For få år siden var jeg en meget lukket person, mange ville kalde mig for et knudemenneske, der gik meget for sig selv. Ofte lange ture i skoven, og især om foråret nød jeg mine fredfyldte gåture i skoven, den stille skov, og alligevel larmende af de tusindvis af fugle, der med deres glade kvidren overdøvede mine skridt, grene der lå på min vej, der knækkede under mine sko, forsvandt i fuglenes euforiske kommunikation. Vinteren havde været lang og hård, ned til 20 graders frost i lange perioder.

Jeg gik og tænkte på, hvordan dyrene kunne klare sig igennem så hård en vinter, der må have en livskraft tilstede, der overstiger al sund fornuft, en livskilde som de kan trække på i kolde tider, ja sådan måtte det være. Jeg forstod ikke hvordan, men der måtte være en højere bagvedliggende styring, der holder livets hjul i bevægelse.

Som jeg gik der i solskinnet, kom en noget forhutlet mand imod mig på stien, han så ret ynkelig ud i de klæder, han bar. Da vi gik forbi hinanden, så jeg en midaldrende mand, der havde et skarpt koncentreret blik, der var så beregnende og direkte. Det føltes som en kniv, der skar mit selvværd ned til ingenting, en meget ubehagelig følelse blev genkaldt dybt i mig. Jeg tænkte på min psykopatiske x-mand, som på et splitsekund - med sin dybe psykologiske indsigt, kunne fjerne den smule selvrespekt, jeg formåede at mobilisere.

Jeg fik lyst til at løbe, men min pli gjorde, at jeg fortsatte i samme tempo, væk fra denne mand. En knugende fornemmelse sad i maven. Jeg blev grebet af en ubestemmelig angst, jeg vendte mig om for at se efter ham, men han var væk, lige så ubemærket som han var kommet. Jeg satte nu farten op for at komme længere væk, fra dette sted, som om der var en fare, jeg ikke forstod betydningen af.

Længere fremme lå et faldefærdigt hus, som jeg havde gået forbi mange gange før på mine ture. Det havde ikke været beboet i mange år. Et hus hvor man kom til at tænke på HC Andersens sang: Hist på vejen, slår en bugt. Et skønt beliggende lille hus, omgivet af høje træer, i baghaven stod der nogle gamle ribsbuske, der tydeligvis ikke havde båret bær i mange år, og et forladt bistade der var faldet helt sammen af råd.

Jeg nærmede mig huset, nu med melodien i mit hoved, og med tilbagevendende glad sind. Da jeg kort efter nåede huset, slog det mig at, jeg aldrig havde set det indefra, jeg tog en rask beslutning, skubbede forsigtigt til døren, der med en let knirken langsomt åbnede sig. Inde i huset var der mørkt, mere end man skulle tro efter årstiden, nu hvor solen skinnede så dejligt. Jeg stod i en lille gang, og fra den var en dør ind til stuen som stod halvåben.

Pludselig hørte jeg en lyd inde fra stuen, en ubehagelig følelse sneg sig ind på mig, da jeg vidste, at huset stod tomt. Et ubehag, der hurtigt steg til rædsel. En pludselig følelse af ikke at være alene, jog op i mig. I det samme hørte jeg en dyb stemme bag mig, jeg vendte mig forskrækket om og så lige ind i de øjne, jeg netop havde passeret ude på stien.

"Hvad laver sådan en dame her?"

Inden jeg kunne nå at svare, greb han mig hårdt i armen og trak mig ind i stuen. Jeg nærmest skreg et halvkvalt "NEJ," men det havde ingen virkning på ham. I det samme så jeg ud af øjenkrogen til venstre, en anden mand stå i værelset delvist afklædt, uden skjorte, kun iført overalls. Jeg var rædselsslagen over det pludselige skift i min situationen, som jeg nu var tvunget til at forholde mig til. Begge mænd var store og muskuløse og havde ingen problemer med at holde mig – jeg var prisgivet.

I min fortvivlelse bad jeg dem så mindeligt om at lade mig gå, hvad der total blev ignoreret med en dyb, nærmest hånlig latter. Midt i stuen stod et gammelt spisebord, som jeg nærmest blev smidt op på af de to mænd. De snakkede åbent og højlydt triumferende om, hvilken fangst de her havde gjort. Med vulgære og perverse ord, kommenterede de min krop, som jeg var en luder, de kunne gøre med, som de havde lyst.

Langsomt men nødvendigt gik virkeligheden nu op for mig - jeg var i deres vold og kunne intet stille op, om jeg så skreg af mine lungers fulde kraft, ville ingen høre mig. Den ene mand, der stod ved mit hoved, holdt mine arme nede, mens den anden smed sine overalls. Ud sprang nok det største lem, jeg havde set, stor og nærmest frygtindgydende stod det lige ud, hårdt og længselsfuldt efter at støde dybt ind i mig! Jeg skreg for anden gang "LAD MIG GÅ" efterfulgt af et halvkvalt "NEJ IKKE DET" som tydeligvist nærmest opildnede mændene.

Han hev min lange bomulds kjole op, så den dækkede mit ansigt - jeg var blændet. Med et enkelt behændigt ryk flåede han mine trusser af, med en gennemtrængende kommanderede stemme beordrede han mine ben fra hinanden, hvad jeg på ingen måde, nu kunne forhindre. Nu lå jeg der, til hans grådige beskuelse af mit køn, helt blottet og underlagt hans vilje. I mellemtiden havde manden ved mit hoved fjernet min kjole fra ansigtet, så jeg kunne se, han havde taget sin pik frem.

Den lå nu halvstiv på mit ansigt, jeg kunne lugte, den ikke var nyvasket. Hans stærke hænder tog fat i mine armhuler, og trak mig ud over bordkanten, hvilket gjorde, at min smerte i lænden forsvandt, da bordet ikke var langt nok til, at mit underliv kunne have fuld støtte, hvilket det nu fik. Bordet svajede faretruende, og i et øjeblik frygtede jeg det ville brase sammen. Med samme direkte kommando beordrede han min mund op, og med hovedet bagover mærkede jeg hans dunkende pik i min mund.

Smagen og den dybe indtrængning gjorde, at jeg var ved at kvæles, og min halsrefleks reagerede med en uartikuleret lyd, som blandedes med den ukendt mands tilfredse grynten. Han pumpede pikken i langsomt tempo, så den kunne mærke min varme hals omslutte den, pikken var klar - han var klar, til at skyde alt sin varme sæd, direkte helt ned i maven på mig. I det samme kunne jeg mærke et enormt tryk på mine ydre skamlæber, og den anden mands pik blev brutalt stødt op i min fisse, som ufrivilligt og helt uventet var blevet våd, trods den hårde behandling.

Ved en voldsom smerte blev jeg revet ud af denne tankerække, manden havde hevet sin store pik ud af min snævre fisse, havde spyttet på min ringmuskel, så den var våd og glinsende, og med en behændigt tryk pressede han sin finger op i min anus, og med stor iver udvidede han min anus, der mod min vilje, gav efter, så jeg følte, jeg var blevet åbnet helt. En smerte, blandet med min nu begyndende ekstase, en frydefuld smerte, jeg aldrig før havde oplevet, skyllede gennem min krop. Jeg skreg med en forvirrende blanding af liderlighed, af angst, og samtidigt af forløsning.

Hvad skete der med mig? Var jeg på vej til at lukke mig ind i en anden verden for at beskytte min identitet, hvor det ikke længere betød noget, hvad var det, jeg blev udsat for? Eller nød jeg, mod min vilje, situationen, der med så stor kraft, af potent liderlighed, overvældede mig, så jeg ikke havde kontrol over min ufrivillige nydelse. Min krop forandrede sig til en dampende ekstatisk liderlig kødklump, jeg kunne ikke undslippe - det føltes som elektriske stød jagende op gennem rygraden, jeg kunne ikke styre mine reaktioner længere, jeg måtte overgive mig totalt til liderligheden.

Jeg blev revet med i denne liderlig malstrøm, der som en brusende flod var gået over sine breder, alt forsvandt omkring mig, min krop forsvandt ind i en tåge i en altopslugende anal orgasme. Bordet vaklede faretruende under min vægt, mens begge mænd pumpede deres pikke i mig, i mit univers var jeg nu ligeglad, ønskede det aldrig fik ende - med et samstemmende brøl udløstes en orgasme hos begge mine potente voldtægtsmænd.

Spermen løb ud af mig, jeg lå sanseløs og brugt. Mændene forsvandt ud af døren med halvstive pikke i deres bukser, og med et "Tak for dejlig fisse" var de væk.

Jeg anede ikke, hvor længe jeg havde ligget der på bordet, måske 5 min. måske 1 time, min krop var ved at komme til sig selv igen, men min hjerne kværnede videre i rasende tempo. Tankerne stod i kø for at komme til udtryk, men følelserne blandede sig i et tankemylder, der forhindrede en klar tanke i at komme igennem til min bevidsthed. Jeg vaklede ud af husets dør. Udenfor skinnede solen varmt og fra en skyfri himmel.

Hvordan jeg kom hjem ved jeg ikke, men med tankerne og følelserne fortsat kørende rundt i hovedet faldt jeg snart i en dyb søvn. Da jeg vågnede, var det sen aften, solens sidste stråler lyste rummet svagt op. Jeg så på uret – 20.47 viste den. Fortumlet rejste jeg mig op fra sengen, langsomt blev dagens begivenheder genkaldt i min hjerne.

En dobbelthed i mine tanker og følelser, som jeg ikke forstod, kværnede rundt i mit hoved. Afskyen for det skete, og samtidig min liderlighed, der totalt havde overtaget min krop, og som nu satte mig i et dilemma mellem det jeg følte, og det der var sket, alt kværnede i hovedet på mig, var jeg ved at blive sindssyg? Alt var kaos i mig. Jeg svingede mellem at være rædselsslagen og inde i denne nye følelse, der pludselig var dukket op, dybt fra min underbevidsthed. Der gik uger, inden jeg blev nogenlunde mig selv igen.

I dag er jeg medlem af SMil, og mit liv har nu fået nyt indhold. Jeg er nu blevet en åben person, der takket være min terapeut, som har reddet min forstand, og som har hjulpet mig igennem mine forvirrede tanker, frem til en dybere forståelse af, hvem jeg i virkeligheden er. Endelig havde jeg fundet mit sande jeg. Den dag i skoven blev mit livs vendepunkt.