2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Konsekvenser

Resumé:
Gårsdagens landgang endte med at Louise mistede sin mødom til Clausen der fyldte hende med safter. Forinden havde de fået noget at drikke af nogle indfødte. Og hverken det ene eller andet er bestemt godt - lad os se hvad det får af konsekvenser...

Clausen stod til rivaf i kaptajnens lukaf. Kreihorsts stemme havde en faretruende, hvislende tone. Clausen havde en hovedpine som aldrig før. Det måtte skyldes drikken, han havde fået af de indfødte tidligere. "Hvis det er, som jeg tror, så har de ligget med en frøken, som er mig betroet. Jeg kan se, hun er smuk, og jeg kan følge Deres lyst. Men De har misbrugt min tillid. Og hvis jeg finder ud af, at De har lyksaliggjort hende i en sådan grad, at man ikke kan bortforklare det, vil jeg personligt sørge for, at De vil tilbringe resten af Deres ynkelige liv som skriverkarl hos havnemesteren på Store Frederiksø!" Kreihorst holdt inde. Clausens hoved truede med at eksplodere. Han tog sig til det. Men Kreihorst fortsatte: "Jeg kan se, De har hovedpine. Jeg har en idé om, hvad De har drukket. Nu går de ned og sover, for i den tilstand, er De intet værd for skibet. Og når De vågner i morgen, er Deres frivagter indtil videre inddraget. Den eneste grund til, at der ikke sker noget langt værre er, at De indtil for få timer siden har imponeret mig som officer og gjort alt rigtigt. Træd af!" "Halløj, hr. kaptajn," mumlede en brødbetynget, forpint Clausen, der vidste, at han ikke havde noget at forsvare sig med, og at han lige var sluppet meget, meget heldig og gik ned til sin briks.

Få meter derfra lagde Dona Maria kolde omslag på Louises hovede.

Clausen havde ikke tid til Louise på deres færd langs Afrikas kyst. Men når Clausen var vagthavende officer og stod på broen, kunne Louise jo tale med ham. De prøvede begge at undgå emnet, men nysgerrigheden sejrede. "Du har nu mere end antydet, at du er en slem pige; og ikke haft indvendinger mod, at jeg straffer dig for det," sagde Clausen sagte og tøvende. "Jeg vil gerne helt forstå. Vil du have en mand, som slår dig?" Vel var Clausens erfaringer ikke store, men han havde dog gennemskuet, at hjem, der løste problemer med tørre tæsk, aldrig løste problemer. Louise rystede bestemt på hovedet. "Jeg vil have en mand, som er stærk... som holder af mig ... åh, hvorledes skal jeg fatte det i ord? En mand, der holder blidt om mig, men som også holder mig på plads. Viser, at han bestemmer. Gør mig tryg i det. Det er sådan en mand, jeg vil give mig hen til." Louise tænkte lidt og fortsatte: "Jeg har haft en varme i mit skød på denne færd, jeg knappest anede fandtes. Også i afmagt og ydmygelse og straf, endskønt det ikke var smerten, der gav varmen. Men sig mig, Jørgen; når vi kommer i land, er du denne mand? Vil du være ham, der rejser til min farbror for at hente mig?" "Jeg er rejst rundt om den halve jord for at hente dig. Det ville jeg gøre igen!" forkyndte Jørgen stilfærdigt. Louise lagde et kort øjeblik hånden på Clausens skulder. "Jeg ved godt, at det er svært på skibet. Men dersom du vil, vil jeg allerede her være dig lydig. Blot det kan foregå i dølgsmål, så mit rygte ikke lider yderligere." Clausen nikkede. "Det må altså være ting, jeg aldrig vil se, som dog vil holde mig i en næsten ubærlig spænding, blot fordi jeg kender dem?" spurgte han smilende. Med et frækt glimt i øjet nikkede Louise. Clausen smilede. "Hvad da?" spurgte Louise. "Gå i jeres lukaf og tag dine underbenklæder af," hviskede han stille, "og fremover skal du have min tilladelse, før du tager dem på igen."

"Tak," hviskede Louise smilende, "tak fordi du lader mig føle, at du vil mig! Hvert lille vindpust vil minde mig om det!" Med disse ord gik hun under dæk.

Fortsættes HER