2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Tung vin

Resumé:
Kosarerne (afrikanske sørøvere) entrer Vædderen og den dyrebare last af 2 kvinder bliver snart opdaget. Kvinderne må på knæ og slikke sørøvernes lem det bedste de har lært. Kvinderne holder dem hen, og efter nogen tid kommer besætningen dem til undsætning. Hvad mon der videre sker…

Den spanske løjtnant kom tilbage og bukkede galant for Dona Maria og Louise og meddelte, at siden man på grund af reparationer på de kaprede skibe ikke ville sejle før i morgen, ønskede admiralen, der havde et frygteligt langt navn, som Louise ikke kunne huske, at invitere damerne og officererne til et lille selskab ombord på linieskibet samme aften. Kreihorst takkede ja. Clausen fik dog hurtigt den skuffende meddelelse, at han havde vagten på vædderen, da han fortsat kun var fungerende løjtnant.

Senere så han Kreihorst og Woersøe blive roet afsted sammen med Louise og Dona Maria, der igen måtte leve af Louises kufferts nåde.

Linieskibet var stort, syntes Louise, og admiralens kahyt var en hel balsal. Der var dækket op med kandelabre og sølvtøj, og det vrimlede med stilige officerer med mørk lød og hvide tænder, der var belevne og charmerende. Gæsterne blev sat til højbords med admiralen og skibets kaptajn. Et dusin oppassere serverede så et måltid, som de ikke havde set længe.

Den tunge vin steg hurtigt Louise til hovedet. Hun blev noget bleg. Kaptajnen bad en af de unge løjtnanter om at følge Louise på dækket og få lidt luft. Og lidt efter havde Louise det meget bedre i selskab med en løjtnant, der havde en særpræget sydlandsk, mystisk skønhed. Tilmed talte han englændernes mål, som Louise var mere fortrolig med end franskmændenes. Således sluppet for de ganle nisser, følte Louise sig godt underholdt.

Louise genvandt lidt efter lidt sin kulør. Om frøkenen ville se resten af skibet? Det ville hun da! Og løjtnanten førte hende under dæk. Også her var der et mylder af mennesker overalt. Det var efterhånden flere lejdere, de var steget ned, ledsaget af venlige forklaringer om dette og hint. Og så lukkedes en dør og de var alene.

Louise så sig omkring. Sejldug! Rummet var fuldt af sejldug. Løjtnanten forklarede, at han var glad for at hun var fulgt med ham derned. Da gik en prås op for Louise og hun bevægede sig mod døren. Imidlertid greb løjtnanten fat i Louises håndled og holdt det.

"Hun skulle da ingen steder; for nu skulle de jo hygge sig. "No!" sagde Louise bestemt. Hun havde ikke tænkt sig at hygge sig på den måde."

Bestemt, men ikke hårdt, skubbede han hende omkuld i en stak af sammenfoldet sejldug. "No!" sagde hun igen; men han tog sig ikke af det. Han begyndte tværtimod at pille ved hendes skørter. Han nåede ikke at se Louises lige venstre komme, endskønt den ramte så klokkerent, at hans øjenbryn flækkede. Han blev helt fortumlet, og det benyttede Louise til at løbe mod døren. Men han fangede hende og kastede hende brutalt tilbage i sejldugen. Og mens han med den ene hånd holdt Louises hænder i et jerngreb over hendes hoved, hev han Louises skørter op og gjorde hendes skød tilgængeligt.

Det gav et sæt i Louise, da hun mærkede en finger i sig, snart to. Triumferende viste løjtnanten hende to våde fingre. Louise følte sig svigtet. Svigtet af sin krop. Hun ville jo ikke. Men han skulle ikke tro, han havde hende. Og et øjeblik efter blev løjtnantens ubeskadigede øje ramt af en spytklat, der ville få Bergens gadedrenge til at blegne af misundelse. Resultatet var overraskelse og en serie nådesløst hårde slag mod hendes skød, der fik hende til at klynke.

Sikker på, at han nu havde gjort sig tilpas tydelig, løsnede han grebet for at løse sit logistiske problem: at få lemmet frem fra benklæderne. Louise udnyttede chancen til at rive tværs over den ene kind med en negl, men det ænsede han næsten ikke og førte sit stive lem ind i Louises ubelejligt våde grotte.

Imens spurgte en urolig Woersøe ved bordet linieskibets kaptajn, hvor man opbevarede sejldug. Da ældre søofficerer har været yngre søofficerer engang, vidste han godt, hvor grønne søofficerer tror, det er en god idé at skaffe tøsebørn hen, når man har skaffet dem om bord. Derfor forstod han spørgsmålet rigtigt: Hvor ville en ung søofficer kopulere med et tøsebarn?

Og med ét gik det også op for ham, at det vist var noget siden, at han havde set den kvindelige gæst og løjtnanten. I let løb bevægede kaptajnen og løjtnant Woersøe sig gennem skibet. Lidt efter åbnede de døren til sejldugsrummet og fandt løjtnanten fordybet i Louise under dennes eder og forbandelser. Da løjtnanten mærkede stålet fra Woersøes sabel mod sin hals, trak han sig modvilligt og nødtvungent ud. I samme øjeblik sprøjtede han.

Situationen var tydeligvis noget pinlig for ham. Forskrækket konstaterede Woersøe, at der var blod på Louise, men han blev dog mere rolig, da han opdagede, at blodet stammede fra en flænge over løjtnantens sæbeøje og en flænge på hans kind. Kaptajnen var tydeligvis oprørt over den unge løjtnant og sammen forlod de aflukket.

"Hvor mange gange agter De at redde mig i dag?" spurgte en forlegen Louise.

"Kun, når det er nødvendigt," svarede Woersøe.

"Tak," sukkede hun.

Woersøe nikkede blot høfligt.

"Vil De følges tilbage til selskabet med mig?" spurgte han.

Louise nikkede, rejste sig og ordnede skørter. "Jeg vil dog hellere hjem," sagde hun.

"Hjem?" spurgte Woersøe.

"Hjem! Til mit eget skib," svarede Louise smilende.

Woersøe nikkede forstående. "Jeg skal lige informere kaptajnen," oplyste han.

Fortsættes HER