2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

I snor

Resumé:
Louise har valgt at underkaste sig Clausen, og udføre små opgaver som han forlanger af hende. Utroligt hvad man kan få ud af en træske, men lad os se hvad Clausen siger til hendes efterfølgende leg med skeen som hun vist ikke var blevet bedt om at gøre…

Næste morgen havde Clausen vagt igen. Efter et måltid af de efterhånden ulidelige beskøjter, kom Louise op på dæk. Louise havde ikke troet, hun nogensinde ville savne Frederiksøerne; men nu, hvor forsyningerne om bord svandt, savnede hun de bugnende frugtkurve. Dagen var mere grå end de foregående.

Clausen stod på broen og talte med en bådsmand. Da de havde gjort honnør og var gået hver til sit, trådte Louise hen til Clausen.

"Må jeg bære mamelukker i dag?" hviskede hun.

"Du skal først svare på dette:" svarede Clausen, "skeen..."

"Ja?" svarede Louise spørgende.

"Har du brugt den til det, jeg bad dig om?" spurgte han. I sit hoved genoplevede Louise et par intense øjeblikke fra den forgangne aften. Hun smilede og nikkede.

"Har du KUN brugt den til det, jeg pålagde dig?" ønskede Clausen at vide. Louise rødmede smilende. Hun så ned på dækket og rystede på hovedet. Alligevel var hun usikker på, hvordan Clausen ville reagere over hendes svar på det spørgsmål, som uvægerligt måtte komme.

"Og hvad har du så gjort med den?" spurgte Clausen. Ud fra tonen i spørgsmålet at dømme, kendte han godt svaret.

"Jeg ... jeg har ...," stammede Louise frem, "Jeg har rørt ved mig selv.."

"Jaså," sagde Clausen, der smilende nød den generte piges kvaler med at få det sagt. "Og hvad gjorde du så?"

"Jeg førte den ind og ud?' svarede hun.

"Ud af hvad dog?" spillede Clausen uvidende. Louise var helt klar over, at dette var en leg. Det gjorde det bare ikke mindre ydmygende og liderligt.

"Ud af mit skød," svarede hun.

"Ud af dit lille, lystne hul!" rettede Clausen.

"Ud af mit lille lystne hul," sagde Louise med tilkæmpet ro.

"Var det godt?" spurgte Clausen. Louise nikkede. Hun følte sig gennemskuet.

"Og synes du ikke, at du skulle have bedt om lov, dejlige?" fortsatte Clausen forhøret, der allerede var begyndt at få hende til at føle sig våd. Hans "dejlige" gjorde det ikke bedre. Hun nikkede brødebetynget.

"Enig. Så må vi hellere have mere snor i dig," sagde Clausen med et frækt smil, rakte ind i sin blå frakke og fremdrog igen en lille pakke i sejldug og rakte den til hende. Hun kiggede undrende på den.

"Luk den ikke op, før du er alene. Det er bare noget reb. Det skal i en løkke om taljen, løbe igennem revnen i din underskønne popo, imellem dine fabelhafte ben, igennem dine frække kønslæber og samles stramt foran. Når du har haft det på to glas, kommer du til mig."

"Jeg har svært ved knob," indvendte Louise.

"Du klarer det," sagde Clausen. Som om det var så simpelt!

Lidt senere havde Dona Maria forladt lukafet for at få luft. Louise havde grebet chancen og strejfet kjole og særk af. Hun stod rådvild og frustreret. En løkke om taljen var ikke problemet. Det var heller ikke noget problem med tovet gennem revnen og mellem benene; men når hun skulle fæstne tovenderne til rebet om taljen, sluttede det. To gange forsøgte hun, og det blev sløvt og slapt, medens tiden skred frem og faren for, at Dona Maria returnerede, blev overhængende. Louises fingre blev mere og mere febrilske.

Og så gik døren op. Med et blik, der sagde 'Hvad i alverden er det du laver tøs?' spurgte Dona Maria om netop dette:

"Qu'est que tu fait?"

Det kunne Louise umuligt forklare på fransk, så hun trak bare opgivende på skuldrene. Dona Maria så faktisk en smule sur ud, da hun resolut og hovedrystende tog rebenderne ud af Louises hånd. Louise blev forvirret, men fik nærmest et chok, da Dona Maria uden blidhed trak hendes lille klit frem mellem rebene. SÅ strammede Dona Maria. Og det var stramt! Rebet var trukket helt op i skræven på Louise og holdt hendes følsomme klit i et jerngreb. Det blev den ikke mindre følsom af. Og Louise fik lyst til at gå foroverbøjet.

Louises "Merci" kvitterede Dona Maria for med et overbærende smil og en hovedrysten, der nærmest råbte 'Dagens ungdom!'

I det følgende bevægede Louise sig meget forsigtig, selv om hun prøvede at virke normal.

"Nu er De vel ikke ved at blive syg?" spurgte højbådsmanden, da hun passerede på dækket.

"Nej nej ... Jeg har det fint," fik hun fremstammet. Bådsmanden var nok ikke overbevist, men tog et nej for et nej. To glas var ufattelig lang tid, når hun kunne mærke Clausens vilje så tydelig. Så hun var noget ydmyg og ynkelig, da hun efter to glas' forløb kom til Clausen.

"Jeg skulle komme," peb hun spørgende.

Clausen nikkede.

"Er der noget, du vil sige?"

"Må jeg godt få det af?" spurgte hun. Clausen kunne ane antydningen af en tåre i hendes himmelblå øjne.

"Jeg har pudsigt nok ikke hørt dig sige undskyld for at røre ved dig selv uden lov," sagde Clausen med varme i øjnene.

"Undskyld Jørgen, fordi jeg rørte ved mig selv uden lov. Det skal ikke ske igen!" Louise forstod stadig ikke helt sig selv. Hvordan kunne Jørgen få hende til at gøre og sige sådan noget? Kunne hun virkelig lide det? Hun fandt ikke andet svar.

Fortsættes HER