2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Ydmygelse

Resumé:
Under landgang fra Vædderen, hygger Louise og Clausen sig med banan og dejlig oralsex – vi skal se hvad de videre foretager sig…

Kaptajnen havde været så elskværdig at leje et kammer på kroen til Dona Maria og Louise. Han kunne levende forestille sig, at damerne havde nogle behov vedr. hygiejne. For hygiejne var det så som så med om bord, hvor ferskt vand var en skat, som hovmesteren med rette vogtede nidkært. Et bad, noget tøjvask måske, var hvad kaptajnen havde i tankerne.

Om det var billederne, som dette forårsagede i hans hoved, eller om det var, at han lige ville holde et øje med Clausen, var ikke helt klart for Petrus Kreihorst, da han lod sig ro i land. Uanset dette slentrede han mageligt igennem Christiansborg til han nåede kroen. Et par raske trin op af en vind og skæv trappe. Tre raske bank på døren. En lyd derindefra og Kreihorst åbnede døren.

I dette akavede øjeblik gik det op for Kreihorst, at han vist ikke havde hørt efter, hvad der var blevet sagt. For pludselig stod han foran Dona Maria, der forskrækket søgte at dække sit køn og sine hænder, nøgen. På sengen sad Louise Ringheim i særk med nål og tråd og et stykke stof i hånden og så forbløffet på ham. Overalt i det lille kammer var tøj hængt til tørre.

Louise var den første, der kom sig, og havde straks en næsvis bemærkning på læben, som hun fremførte med et charmerende glimt i øjet: "Nå, kunne kaptajnen ikke høre - eller ville han ikke?"

Kreihorst ledte efter et svar - Han måtte vel også sige undskyld - mens Louise på fransk sagde til Maria, at hun da ikke behøvede skjule sig, og at også kaptajner kunne trænge til at se noget smukt ind imellem. Denne kompliment blev fremført med en sådan myndighed og naturlighed, at Dona Maria måtte smile til Louise, og med en langsomhed, der afspejlede den indre kamp, der foregik i hende, fjernede hun hænderne med et meget genert udtryk.

Kreihorst anede stadig ikke sine levende råd, og ud over spredte "æh" og "øh" kom der intet fra hans mund. Dona Maria kunne efterhånden godt se det komiske i at have gjort kaptajnen mundlam. Men hun var samtidig ikke overbevist om, at hun brød sig om at være i det scenarie, som hun var i.

Med et lød der skridt på trappen igen, og i næste øjeblik kom Jørgen Clausens lyslokkede hoved til syne i døren, og i næste sekund var han i rummet. Dona Maria havde ikke nået at værne for sig, så da Clausen havde sagt et muntert "Guds fred i stuen," stod han temmelig måbende.

"Mon mændene med forenede kræfter kan hitte ud af at lukke døren?" sagde Louise med en småspydig tone.

Kreihorst opdagede til både sin forfærdelse og moro, hvor handlingslammet de to kvinder havde gjort ham. Han rystede på hovedet og lukkede døren.

Louise bed en tråd over med et tilfredst "Sådan". Hun strejfede den syede kjole over med ordene "Næsten tør" og blinkede til Clausen. "Mon ikke vi skulle forlade de gamle mennesker en stund?" spurgte hun Clausen i en munter tone.

"Nej!" svarede denne.

"Nej?" svarede Louise overrasket, "Jamen?"

Kreihorst så også overrasket ud. Måske endda lidt skuffet.

"Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan give nogen ret, der omtaler min kaptajn som en gammel mand," forklarede Clausen med et skælmskt sideblik til kaptajnen.

"Årh, gider De!?" udbrød kaptajnen og puffede lidt til Clausen.

"Jeg er bange for at der er udbrudt smitsom næsvished!"

"Au revoir," råbte Dona Maria muntert, da de to unge mennesker løb ned af trappen.

Igen gik deres færd igennem den lille by, hånd i hånd og med ikke ret meget blik for andet end hinanden. Dog insisterede Clausen på en omvej forbi høkeren. Her købte han en lille flaske olie. Louise rødmede, da hun kom i tanker om, hvad det skulle bruges til. Høkeren fik også øje på det, og med et slibrigt smil og en bemærkning om, at det nok skal gå gelinde, frøken, fik høkeren Louise til at rødme endnu mere og samtidig den ellers rolige Clausen i det røde felt.

Louise var ikke sikker på, at det var gået gelinde, hvis ikke hun under opbydelse af al sin styrke havde trukket Clausen ud af biksen. Clausens gemyt dæmpedes dog på vejen gennem byen, mens Louises til gengæld blev mere og mere kogende.

Specielt den kvindelige side af slavehandelen forargede hende. Igen i dag var der en ung kvinde, der måtte gennemgå den ydmygende behandling at blive anprist som et pund æbler, at blive befølt og befamlet uden at kunne gøre det mindste imod det. Hendes øjne fandt Louises og i dem stod malet ét spørgsmål fuld af sorg og savn: Hvorfor?

"Kan vi ikke købe hende?" spurgte Louise Clausen.

Han rystede på hovedet. "Måske kan jeg købe én, hvis jeg skraber alt sammen, jeg ejer og har. Det tvivler jeg på. Men der er hundreder eller tusinder," forklarede han. "Og desuden: Hvad skal naboerne ikke tænke?"

Louises lige venstre ramte ublidt Clausens overarm og Clausen ræsonnerede ganske rigtigt, at Louise nok ikke var til sjov lige nu. Det ville han tage med hende senere.

"Men du ved jo ikke engang, hvad hun koster. Spørg dog i det mindste," vedblev hun.

"Og prisen?" spurgte Clausen højt.

"Det har du slet ikke råd til knægt," svarede slavehandleren til stor moro i den omstående skare. "Men hvis du giver hende dér i bytte, kan I sikkert finde en ordning," tilføjede en af slaveskibskaptajnerne i mængden og pegede på Louise, hvilket medførte stor latter i mængden.

Louise fandt nu, at det var på tide at trække Clausen væk fra dette sceneri. "Undskyld," hviskede hun stille, "det var ikke min mening at få dig ydmyget."

"Nu er det heldigvis ham, der er en torsk; jeg klarer mig," sagde en tydeligt irriteret Clausen.

Louise bed sig i læben. "Det er jo ikke dig, jeg er irriteret på," tilføjede han og trak hende i sin favn.

Louise var lidt lettet og tætheden til Louise fik vreden til at dampe af. De lod byen bag sig og ankom til den strand, som de også havde besøgt i går. Her satte de sig igen. Louise måtte dog lige soppe i det varme vand. Selv om hun havde holdt den oppe, var der selvfølgelig en våd bræmme på kjolen, da hun kom tilbage.

"Louise, den der knytnæve…" indledte Clausen.

"Jeg ved det godt," sukkede hun, "jeg var sur, og det gik ud over dig, der nok var den hvide, der kunne gøre mindst for det."

"Du var sur, er det din undskyldning. Er det, hvad jeg skal regne med, når du er sur?" spurgte Clausen.

Louise rystede på hovedet. "Jeg forløb mig. Det er ikke godt, når nogen forløber sig. Jeg har ingen undskyldning. Og selvfølgelig er jeg villig til at yde dig satisfaktion," sagde Louise uden at være for stolt.

"Træk din kjole op om livet og hold ved dine ankler," sagde Clausen i en mild tone.

Og sådan stod Louise Ringheim fra Bergen på en strand i Afrika med kjolen op om livet og ventede, hvad der skulle ske. Clausen tog livremmen af sine benklæder.

"Ej, med livremmen?!" sagde Louise halvt overrasket, halvt ængsteligt, da hun opdagede det.

Men inden hun tænkte mere over det, var første slag pisket hen over Louises balder.

"Av … for" udbrød Louise.

"Jeg synes du hellere skulle tælle end bande," sagde Clausen blidt.

Louise kom i tanker om sin drøm forleden. "Én. Tak, Jørgen!" sagde hun.

Det næste slag ramte.

"Ah… to. Tak, Jørgen!"

"Vær så god. Vil du bede om et slag mere?" spurgte han.

Dette var grænsesprængende, syntes Louise. Skulle hun bede om sin straf? Det var svært! Hundesvært.

"Må jeg … må jeg bede om et ...et slag mere?" fik hun fremstammet.

Og spekulerede et øjeblik over, hvorfor hendes mund nogle gange bare ikke makkede ret. Og med ét opdagede hun sammenhængen: Når hun var ved at blive tændt af noget, var hendes hoved åbenbart travlt optaget, at det ikke havde styrke til at tale rent. Hun gjorde ikke tanken helt færdig, før hun blev ramt igen.

"Av … æh … jeg tror tre. Tak Jørgen."

Det var pinligt. Kunne hun ikke tælle længere? Heldigvis grinede Jørgen. Og så skete der ingenting. Så kom Louise i tanker om det:

"Må jeg få et slag mere?"

"Det må du da," sagde Jørgen, og det næste slag var hårdt.

"Aaav," udbrød hun, "men tilføjede hurtigt. Fire. Tak, Jørgen."

Og lidt efter: "Må jeg bede om et slag mere?"

"Næ, men du må blive sådan!" oplyste Jørgen, som fortsatte: "Har jeg ret i, at du er et liderligt tøsebarn, der nyder at vise sin straffede bare røv frem for mig?"

Louise nikkede, selv om hun godt vidste, at Jørgen ikke ønskede et svar. Han ville høre ordene i hendes mund.

"Så sig det til mig!" befalede Clausen.

"Jeg … jeg er," og så skete det igen for Louise, der dog tog sig sammen: "Jeg er et liderligt tøsebarn, som nyder at vise min straffede, bare røv frem for dig – og håber, du snart tager den, for nu har jeg været spændt på det siden i forgårs."

"Det havde jeg faktisk netop tænkt," oplyste Clausen.

Han fiskede flasken med olie frem. Famlende smurte han lidt på sin ene pegefinger, som han endnu mere famlende og forsigtigt stak op i Louises bagdør. Det gav et sæt i Louise, men den frygtede væmmelse udeblev. Det blev en kende mere ubehageligt, da Jørgen forsøgte at stikke to fingre i hende. Men det var ikke slemt. Og da slet ikke, når først de var på plads.

Jørgen masede ikke. Hans fingre pressede bare blidt og nænsomt, når han førte dem ind og ud. Smerten, da hans lem skulle forbi ringmusklen var mærkbar, og dog var der andre fornemmelser, der opvejede smerten. Ilinger, der gik fra hendes bag til de yderste lemmer på hendes krop. Dybt trængte han ind, førend han begyndte at bevæge sig frem og tilbage.

"Brug to fingre i din grotte," hviskede han, mens han selv langsomt og sindigt bevægede sig i Louises tarm.

Og da han langsomt øgede hastigheden, frembragte det et sandt inferno af indtryk i Louises krop, der langsomt fortættedes og byggedes op til et crescendo af lyst, af nydelse, af kærlighed.

Da hun blev lidt klar igen, kunne hun mærke, hvordan Jørgen løb ud i hendes tarm. En mærkelig fornemmelse, syntes hun, der stadig stod foroverbøjet med nogle fingre i sin grotte, forpustet.

"Jeg vil gerne kysse dig, Jørgen," fik hun formuleret, hvad hun lige nu havde allermest lyst til.

"Det skulle man da være et skarn, hvis man ikke tog imod."

Jørgen var glad. Mest glad for Louise. Men også glad for, at det her var lykkedes, og de begge havde nydt det. Det havde han nemlig været noget tvivlende over. Men åbenbart vidste kaptajnen mange ting. Han trak sig ud, og Louise rejste sig og vendte sig om. De omfavnede hinanden hårdt og deres læber og tunger mødtes i et intenst kys.

Da de langt om længe havde løsnet deres munde fra hinanden spurgte Louise: "Må jeg godt bede dig om noget?"

Jørgen nikkede.

"Vil du ikke nok vaske den, før jeg får med den at gøre igen?" spurgte hun.

Han nikkede igen.

Ikke meget senere kom de tilbage til kroen. Clausen fulgte Louise op af trappen. Louise bankede forsigtigt på.

"Entrez!" sagde en kvindestemme.

Forsigtigt åbnede Louise døren, uvis, hvad der ventede. Det var bare en smilende Dona Maria. Hun besvarede Louises spørgsmål, hvad hun havde lavet med et kækt "Oh lala!"

Fortsættes HER