Ugen, dag 7 Denne nye serie kan læses uafhængig af tidligere afsnit, som du dog kan finde HER Resume: Bane har fået en uges råderet over Ida i fødselsdagsgave. I den anledning har Bane indrettet et lille aflukke til hende hos sig. Én af Idas regler er, at hun ikke må lukke en dør uden at få lov. I går mødte de et par, der havde en slavinde med en ganske særlig bikiniunderdel. -------------------------------------------- Klokken 9 bankede det på vores dør. Udenfor stod ”hul”. Hun havde et badehåndklæde om livet og en strandtaske i hånden. Det var Ida, der lukkede op. Vi havde lige sat frem til morgenmad.

Ida bød hende indenfor, og ganske uopfordret lagde hun badehåndklædet, da hun var kommet ind. Hun var nøgen inde under det. Sammen tog vi plads omkring morgenmadsbordet. Solen skinnede. Hvor dagen i går var sensommer, som den var bedst, tegnede denne søndag til at være endnu bedre sensommer. ”Hvad hedder du egentlig rigtig?” spurgte jeg. ”Det må jeg ikke sige, Hr.” svarede hun. ”Det må du ikke sige, når du er sammen med dit herskab, nej. Men nu har dit herskab udlånt dig til mig. Så selvfølgelig skal du svare på mine spørgsmål.” ”Undskyld, Hr. Agnes, Hr.” Jeg bed mærke i, at hun ikke sagde det sidste ”e” i Herre. Det var nok forbeholdt hendes herre.

”Er de hårde ved dig?” spurgte Ida. ”Snarere udfordrende, Ida,” svarede ”hul”, da hun havde tænkt sig om, ”jeg straffes nok oftere med ydmygelse end med egentlig hårdhed. Men det kan være hårdt nok.” Ida smilede og nikkede vidende. ”Er sådan et 24/7 forhold ikke hårdt?” Agnes var forvirret et øjeblik: ”Jeg er ikke 24/7 slavinde. Det er mere, at herskabet kalder, og så kommer jeg. Og så er jeg slavinde, til de sender mig væk. Eller til mit civile liv simpelthen kræver mig. Men det plejer at være samtidigt. På den måde er herskabet meget forstående.” Agnes tog en bid af bollen.

”Men når du sådan altid står på spring,” vedblev Ida, ”er du vel også 24/7 slavinde, ikke ”hul”?” Her bestemte jeg mig for at teste Ida. ”Hvordan er det, du taler til vores gæst?” bjæffede jeg. Ida nærmest fór sammen af overraskelse. Og henvendt til Agnes spurgte jeg: ”Vil du gerne straffe hende for den respektløshed, Agnes?” Nu flyttede Agnes fregner sig til et smil, der afslørede næsten perfekte tænder. ”Det vil jeg gerne, Hr.” Og så smilede hun til Ida, der var blevet meget lille. ”Så værsgo!” sagde jeg. ”Må jeg bestemme?” spurgte Agnes vantro. Jeg nikkede. ”Det er dig, der er blevet forulempet.” ”Efter morgenmaden,” bemærkede hun til Ida. Ida nikkede. Hun så lidt bange ud.

Og lidt tændt. Efter morgenmaden ryddede Ida op. ”Du fortalte jo i går, at du løb. Har du løbetøjet med herud?” ville Agnes vide. Ida nikkede. ”Godt. Tag det på!” Ida udførte ordren, mens Agnes spurgte efter de bikinitrusser, som vi havde fået i går. Jeg hentede dem. Agnes tog os med til deres sommerhus, hvor Ida blev stillet i entreen og fik besked på at smide sine tights. Imens tog Agnes løbetøj på. Bagefter gav hun mig en nøgle og sagde: ”Vil De være venlig at låse her, når vi er af sted og vente i Deres sommerhus, Hr.?” Det ville jeg godt. Agnes tog bikinitrusserne og viste dem til Ida.

”Nu får du lov til at føle en specialitet, som min Herre altid har klar til mig til at holde bikinitrussen på plads. Den er lavet af is. Så snart du har fået den på plads i din numse, skal vi to løbe af sted ned til vandet. Dér smider vi T-shirt og sko; jeg smider også mine tights, og vi går i vandet helt til navlen. Så tilbage. Hvis du når at komme hjem, inden isen smelter, eller du når hjem før mig, skal jeg være rar og blid ved dig. Men smelter isen, og du kommer efter mig, så bliver det ikke bare åbenlyst, hvad slags trusser du går i, og at du er en fræk pige.

Men jeg bliver også hård og ubarmhjertig. Er der noget, du ikke forstår i det?” Ida rystede på hovedet. ”Nej, Agnes,” svarede hun tonløst og bed sig i læben. Indvendigt bandede hun. Men hendes øjne var tændte, og de forskellige signaler afspejlede nok, hvordan Ida havde det i sin helhed. Agnes skiftede til løbetøj, inden hun hentede is-dutten i køleskabets fryserum. Med flinke fingre skruede hun den på Idas bikinitrusser; Ida tog dem på og baksede is-dutten på plads med et ubeskriveligt ansigtsudtryk. ”Klar?” spurgte Agnes. ”Klar!” meldte Ida. Ida så klar ud. De gik ud af huset, Agnes talte, og på 3 spænede de af sted. Jeg låste dette hus og gik til vores.

Jeg spejdede de to piger i møde. Det varede ikke længe, før jeg kunne se dem komme over yderste klitrække. Det var virkelig et tæt løb. De ramte grusvejen, og da de var 50 meter fra huset stod det stadig lige. Hverken Agnes og Ida var ikke til sinds at tabe denne dyst. Men jeg måtte da erkende, at Idas bikinitrusser, der havde siddet stramt, da hun tog af sted, flagrede noget. Så skete det. Pludselig forlod Idas pikante trussebefæstning det varme hul – der var ikke mere is - og Ida løb med en formålsløs strimmel tøj, der dinglede ned fra hendes forside.

Det korte øjeblik af befippelse eller bestyrtelse, som Ida havde, var tilstrækkelig til, at Agnes kom til huset først, mens Ida måtte løbe de sidste snese meter med en tydelig og ydmygende rumpe bar. Hun kunne kun håbe, ingen så det. ”Så fik vi det afgjort,” konstaterede Agnes tørt. Ida nikkede mut, men da hun inde i huset fik besked på at smide T-shirt, trusserester, sokker og løbesko, efterkom hun det uden tøven. Agnes bandt Idas arme stramt sammen bag Idas ryg. Det var tydeligt, at det ikke ligefrem var en behagelig stilling for Ida med sammensnørede albuer.

Dernæst bandt Agnes Idas ben sammen over knæene, men viklede rebet sådan, at Idas knæ blev tvunget til at have lidt afstand til hinanden; ikke meget, blot en 7-8 centimeter. Agnes kiggede tilfreds på sit værk. Så stillede hun sig foran Ida. ”Hvad er dit stopord?” spurgte hun. ”Jeg har ikke noget stopord,” svarede Ida sandfærdigt. I samme øjeblik tog Agnes hænder fat i Idas brystvorter og trak dem hårdt og voldsomt opad. Ida måtte virkelig stå på tæer for at følge med. Det gjorde tydeligvis ondt. ”Kun små dumme piger har ikke noget stopord,” bemærkede Agnes med en vis nedladende skarphed, ”så må du jo finde ét!” Tonen tålte ingen diskussion.

Og i Idas prekære situation nævnte hun det første, der faldt hende ind: ”Assens!”, råbte hun, ”Assens er mit stopord!” Agnes lod Ida komme lidt ned og spurgte sukkersødt: ”Nå, du synes ikke, at du vil bruge energi på at tiltale mig ordentligt?” ”Jo, undskyld. Assens er mit stopord, Agnes,” svarede Ida, der i samme øjeblik blev hevet lidt op igen på en ganske bestemt måde. ”Åh, og du mener, at du har en position, hvor du bare kan tiltale mig med fornavn. Har du ingen manerer, dumme lille pige?” Agnes trak en lille smule mere opad. Ida måtte op på tå igen. ”Undskyld, frøken Agnes, jeg forglemte mig, frøken Agnes!” fik Ida fremstammet.

Det var tydeligt på Idas krop, at den mente, at den nu havde gjort sin pligt og måtte slappe af igen. Men Agnes holdt fast og spurgte: ”Og lærerinden mener måske ikke, at et tillægsord ville være på sin plads?” Ida tænkte kun et splitsekund, før hun svarede: ”Tilgiv mig, gode frøken Agnes; jeg er uvant med denne situation. Jeg lover, at jeg hurtigt vil finde min plads, gode frøken Agnes!” ”'Gode frøken Agnes' kan jeg leve med,” bemærkede Agnes, smilede og lod Ida komme ned på fødderne igen. ”Og hvad skal vi så kalde dig?” ”Hvad De ønsker, gode frøken Agnes!” svarede Ida. ”Det lader til, at du virkeligt hurtigt finder din plads. Jeg er imponeret,” konstaterede Agnes anerkendende.

”Tak, gode frøken Agnes,” svarede Ida. ”Jeg tror, vi skal kalde dig 'lille hul', ikke?” spurgte Agnes. ”Tak, gode frøken Agnes. De er så nådig,” svarede Ida. Jeg kunne se antydningen af et smil omkring hendes mund. Agnes måtte fnise. Ida fik et blidt strøg over kinden, der fortsatte ned ad halsen, over det ene bryst, forbi navlen for at ende i Idas skridt. Der kom et hørbart suk ud af Idas mund, da to fingre trængte ind i hende. Da Agnes trak fingrene ud igen, kunne ingen være i tvivl om, at de var smurt ind i væde, der glinsede i sollyset.

”Jeg skulle bare være sikker,” mumlede Agnes og spurgte så Ida: ”Og hvad betyder dette?” ”At jeg er liderlig, gode frøken Agnes”, svarede Ida. I samme øjeblik ramte Agnes hånd Idas kind. Ikke så hårdt, at det var en lussing, men det var utvivlsomt en demonstration af magt. Det gav et sæt i Ida. ”Hvem er liderlig, lille hul?” spurgte Agnes. ”Lille hul er liderlig, gode frøken Agnes,” svarede Ida, forskrækket og brødebetynget. ”Du er ganske uduelig, lille hul, uopdragen og uduelig,” smældede Agnes, der nød situationen. ”Er det måske ikke også dig, der har ryddet op efter morgenmaden?” ”Jo, gode frøken Agnes”, svarede Ida. Agnes tog fat i Idas brystvorter og trak hende op.

Mens Ida måtte op på tæerne, begyndte Agnes at trække hende gennem rummet på den måde, og Ida måtte trippe bagefter på tåspidserne med bundne ben. Agnes fortsatte: ”Kan det lille hul, lærerinden, måske ikke engang svare i hele sætninger?” Tonen var kunstig hånlig. ”Undskyld, gode frøken Agnes. Det lille hul har ryddet op efter morgenmaden,” skyndte Ida sig at svare. Agnes løsnede grebet. ”Så se på gulvet ved spisebordet! Hvordan ser det ud?” Ida kiggede hen til klinkegulvet ved spisepladsen. ”Det er fuld af krummer, gode frøken Agnes,” svarede hun. Agnes nikkede. Agnes førte Ida hen til kanten mellem tæppe og klinkegulvet og fik hende til at knæle sig ned og bøje overkroppen langt forover.

Hun vinkede mig med ud af rummet, og vi efterlod Ida sådan. Agnes havde brug for en kost og noget snor og spurgte, om Ida havde et fjernstyret æg. Det havde Ida ikke, men Ida fik lov til at låne Agnes'. Jeg fandt kosten og noget snor. Agnes fandt æg og glidecreme frem i sin taske (Hvad enhver kvinde....) Agnes smurte øverste del af kosteskaftet ind i glidecreme. Uden dikkedarer proppede Agnes kosteskaftet op i Idas lækre numse. Ida pev lidt, men fik blot besked på at holde mund eller bruge stopordet. Så forbandt hun, med snoren, selve den træplade, som børsterne er fæstnet på, med Idas ankler og dernæst med ringene i Idas skamlæber.

Hver bevægelse, som Ida gjorde ville således trække i hendes skamlæber eller støde i hendes røv. Agnes smuttede ægget op i Idas fisse. Det gav et gisp i hende. ”Fej!” beordrede Agnes. Og Ida gjorde sig store anstrengelser med at feje krummerne sammen. Projektet varede længe, og det var tydeligt, at stødene, ægget og trækkene i skamlæberne ikke ligefrem forcerede fejningen. Flere gange så det ud til, at Ida var lige ved at komme. Men så drejede Agnes lidt ved fjernbetjeningen, og det hele gik i sig selv igen. Men Ida blev færdig, selv om Agnes hjalp hende med fejebakken. Så løsnede og fjernede Agnes kosten, men beholdt snorene i ringene.

”Hun er klar til Dem, Hr.” sagde hun til mig og pegede på Idas gabende røvhul. Agnes gjorde min pik våd med sin mund, og jeg kunne trænge ind i Ida. Jeg kunne i min pik mærke, hvordan Agnes legede med vibrationerne i ægget. Hun trak også i Idas skamlæber, mens jeg pumpede i Idas røv. Denne uvante påvirkning gjorde, at jeg kom temmelig hurtigt. Men det blev også hurtigt for meget for Ida, og hun kom med et dybt brum og sprøjtede en lille sø på klinkegulvet. ”Du spurgte ikke om lov,” konstaterede jeg tørt. ”Det ænsede jeg ikke, Bane, det var for vildt,” svarede Ida uden at kere sig om dårlige undskyldninger.

”Så er det vist på tide, at du som straf gør det, du aldrig ville gøre, ikke?” bemærkede jeg. Det var vigtigt for mig at give Ida en udvej. Derfor var det et spørgsmål. Men Ida nikkede blot og vendte sig kejtet om. Agnes så spørgende på mig, men det gik op for hende, hvad det handlede om, da Ida med et suk tog min pik, der lige havde været i hendes røv, i munden og begyndte at slikke den ren. På hendes mimik var det tydeligt at se, at hun ikke nød det.

Om det var et udtryk for anerkendelse eller søsterlig solidaritet, ved jeg ikke, men Agnes gav Ida en ordentlig tungeslasker efter, at Ida havde sluppet min pik. Det nød Ida til gengæld. ”Må lille hul bede om noget at drikke?” spurgte Ida forsigtigt. ”Det må du godt, Ida,” svarede Agnes, ”jeg løsner dig nu, så kan du selv tage, hvad du vil have.” Og sådan blev det. Men efter at hun havde drukket lidt vand og lidt kaffe, stillede jeg Ida i hjørnet med hænderne bag nakken og ryggen til, mens jeg stille og mageligt tog Agnes i sofaen. Ida kom omgående, da jeg sagde ”Slik ren!”, og slikkede først mig og så Agnes ren.

Vi trængte vist alle til lidt hvile. Så vi sad lidt og snakkede, og lidt senere blev Agnes hentet. Ida og jeg tog os en lur og besøgte stranden en sidste gang; Ida var iført en tækkelig bikini. Hun var blevet udfordret rigeligt til formiddag, skønnede jeg. Vi pakkede sammen og satte kursen hjem. ”Ugen slutter jo i aften”, bemærkede jeg, mens vi kørte, hvad synes du om det? Ida rødmede.

”Jeg kunne faktisk godt lide det,” bemærkede hun ledsaget af et lille tøsefnis, men blev hurtigt alvorlig igen og fortsatte: ”men det her gør vi ikke igen!” Jeg så nok skuffet ud, for kort tid efter smilede Ida sit varme smil og sagde: ”Hvis vi engang skal lave noget lignende, og det kan jo godt være, så bliver betingelsen, at alt der vedrører mit arbejde, fritages fuldstændigt. Dér er du nogle gange løbet storm mod mine grænser på en meget ubehagelig måde i denne uge.” Jeg vidste godt, hvad hun mente; og det var vel heller ikke rimeligt, at Ida skulle være bange for sit arbejde. Jeg lovede – og mente det – bod og bedring.

Det var et ømt punkt, Ida pegede på. Strengt taget var Ida jo stadig min natten med. Men da vi var ankommet hjemme hos Ida og havde pakket lidt ud, ringede det på døren. Dette gjorde, at det ikke blev til mere sex i denne omgang; for vi tilbragte det meste af aftenen og natten på skadestuen og på politigården. Men dén historie må I have til gode til en anden gang. Fortsættes HER