23.12.2013

I julelampens skær – af Hairulf

Julen nærmede sig, og alle var så glade. Det var ikke til at holde ud, tænkte Hanne, for hende ville det blive en trist og kedelig jul. Hendes forlovede, Esben, havde for længe siden telegraferet fra Shanghai, at skibet lå med en alvorlig maskinskade, og at han som maskinmester måtte blive dernede, til det var repareret. Det var helt udelukket, at de kunne være hjemme til jul. Hanne var 33 år, hun havde levet som enlig og været helt tilfreds med at klare sine seksuelle behov selv, ved hjælp af det hun kaldte sin lille yndlingskanin, ved navn ‘Lust Bunny’, lige til hun for et år siden havde mødt Esben og med ham kærligheden. Esben fyldte snart 40 og havde besluttet at gå i land, dette var hans sidste sejlads, inden han skulle tiltræde en god stilling på det lokale elværk. Hanne sukkede, det var ikke bare det, at han var forsinket, det havde hun let kunnet affinde sig med, blot det ikke havde berørt julen, den jul hun med sjæl og legeme glædede sig sådan til. Esbens kys, hans ømme favntag, og (her rødmede hun) hans kunnen i sengen. Det store stive lem, som først havde skræmt hende, siden bragt en så ufattelig fryd, at hun alvorligt bebrejdede sig selv, at hun ikke havde dyrket elskoven noget tidligere.

Da den 24. oprandt havde Hanne besluttet at glemme alt om jul, hendes liv havde været ensomt, så venner havde hun ikke nogen af, og af familie var der kun onkel Carlo, som var rædselsfuld, og vist også sad i spjældet for tiden. Hun havde dog købt ind til lidt god mad, og i en antikvar-boghandel havde hun fundet en lille oldgammel bog om alskens overtro og trolddom, et emne som altid havde interesseret hende. Den havde hun pakket ind for dog at have fornemmelsen af at få en gave. Den 23. om formiddagen havde hun sendt et juletelegram til Esben, og kort efter var hans svar indløbet. Begge havde de skrevet: ”Jeg savner dig”, og det savn blev kun værre den 24. december.

Hanne spiste sin aftensmad, mens hun lyttede til dæmpet musik fra radioen. Da hun var færdig, tændte hun den gamle petroleumslampe, sådan for hyggens skyld, derefter pakkede hun bogen ud og satte sig godt tilrette i sofaen for at læse. ”Hov, jeg faldt da vist i søvn”, lyden af bogen, der ramte gulvet, rev hende brat ud af søvnen. Hvad havde der egentlig stået i den bog? Hun bøjede sig ned for at samle den op; men en lyd fik hende til at løfte hovedet, og så røg hjertet op i halsen på hende, der stod en skikkelse midt på stuegulvet, og nu huskede hun, at hun havde læst om gammeldags gårdnisser. De var ikke i røde dragter, de var grå og slet ikke så artige som nutidens julenisser, og den, der stod i hendes stue, lignede præcist ham, der var tegnet i bogen. ”Jeg må da drømme”, tænkte hun og så nærmere på nissen. Af statur var han nærmest som en lidt kraftigt bygget ung mand, ansigtet så på en gang voksent og drenget ud, han så på hende med et lidt spørgende blik og spurgte: ”Hvorfor har I kaldt mig hid, frue?” Forbavset spurgte Hanne, hvad han mente, og fik svaret: ”I læste den rette formular, og julelampen er tændt, så her er jeg til jeres tjeneste.” Nu var Hannes hjerte faldet på plads og ned i normalt tempo, hun overvejede et øjeblik situationen, så besluttede hun, at det var en drøm, en drøm hun tilsyneladende selv kunne styre, så nu ville hun leve den ud. ”Jeg er så forfærdelig ensom og savner min elskedes kærtegn”, fortalte hun nissen, ”kan du gøre noget for at mildne savnet?” Som svar begyndte nissen at klæde sig af. Først røg huen og afslørede en vildtvoksende lys hårpragt, så krængede han den grå trøje af og viste en velskabt muskuløs overkrop frem, træskoene blev sparket af, de uldne strømper forsvandt i et snuptag, og så løsnede han bukserne og lod dem falde. Hanne stirrede skamløst på den nøgne krop, et øjeblik ramtes hun af dårlig samvittighed; men så gentog hun for sig selv, at det var jo bare en drøm. Det skuffede hende en anelse, at nissens pik så ret lille ud, nå, det var der jo ikke noget at gøre ved. ”Kom med ind i soveværelset” hviskede hun, men fik svaret: ”Nej, det skal være her i lampens skær, og du må ikke flytte lampen, så forsvinder virkningen.” Selv i drømme var der åbenbart betingelser, som skulle overholdes. ”Så må vi bruge sofaen eller gulvet, det går nok også”, svarede Hanne og gik hen for at omfavne nissen. Hun tog fat om ham og trykkede sig ind til ham. Hans krop lugtede af sved, ikke gammel sur sved, men en lugt der fortalte om styrke arbejde og handyr, Hanne indsnusede den begærligt. Det gik ikke helt op for hende, hvordan hendes tøj forsvandt, men pludselig var hun lige så nøgen som nissen. Han vendte hende, så hun stod med ryggen til ham, så tog han et bryst i hver hånd, og lod sine fingre blidt strejfe brystvorterne. Hanne kunne mærke hans pik mellem sine balder, nu skulle det være! Hun lænede sig forover med hænderne støttet på bordet og spredte benene. Højden passede perfekt, pikken gled lige ind i hendes ventende kusse, og nu opdagede hun, at den slet ikke var så lille, som hun først havde troet. Det var faktisk, som om den bare blev ved med vokse både i længde og navnlig tykkelse, og snart fyldte den hende helt ud. Nissen holdt en støt fast rytme, trak sig halvvejs ud og stødte så hårdt i bund, ud og ind, mens hans hænder stadig tog sig kærligt af hendes bryster, og det varede ikke længe, så væltede orgasmen som en flodbølge ind over hende. Nissen trak pikken ud, fik lagt hende på ryggen på ryatæppet og fortsatte så samlejet nu forfra. Lige i starten syntes Hanne, det var for meget; men så mærkede hun, at spændingen steg igen, og kort efter kom den næste orgasme, og denne gang virkede det som om den varede et helt minut. Nissen rejste sig og fik også Hanne op at stå. ”Er min frue tilfreds med mit værk?” spurgte han, Hanne kunne kun nikke bekræftende. ”Er fruen villig til at give mig takken med sin mund?” fortsatte han og pegede på sin pik, der stadig stod stift ud fra hans skridt. Ja, Hanne lagde sig på knæ og tog pikken i munden, med læber, tunge og gane bearbejdede hun det varme organ, indtil nissen stønnende trak pikken ud af hendes mund og igen begravede den i hendes våde kusse, hvor den ti sekunder senere sprøjtede en tyk stråle varm sæd ind i hende.

Det sidste Hanne kunne huske om den julenat var, at nissen havde beroliget hende med, at nisser ikke kunne besvangre mennesker, så tog søvnen hende.

Sikken en drøm, var hendes første tanke, da hun vågnede op på sofaen med et tæppe over sig julemorgen. Men hvorfor lå hun i stuen, hvorfor var hun nøgen, og hvorfor var der en tydelig indtørret sædplet på den pæne sofa? Og oven i alt dette, så så hun nogle umiskendelige spor efter et par store træsko henne på det langluvede tæppe. Efter en hurtig oprydning skyndte hun sig i bad for ligesom at vaske nattens udskejelser af sig. Ren, varm og tør forlod hun badeværelset for at gå ind i soveværelset og finde rent tøj at tage på; men inden hun nåede så langt, ringede telefonen. Det var Esben, “Glædelig jul”, lød det muntert, “Så er jeg lige ved at være hos dig, giver du en kop kaffe, det trænger jeg til, jeg har fløjet i 13 timer.” Han fortalte, at reservedelene var blevet forsinkede, og derfor var han afmønstret og havde lige nået et fly hjem, men ikke haft tid til at sende besked til hende om, at han var på vej. En time senere sad de sammen i stuen, og da Esben havde styrket sig på en kop kaffe, så han Hanne lige ind i øjnene og fortalte: “Jeg faldt i søvn i flyet, og der havde jeg den mest vidunderlige drøm, hvor jeg først tog dig bagfra her i stuen, og så forfra, og til sidst suttede du den af på mig, og jeg nåede lige at komme rigtigt inde i dig”. Han rejste sig og trak hende med op fra sofaen.

Hun så ham glad ind i øjnene og sagde: ”Så er det vel kun rimelige, at du også oplever det rigtigt.” Hun lagde en lille smule ekstra eftertryk på ‘du’; men det lagde Esben vist ikke mærke til.

En halv time senere var der en helt acceptabel forklaring på den uartige plet på sofaen.