2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Orkanen

Resumé:
1769, orlogsbriggen Vædderen er på vej fra Frederiksøerne, i Det Indiske Ocean, til Bergen i Norge. Om bord er 2 kvinder, hvilke har lavet ravage i mandskabet ved deres blotte tilstedeværelse. En matros er blevet straffet med tampen for at udbrede uro blandt mandskabet, og nu er himlens vrede også over dem...

"Satans!" tænkte kaptajn Petrus Kreihorst, da han ved tredje glas igen var kommet på dækket. Sådan et vejr havde han, der dog havde nogle år til i kongens flåde på bagen, ikke oplevet i det indiske ocean. De havde ikke set solen eller en stjerne i flere dage. Så reelt havde de ikke kunnet få be- eller afkræftet hans fornemmelse af, hvor de befandt sig, i samme periode, hvor de havde måttet navigere i orkanens frådende raseri.
Navigation var ikke et spørgsmål om kurs; det var et spørgsmål om overlevelse, om at ramme søerne rigtigt, så de ikke tumlede skibet rundt. Det var ellers ikke et lille skib, han havde fået betroet.

Orlogsbriggen Vædderen målte immervæk over 50 alen, var bevæbnet med 16 18-punds kanoner samt 2 6-punds kanoner for og agter. Men kanonerne hjalp ikke, når det var naturen, der var fjende.

Løjtnant Christian Wilhelm Woersøe skulle nok klare det. Men Kreihorst kunne godt være lidt bekymret for den unge søkadet Jørgen Clausen, en opvakt skippersøn fra Marstal, der fungerede som løjtnant, og som så lidt grå ud i dette vejr.

Alle, der ikke havde arbejde på dækket, var beordret under dæk. De, der var på dækket, var sikret med en line, for ikke at blive skyllet overbord; lænsepumperne var bemandet i døgndrift. Hvilken tur!

Syd for Den Danske Guldkyst, på deres vej ud til Frederiksøerne, havde de sigtet og opbragt en skude med korsarer, sørøvere af værste slags, som med base i Nordafrika hærgede alt, de kunne nå. Man havde hørt om en islandsk bygd, hvis indvånere var blevet taget og solgt til det hvide slavemarked. Træfningen med korsarerne havde kostet fem mand livet. Fem af hans mænd; for endskønt Petrus Kreihorst, præstesøn fra Burg på Femern, ikke var en særlig hård mand, mente han dog, at korsarer ikke behøvede regnes. "Ingen sørøvere overlevede" var hans kortfattede beskrivelse af begivenhederne i Vædderens logbog. I korsarskudens dybeste bug havde de dog fundet en næsten afklædt, ung kvinde i jern, der præsenterede sig som Dona Maria de Nadal. Hvad hendes funktion om bord havde været, behøvede de end ikke spørge om; og det var sandsynligvis også grunden til, at hun fortfarende havde sin tunge. "Arme menneske," tænkte Kreihorst.

Kreihorst var ikke overtroisk; men en kvinde på et sejlskib var ikke nogen god ide. Og det handlede ikke om pladsmangelen, der var årsag til, at han havde måttet inddrage Clausens lukaf og placere ham sammen med Woersøe for at skaffe plads til fruentimmeret.

Efter en lang rejse var de kommet frem til Frederiksøerne. Og hvor meget han end ville, nænnede Kreihorst ikke, af almindelig anstændighed, at skille sig af med Dona Maria dér, dette ødeste blandt steder. Oven i dette havde Nicolai Odd Ringheim, en vennesæl nordbagger fra Bergen, der var placeret som statholder på Frederiksøerne, bestemt, at hans datter Louise skulle hjem til Bergen, da Frederiksøerne ikke var et sted for unge damer. Kreihorst var enig i ræsonnementet; men spekulerede i sine mørke stunder over, hvorfor det skulle være hans problem?

Han havde måttet indkvartere hende sammen med Dona Maria. To kvinder ombord med 97 mænd på omtrentlig 50 gange 10 alen. Føj for en ulykke! Og hvorfor skulle de absolut være utugtige på skibet. Kunne de ikke vente, til de var i havn? Det gjorde han da selv!

På Frederiksøerne havde han dog ikke forlystet sig. Han havde forsigtigt forceret på Dona Maria, der træt havde bemærket, at dersom det var nødvendig betaling for rejsen hjem, skulle én gang fra eller til ikke gøre nogen forskel. Da var lysten sevet ud af ham.
Ligeledes havde han ikke opsøgt en hore, da udvalget på øen bestod af få afdankede fruentimmere, samt nogle ganske kønne østafrikanske piger, hvor det dog var tydeligt, at de var slaver og deres beskæftigelse dem så inderligt imod, at Kreihorst mistede lysten. Slaveri havde han det svært med, og han brød sig egentlig heller ikke om konvojtjeneste for danske slaveskibe fra Østafrika til Vestindien.

Jo mere uroen voksede, på skibet, i vejret og i hans underliv, længtes han hjem til sin Sidse, som i snart 20 år havde været hans trygge havn. Intet kunne måle sig med de korte og intense dage, når han kom hjem, og de nærmest syge af lyst og længsel kastede sig over hinanden. Sidste gang ville han hilse på en ven den første dag, han var hjemme i København. Da havde Sidse i en håndevending bundet hans hænder til sengen og skubbet ham ned i den. "Du går ingen steder, før jeg er færdig med dig, Petrus Kreihorst!" havde hun smilende befalet, "Om på ryggen!" Og da han ikke straks makkede ret, havde hun trukket hans livrem ud af benklæderne og givet hans ende 5 rap med den. Derpå havde hun, uden at tage sig af hans spagfærdige protester, taget hans benklæder af. Halvnøgen og bundet havde han ligget på sengen; udsat for Sidses luner. Han kunne ikke huske, hvor mange gange han havde været op i hende denne aften. Eller rettere, hvor mange gange hun havde været ned over ham. Men han kunne huske, hvor udspekuleret Sidse med hænder, mund, bryster og endda fødder havde fået hans udmarvede lem op at stå igen. Til sidst var der ikke mere i ham og hans bidrag blev kun en næsten smertefuld lille klat.

Da han omsider blev løsnet under blide kys og kram, udtømt og udmattet som sjældent før, hviskede Sidse til ham. "Det her må vi gøre igen. Jeg elsker dig, sømand." Kreihorst havde brummet tilfreds, og arm i arm var de faldet i søvn.

En krængning kaldte ham tilbage til virkeligheden. Satans orkan. Men værre end orkanen var overtroen i mandskabet. Men at orkanen var Guds straf, troede Kreihorst ikke et sekund på. Men hvad betød det, når mandskabet gjorde!

Fortsættes HER