Hvorfor

De havde længe ønsket sig en at dele livet med, men havde bare aldrig fundet den eneste ene. De havde begge været i byen mange gange for at lede, men hver gang var de gået tomhændet hjem, nedtrykte og alt for fulde til at sanse hvad der forgik omkring dem.

De var begge begyndt at drikke, når det var gået op for dem, at det heller ikke var denne gange, at de ville finde det de søgte. Og så forsatte  de til de ikke længere kunne står op, og folk var begyndt at se underligt på dem. Først da stoppet de op og bad om en vogn hjem.

I vognen havde de så siddet og været små kede og alt for fulde til, at fatte at chaufføren faktisk var pisse ligeglad med deres behov for kærlighed og omsorg. Deres behov for at vågne i en seng, med den der betød alt i livet for dem. Deres behov for en at leve livet med, dele gode og dårlige minder med. Deres behov for at se glade ud på et fotografi med den eneste ene i hånden. Og hele vejen hjem havde de talt om livet og om kærlighed og alt hvad de manglede, men uden at få nogle svar, de kunne bruge til noget. Bare tomme svar som de næste morgen alligevel ikke kunne huske. Og når de endelig var kommet hjem, og havde fundet den tomme seng og fået sig lagt, kom tårerne, og tankerne. Var det virkelige muligt, at de ikke skulle føle kærlighed og omsorg? Fulde, trætte og tankefulde faldt de begge i søvn.

Næste morgen vågnede de, blot for at indse, at det igen var mislykkedes.

Deres familier kom altid med bemærkninger om de da ikke snart skulle finde en at dele livet med, de var jo begge næsten 30 og livet blev jo ikke ved, og hvad de ellers kunne finde på at sige.
Og hver gang havde de begge slået det hen med et dumt grin og en kvik bemærkning om, at når man var ene, kunne man jo selv bestemme hvad man ville og hvornår. Men alle følelserne talte imod!

De var begge ude hver fredag, lørdag i håb om, at det var nu, den eneste ene ville dukke frem af busken, som de ville elske med hele natten, dele resten af livet med og bare vågne op hos.

Og denne lørdag skulle blive anderledes, det havde de begge følt, da de, var i gang med alle ritualerne inden byens natteliv kaldte. Først lidt mad, lidt leg, et bad og så tøj på og ud af døren! De ankom begge to til baren og satte sig ned på den samme stol som sidst, sad der og bestilte det de plejede, drinks med dobbelt alkohol, og mens det gled ned i halsen, løbe øjnene lige rundt i lokalet og så aftens tilbud an. De havde begge smilet og talt med dem, da kom op for at bestille og de havde da også begge fået kys på kinden, og de havde da også begge blevet efterladt igen. Men så ville skæbnen, at de skulle få øje på den eneste ene, smilet og fået et smil tilbage, de havde begge følt det, som om nu var det nu. De havde begge rejst sig op og sagt hej, og begyndt at føre en samtale, mærket suget i maven og følt et behov for at lære den anden at kende. De havde drukket, holdt i hånden og kysset hele aftenen og havde da også fået sagt de kendte ord der var endt med at sove sammen. De havde begge følt den dejligste fornemmelse i kroppen, mens de havde haft sex, de havde begge elsket at nusse med den eneste ene, og nydt at komme og falde i søvn i armene på en anden.

Men det der havde været bedst, var nok at vågne i sengen og bare ligge og kigge på den anden.

Kendte ikke navnet, kendte personen men havde følt det så sandt og så oprigtigt at den måtte være den de begge havde ledt efter. Følelserne var sande, og de havde begge elsket hele natten og haft det dejligt. Men nu var det slut. Den eneste ene var gået, havde lovet at ringe, men de havde begge intet hørt, og de turde begge ikke selv ringe. Så her sad de så, på hver deres side af bordet, og snakket om den de havde fundet, som ikke blev og som de havde holdt så meget af. Hun på den ene side og han på den anden side, de havde været venner siden folkeskolen og havde talt om alt igennem livet. Store kriser og lykkelige tider, men nu savnede de bare en anden at dele livet med. De havde aldrig været kærester, bare de bedste venner, den slags venner der altid hjalp, når alt andet gik fra hinanden. Han så på hende mens hun fortalte om ham hun havde haft den nat, og han lyttede som altid og snakkede med. Hun var begyndt at græde og han havde rejst sig fra sin stol og holdt om hende. Hun så på ham med grædende øjne og havde uden at få lov kysset ham, og han havde kysset tilbage. Og sammen havde de, kysset og holdt om, i flere timer.

Uden at sige noget, bare nydt og følt den andens varme og omsorg.

DET VAR KÆRLIGHED!

Endelige kunne de slappe af, nyde livet sammen ikke kun som venner men også sammen som kærester.
Men hvorfor er det så svært at se det lige foran næsen?

Af Anni Mela