2012

Vædderens togt skrevet af Ham dér

Fruentimmere ombord

Resumé:

Året er 1769, og Louise skal med en båd hjem til Bergen fra Frederiksøerne. En rejse der kan tage op til 4 måneder, hvis man da i det hele taget når hele vejen. Og en kvinde blandt så mange søfolk hmmm. Lad os se hvordan det går...

September 1769

Skibets lugt af tjære og træ og den salte havduft var føltes som en befrielse for Louise. Det var, som om hun var sluppet fra et fængsel, Frederiksøerne. At skibet med sine 50 alens længde var en ny form for fængsel, havde Louise godt nok tænkt på. Men det var jo kun en kort overgang, før hun kunne komme tilbage til Bergen – og friheden.

Der var et mærkeligt sammensurium af mennesker om bord på orlogsbriggen Vædderen. Først af alt kaptajnen, Petrus Kreihorst, hvis holstenske baggrund ikke fornægtede sig, hverken i navnet eller i den måde, som han udtalte de bløde d'er på, som underligt nok, selv om hendes norske vanskeligheder med de bløde d'er var de samme, lød helt anderledes.

Kreihorst var en myndig skikkelse. Muskuløs og rank, midt i 40'erne. Uniformen altid pletfri. Benklæderne var højrøde, skoene skinnende og det store sølvspænde var både stort og af sølv. Den mørkeblå uniformsfrakke var mørkeblå og hatten pyntet med guldbånd. Det var tydeligt, at mandskabet omgikkes ham med respekt, men ikke med angst. I de få samtaler, som de havde haft, når de "skaffede" i hans kahyt siden de var sejlet, havde han vist sig som beleven og vidende. Han talte meget om "fornuften," og måske behandlede han også sit mandskab som fornuftige væsener.

Første officer, løjtnant Woersøe, var en anden type. Han var en senet type. Uniformen frisk og skinnende. Hans stemme kunne blive skinger; og overfor ham havde mandskabet et andet udtryk. Når de omgikkes ham, kunne man ane en lurende frygt i deres øjne. Anden officer var vist ikke officer. Kreihorst havde fortalt Louise, at Vædderen havde mistet en officer i en bataille med sørøvere på vej mod Frederiksøerne, og derfor måtte skibets søkadet, Jørgen Clausen, træde til som fungerende løjtnant. Og det var underligt, for hans øjne smilede altid drilende, når de så på hende. De lyse lokker lyste under hatten. Han var høj og ranglet, og de var nok jævnaldrende.

Det sjove var også, at når mændene omgikkes ham, smilede de ind imellem. Ikke hånligt, snarere glad. Og alligevel gjorde de, som han sagde. Der var også en masse andre mennesker. Hovmesteren, der vistnok sørgede for skibets forråd og serverede for officererne, når de "skaffede." Louise kunne ikke forstå, at sømænd ikke kunne sige "spise," når de mente "spise."

Højbådsmanden Torbjørn var norsk ligesom hende. Der var yderligere et par bådsmænd. Og så var der frygteligt mange sømænd. Dem kunne hun ikke navnene på. Men hun havde bidt mærke i én. Han var ret lækker. Han hed Thede. Blond, næsten hvidhåret, og muskler… "jeg siger dig," tænkte Louise, og hun ville gerne have fortalt sin lillesøster Marit om ham. I en kort stund savnede hun Frederiksøerne.

Hun delte "lukaf," som et kammer hed til søs, med Dona Maria de Nadal, som var spanioler. Kaptajnen havde reddet hende fra sørøvere på vej til Frederiksøerne, sagde man.

Tænk at være fanget af sørøvere, tænkte Louise. Tænk på, hvad man skulle? Louise gøs ved tanken. Og samtidig kunne hun ikke lade være med at bemærke, at der bredte sig en underlig varme i hendes krop ved tanken. Hun rødmede igen. Jørgen Clausen så det og løftede spørgende et øjenbryn. Så kom de drillende, smilende øjne igen. Og varmen blev værre – eller bedre. Louise var vis på, at hun rødmede des mere.

Løjtnant Woersøe var ikke en særlig populær mand i mandskabet. Som første officer var det en del af hans pligter at opretholde disciplinen ombord. Det blev man sjældent populær på, men måske var han også mere korrekt, mere nøjeregnende end andre af slagsen. Der var jo kvinder ombord. Og mændene var begyndt at murre, at hviske-tiske i smug, når de var under dæk og troede, at officererne ikke hørte det. Pointen i snakken på banjedækket var, om end lavmælt, ligeså simpel som tydelig: At redde ét fruentimmer fra sørøvere var, hvad det var.

Men uden tvingende nødvendighed at påbegynde en sørejse på flere uger med to kvinder ombord, var at udfordre skæbnen, ja udfordre Vorherre selv, som i sin visdom havde indrettet det sådan, at skibe var for mænd.

Dog havde Woersøe ører for hvisken. Og for at dæmpe snakken og hviskeriet, havde han allerede kort efter afgangen fra Frederiksøerne beordret, at kvinderne holdt sig i deres lukaf, medmindre en officer ledsagede dem, så de kunne få lidt luft, idet han håbede, at det gamle ord om ude af øje, ude af sind, var sandt.

Så Louise Kjersti Ringheim og Dona Maria de Nadal kedede sig bravt i deres lille hummer, som forvandlede søens frihed til et flydende, tjærelugtende fængsel. Og samtale var det desværre så som så med. For vel kunne begge en smule fransk, men så var det heller ikke mere bevendt. Så hvad kunne man få dagen til at gå med på 2,5 kvadratmeter? At én lå og døsede på briksen og den anden sad på kanten og lavede lige så lidt. Louise kunne godt gribe sig i at se på Dona Maria, som hun lå der. Hun var en smuk kvinde. Fyrige øjne, gnistrende sort hår, slanke lemmer og så alligevel trind de rigtige steder.

Louise kunne godt føle sig som en pind ved siden af. Dona Maria var faldet i staver. Louise var noget nær det samme. Uden at Louise tænkte over det, var hendes hånd havnet på Dona Marias krop. Da Louise vågnede af sin dagdrøm, var hendes hånd uforvarende i gang med at ælte Dona Marias ene bryst. Forfærdet ville Louise trække hånden til sig; men i samme øjeblik holdt Dona Maria fat om hendes håndled og lagde Louises hånd tilbage på sit bryst. Louise var lettet, for Dona Maria tog det ikke ilde op. Samtidig fornemmende hun en anspændt rædsel ved, hvad der nu var ved at hænde. Hun mærkede en hånd på sit lår. Det sendte ilinger igennem hendes krop.

Og uden at de havde vekslet et ord, var Dona Maria snart i gang med at snøre Louises kjole op. Louise lod det ske og stod snart nøgen foran Dona Maria, der smilede ved synet af den unge krop med de små, faste bryster og de lange lemmer. Louise havde på samme tid fornemmelsen af usikkerhed grænsende til ydmygelse, der samtidig var en rar og kildrende fornemmele. Blidt strøg Dona Maria over Louises bryst, ned over maven og ned til hendes skridt. Hun trak lidt i de små blonde hår. Det fik det til at gibbe i Louise, der dog gibbede mere, da Dona Marias hånd kom helt imellem Louises ben. Louise trak vejret i et tydelig hørbart stød.

Dona Maria lagde med et mildt strengt blik en finger over Louises læber. Louise nikkede. Hun vidste det godt, de måtte være stille. Alt kunne høres om bord på et skib.

Derfor sagde hun ikke en lyd, da Marias hånd lidt efter stak et par fingre op i Louises fjams. "Oh," udbrød Dona Maria overrasket, da hun opdagede, at Louise stadig var jomfru. Det havde hun ingen planer om at ændre og holdt med en undskyldende bevægelse hænderne i vejret. Det både skuffede og lettede Louise, der i næste øjeblik var blevet lagt i sengen. Dona Maria gjorde med spørgende mine anstalter til at tage sin kjole af. Louise nikkede.

Fordi Dona Maria var kommet ombord, som hun var, havde hun ikke flere lag tøj som Louise. Under kjolen havde hun blot en nødtørftig og uklædelig særk af sejldug. Desforuden var hun nøgen. To svære bryster og en rund bag viste sig på en klejn og feminin krop. Smilet i Dona Marias øjne gnistrede, da hun satte sig til Louise. Uden et ord begyndte hun at røre ved Louises unge bryster, på skift fjerlet og blidt og hård og krævende. Igen opdagede Louise fornemmelser, hun ikke havde kendt før og hun svømmede hen over Dona Marias behandling. Da behandlingen stoppede, åbnede Louise øjnene for at opdage, at Dona Marias skridt i dette øjeblik blev placeret foran hendes ansigt.

Så nært fra havde Louise aldrig set kvindekønnet. Og i næste øjeblik mærkede hun noget, hun havde oplevet én gang før: en tunge mod sit eget køn, mod den lille knop, der kunne give så megen nydelse.

Instinktivt holdt Louise så Marias behårede skamlæber til side og begyndte at slikke. Marias tunge var øvet og effektivt, og et hyl undslap Louises læber. De holdt inde begge, forskrækket over tanken at blive hørt. For sent, for døren fløj op og ind trådte løjtnant Woersøe med trukket sabel, tydeligvis forberedt på at finde en sømand i færd med at lade kvinderne lide overlast. Woersøe tabte underkæben et øjeblik, men råbte alligevel til en skibsdreng, der tilfældigvis kom forbi, at han skulle hente kaptajnen.

"Utugt!" sagde kaptajnen, da han lidt senere stod i lukaf'et overfor to nøgne kvinder, der kiggede brødbetynget i dørken.

"Woersøe, hvilken straf nævner søartiklerne for slige sager?"

Woersøe kløede sig i nakken. "Jeg tror ikke, man har tænkt denne situation. Men der er en bestemmelse om, at den, der er løsagtig med en kvinde ombord, skal løbe ned fra råen tre gange."

Kaptajnen sank. Så vendte han sig mod Woersøe igen: "Har De hørt om tilfælde, hvor man har ladet fruentimmere løbe ned fra råen?'

Woersøe rystede på hovedet.

"Vi må tænke," bestemte kaptajnen, "Lad dem tage tøj på og bagbind dem så i lukaf'et, så de ikke får ideer!" bestemte kaptajnen.

Og sådan blev det. Efter en times tid havde kaptajnen truffet en beslutning. Han afkrævede kvinderne et løfte om, at noget lignende ikke ville ske igen; så ville han lade det ligge - foreløbigt. Foreløbigt var der også kun få ombord, der havde fået færten af, hvad der var sket. Men i løbet af timer, det vidste Kreihorst af erfaring, ville hele skibet vide det.

Inden det var så vidt, brød uvejret ud over dem.

Fortsættes HER