2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Forreste og agterst gat

Resumé:
Om bord på Vædderen har Louise forelsket sig i Jørgen Clausen. Hun nyder at han beder hende om at lave ydmygende ting ved sin krop. Hans sidste påfund var reb hun skulle binde omkring talje og skridt. Midt i hendes fumlen kom Dona Maria ind i kahytten og kunne ikke lide hvad hun så, og strammede bondagen yderligere. Nu må vi se hvad der videre sker på skibet der er ud for Afrikas vestkyst.

December 1769 En dag havde Clausen faktisk noget, der mindede om en frivagt. Clausen stod lænet over rælingen og bare kiggede. Louise stod ved hans side. Kaptajnens oppasser trådte hen til dem.

”Kaptajnen beder dem stille i sit lukaf,” meddelte han. Dette var ikke en bøn, men en ordre, og begge samlede sig for at stille hos kaptajnen.

Kaptajnen sad ved sit bord, da de trådte ind. ”Clausen, vær venlig at gå til bestiklukafet, hent et søkort og udpeg stedet, hvor vi befinder os,” sagde han. Clausen hentede et søkort og bredte det ud på bordet. ”Uden at have taget bestik deraf de sidste timer, vil jeg sige, vi er her,” sagde han og pegede på kortet. ”De har ret,” sagde kaptajnen. ”Det har De tit. Som jeg ser det har de også ret i Deres indstilling til mandskabet. Woersøe er tampens mand, medens De får uvorne sømænd til at makke ret med ganske få ord som ’hvor mange dages hyre har Deres familie råd til, at De fortaber’ eller ’Tror De ikke, De kan bruge Deres hyre til at købe et tørklæde til en flot tøs derhjemme i stedet for at fortabe den til mig’ slutter enhver antydning af opsætsighed. Jeg tror, det er en meget fornem ballast, som De har med fra Deres faders koffardiskib.” Kaptajn Kreihorst holdt en pause. Så fortsatte han: ”Fordi De lader fornuften råde i så mange sammenhænge, har jeg tænkt, at vi må kunne finde en fornuftig løsning. Som De ser, er vi fremme ved Fort Christiansborg i morgen op ad dagen, om alt går vel. Der er mange grunde til at gå i havn i nogle dage.” Kreihorst rømmede sig. ”Jeg har set, at De frøken Louise, og De, Clausen, har talt meget sammen på denne færd. Jeg har set Deres blikke og er ikke i tvivl om, at De vil være et smukt par; og at det er det, De begge inderst inde ønsker. De har overbevist mig om, at De er mere end forlibte og ikke blot ønsker en hurtig forlystelse. Og alligevel er frøken Louise altså mig betroet på denne rejse. Lad os tale fornuftigt og åbent: Jeg vil ikke snyde Dem for landlov, Clausen.” ”Tak,” mumlede Clausen usikkert. ”Jeg vil heller ikke snyde Dem for en smule tosomhed i fred, mens vi er i land. Clausen. De vil bære ansvaret for frøkenens sikkerhed! Men De skal love mig, ved alt, der er Dem helligt, ikke at foretage Dem noget som helst med frøkenen, der kan ende i at gøre frøkenen frugtsommelig. Er De parat til det Clausen?” ”Det vil jeg gerne love Dem, kaptajn. Og jeg vil afholde mig fra drikke, jeg ikke kender,” svarede Clausen. ”En klog tilføjelse,” bemærkede kaptajnen. ”Og De, frøken Louise,” henvendte Kreihorst sig til Louise, ”før jeg vil afkræve Dem et løfte, vil jeg sikre mig, at De ved, hvad De lover. Frøken Louise, ved De, hvorledes kvinder bliver frugtsommelige?” Louise rødmede let. ”Det vil jeg mene, hr. kaptajn, fik hun fremstammet.” ”Vil De forklare?” spurgte Kreihorst. Louise vidste, at det ikke var et spørgsmål, men et krav. Hun famlede efter ordene: ” Det er, når manden stikker … sit sværd op … i … i … min skede og … dér lader sine safter strømme,” stammede hun. ”Frøken Louise,” sagde Kreihorst forklarende, ”det er ikke noget, han ’lader strømme’. Det er ikke et spørgsmål om vilje. Han kan næppe forhindre det, når først sværdet er i skeden. For nu at sikre mig, må De forklare mig, hvilket af hullerne Deres skede er.” ”Hr. kaptajn. Jeg er ung og uerfaren, men ikke dum,” svarede Louise, ”skeden er forreste. Og må jeg gøre kaptajnen opmærksom på, at vi er ombord på et af kongens skibe, hvor ’spise’ hedder ’skaffe’, ’gulv’ hedder ’dørk’ og en ’charmerende ung snøbel’ hedder ’fungerende løjtnant’. Derfor må den korrekte benævnelse for slige åbninger ikke være 'hul' men 'gat',” påpegede Louise, der trods alt ikke havde tænkt sig at underkaste sig dette ydmygende og intime forhør helt uden modstand og uden at give ham røg. Et øjeblik kiggede både Clausen og kaptajnen måbende på hende. Så brast Kreihorst i latter, lidt imponeret over den unge kvinde, der ikke lod sig dupere af situationen. ”Så fik jeg dén. Om forladelse, men man kan aldrig vide,” undskyldte kaptajnen, ”men hvorom alting er, Clausen og frøken Louise, at sværdet ikke skal derhen, mens De er betroet mig. Lover De det?” ”Ja, jeg lover,” sagde Louise stille og genert. Clausen sagde: ”Jeg lover fortsat.” ”Nuvel. Behøver jeg fortælle Dem, at man med munden kan bibringe hverandre stor nydelse?” spurgte kaptajnen. Både Clausen og Louise rødmede. ”Det behøvede jeg vist ikke,” konstaterede Kreihorst, ”Jeg vil dog tilføje én ting, fra en gammel sømand til en ung." Han rømmede sig anstrengt. "Dersom De har lidt planteolie til smørelse, kan det med en smule forsigtighed ligeledes være en stor nydelse for begge, dersom sværdet kommer i agterste gat.” Louise hostede og kunne ikke helt følge denne tanke, mens Clausen måbede over kaptajnens bramfrie råd. ”Frøken Louise, inden De går: Når Clausen skal sørge for Deres sikkerhed, forventer jeg selvfølgelig, at De adlyder ham.” ”Halløj hr. kaptajn,” svarede Louise med en kejtet honnør og et afvæbnende smil. ”Jeg skal nok også undlade at være næsvis!” ”Det sidste har jeg nu svært ved at tro; men så må jeg oplyse Dem om, at De også på land er underlagt flådens artikler. Og således har Clausen som officer ret til at straffe Dem,” fortalte Kreihorst smilende. Louise sank og nikkede, mens hun spurgte sig selv, hvad Kreihorst vidste, og om hun de facto lige havde fået en ordre om at lade sig tage i røven.

"Tak," sagde kaptajnen. "Hvis De så vil vente udenfor, så kommer han om et øjeblik."

Da Louise var gået havde kaptajnen fået et alvorligt ansigtsudtryk. Han rømmede sig. "Det er svært at spå, Clausen, men jeg ser for mig en ung søløjtnant, der i nær fremtid må overbevise familien Ringheim om, at han er den rette til deres Louise. Hvis de i den forbindelse har brug for et vidnesbyrd om Dem og Deres karakter, må De lade mig det vide. Jeg vil med glæde stille mig til rådighed." "Tak, kaptajn. Det sætter jeg stor pris på," svarede Clausen, nærmest vantro over denne udvikling. "Og Clausen, jeg vil herefter normalisere Deres vagter.”

"Tak," svarede Clausen, gjorde honnør og forlod kaptajnens lukaf.

Udenfor ventede Louise.
"Hvad har du fortalt ham?" hvislede Louises temperament ud mellem tænderne på hende, mens lynilden funklede i hendes havblå øjne. Clausen blev en kende perpleks ved dette verbale overfald. Det lykkedes ham dog at tale Louise ned ved vedholdende at fastholde, at han ingenlunde havde talt med kaptajnen om deres forhold.

Sammen spekulerede de over, hvad kaptajnen vidste. Og hvorfra.

Fortsættes HER

Christiansborg
Dansk hovedfort på Guldkysten, påbegyndt 1661 i byen Osu ved Accra

. Christiansborg blev flere gange erobret af afrikanere og portugisere, men var fra 1694 ubrudt i dansk besiddelse.

Det stærkt befæstede Christiansborg rummede boliger, kontorer,

magasiner og slaverum. Sammen med de små, senere anlagte danske forter længere østpå, Augustaborg (1787), Fredensborg (1736), Kongensten (1784) og Prinsensten (1784),

beskyttede Christiansborg handelen under Dannebrog

med guld, slaver og palmeolie.

Efter salget til briterne i 1850 undergik Christiansborg
store ødelæggelser og ombygninger. I dag er det restaureret og

under navnet The Castle Osu residens for Ghanas præsident.

Uddrag fra www.denstordanske.dk