2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Landgang

Resumé:

Louise er meget betaget af 1. løjtnant Jørgen Clausen, og fantaserer i det stille om en fremtid med ham, om at få børn, om at komme over knæet når hun har været ulydig mv. Umiddelbart ser det ud til, at han deler hendes tanker, men der er blot det ved det, at de befinder sig på briggen Vædderen i Det Indiske Ocean i 1769, og der er mange farer og forhindringer, inden de vil anløbe Bergen...

Det havde vist sig, at Petrus Kreihorsts fornemmelser havde holdt stik. Orkanen havde bragt dem noget ud af kurs. De var længere mod øst, end han ville være, men til gengæld også længere sydpå, så det var ikke så galt. Skibet var i forbløffende god stand, blandt andet takket være Clausens gode sømandskab, da orkanen var brudt ud. De havde ingen knækkede master og flænsede sejl. Derfor sejlede skibet nu for fulde sejl stik vest. De oppustede sejl var stadig et syn, der kunne imponere ham. Om alt gik vel, kunne de passere Kap det Gode Håb om to dage. Kreihorst måtte overveje, om de skulle søge havn dér.

Måske skulle man også skaffe vand og grønt længere oppe ad kysten. Begge dele havde ulemper. Når man sejlede hjemad, anede man aldrig, hvad der var sket i Europa, og hvem man var i krig med. Måske var Kapstaden hurtigere informeret, og man vidste aldrig, om dansken og englænderen var røget i totterne på hverandre. Ulempen ved at gå i land langs kysten var, at man aldrig vidste, hvem og hvad man mødte; og om man reelt kunne få ordentligt vand.

Vejrliget tog beslutningen for Kreihorst. Rolig sø og fremragende vind gjorde, at han ikke ville stoppe her. Her, hvor to have mødtes, kunne vejrliget og søen skifte ganske hurtigt, vidste han. Efter halvanden dags sejlads nordpå langs Afrikas vestkyst, bestemte Kreihorst sig for landgang i en bugt, der så egnet ud. Godt nok manglede Vædderen en jolle, så de kunne kun gå i land langsommeligt og med én jolle, men det fik gå. Første jolle blev bemandet med 6 roere, 4 soldater og Clausen. Kreihorst havde et øjeblik overvejet Woersøe, men skønnede, at Clausen med den ballast, som han havde fået på faderens koffardiskibe, var bedre egnet til at være gelinde end Woersøe, der helt og holdent var orlogsflådemand.

Da de nærmede sig stranden, samledes en gruppe indfødte mænd på stranden. De var bevæbnede og vagtsomme, men viste ingen tegn på aggressivitet. Kort før de nåede stranden, blev de anråbt af én fra gruppen, på hollandsk, om man kom for at handle. Tydeligvis var de ikke de første europæere, der kom her.

Clausen svarede på plattysk, Nordeuropas koffardisprog, at man ønskede vand, men i øvrigt gerne hørte, hvad de havde at byde. Man fik lov at gå i land i fred. Og vagtsomheden fra begge sider blev hurtigt afløst af en lettet afslappethed, da det stod klart, at der intet var at frygte. Situationen blev endda så afslappet, at kaptajnen valgte at tillade kvinderne og hovmesteren at gå i land. Mens hovmesteren kiggede på frugter og grøntsager med Dona Maria, gik Clausen og Louise for at strække benene. Den tætte skov begyndte meget tæt udenfor landsbyen.

Pludselig puslede det i tykningen. Lynhurtigt trak Clausen sin sabel. Vagtsomt trykkede han sig gennem det tykke krat. På den anden side så Clausen et forskrækket udtryk på et mørkt ansigt, der dog hurtigt blev afløst af et smilende hvidt tandsæt og en håndbevægelse, der sagde "fred og ingen fare", da den unge indfødte havde gennemskuet situationen. Med et smil stak Clausen sværdet i skeden, og opdagede, at han den indfødte, en stærk, nøgen yngling ikke var alene. Han lå ovenpå en nøgen ung kvinde, der ligeledes smilede. Clausen nåede ikke at holde Louise, der var fulgt efter ham, tilbage, før det unge par genoptog deres afbrudt aktivitet. Faktisk kunne Louise slet ikke holde øjnene fra de smukke unge kroppe.

Og hun lod ikke Clausen trække sig væk. Det så ikke ud til at genere det unge par, der lidet senere nåede lyksalighedens øjeblik. Herefter satte de sig smilende i skovbunden, aldeles uinteresseret i at skjule deres køn. Louise stirrede fascineret på skift fra mandens store manddom til kvindens halvåbne, lysende rosa grotte. Og de smilede blot til Louise og Clausen og lod dem glo. Kvinden, der ikke var ret gammel, havde små, spidse bryster og erotisk svungne hofter. Hun drak noget af en kalabasflaske og rakte den til manden. Han tog også en slurk og rakte den til Louise, som tog imod. Det smagte stærkt og fremmedartet, frugtigt og alligevel lidt bittert.

Hun tog en tår mere, før hun rakte flasken til Clausen. De nikkede en tavs tak.

Nu sagde kvinden noget. Hun pegede på Louise, Louises ben for at være præcis. Forsigtigt rørte hun ved kjolen, løftede den lidt op. Clausen ville gribe ind. Men Louise holdt ham tilbage med en overraskende hånd på hans manddom. Clausen så forvirret på Louise, der følte sig så let og fri og ét med verden. Skoven var så vidunderligt farverig og dejlig. Og menneskene så smukke. Både de to indfødte og hendes Jørgen Clausen. Hun nikkede opmuntrende til den mørke kvinde, hvis store brune øjne blev endnu større, da hun havde løftet Louises skørter og opdagede, at der var endnu et lag stof, mamelukkerne.

"Louise, hold inde. Du må ikke!" sagde Clausen.

"Så må du jo straffe mig senere, stærke," sagde Louise med en kælen røst, som Clausen ikke havde hørt før. "Og," tilføjede hun, "jeg kan jo mærke, hvor meget du selv vil..."

"Jamen 'vil' og 'skal' er ikke det samme," indvendte Clausen, der prøvede at lokke styrke ud af fornuften, endskønt han måtte indrømme, at det var svært fristende. Han følte sig underlig, men ville ikke give slip og lade den underlige lethed tage magten over sig. "Nej, nej!" sagde hans fornuft, da Louise bøjede sig ned mod hans skød, mens kvinden pillede mamelukkerne af hende. Louises fingre pillede ved hans benklæder, mens manden stod helt opslugt af Louises lyse og lyslokkede køn.

"Mit skød er en foss," stønnede Louise, da hun havde fisket Clausens pik frem, "jeg vil kende den i mig!"

Clausens forsvarsværker var faldet. Hans pik stod lang og smal i vejret. Louise lagde sig i skovbunden og spredte sine ben. Synet var smukt og nyt for Clausen, der fandt en plads imellem Louises ben.

"Har du...?" hviskede han.

Louise rystede på hovedet. Det havde han heller ikke. Alligevel fandt Clausens pik sin plads og gled langsomt op i Louise. Forsigtigt bevægede Clausen sit underliv, men pikken stødte i en forhindring.

"Gør det!" opmuntrede hun Clausen. "Gør mig til din!"

Ved det næste stød fra Clausen brast hinden, og et lille smertensskrig undslap Louise. Men hendes lyde skiftede karakter ved de næste stød; "Så dyybt!" og "Jaaaa!" og "Åååh!" Og så kom hun. Og Clausen tømte sig i hende med et brøl.

Clausen rullede ned fra hende.

Et øjeblik sundede de sig, før de opdagede, at de to unge indfødte stadig stod og kiggede. Kvinden trådte hen til Clausen og knælede ned mellem hans ben. Det gav et sæt i Clausen, da hun tog spidsen af hans ikke længere jomfruelige lem i munden. Det varede kun et øjeblik, før det stod i vejret, lige og rank, som stormasten. Kvinden flyttede sig og satte sig overskrævs, samtidig med at manden elegant placerede sig og trængte ind i Louises velsmurte lystgrotte. Det var som om der var et eller andet galt, men Louise kunne ikke fastholde tanken, men måtte give sig hen til den fyldige fornemmelse.

Næsten synkront bevægede de indfødte sig i en næsten endeløs langsomhed, der sendte lystne bølger ud i det yderste af de unge, hvide kroppe. Bølgerne blev voldsommere. Det blev til høj sø. Fornemmelsen, der samlede sig i stormasten i et alt for kort og dog evigt sekund, mindede Clausen om det fyrværkeri, han havde set til den nye konges kroning nogle år forinden. Kvinden råbte noget på hulabulasprog. Hun smilede stadig, fjern i blikket. Billederne i Louises hovede var andre: Hun fløj ned af et vandfald, skræmmende, spændende, en følelse af frihed, for til sidst med et plask at blive til ét med, at blive opslugt af og opfyldt af en intens følelse af .... Louise fandt ikke ordet ....

af ALT? Den indfødte mand så tilfreds ud, da han steg ned fra Louise og satte sig ved siden af kvinden, der havde løsnet sig fra Clausen. De to drak af kalabasflasken igen og fnisede.

Clausen følte sig pludselig tung i hovedet.

"Har du det også mærkeligt?" spurgte han.

Louise brummede samtykkende.

Clausen satte sig op.

"Hvorfor mistede vi selvkontrollen?" spurgte han.

Louise lå stadig med blottet underliv. Hun tog sig til hovedet og rystede det opgivende.

"Drikken?" spurgte Clausen.

"Kanske," sukkede Louise og tilføjede "Men det var nu skønt og dét vi ville, selv om vi ikke ville, ikke?"

"Jo, det ville vi vel," mumlede Clausen brødbetynget.

De fik budt flasken igen, men Clausen viftede afværgende med hånden. Efter at have tænkt lidt, lagde han pegefingeren på sin mund. De indfødte forstod signalet og nikkede. Kvinden tog Louises mamelukker i hånden og kiggede beundrende på dem. Et par bedende øjne mødtes med Louises. Louise følte sig pludseligt usigelig træt. Hun orkede ikke andet end nikke. Lidt efter var de indfødte væk. Clausen og Louise nettede sig nødtørftigt i tavshed.

"Endnu engang uden mamelukker," tænkte Louise i sit forpinte hoved, "det ligner en tendens!"

Da de kom ud af skoven, var det første de mødte Petrus Kreihorst. Han løftede et øjenbryn og så endog meget kritisk på dem.

Fortsættes HER