2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Orkanen

Resumé:
Vi er i året 1769. Louise er guvernørdatter og på vej fra Frederiksøerne til Bergen i Norge, om bord på briggen Vædderen. Alene pige er hun dog ikke da hun deler kahyt med Dona Maria. De havde en erotisk oplevelse sammen i går, som dog endte katastrofalt. Men vi må se hvad der videre sker om bord på Vædderen...

Uvejret kom pludseligt. Dona Maria opdagede det ved, at hun faldt ud af den smalle briks, som hun måtte dele med guvernørdatteren.

Løjtnant Clausen havde vagten den nat. En søvnig nattevagt i magsvejr, der med ét slag var forvandlet til hektisk aktivitet, der gjaldt liv eller død. Næsten uden varsel var den første bølge rullet ind over dækket og Clausen måtte konstatere, at den pludselige orkan piskede bølgerne højere end de huse, han kendte hjemme fra Marstal. "Klart skib!", "Stryg topsejl!", "Fastgør det der, matros!" Luften var fuld af hektiske kommandoråb, der næsten syntes af ingenting i forhold til orkanens øresønderrivende hylen.

"Fremragende sømandskab," mumlede Kreihorst, da han var kommet på dækket, til Clausen, der havde hektiske røde pletter i sit drengede ansigt. Efter en pause fortsatte han: "Men hvilken rædsel! Mit knæ kan mærke, at dette bliver slemt. Vi har to fjender nu. Orkanen og stemningen i mandskabet. Clausen, hold øjne og ører åbne!"

Højbådsmanden, Torbjørn, var trådt hen til dem for at aflægge rapport. Med en rutineret bevægelse fastgjorde han sin sikkerhedsline til masten. Sørutinen var malet i hans furede ansigt. "De første er begyndt at tale om, at De med Deres mildhed og fruentimmerne med deres gerning, har kaldt Guds vrede over os og den slags kællingehistorier," oplyste han.
"Det frygtede jeg," svarede kaptajnen bekymret, "Fortsætter det, må vi gribe ind. Gribe hårdt ind!"

Næste morgen var selv hærdede søfolk helt grønne i hovederne. Selv løjtnant Woersøe var noget bleg, da han gik en runde under dæk. I en krog stod nogle sømænd og snakkede. Woersøe opfattede ord som "holsteneren" og "trodse Gud" og Woersøe vidste godt, at holsteneren var selveste kaptajnen. Og han vidste godt, at til søs var en tunge i et frustreret mandskab farligere, end en tændstik i skibets krudtkammer. "Nu skal han lære, at han skal vare sin mund!" råbte Woersøe med tydelig røst. "Bådsmand, grib ham!" befalede han en bådsmand i nærheden. Bådsmanden førte en tydelig nervøs matros af sted. Matrosen var en tætbygget, muskuløs ung mand, blond, næsten hvidt, der først lige var blevet fuldbefaren matros. Bådsmanden så spørgende på Woersøe. "Til masten," oplyste Woersøe. "På dæk?" spurgte bådsmanden overrasket.

Woersøe rystede på hovedet. "Ingen skal være på dækket. Det bliver på banjedækket.”

Her blev mandens skjorte løsnet og han blev bundet til masten. Hans benklæder blev løsnet og trukket så meget ned, at hele ryggen blev blotlagt sammen med det øverste af hans balder. Yngstebådsmand, i hvis lod det faldt at være skibets profos, var blevet tilkaldt og stod klar med tampen, et armtykt stykke tov. Skibets soldater markerede en firkant om sceneriet. Og udenom havde mandskabet samlet sig. Woersøe oplod sin røst og talte om, at alle nu kunne lære, hvad der skete, dersom man truede skibets sikkerhed og moralen ombord igennem løs snak. Da han var færdig med talen, sagde han "27" til bådsmanden, og på et nik fra Woersøe, gik bådsmanden i gang. Inderst inde nød Woersøe at se musklernes spil under huden, når et slag med tampen ramte, selv om, måtte han indrømme overfor sig selv, det ville være smukkere, hvis huden ikke blev ødelagt. "Swusj" sagde det, og en ny dybrød stribe kom på sømandens ryg.

Woersøe kunne fornemme et behov i sin lænd og undrede sig et splitsekund over, om han mon var ene om denne fornemmelse. Et nyt "Swusj" bragte ham tilbage til virkeligheden.

Alt dette vidste Dona Maria og Louise intet om. De sad blot og kedede sig i deres lukaf.

Fortsættes HER