2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Straffen

Resumé:

Der er orkan i Det Indiske Ocean, og Vædderen har svært ved at navigere. Samtidig er der optræk til mytteri blandt søfolkene. Kvinder om bord var ikke velsete, og når de så havde haft omgang med hveranden, var dråben der fik bægeret til at flyde over vist nået.

Oktober 1769

Efter 5 dages orkan var intet blevet bedre, drøftede Kreihorst med Clausen og Woersøe i sin kahyt. Snakken var ikke blevet mindre på trods af Woersøes hårdhændede indgriben, der indtil nu havde sørget for stryg til 9 mand. Der havde faktisk været et enkelt tilfælde af snak om mytteri. Da Kreihorst jo selv var på skibet og udsat for disse naturens tilskikkelser, kunne han for så vidt godt sætte sig ind i mændenes frustration. Men som kaptajn vidste han, at frustrationen var truende for moralen ombord, og at den løse snak var dødsens farlig. "Skibet frem for alt" plejede Kreihorsts motto at være.

Så måtte man som officer nogle gange klippe en hæl og hugge en tå, for at få det til at glide. Og Kreihorst, der nødigt tyede til drastiske midler, overvejede seriøst, om han skulle kølhale nogen af urostifterne, hvilket i dette vejr var den visse død.

"Må jeg tænke højt?" indskød Clausen.

Kreihorst nikkede. Med et forsigtigt smil, der mere stammede fra vildrede end fra noget som helst andet, indledte Clausen: "Skibet frem for alt!" Nu vidste både Kreihorst og Woersøe, at dét, der nu kom, ikke stod i nogen lærebog og næppe ville være uomstridt. Clausen rømmede sig: "I mandskabets øjne er det såre simpelt. Fruentimmerne trodsede den Højestes bud og blev ikke straffet. Altså straffer den Højeste os alle nu." Clausen holdt en dramatisk pause, mens Kreihorst og Woersøe nikkede.

"Fornuften ser det ikke så simpelt. Sammenhængen med Guds straf og orkanen er ikke så indlysende for os. Men selv vi kan, når vi ser dette uvejr, komme i tvivl. Men jeg vil foreslå, og jeg vil understrege: i mangel af bedre, at vi ser, om vi kan trække tæppet væk under mandskabets snak ved ikke længere at lade fruentimmerne være ustraffet. Med lidt held afholder det folk fra snak om Guds straf. Det er næppe noget tiltalende endsige skønt forslag. Men når alt kommer til alt, er det vel også ret og billigt og i søartiklernes ånd, at de straffes for deres skamløshed..."

I dette øjeblik ramtes vædderen af en sø, så Clausen til de ældre officerers morskab faldt af stolen. Da Clausen havde sat sig igen, fortsatte han: "Og skulle det formilde Gud eller orkanen, er der vel intet forgjort i det?"

Petrus Kreihorst nikkede modstræbende. Måske havde Clausen en pointe. Woersøe var mere tvivlrådig: "Vil De lade fruentimmerne løbe ned fra råen?" spurgte han kaptajnen og Clausen vantro.

Clausen rystede på hovedet: "I dette vejrlig kan ingen løbe fra råen uden at knuses mod skibet," bemærkede han. For deres indre øje så de alle, hvordan et menneske blev tvunget til at springe ud fra råen med et tov om livet til at hales op igen, blot at de ikke ramte vandet men skibets skrog, der pludselig lå skråt i vandet. Næsten synkront rystede de tre mænd deres hoveder.

"Hvad så?" ville Kreihorst vide.

"De skal straffes ved masten, er mit forslag," svarede Clausen, "måske giver det jo også mandskabet andet at tænke på, når de ser lidt smukt."

Woersøe kunne ikke undertrykke et erfarent fnis over denne tanke, og nikkede, da kaptajnen sagde, "Ak, Clausen, De er ung endnu!" Kort efter tilføjede han: "Det med at tænke på noget andet går hurtigt over. Men sæt i værk, Clausen!"

Det tog lidt pippet fra Clausen, at opgaven faldt på hans bord. Ikke nok var han udmarvet efter 5 dages orkan, 5 dages gyngen, 5 dage med for lidt søvn, 5 dage med udfordring på udfordring. Men fruentimmernes straf indebar nogle aspekter, som Clausen ikke havde taget højde for: Den skulle ske under dæk, for der var ikke til at være på dækket. Og desuden havde den visse aspekter omkring fruentimmernes nøgenhed. Clausen havde svære overvejelser, men nåede frem til, at kvinderne måtte tage straffen i den bare særk, der med lidt held kunne åbnes nok til at blotte deres rygstykker.

Og ellers måtte de se at rive op langs syningen, så deres køn ikke skulle vises frem, endskønt Clausen nu godt kunne tænke sig at se det, især Louise Ringheims. Så kunne sømmen snildt syes igen.

Clausen skulle også tage stilling til straffens strenghed, der retfærdigvis måtte være i nærheden af den straf, som de sømænd, der blot udkastede teorier omkring sammenhængen mellem vejret og kvindernes løsagtighed, fik.

Kvinderne blev forskrækket, da Clausen med beklagelse meddelte dem, at de i løbet af en halv time begge skulle være klar til straf, kun iført særk.

"Jamen kaptajnen sagde..." indvendte Louise.

"Frøken Louise," afbrød Clausen hende, "kaptajnen sagde 'foreløbig'. Jeg vil gerne forklare Dem, men det får vente til senere. Tro mig, Ingen er glade for dette."

Clausen sendte dem et bedrøvet blik og lukkede døren.

Da Dona Maria ikke havde en særk, som på nogen måde kunne vises for nogen, måtte hun låne af Louise, selv om Louises særk strammede ved Dona Marias rundinger. Frygtsomt men fattet sad kvinderne på briksen, da Clausen kom at hente dem sammen med 4 soldater. Hurtigt gik det op for kvinderne, at soldaternes rolle primært var at vogte dem for vrede og liderlige søfolk, der kom med slibrige og vrede tilråb, mens kvinderne førtes igennem skibet. Tilråbene rakte lige fra "Lad os se patterne" til "Smid dem i havet!" Blot turen til stormasten var frygtindgydende.

Tilråbene blev ikke mindre ved selve masten, hvor de blev bundet med front mod masten i hver sin side, berøvet for enhver mulighed for forsvar. Kvinderne var glade for at soldaterne dannede en firkant omkring dem, konfronteret med al den vrede, kvinderne ikke havde oplevet så intenst før. Louise kunne mærke, at særken blev åbnet. Hun kunne mærke, at sømmen også forsigtigt blev sprættet op, sådan at mændene måtte kunne se det øverste af hendes popo. Hun rødmede af skam. Først da Clausen, hvis stemme næsten brækkede over, forkyndte: "18 slag!" for mandskabet og de to bådsmænd, der skulle eksekvere straffen, blev Louise ligbleg, samtidig med, at hun næsten synes det var synd for ham at have den opgave.

Hun havde jo set hans øjne. Louise havde også selv overvejet mellem Dona Marias og hendes eskapader og orkanen og dermed Gud. Og var det rigtigt, så kunne man da håbe, at straffen, så rædselsfuld den måtte blive, ville formilde vor Herre. Og Louise var villig til at tage den.

I samme øjeblik kom hun i tanke om, at hun stod halvnøgen foran alle mændene. Men hun fik andet at tænke på, da hun hørte Dona Maria klynke efter første slag; og øjeblikket efter blev hun selv ramt. Ramt af en fornemmelse, som hun ikke kendte, af en intens smerte tværs over ryggen. Som slagene fortsatte fulgtes smerten af en intens varme nedenunder. Det hele flød sammen og blev til en forvirret, dybrød fornemmelse i hendes hoved og krop. Og pludselig opdagede Louise, at samtidig med at alt i hende sagde "Nej", var der også noget der midt i ydmygelsen og de brændende smerter på ryggen gav hende en brændende følelse af lyst, næsten lykke.

Kunne det virkelig passe, at hun blev fugtig mellem benene af at stå halvnøgen foran mændene og blive straffet? Og hvorfor dykkede Clausens smilende ansigt og drengede skikkelse op foran hendes indre blik, nåede Louise at tænke. Så forsvandt hun.

Fortsættes HER