Ida & Kamilla – En weekend med følger del 5
Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER

Resumé:
Ida har tildelt Kamilla en straf som løber af stablen over flere dage, noget nyt hver dag. Straffen skyldes Kamillas måde at opføre sig på da de var i København – utroskab kan det vel nærmest kaldes.
Vi er kommet til den 5. straf som ender højst uventet…

Tirsdag – femte straf med bagslag

Lee og David sad i overvågningsrummet i det store, svenske møbelhus i Odense. Her kom overvågningsbilleder fra hele varehuset. Det var en kedelig tjans, de havde fået; der blev drukket en del kaffe, selv om Lee på det sidste ikke tog så meget fra, som hun plejede. Graviditet og kaffe er ikke nogen god cocktail for alle. “Nu igen!” sagde de pludselig i munden på hinanden, da de fik øje på, hvad der skete på monitor 16. De satte deres kaffekrus og forlod rummet. Et øjeblik efter kunne pigen fra monitor 16 mærke en hånd på sin skulder og høre den venlige, men særdeles bestemte sætning, der lød “Vil du være venlig at følge med?” Pigen fulgte med. Og selvfølgelig vidste hun, hvorfor de var kommet til hende. Mens de gik gennem møbelhusets skjulte gange, kunne pigen danne sig et indtryk af de to. Manden var høj, ranglet og bleg; ikke en dag ældre end hende, damen var måske 30, tydeligvis oprindelig fra Korea, og lige så tydeligt gravid. Pigen blev ført ind på et kontor, hvor hun blev budt en plads på den ene side af skrivebordet. Manden tog plads på den anden side. Damen stod som tilfældigt ved døren. Pigen, der sad på den ubehagelige stol, var Kamilla. Denne morgen havde Ida meddelt, at hendes straf begyndte klokken 16.30 på Odense rutebilstation. Og at straffens skulle udføres i cottoncoat og selvsiddende strømper. Ida havde hentet hende på rutebilstationen, og sammen havde de taget en bybus til det store møbelhus i byens sydøstlige kvarter. “Du skal prøve senge, kære Kamilla; og når du prøver dem, må du ikke have samlet benene”, havde Ida sagt. Og hun havde tilføjet, at hun ville holde sig i nærheden, så Kamilla kunne være ganske rolig. Kamilla havde på forhånd en dårlig fornemmelse ved dette, og lige nu ønskede hun, at hun havde sagt nej fra starten. Men nu var tiden ikke til bondeanger. “Hvorfor?”, spurgte manden overfor, “hvorfor tror du, det er i orden, at inddrage os, der arbejder her, i din seksualitet, uden overhovedet at have spurgt, om vi vil inddrages?” Faktisk var han vred, kunne Kamilla fornemme; og et eller andet sted havde han en pointe, selv om Kamilla aldrig havde haft til hensigt at inddrage nogen. Faktisk havde hun været omhyggelig med kun at prøve, når der ikke var nogen i “det farlige område”. “Havde du været en mand”, fortsatte han, “havde man uden at tøve kaldt dig en pervers blotter. Faktisk er det, du laver, blufærdighedskrænkelse.” “Og det ser ikke godt ud, hverken på en straffe- eller på en børneattest”, indskød damen fra døren. Det løb koldt ned ad ryggen på Kamilla. Her havde hun da vist formøblet nogle fremtidsudsigter. Det var noget værre lort.  Heldigvis brasede Ida ind ad døren i dette øjeblik. “Jeg tror, det i virkeligheden er mig, der bør sidde her.” “Hvorfor det?” spurgte damen i døren i en nærmest aggressiv tone. “Fordi Kamilla er her på grund af mig. Det er mig, der har fået hende til det.” “Nææ, endnu en, der har været dybt original og kopieret filmen 9½ uge. Hvor originalt. Hvorfor tror I, vi i møbelbranchen synes, det er særlig sjovt at se på fisser? Det er lidt ligesom at sende reklamer for noget, som man ikke kan få. Narrefisser! Hvorfor blotter I jeg ikke bare hos bageren i stedet?”. Manden var virkelig indigneret. “Det var ubetænksomt,” Ida kiggede i gulvet mens hun talte, “det var ikke pointen, at I skulle se det. Det var mere spændingen ved, at der er en mulighed for at blive opdaget, der er formålet. Nu, hvor jeg har hørt dig, der er det jo både grænseoverskridende og narrefisseagtig for jer. Det er jeg – det er vi, rigtig kede af.” “Lad os lige fastholde,” lød det fra døren, at blufærdighedskrænkelse er kriminelt. Det ser ikke godt ud på noget som helst papir. Vi er ikke ude efter nogens hoveder, men vi vil godt fortælle jer, at vi er pissetrætte af at se på folks kønsdele uden have bedt om det. Jeg kan forstå, at I har forstået budskabet. Så gør jeg ikke mere ved det. Det synes jeg, I skal være meget taknemmelige over.” Henvendt til David fortsatte hun: “Klarer du den herfra David?”

“Det skal jeg nok, Lee.”

Lee forlod lokalet; David vendte sig mod Kamilla: “og du venter udenfor – med samlede ben!” Kamilla nikkede og rejste sig. Da Kamilla havde lukket døren efter sig vendte David sig mod Ida, der ikke var særlig stolt ved situationen. “Så vidt jeg kan forstå, så er det dig, der bestemmer hos jer. Så er du i virkeligheden det største røvhul af jer to.” Ida dukkede sig ved ordene. Men David fortsatte uanfægtet: “Har du nogen idé om, hvad der sker nu? Har du nogen idé om, hvad du udsætter din kæreste for?” Ida rystede nervøst på hovedet. David fortsatte: “Hvad slags film tror du, der bliver spillet ved sikkerhedsafdelingens julefrokost klokken 2 om natten. Der vil alle gutterne, og måske endda mig, hvis jeg er fuld nok, synes, at din kærestes fisse er helt fantastisk, og det vil ikke skorte med slibrige tilråb. Og jeg tror ikke, at Lee som nytiltrådt leder for afdelingen, vil bruge sit krudt på at tage den kamp op, selv om hun hader skikken. Og det gør jeg også, mens jeg er ædru.” “Er der noget, jeg kan gøre?” Ida var oprigtigt bekymret. “Ja, men inden du siger ja eller nej, så skal du vide, at jeg sletter et par minutter af dagens overvågning fra kamera 16, uanset hvad du siger nu, og uanset, at jeg ikke må. Jeg håber, Lee vil forbigå det i tavshed.” Ida nikkede. “På lørdag skal jeg have 6-7 af gutterne på besøg. Vi skal se fodbold; det skal vi hver lørdag. Vi har også en konkurrence om at komme tættest på kampens resultat. Samtidig har vi en uformel konkurrence om at være vært for årets sejeste fodboldlørdag.” David afbrød sig selv, kiggede intenst på Ida, og sagde: “husk, du kan sige nej uden konsekvenser; men nu spurgte du. Og så tænker jeg, at den ene tjeneste måske er den anden værd.” Ida nikkede igen: “Det havde jeg forstået. Bare fortsæt.” David nikkede: “og så tænkte jeg måske, om lidt topløs servering eller sådan noget kunne lade sig gøre. Og måske en lille præmie til resultatkonkurrencen?!” “Puh, det var ikke så lidt!” udbrød Ida. Hun studerede loftet for at kunne samle tankerne, men fortsatte kort efter: “Du holder dig ædru og kan stå inde for, at der ikke sker mig noget, jeg ikke vil gå med til?” “Det kan vi i hvert tilfælde aftale. Det er heller ikke mærkelige fyre med straffeattest, der kommer; det er almindelige unge fyre med arbejde eller uddannelse, der godt kan lide fodbold og sjov og en øl engang imellem. Ellers ville de ikke være mine venner.” “Jeg vil vide, hvem de er, for kender jeg dem, kommer jeg ikke.” David fortalte navnene på dem, og da ingen af dem sagde Ida noget, så derfor fortsatte hun: “Jeg vil være fri til at gå og altid have adgang til en telefon.” “Selvfølgelig.” “Jeg vil ikke optræde topløs. Jeg er ikke særlig glad for mine bryster. Men i øvrigt sexet påklædt men bundløs er ikke noget problem.” David nikkede. “Jeg vil have lov til at bære maske, og hvis jeg vil præsenteres ved navn, gør jeg det selv.” Igen nikkede David. “Og hvad,” fortsatte Ida, “havde du tænkt dig som præmie?” “Et blowjob måske?” “Da kun, hvis han er ren – og rammer helt plet med resultatet – og har kondom. Og der må kun være én vinder.” “Vi har nu altid en vinder, også når der ikke rammes plet.” “Ok, så er der én, der må mærke mine lækre hænder om sit dunkende lem.” “Det er langt mere, end jeg har lov til at forlange.” “Og så er der coverhistorien, at jeg har tabt et væddemål. Vi røber ikke om hvad, og da slet ikke, hvad du skulle have gjort, hvis du havde tabt. Og jeg vil have, at du understreger, at jeg ikke bare er en eller anden luder.” “Det vil jeg taknemmeligt gøre.”

“OK,” sammenfattede Ida. Vi har nu en aftale. Du sms’er mig lige, hvad vi har aftalt, så jeg får det på skrift også. Jeg sender dig mit nummer, hvis jeg får dit.”

Sådan udvekslede de numre og fik de sidste praktiske aftaler på plads. Ida var en smule underlig til mode. Det hele var jo i bund og grund noget lort, som hun havde arrangeret. Men det var også lidt spændende.

Kamilla trippede på gangen, da Ida kom ud fra kontoret. “Hvad nu?” spurgte hun. “Tja, jeg havde jo planlagt at erklære straffen for ovre og så at inviteret til romantiske kötbullar i cafeteriet. Jeg havde ekstra ikke taget trusser på. Men nu ved jeg ikke, hvad jeg vil.” “Jeg har i mellemtiden været på toilettet og taget lidt tøj på, som jeg havde i tasken. Og kötbullar kan man vel altid spise. Så kan du fortælle mig det i cafeteriet, frække pige. Det er jo ikke sådan, at jeg nødvendigvis skal bruge min viden om din mangelfulde påklædning. Det er i sig selv… øh… inspirerende, at jeg ved det. Vi skal ikke i flere møbelhuse i dag.” Pigerne gav hinanden et kram og gik sammen til cafeteriet, hvor de købte kötbullar og tyttebærsodavand. Ved bordet nærmest hviskede Ida, hvad der var sket, til den måbende Kamilla. “Og det gik du med til?” Ida nikkede forlegent; “Først skyldte jeg dig det, og da han forklarede sammenhængen, så skyldte jeg ham det.” Kamilla kiggede ned i sit glas, som hun nervøst drejede i hånden. “Det havde jeg måske nok også gjort. ” De spiste færdig i tavshed, fandt bussen tilbage til Assens. Ida var stadig rystet over det rod, hun var årsag til. “Undskyld Kamilla” sagde hun, da hun lagde sit trætte hoved på Kamillas skulder. “Det behøver du ikke undskylde. Det er ikke mig, det går ud over.” Hun tilføjede med et smil: “Men mon ikke det giver mig håneret i temmelig lang tid?”

“Det er jeg bange for”, svarede Ida med et suk. Så faldt hun i søvn.

Til bold i Odense

Lørdag eftermiddag sad Ida og Kamilla igen i rutebilen til Odense. Kort efter afgang ringede Idas telefon. Det var David: “Du skal ikke komme Ida. Jeg har fortrudt.” “Fortrudt? Hvorfor?” “Ved nærmere eftertanke synes jeg, at jeg er et dumt svin, at jeg gav dig det valg.” “Hør nu her, David: Det dumme svin ville have sagt: jeg sletter filmene, hvis du og din veninde kommer. Det her er noget andet. Du har gjort os er stor tjeneste, og også risikeret noget for det. Og så har du BEDT mig om en tjeneste. Jeg har sagt ja uden tvang. ” “Er det sådan, du ser det?” “Ja, og desuden skal du ikke kalde mig narrefisseagtig uden at give mig en chance, at gøre noget ved det.” Ida kunne høre en fnisen i den anden ende, “Og så sidder jeg i bussen allerede. Jeg kommer tidligt, så kan vi snakke om det.” “Ok. Så ses vi her senere. Hej så længe.” Med et “Hej” afsluttede Ida samtalen. “Bondeanger?” spurgte Kamilla, der kun havde hørt Idas del af samtalen. Ida nikkede. “Hvorfor greb du ikke chancen?”, fortsatte Kamilla. Ida trak på skuldrene. “Nårh, derfor!” smilede Kamilla. De steg af bussen i Dalum og gik til Davids lejlighed. Kamilla spottede en nærliggende beverding, som hun gik ind i. Lejligheden viste sig at ligge på første salen af noget, som en ejendomsmægler ville have kaldt “Et charmerende og velbeliggende byhus tæt på byen og på grønne områder”. Ida var nervøs, da hun gik ind til David. Lejligheden viste sig at være en skråvægget toværelses, med hvide vægge og møbler med krom og læder. Typisk dreng! De hilste på hinanden og gik ind og snakkede lidt. David havde det ikke godt med, at de havde skruet det sådan, at Ida kun kunne tabe. Så han havde tænkt over at moderere deres aftale lidt, og ville spørge, om det var ok, at præmien var et blowjob, hvis resultatet blev gættet spot on. Et handjob, hvis der var en difference på ét til to mål, men at det var Ida, der var vinderen, hvis det bedste bud var 3 eller flere mål forkert. Så kunne hun få en halv times råderet over ham med det dårligste bud. Ida havde, som ventet, ikke noget imod forslaget. David spurgte, hvad hun ville have på. Ida havde en hvid, kort knappet skjorte på, en kort sort nederdel, strømpeholder, strømpe og høje sko. Hun havde egentlig bare tænkt at smide nederdelen, meddelte hun. David piftede anerkendende og sagde med et smil “fræk pige”. Ida havde i dagens anledning taget en kraftig makeup og en parfume, der emmede af sanselighed på. Hun var nybarberet og i det hele taget tæskelækker.

David spurgte, om hun ville lukke op og sige velkommen til gæsterne med nederdel, og så smide nederdelen for øjnene af den måbende forsamling, når han præsenterede arrangementet. Endelig tilføjede David, og det havde han lidt svært ved, at Lee faktisk også kom; hun havde vist nærmest inviteret sig selv. Ida beroligede David med, at det var helt ok.

Det var faktisk en flok nydelige unge mennesker, der ankom til lejligheden lidt efter. De var overrasket over den venlig velkomst og Idas “kan jeg tage din jakke?”, “værsgo og tag plads” og “må jeg byde på en lille forfriskning?”. De accepterede uden videre, at Ida ikke ønskede at kommentere, hvad hun lavede her, men at det nok ville blive afsløret tids nok. De var høflige, sagde pænt tak og var i det hele taget velgørende velsoignerede. Det beroligede Ida en del, for et eller andet sted havde hun været bange for en flok ølbøvsende tomhjerner. Også Lee kom. Hun hilste på Ida med et glimt i øjet og en hvisket undskyldning om, at det alligevel var for fristende. Og når David tilmed kun drak Cola, som aftalt, så var alt for så vidt godt.

Under stort ståhej præsenterede David aftenens arrangement; han nævnte det tabte væddemål, og derfor skulle pigen her, der var en god bekendt, være servitrice i dag. Så ønsker om drikkevarer og lignende kunne med fordel rettes til hende. Fra flokken kom der en række anerkendende bemærkninger til værten. Tilmed, kunne David så supplere, ville pigen forrette denne tjeneste en smule letpåklædt, og han supplerede, at telefoner og kameraer derfor selvfølgelig var bandlyst. Flokken svarede med både nikken og hujen, og da Ida stillede sig foran fladskærmen, vendte bagsiden til og sensuelt skruede sin rumpe ud af nederdelen, blev flokkens begejstringslyde endnu mere varieret. Da David præsenterede reglerne for dagens fodboldkonkurrence med præmier som blowjob og handjob, var der derimod måbende tavshed. Kun Lee klappede. To af drengene meddelte – til Davids overraskelse – at de ikke ønskede at være med. Den ene af drengene, Falk hed han – “men de kalder mig spurven” – sagde: “Præmien er godt nok ufattelig lækker…”, her nejede Ida smilende og sagde tak, “… og jeg vil da også gerne kigge på spisekortet ude i byen, men jeg vil altså spise hjemme.” Det blev til en enkelt “under tøflen” kommentar, der til almindelig latter blev besvaret med “du er bare misundelig over, at ingen gider bruge sin tøffel på dig!” Men ellers blev beslutningen mødt med udbredt respekt. Da David tilføjede, at der var et ekstra element, der godt kunne øge spændingen en smule, nemlig at “hvis denne ædle forsamling af fodbold-connaisseurer skulle vise sig at være så inkompetente i fodboldspørgsmål, at det bedste gæt i forsamlingen er tre mål eller mere fra resultatet, så vil Ida vinde råderet over den person, der har det dårligste gæt, i en halv time. Her begyndte Lee at trække i land, men “kom så Lee, hvor stor er chancen lige for det?” og lignende bemærkninger førte til, at Lee alligevel deltog i legen.

David uddelte papir og blyant. De skrev alle, på nær de to, der ikke ville være med og Ida, navn og resultat på papiret. Sedlerne blev samlet i en tinæske, der sikkert engang havde været beregnet til cigarer, og æsken blev låst.

I starten var der selvfølgelig talrige råb efter drinks og snacks, men da alle havde vænnet sig til Ida, så aftog det, og Ida gled, trods sin påklædning, mere og mere ind i gruppen, og hun blev af drengene nærmest brugt som konsulent i kvindekønnets mysterier og hun forklarede om erogene zoner, surhed og konflikter, om forspil og om seksuelle ønsker, som kvinder ikke havde lyst til. Idas påstand var, at “shopping og silke kan få kvinder til meget”. Desuden måtte hun leve med en vedvarende fascination for ringene i sine skamlæber.

Da kampen havde været i gang et stykke tid begyndte kampens stilling at blive interessant. I det 88. minut stod det 3-2, og Ib begyndte begejstret at synge “Et blowjob, et blowjob!”. Der blev udlignet i 91, minut. Der blev forlænget spilletid. Der kom ingen jubel over 3-4; men da det efter 120 minutter stod 3-6, skulle spændingen udløses. David mente nok, at resultatet var en overraskelse. Så da tindåsen blev låst op, og sedlerne hentet frem, viste det sig, at Ibs bud havde været det, der var tættest på. Det havde været noget af et favoritfald, så dermed var det bedste bud mere end 3 mål fra resultatet. Nu skulle det dårligste bud findes. Lee blev ligbleg, da det viste sig, at hendes 4-1 var det dårligste. Ida rejste sig op og sagde: “Til min overraskelse har I faktisk været behageligt selskab. På jeres vegne kan jeg kun beklage udfaldet; på egne vegne er jeg ganske tilfreds. Har I ikke fortjent en lille trøstepræmie?” Drengene mente bestemt, at de havde, så Ida sagde: “Lee, vil du så ikke klæde dig af her?” Drengenes svar var en almindelig hujen, men Lee spurgte spagfærdigt: “Kan vi ikke gøre det i soveværelset?” Næsten umærkeligt nikkede Ida til Lee og sagde til drengene: “Det ser ud til, at jeg må komme med trøstepræmien.” Og uden videre ord knappede Ida skjorten op og tog den af. Drengene klappede og hujede. En enkelt dristede sig til at spørge: “Er de lige så følsomme som store?”, men Idas svar, “Hvor nøjagtigt skulle jeg egentlig vide det fra?”, udløste latterbrøl.

Med et “Tak for i dag, drenge!” fra Ida, forsvandt pigerne i soveværelset.

Ida kiggede undersøgende på Lee. Hun var en af de kvinder, der bærer deres graviditet elegant på maven, og kun på maven, kunne Ida konstatere; Ida kunne se, trods det begyndende ventetøj, hvor slank og lækker eksotisk Lee var. Lee satte sig på sengen, men et vink fra Ida fik hende til at rejse sig op igen. “Undskyld… jeg er chef for nogle af drengene. Jeg kan ikke sådan lade mig udstille foran dem.” “Og det kommer du i tanker om nu?” Idas stemme lød hård. “Ja, jeg ved godt det er ynkeligt af mig.” Ida kunne se, at der var tårer i Lees øjne, men Lee samlede sig hurtigt og fortsatte: “Du har råderet over mig i en halv time. Hvis du vil have mig derud nøgen, så gør jeg det. Men jeg beder dig, vil du ikke indløse gevinsten på en anden måde?” “Så du vil hellere besøge mig en eftermiddag og blive rådet over, end nu og her.” Lee snøftede og nikkede. Ida tilføjede: “Men så bliver min kæreste også involveret.” “Er det pigen i forretningen?”, spurgte Lee. Ida nikkede. Lee sagde så, at det ville hun hellere. Men inden Ida sagde ja til det arrangement, ville hun lige tjekke, om Lee var liderlig. For hvis Lee ikke var tændt, så kunne det hele være lige meget. Ida beordrede hende til at trække bukserne, og siden de kedelige hvide bomuldstrusser ned. Hurtigt stak Ida en hånd ind under den mørke trekant og konstaterede, at Lee sejlede. Lee rødmede, hvilket gav hendes gullige hud et gulerodsagtigt skær. “Hvorfor så liderlig, Lee?” “Fordi det er så spændende.” “Jeg kan se du er gift – og du bærer hans barn. Hvorfor kom du overhovedet her?” “Måske savner jeg spænding i sexlivet. Jeg ved det ikke.” Hele Lees krop viste, at hun var pinlig berørt over sit eget svar. “Er din mand ikke spændende da?”, ville Ida vide. Det mente Lee, at han ikke var – på den front. “Jeg kan se, at du synes kombinationen af magt og sex er spændende. Det gør de fleste vist. Hvornår har du sidst givet din mand lov til at være spændende?” Målløs kiggede Lee på Ida, som om hun lige havde fået lidt af en åbenbaring: “Åh Gud”, sagde hun. “Sådan som du spørger – aldrig. Det var soveværelse, seng, putput. Punktum.” “Er du glad for ham? Er du tryg ved ham?” “Meget” “Så synes jeg, at du skal tage din telefon og skrive en sms; du skal skrive, at du desværre ikke kan være sammen med ham næste lørdag. Hvorfor, det vil du fortælle senere, men at du indtil da, som et plaster på såret vil stå til rådighed for ham i det omfang, han ønsker det.” Lee tog sin telefon, da Ida tilføjede det: “Jeg sender dig ikke nøgen derud, uanset, om du skriver det eller ej. Men når du har skrevet det, så skal du læse det igennem, og så skal du mærke godt efter, om du er blevet mere tændt. Hvis du er, så synes jeg, du skal sende den til din mand.” De stod i tavshed, mens Lee tastede. Et øjeblik overvejede Lee, så sagde hun: “Nu er det sendt.” Hun så helt lettet ud. “Du må godt ordne dit tøj igen. Du må også godt onanere for mig, hvis du ikke kan vente. Det kan mænd i øvrigt godt lide at se. Og prøv nu at se godt ud for ham også. De der trusser scorer altså minus 10 på erotikskalaen.” “Kan vi ikke vente med onaneringen?” “Jo, hvis du kan undvære trusserne – og lader din mand se det.” I det samme bippede Lees telefon. “Han har svaret”, udbrød Lee, hvis ansigt blev til et stort eksotisk tandsmil, da hun læste beskeden. Hun viste den til Ida: “Hej min ELSKEDE. Det lyder virkelig spændende. Glæder mg MEGET til du kommer hjem. Altid din.” Ida nikkede anerkendende. I et krus i vindueskarmen opdagede Ida en saks, som hun rakte Lee. Lee så spørgende på hende, men da Ida pegede på hendes trusser, gik meningen op for hende. Hun klippede sine trusser af – og puttede resten i lommen. De byttede telefonnumre. Ida tog sit tøj på. “Heller ingen trusser?” spurgte Lee vantro. “Nej da”, svarede Ida, “min elskede venter jo derude.” “Frækt. At du tør!” “Der er jo ingen, der ser det. Undtagen overvågningen, har jeg lært.” “Det er rigtigt”, smilede Lee. “Vi ses.”

“Yes, hej.”

De fleste drenge var gået, da Ida vinkede farvel i stuen. “Var hun god?” råbte én af de tilbageblevne efter hende. “Det kunne du lide at vide!” råbte Ida tilbage. Og så var hun forsvundet. I rutebilen måtte Kamilla igen måbende høre en historie fra det virkelige liv. “Jeg skal ikke noget lørdag”, bemærkede hun med et smil. “Jo”, indvendte Ida, “du skal være sammen med mig.”

Kamilla nikkede. 

Glæder du dig til fortsættelsen – så tilmeld dig Naterotiks nyhedsbrev, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.
Tilmeldingen foregår på menu-siden.