Hverdagen

”Tag dog for fanden og knep mig!”, skreg hun ham lige op i ansigtet. ”Så tag dog for fanden og knep mig!”, fortsatte hun så fråden hang om hendes læber. Hun var rasende, frustreret og nøgen stod hun på stuegulvet. Det var gået helt skævt for dem i den senere tid. De dårligt talte sammen, andet det obligatoriske hverdagssprog de for længst havde udviklet, rørte egentlig heller ikke hinanden, med mindre de små tilfældige berøringer, der finder sted når noget skal skifte hænder eller fordi man lige skal fordi den anden. Sengen indtog de også på forskellige tidspunkter, når hun stod op så gik han i seng. En eksplosion måtte nødvendigvis være på vej. Og nu stod hun her og skreg ad ham, tiggede ham om at kneppe hende. Stemningen var tung, luften imellem dem brændende varm og han sagde ingenting, han gjorde ingenting – han bare stod der og stirrede fraværende på hende. Det var det samme hver gang, hun måtte bede om hans opmærksomhed, bede om hans kærtegn og ofte måtte hun forberede sig selv på at blive afvist. Og som hun stod der på stuegulvet så følte hun sig pludselig udstillet, følte at hun ydmygede sig selv; var til grin. Var det virkelig så frastødende at røre ved hende, var det virkelig så svært for ham? Hun havde efterhånden fået brygget en god portion teorier sammen – men konklusionen var altid den samme: han begærede hende ikke mere. Og som hun stod der på stuegulvet og stirrede ham vredt i øjnene, så smuldrede teorierne fra hinanden som sand mellem fingrene. Intet var i sammenhæng, for hvorfor var han der så endnu? Og spørgsmålet appellerede til hendes intellekt og på hans vegne havde hun alle de gode grunde, men følelsesmæssigt ændrede det intet, klumpen var ikke uforandret, den blev derimod større for hvert sekund tavsheden blev trukket ud. Og begge stod de på gulvet, deres blikke var neglet fast på hinanden, han gjorde intet, hun gjorde intet; mellem dem var der intet.

Alt omkring dem var gået i stå, sat på standby og de formåede end ikke at blikke med øjnene, hun var blevet tør i munden og hende øjne var begyndt at løbe i vand. Dette var en ubehagelig form for smerte. Hun forsøgte at mobilisere sin fornuft, forsøgte at bryde tavsheden i rummet. ”Dit arrogante røvhul!”, sluttede hun kampen af med og drejede om på hælen. Et hårdt tag i hendes arm, rev hende tilbage til hendes udgangspunkt foran hans fraværende skikkelse. ”Hvad fanden bilder du dig egentlig ind, din møgso!”, hvæsede han indædt. ”Hvem fanden tror du egentlig du er?” Hun blev forskrækket, taget i armen var heller ikke blevet mindre hårdt derimod mere fast. ”Giv dog slip dit svin”, skreg hun og rev armen til sig. Uden held, han var hende fysisk overlegen og hun var låst fast. Her stod hun, nøgen på stuegulvet og med en smerte rivende igennem hendes arm. ”Du havde da ikke i din vildeste fantasi tænkt dig, at jeg skulle finde mig i dine flabetheder, havde du?”, han var vred. Hans stemme var hård, ordene blev spyttet ud med en enorm styrke, der yderligere blev understreget af hans fortsatte tag i hendes arm. ”Du havde da ikke forestillet dig, at jeg på noget tidspunkt, overhovedet, skulle stå her og tage ordrer fra dig, havde du?” Han var på grænsen til eksplosion – og måske havde hun søgt efter dette opgør længe, men det ændrede ikke på noget; lige nu var hun bare bange. ”Du havde da ikke regnet med, at jeg give dig noget som helst, havde du?”. Hun hørte hvert et ord, men hun kunne ikke længere se ham i øjnene. ”Så tag dog for fanden og se på mig når jeg taler til dig!”, snerrede han og svang hende en lussing. Det hylede for hendes øre, det sved på hendes kind og der dansede små lystige prikker omkring foran hendes øjne.

Han tvang hendes arm om på ryggen af hende, skubbede hende hårdt frem for sig og smed hende som et stykke kød på sofaen. Hendes hovedet ramte ryglænet, endnu en smerte blev tilføjet og smagen af fløjl hang på hendes læber. Hun græd, eksplosionen havde fundet sted og hun var utryg ved hans vrede – men der var pludselig ingen udvej, hun var fastklemt mellem sofaen og hans vægt. Med hans ene ben tvang han hendes fra hinanden, med en arm holdte han begge hendes fast hen over hendes hoved og hun hørte, hvordan han med en hånd lirkede bukserne ad sig selv. Han pressede sin pik op i hendes kusse bagfra, det forbavsede hende at han var stiv, det forbavsede hende at hun var våd. ”Sådan her?”, åndende han tæt ved hendes øre og kneppede hende i hårde stød. ”Er det her, hvad du søger?”, hans bevægelserne var brutale, der var ingen ømhed bag dem; kun vrede. Hun blev skubbet frem og tilbage mellem hans krop og ryglænet. Frem og tilbage. Hun glemte at trække vejret, var for længst holdt op med at græde – hun var målløs. Hun kendte ham ikke længere, han var pludselig blevet en fremmede for hende. Et vildt dyr, der flåede i sit offer. Og han fortsatte bare, og det var som om at det foregik i slowmotion, smerten rev i hende og hans vrede hang som en tung kappe omkring dem. Og uden varsel, uden så meget som en tanke på hende, skyllede udløsningen igennem ham og ind i hende. Det drev fra hendes kusse og ned ad hendes ben, som han trak sig ud af hende og lod hende blive tilbage i sofaen. Hun kunne høre, at han vaskede sig. Hørte ham komme tilbage til stuen, han tændte en smøg og hun fornemmede hans blik hvile på hendes ryg. Hans sæd dryppede på sofaens overflade og hun kunne slet ikke bevæge sig.

Det gjorde ondt i hendes arm, i hendes ansigt, i hendes kusse. Det gjorde ondt i hendes inderste i alting og noget var forandret imellem dem. Luften, stemningen – alt var forandret. Hun havde fået det hun bad om, han havde kneppet hende og endda uden hensyntagen til om det i virkeligheden også var hendes oprigtige ønske. Signalet var tydeligt: alt er foranderligt. Hun rejste sig, undgik hans blik som hun trak sig ud på badeværelset. Hun tændte for vandet og lod strålerne falde på hendes krop. Så kom gråden og hun sank i knæ og hulkede. Sådan sad hun længe, samlede sig og da hende krop ikke længere rystede rejste hun sig op, slukkede for vandet og tørrede sin krop. Så åbnede hun døren, han stod stadig på gulvet i stuen, smøgen havde han for længst røget og han kiggede på hende. Der var noget anderledes over hans blik, hun kunne ikke længere tyde tegnene, hun kunne ikke længere kende ham. Hun slukkede lyset, lukkede døren bag sig og gik i tavshed ind i soveværelset, hvor hun kravlede under dynen. Hun lukkede sine øjne, gråden var stadig tæt på og hun gav slip, lod frygten og fortvivlelsen sive ud. Døren til soveværelset gik op, en svag sprække af lys skinnede på væggen, hun holdte atter op med at trække vejret, forsøgte at lytte, forsøgte at opfange signaler. Han kravlede ned under dynen til hende, trak hende ind til sig og kyssede hende blidt på skulderen.  Varmen fra hans krop omsluttede hende, hendes hjerte satte farten ned og hun pustede ud. Hun kunne høre at han græd, kunne høre at han – ligesom hende – søgte trøst. Hun drejede sig omkring i sengen, hans ånde var varm imod hendes ansigt og hun kyssede hans læber. Han greb om hende, voldsomheden fra før var forsvundet og hun lod ham fange hende, lod ham kravle helt ind under huden på hende og hun kyssede hans tårer bort.