla ringede på villaens dør på minuttet. Og Marianne åbnede iført en halvgennemsigtig hvid skjorte, et serveringsforklæde og selvsiddende strømper. ”Velkommen,” Marianne nejede og blottede sine hvide tænder i et koket smil, ”skal jeg tage jeres tøj?” Ida og Kamilla gav Marianne deres jakker. ”Skal jeg tage mere?” Hun kiggede spørgende fra Ida til Kamilla og tilbage. Ida rystede på hovedet. ”Det er en ny og sart plante, at vi er sammen igen. Jeg vil ikke udfordre skæbnen unødvendigt.” ”Det forstår jeg,” svarede Marianne, og var ved at gå. ”Vent,” sagde Kamilla, ”Ida, må jeg sige noget?” Marianne standsede og Ida nikkede. ”Jeg har sagt ja til, at du bestemmer, fordi det er det, jeg vil. Jeg vil gerne understrege, at det ønsker jeg, at du gør ud fra, hvor du vil have, at skabet skal stå; og ikke ud fra, hvor du tror, at jeg måske kunne tænke mig, at det stod. Jeg ved ikke, om det var klart.”

Ida nikkede tænksomt. Et øjeblik efter sagde hun: ”Marianne, hvis du vil tage Kamillas nederdel og trusser også, vil det være dejligt.” Straks lod Marianne det hele forsvinde i et skab i entreen og førte dem ind i stuen. Her stod Eva i en meget kort kjole og Claus, der var fuldt påklædt. De bød velkommen og bød et glas Kir, samtalen gik og det lod til, at det nærmest var en selvfølgelighed, at Kamilla var halvnøgen, selv om de talte om hendes kommende arbejde på seminariet. 

Efter små ti minutter kommer Marianne ud fra køkkenet og spørger pænt og undskyldende, om der er nogen, der kan hjælpe hende med det sidste i køkkenet. Et blik fra Ida fortæller Kamilla, at det kan hun godt; efter nogle minutter høres et øjebliks fnisen derudefra, og straks efter bærer Marianne og Kamilla, begge med serveringsforklæder, maden ind. Alle finder til deres pladser, men hverken Claus eller Eva gør anstalter til at sætte sig. Så det gør Ida og Kamilla heller ikke. Først da Marianne kommer rundt og skubber stolene ind under dem, sætter de sig. ”Weekendslavinde” skulle åbenbart tages mere bogstaveligt end det ”legekammerat”, som Ida troede, det betød. Lige inden Eva sætter sig, løfter hun op i kjolen. Men Marianne hjælper ikke Kamilla, der stadig står. ”Vær så god at sætte dig, Kamilla”, byder Claus, ”du er jo en gæst.”

Med et smil ser Kamilla på sin stol, at der også blandt gæster er forskellige klasser. Hendes har et simpelt træsæde. Og Marianne har slet ingen stol. Hun har også travlt med at genopfylde tallerkener og glas ind imellem de bidder, hun selv når at spise.

Da de er færdige med at spise, rydder Marianne af bordet, mens Ida bliver budt over i sofagruppen. Claus sætter sig i en lænestol; Eva sætter sig på det bløde tæppe ved hans fødder. Kamilla sætter sig ved Idas fødder. Ida nusser hendes hår. Det synes Kamilla er dejligt, selv om situationen er vildt mærkelig.

”Klæd dig af, Eva”, befaler Claus pludselig. ”Da ikke foran de unge mennesker,” indvender Eva, der tydeligvis ikke kan lide tanken om at vise sin krop, der er i midten af halvtresserne, frem. ”Jeg siger det ikke to gange,” svarer Claus stilfærdigt. Med et suk trækker Eva kjolen op over hovedet. ”Undskyld, men hvorfor er du ikke stolt af den krop?” spørger Kamilla. ”Du er da tæskelækker. Du havde da vel ikke i ramme alvor forventet, at du skulle se ud som en 20-årig resten af livet?” ”Hør på hende, Eva” siger Claus med et varmt smil, ”hun ser ikke bare godt ud, er et geni til matematik, har en stor sangstemme, nej, hun er også en viis kvinde!” Eva smiler genert forelsket til Claus, der gengælder det. I samme øjeblik meddeler Marianne, at hun er færdig. ”Tag så forklædet af!” Claus’ ord er myndige, og Marianne efterkommer dem uden tøven og afslører et par virkelig store og kødfulde skamlæber, der er så iøjnefaldende, at de ligefrem råber efter opmærksomhed, som Marianne nu står foran dem med brede ben. Pludselig sidder Claus med en pisk i hånden. Det er et skaft med mange flade, brede læderstrimler. Han siger: ”Det er så den pisk, du har valgt, Marianne. Fortæl os lige, hvad det er, du skal straffes for!” ”Jeg overholdt ikke dine ordrer om påklædning.” Mariane kiggede i gulvet og fortsatte: ”Da jeg var ude at løbe sidste onsdag, ventede du ved min faste løberute og lavede tøjkontrol.” Marianne kiggede over på Ida og Kamilla og fortsatte: ”og så havde jeg trusser på.” ”Tsk tsk tsk!” sagde Kamilla, hvilket fik alle tilstedeværende til at fnise.  ”Nej, det er jo både sjov og alvor, det her”, kommenterer Claus, ”men jeg må næsten antage, at det ikke er den eneste gang, du er løbet med trusser på, er det korrekt?” Marianne nikkede skamfuldt. ”Så er det jo straks mere alvorlig”, fortsatte Claus, ”hvilken straf mener du ville være passende?” ”20 slag?” spurgte Marianne forsigtig. ”Du er som sædvanlig hård ved dig selv, Marianne. Så derfor får du det privilegium, at du, hvis du har lyst, må bede nogen her om at give dig straffen.” ”Så vil jeg faktisk gerne bede Kamilla om det” ”Et interessant valg,” kommenterede Claus ”Det skal du ikke ønske dig,” udbrød Ida uden at tænke sig om. Hun kunne se på Kamilla, at denne ubetænksomme påmindelse om gamle fejl gjorde ondt. ”Ok, Marianne, men jeg gider ikke høre om det bagefter.” ”Selvfølgelig ikke.” ”Kender du sådan en pisk?” spurgte Ida Kamilla. ”Nej” ”Så vil jeg godt lægge numse til, at du kan få fornemmelse for den med et par slag og du bagefter kan straffe Marianne effektivt. Så ved jeg også, hvad jeg gør mod dig, hvis jeg nu køber sådan en.” Ida rejste sig, vendte ryggen til Kamilla, løsnede sit bælte og trak cowboybukser og trusser ned. Kamilla tog pisken fra Claus og flyttede sig, så hendes mund kom tæt på Idas øre. ”Jeg er bare glad for, at du opdagede det. Det her havde du ikke behøvet for mig. Men nu skal jeg nok sørge for, at du ikke taber ansigt. Men jeg siger ikke, at jeg ikke vil nyde det.” Ida nikkede bare, mens Kamilla kyssede hendes øre. Kamilla trådte et skridt tilbage, mærkede, hvor pisken lå godt i hånden, tog sigte, og slog til. ”Mmh,” klynkede Ida. Kamilla lod strimlerne kærtegne Idas numse, før hun igen tog sigte. Hun ramte den anden balle som planlagt. ”Ffffffh,” kom ud af Idas sammenbidte mund. Igen blev Idas numse kærtegnet blidt af piskens strimler, før Kamilla tog sigte og slaget gik tværs over hele numsen. ”Av for pokker da,” råbte Ida. ”Det er en utrolig nem pisk,” bemærkede Kamilla, ”jeg skal ikke øve mig mere. Det her bliver sjovt. Og så, Marianne, er jeg klar til dig.” Og mens Ida bragte sit tøj i orden, bukkede Marianne sig ned og tog fat i sine ankler. ”Næ, Marianne, jeg havde tænkt, at du lå på spisebordet. Jeg håber, der er nogen, der vil hjælpe dig med at styre dine ben, så jeg kan komme til, hvor jeg vil.” Ida og Eva trådte til. I starten skulle de bare trække Mariannes ben op mod hendes hoved, så Mariannes numse var frit tilgængelig. Numsen blev maltrakteret med ti slag, som Marianne tog i stiv arm, selv om Kamilla bestemt ikke lagde fingre imellem.

Dernæst skulle Mariannes ben holdes nede, så Kamilla kunne komme til hendes bryster. Den mulighed var Marianne vist ikke vant til og havde tilsyneladende slet ikke overvejet den før, så hun protesterede, men Claus lod hende brysk vide, at hun lå, som hun havde redt. Derpå forstummede protesterne. 3 slag lod Kamilla lande på hvert bryst. Til sidst skulle Ida og Eva holde benene opad og spredt og dermed blotte Mariannes skridt. Men efter blot to slag på Mariannes blottede skridt opdagede Kamilla, at Marianne græd helt stille. Kamilla kunne slet ikke bære tårerne, så de sidste to lemfældige slag blev fordelt på Mariannes to baglår.

Marianne greb Kamillas hånd og trak hende ned til sig: ”Du skal ikke tro, det er noget problem. Det var bare hårdt. Og det skulle det jo være.” Hun gav Kamillas hånd et klem og smilte til hende.

Efter en kop kaffe og nogle fyldte chokolader og egentlig en hyggelig aften, stod Ida og Kamilla to timer efter tilbage i entreen  hos Claus og Eva og fik deres tøj tilbage af Marianne. Det slog Kamilla, at der ikke havde været sex den aften, selv om der heller ikke havde været ret meget andet. Men hun kunne med Bill Clinton sige: I did not have sex with that woman – and I never inhaled her, eller hvad det nu var, det var.

”Husk nu,” sagde Marianne, som om intet var hændt, ”at ringe, så jeg kan sætte dig ind i jobbet, inden jeg fratræder.” Så blev der uddelt farvelknus og aftalt genbesøg og den slags. Så gik de.

Før de når bilen, giver Ida Kamilla nøglen til bilen. ”Jeg skal nok sidde alt for urolig til at køre.” ”Normalt,” Kamilla smilede skælmsk, ”ville jeg mene, at det var under min værdighed at køre en Kia Picanto. Men da det er længe siden, jeg har kørt en rigtig bil, så kan jeg vel øve mig på en Kia først.” ”Du hader den bil, ikke?” ”Bil?” spørger Kamilla. Ida sukker. Og det viste sig, at Kamilla trods årene stadig kunne køre bil. Eller Kia… ”Sådan en pisk skal jeg ha’!” siger Ida pludselig, da de krydser Lillebæltsbroen. ”Du?” undrer Kamilla sig. ”Ja, jeg skal have håndtaget. Du skal nok mest have den anden ende.”

”Nå, ok, jeg troede lige, jeg havde misforstået noget.”

De er begge trætte, da de kommer hjem til Kolding og konstaterer, at de havde glemt at gøre sengen klar til Kamilla. Lidt senere er de faldet i søvn liggende i ske i Idas seng. Og næste morgen genopdager Kamilla, hvor lækkert det er at have nogen at vågne op sammen med.

Fortsættes HER