2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Epilog

Resume:
Briggen Vædderen har sejlet fra Frederiksøerne, syd om Afrika og op til Christiansborg, efterfølgende blev det bordet af sørøver, men disse blev dog slået ned. Louise og Clausens veje skilles nu. Hun skal til Norge og han skal sejle et af skibene i havn. Men der er løfter om lidt af hvert…

Bergen. December 1770. Ind under jul.
Louise Ringheim kom videre; videre til Bergen og sin farbror. Farbror Terje havde virkelig taget imod hende med åbne arme, da hun efter en lang rejse var ankommet til Bergen.

Hun har været på torvet og lave juleforberedelser. Som altid i Bergen småregnede det nu. Bergen var så trøstesløs! Især da Louise nu havde ventet på Jørgen Clausen eller bare på et brev fra ham siden februar. Sidste gang hun havde set ham var den morgen i januar ud for Afrikas kyst, hvor kaptajn Kreihorst havde beordret Clausen til med 8 mand at sejle det kaprede slupskib til Danmark. ”Deres første kommando,” havde han højttideligt understreget. Til mandskabets jubel havde Clausen fra sluskibets bro råbt over til Vædderen: ”Louise Ringheim, jeg elsker dig!” – og hun havde ikke turdet svare ordentlig - højt. Men hun havde dog fulgt hans befalinger, at hun én gang om ugen skulle slå sin frække knop og grotte med den træske, som han havde lavet; og at hun én gang om ugen skulle gå nogle timer med et reb stramt om taljen og gennem revnen.

Det vil sige, på det sidste havde hun nok sjusket noget med ordrene. Når han ikke meldte sig, kunne det hele vel også være lige meget!

Hun nåede hjem. Alfred, hendes irriterende 16-årige fætter tog imod hende, da hun vendte hjem til købmandsgården. "Der har været nogen og spørge efter dig," fortalte han. "Forhåbentlig ikke Torleif Vævers igen. Jeg magter ham ikke," svarede Louise træt. "Nej, faktisk ikke," oplyste Alfred, "Det var en sømand, faktisk to, en ung og så en gammel, som holdt sig i baggrunden." Louise blev helt febrilsk. "Jamen, hvor er de?" Panikken greb hendes stemme. "De er da gået igen," oplyste Alfred. Og så fortsatte han: "Er det på grund af ham sømanden, du slår dig på din lækre kusinekusse, når du tror, ingen ser det?" spurgte han med et polisk udtryk i øjnene. "Hvad? Hvordan? Din lille fnatmide!! Har du..." rasede Louise. "Vil du bruge tiden på at skændes med mig eller vil du prøve at indhente ham?" spurgte Alfred. "Du har ret," sukkede Louise og begyndte at tage sit vinterslag på igen. Alfred var målløs. "Vil du virkelig ikke skændes med mig? Da må det være alvor." Også han begyndte at iføre sig vintertøjet. "Hvad gør du?" spurgte Louise. "Kanske jeg ikke er sød. Men jeg løber hurtigere end du," svarede Alfred og var ude af døren. Louise skyndte sig alt, hun kunne til havnen og torvet. "Men barn dog," sagde tante overrasket, da Louise mødte hende på vejen. Louise løb bare videre og efterlod tanten måbende med hendes pakkenelliker. "Hr. sømand, hr. sømand!" råbte Alfred af sine lungers fulde kraft, da han, langt foran Louise, fik øje på Clausen og Kreihorst, "Hun kommer denne vej om lidt!" Noget efter kom Louise, uklædeligt pustende; men hun var ligeglad. Og Clausen ventede. Han havde fået skæg, kunne Louise se på afstand. Et øjeblik efter lå hun i Clausens arme, fuldstændig ligeglad med, hvad bergenserne måtte tænke. ”Hvor har du været henne i al den tid?” spurgte hun. ”På konvojtjeneste til Konstantinopel,” oplyste Clausen. ”Du har ikke skrevet!” sagde Louise, og med pludselig vrede hamrede sine knytnæver mod Clausens bryst. Blidt men bestemt tog Clausen om hendes håndled. ”Er du færdig?” spurgte han efter et øjeblik. Louise nikkede. Hun bøjede sig for overmagten. Clausen gav slip og greb ind i sin frakke. Et bundt på mindst en snes breve så dagens lys. ”Men hvad nytter det, når brevene ikke når hurtigere frem end afsenderen?” spurgte Clausen. ”Er … er de alle til mig?” spurgte Louise vantro. Clausen nikkede. Kreihorst rømmede sig. ”Tiden, løjtnant Clausen, tiden. Jeg beklager.” ”Men … men … rejser du igen?” Louise var chokeret. ”Har du ikke … vil du ikke tale med min farbror? Han er i sin bod ved torvet ved Bryggen og sælger krydderier og rosiner og andet godt op til jul. Vil du ikke nok?” Kreihorst sukkede. Det var nogle gange svært at være kaptajn og have et stort hjerte. Så han gav sig. ”Vi skal være tilbage på skibet om halvanden time!” Han stak Alfred en mønt. ”Vil du finde skibet Vædderen og sige til Løjtnant Woersøe, at vi er tilbage klokken 2?” Alfred nikkede og pilede mod havnen, mens Louise, Clausen og Kreihorst gik mod torvet i et mere afdæmpet men dog fortfarende skyndsomt tempo. ”Har du grædt?” spurgte farbror Terje bekymret, da Louise kom til ham i boden. Der lugtede af nelliker og kanel. Hun nikkede: ”Af lykke,” forklarede hun. Farbror så overrasket ud. ”Må jeg præsentere løjtnant Jørgen Clausen? Og vil du ikke nok, når nu fader ikke er her, tale alvorligt med ham?” spurgte Louise. ”Jeg har jo lovet din far, at jeg ville behandle dig som mit eget barn… så den pligt påhviler vist mig,” svarede farbror Terje venligt smilende, trods overraskelsen. ”Terje Johannes Ringheim” præsenterede han sig og rakte hånden frem mod Clausen. ”Ja, vores Louise er jo blevet en rigtig kvinde…” indledte han samtalen.

Clausen nikkede.

Samtalen blev værre end den løjtnantseksamen, han lige havde været igennem. Men da købmanden kunne se fordele i at være besvogret med en handelsskippers søn, der tilmed var tiltalende og ejede over hundrede rigsdaler i prisepenge for et kapret skib, og som - allervigtigst - fik Louises øjne til at lyse som en lille stjernesol, bestod Clausen også denne gang. Og Louise havde en god jul, endskønt den for - sidste gang skulle være uden Clausen.

Og så havde hun fået hvisket en opgave, en "juleleg", af Clausen inden han forlod hende, som hun så frem til med rædsel og forventning.

På sit kammer sad hun alene, da roen var faldet over huset. Langsomt begyndte hun at klæde sig af. "Du skal have et tørklæde i munden," havde Jørgen sagt. Hun fandt et tørklæde og puttede så meget af det i munden, som hun kunne. "Hvis du har rørt dig selv inden jul, skal du tage et tændt tællelys og lade det dryppe over dine følsomme brystvorter," havde Jørgen befalet. Skamfuld over at være gennemskuet som en liderlig tøs og samtidig lettet over, at Jørgen stadig kendte hende, tog hun tællelyset. Smerten var uventet skarp. Det gibbede i hende, da den første dråbe ramte, men tørklædet tog lyden. Et par dråber senere var det andet brysts tur. Da begge vorter var dækket, lagde hun sig på sengen. Hun fandt grankvisten, som hun havde "smuglet" op på værelset og pustede lyset ud. I mørket ventede hun på, at det kølnede. Så satte hun den tykke ende til sin grotte, og den gled skræmmende ubesværet ind. Hun var vist virkelig en slem pige, tænkte hun.

"Mens du nyder tællelysets stød, skal du gnide dine skamlæber og lystne knop med en grankvist, blidt strygende og hårdt stikkende, bare så du husker, du er min og dit skød er mit," havde Jørgen hvisket. Hun famlede efter grankvisten og begyndte så behandlingen af sit skød, ind- som udvendigt. Lysten, den prikkende følelse og smerten nåede, sammen med tanken om Jørgen, om hans hænder, øjne, lem og læber, ud i hendes legemes afkroge og tog magten fra hende. Hun kom med nogle trækninger i underlivet, som forplantede sig og rystede hele kroppen.

Da hun lå og sundede sig, opdagede hun pludselig en lys plet i trævæggen. Dér var hullet i væggen! "Alfred!" hviskede hun strengt. "Undskyld," hviskede han tilbage. "Nød du det i det mindste?" spurgte hun. "Ja, men jeg forstår ikke jenter," svarede han. "Jeg er ikke 'jenter'! Jeg er mig," oplyste Louise, "Men glædelig jul, Alfred!" "Glædelig jul, Louise! Hvorfor er du ikke sur?" ville han vide. "Måske er det lykke," funderede hun. "Men jeg finder noget at stoppe hullet i væggen med," meddelte hun. "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet," sagde han salvelsesfuld, men måtte alligevel grine stille. "God nat," sagde hun smilende. "God nat og tak for synet," sagde Alfred. Louise brummede noget. Så blev der ro.

"Snart, Jørgen, snart!" nåede Louise at tænke. Så faldt hun i søvn, opfyldt af lykke ... og et tællelys.

Ps. De vilde på Frederiksøerne lod sig ikke kolonisere. I 1848 opgav Danmark øerne. I dag hører øerne til Indien. Få dage efter jul 2005, blot dage efter den store tsunami, sendte den indiske flåde en helikopter med nødhjælp til Store Frederiksø, der kaldes Grand Nicobar i dag, som var hårdt ramt af tsunamien. Den blev mødt af en byge af pile, spyd og sten. Dette tolkede flåden som et tegn på, at man fortsat ville passe sig selv.

Danmark-Norge forbød handlen med slaver i 1782.

Og nu må det vist være på sin plads at give julekalenderen karakterer...

Hvad synes du om JULEKALENDEREN HER?
Giv din mening til kende NU

Andre noveller af samme FORFATTER

LÆS FLERE FRÆKKE JULEHISTORIER PÅ
JULEEROTIK.DK -