Ugen, dag 5 Denne nye serie kan læses uafhængig af tidligere afsnit, som du dog kan finde HER Resume: Bane har fået en uges råderet over Ida i fødselsdagsgave. I den anledning har Bane indrettet et lille aflukke til hende hjemme hos sig selv. Én af Idas regler er, at hun ikke må lukke en dør uden at få lov. ”Får du en lang dag i dag?” spørger jeg Ida, efter at hun har vækket mig med et lækkert blowjob, som jeg har bestilt. Ida ryster på hovedet; ”Om alt går vel, kan jeg være hjemme til frokosttid.

Jeg har jo knoklet lidt ekstra i sidste uge.” Hun er kommet op på alle fire på sengen og smiler frækt til mig. Der er en klat sperm på hendes ene kind. ”Så vi kan godt tage en lille frokost på Pigalle?” spørger jeg opløftet over udsigten, både til min nøgne kæreste som til en lækker frokost. ”Jeg tør ikke garantere det, men i udgangspunktet, ja,” bekræfter Ida. Efter morgenmaden siger jeg til Ida, der stadig er nøgen, at hun nu skal tømme sig omhyggeligt. ”Uh,” bemærker Ida. ”Det lyder godt nok ikke særligt arbejdsrelateret.” Det kan jeg kun bekræfte. Jeg kan høre hende rumstere på badeværelset; døren er jo åben. Og lidt efter kommer hun tilbage.

”Foreslå selv noget tøj,” siger jeg til hende. Imens går jeg ud i entreen, som Ida kommer ud i med en kort og alligevel klædelig nederdel og en sort gennemknappet skjorte. Desuden har hun en træningsdragt, en sportsbh og et par af de kedelige hvide trusser med i hånden. ”Du har idræt i dag?” spørger jeg – og hører straks, at det er et temmelig dumt spørgsmål. ”2 timer, 3. klasse. Sygevikar.” Jeg nikker tænksomt og tager mig så sammen: ”Trusser og træningsbukser er forkastet. Du skal finde noget strammere og kortere. Resten kan jeg godt acceptere.” Lidt efter kommer Ida tilbage med et par tights, som jeg nikker til.

”Please,” tigger Ida, ”må jeg ikke nok få noget under til idræt?” ”Jo da,” jeg smiler – og Ida ser overrasket på mig; ”du finder det i øverste skuffe ovre i entremøblet. Ida vender sig om, trækker skuffen ud og finder æsken. Den er aflang, firkantet, mere bred end høj. Ida kigger spørgende på mig, og jeg nikker. Hun pakker op. ”Nåda!” udbryder hun, da hun har pakket op, og fortsætter ”Hillemænd, hvilken dag!” Begejstringen er tydeligvis overspillet og får det ironiske skær, som Ida vistnok ønsker. Hun står med en latextrusse i hånden. Den har to indbyggede dildoer. ”Idræt med den der...” sukker hun tænksomt for sig selv, mens hun tager sig til hagen med den ene hånd.

”Jeg tænker, du skal tage den på nu, så du får tid til at vænne dig til den, før du skal i skole,” indskyder jeg. ”Jeg tænker, du har ret,” Ida smiler til mig, mens hun opgivende ryster på hovedet; ”Må jeg bruge glidecreme, ellers kan det nok blive knapt med tiden, hvis jeg først skal blive våd.” ”Så slemt?” spørger jeg. ”Lad mig sige det sådan: Det er lige nu ikke af lyst, at jeg vil tage den trusse på,” svarer hun. Jeg nikker. Et øjeblik efter kommer Ida tilbage med cremen, som hun smører på dildoerne. Det ser lidt akavet ud, da hun tager trusserne på. Men lidt efter glider også den bagerste dildo på plads.

Ida går lidt frem og tilbage. ”Det her bliver hårdt,” sukker hun. ”Så frygteligt eller så liderligt?” vil jeg vide. ”Det ved jeg ikke endnu, men jeg ved, det bliver hårdt.” Da Ida havde taget trussen på, blev hendes bevægelser sært kunstige, forsigtige og rykvise. Selv om det efter nogle minutter var mindre påfaldende. Lige før hun skal af sted, tager hun nederdel og skjorte på og pakker sportstøjet. Hun kysser mig krævende på munden, smiler og siger: ”Du er frygtelig. Jeg elsker dig!” Så er hun smuttet. Midt på formiddagen får jeg en sms: ”Hej elskede. Trænger til et brusebad efter idrætstimen. Har ikke fået glidecreme med. Må jeg godt slippe?” ”Nej!

Du kan trække trusserne lidt ned og skylle dig, uden at indholdet ryger ud. Træk dem så på plads igen! Ses på Pigalle. Kys!” Lidt i 1 mødtes vi på Pigalle. Jeg sad allerede ved et bord og smilede Ida i møde. Ida smilede tilbage. Hun så træt og også lidt alvorlig ud. ”Hej. Haft en god dag?” spurgte jeg. Ida satte sig med en forsigtig bevægelse og svarede: ”Frygteligt. Alting i mit underliv rumsterede. Det var én lang kamp for at opretholde selvbeherskelsen.” Ida holdt en pause, før hun fortsatte: ”Og jeg tabte. Jeg fik orgasme midt på gangen. Uden at få lov. De spurgte, om jeg havde det ok.

Inspektøren ville sende mig hjem.” ”Hvis jeg husker rigtigt, har jeg ikke lavet nogen regel om, at du ikke måtte komme uden lov.” Ida nikkede bekræftende, før hun med et alvorligt ansigtsudtryk tog ordet: ”Jeg siger ikke, at du ikke måtte det, du bød mig i dag. Jeg siger heller ikke, at det ikke har været sjovt. Men jeg har været rigtig træt af det og har alligevel været lydig, selv om jeg synes, at det er en farlig vej, du har sendt mig ud på i dag; og jeg vil gerne bede dig om at overveje den slags udfordringer på mit arbejde fremover.” Jeg nikkede stille. Hun havde jo ret.

”Det vil jeg tage med i mine overvejelser,” erklærede jeg. ”Godt!” sagde Ida. Stadig lidt kort for hovedet. Tjeneren kom med spisekort. Ida afviste sit og sagde med et smil til tjeneren, at hun stolede på den unge mands dømmekraft. ”Heldige ham!” svarede tjeneren og blinkede frækt med øjet. Da han var gået, lagde Ida hånden på min arm. ”Jeg er ikke sur, jeg er bare træt,” understregede hun, ”og må jeg godt tage det ud nu? Jeg skal sådan på wc. Be' om!” Jeg kiggede op fra kortet. ”Jeg har slet ikke tænkt på, at de stadig er i dig. Det må du godt.” Ida rejste sig for at gå, da jeg stoppede hende.

Jeg greb ned i min jakkelomme og rakte hende noget. Det var en lille hængelås. ”Du ved nok godt, hvad den skal,” sagde jeg, og Ida nikkede. ”Jeg har selvfølgelig nøglen,” fortsatte jeg, mens jeg allerede kiggede i spisekortet igen. Ida tog sin taske og gik. Da Ida kom tilbage, stod der allerede to lakseanretninger på bordet. ”Mums!” udbrød Ida og satte sig lidt kejtet. Jeg løftede mit hvidvinsglas, og vi skålede sammen. Vi talte om meget ved denne frokost. Også om, at der nu kun var 2½ dag tilbage. Ida smilede lidt genert.

”Vi kunne måske godt gentage det ved lejlighed,” sagde hun forsigtigt, ”jeg bliver tændt af denne tilstand af aldrig at vide, hvad der kommer; det kører i hovedet, og jeg bliver liderlig. Jeg bliver tændt af, at jeg ikke har magt – og ikke har ansvar for alt det frække.” ”Sig, at du er en liderlig tøs!” befalede jeg, mens jeg bøjede mig imod hende. ”Jeg er en liderlig tøs,” svarede Ida hviskende. ”Sig, at du er en drevlende fisse!” forlangte jeg. ”Jeg er en drevlende fisse!” svarede Ida. ”Sig, at du er min drevlende fisse!” fortsatte jeg. ”Jeg er din drevlende fisse!” svarede Ida som ønsket.

”Hvis du er MIN drevlende fisse, hvad er du så?” fortsatte jeg den verbale ydmygelse. ”Din slavindefisse?!” Idas svar lød ikke helt så sikkert som de tidligere. Du har ret, bekræftede jeg hende. ”Og hvad kan min slavindefisse så bruges til?” ville jeg vide. ”Din slavindefisse kan bruges til, hvad du vil!” svarede Ida. ”Sådan skal du tale om dig selv, når vi er alene. I hele sætninger. ”Det har din slavindefisse forstået,” bekræftede Ida. Hun kiggede ned i bordet. Det virkede, som om hun rødmede lidt. Lidt senere sad vi i min bil. ”Hvor kører vi hen?” spurgte Ida. ”Hvem?” svarede jeg vredt. ”Undskyld. Hvor kører du din slavindefisse hen?” rettede Ida. ”Vi skal besøge min mor,” meddelte jeg.

Vi ankom få minutter senere. Min mor er i sagens natur en ældre dame, i firserne faktisk, men frisk i enhver henseende. Det eneste, som vi børn og børnebørn hjælper med, er større indkøb og små håndværksting, skifte pærer, få wc'et til at stoppe med at løbe og den slags. Naturligvis er hun altid glad for besøgene; for der er ikke mange friske veninder tilbage. Denne uge var hele to pærer sprunget. Mor havde lavet kakao og købt kage; hun kendte jo Idas svage punkt på det område og havde taget rigtig godt imod hende. Under kagespisningen kom vi, som så ofte før, til at tale om gamle dage.

”Nu behandler han dig vel anstændigt, gør han ikke Ida?” spurgte mor. Ida nikkede med kage i munden. Mor fortsatte: ”Ja, nu om dage kan kvinder jo bare skride. I min tid måtte man være glad for en blid mand, selv om man da godt kunne have haft lyst til en fastere hånd ind imellem.” Her prustede jeg min kakao ud over underkoppen, mens jeg bebrejdende udbrød ”Mor!” Ida morede sig. ”Det er da rigtigt,” vedblev mor, ”dengang skulle man nødigt være en kvinde, hvis mand ikke var blid!” Ida nikkede igen, mens hun tyggede. Mor fortsatte: ”I dag er alting jo anderledes.

Jeg kan forstå på Bane, at du har været sammen med en pige i flere år?” Ida kiggede op og nikkede genert. ”Sådan noget kunne man jo ikke, da jeg var yngre.” Min mors talestrøm var ikke sådan til at stoppe. ”Egentlig har jeg jo altid godt kunnet tænke mig at prøve at være sammen med en pige.” Her fik Ida kagen i den gale hals og var ved at kløjes i den; men da Ida var færdig med at hoste og havde fået en fornuftig kulør igen, fortsatte mor: ”Men det er jeg vist bleven for gammel til. Det var så en af de ting, jeg ikke nåede.” Mor satte sig tilbage og så drømmende ud af vinduet.

”Hvem tænker du på, mor?” spurgte jeg. Ida rumsterede med kakaokoppen. ”Det ku' du li' at vide, knægt!” svarede mor med et smil. ”Hvorfor mener du egentlig, det er for sent?” ville jeg vide. ”Nej, hør nu, Bane. Jeg er i firserne. Der er ikke mange veninder tilbage, hvis krop og/eller hoved lystrer. Mit netværk, for at sige det moderne, er smuldret bort.” ”Du kan da låne Ida,” indskød jeg. Ida måtte sprutte den slurk kakao, hun lige havde taget, ned i koppen igen. Hun kiggede vantro på mig. Mor grinede. ”Nej, har man hørt det med!” udbrød hun mellem hulkene.

Da mor havde grebet sig selv igen, spurgte jeg Ida: ”Vil du ikke fortælle om vores arrangement?” Idas temperament kunne ses i hendes øjne; ellers kunne hun styre det, da hun stille og roligt forklarede min mere og mere måbende mor om vores aftale. Det tog mor lidt tid til at samle tankerne; men til både Idas og min store forbløffelse, mundede den efterfølgende samtale ud i følgende ordveksling: ”Jamen, hvis det er i orden med dig, Ida,” sagde min mor. Ida nikkede, både opgivende og forsigtigt smilende: ”Jeg har jo ikke så meget at skulle have sagt, som du kan høre.” Og inden jeg fik set mig om, blev jeg smidt ud.

”Du kan hente hende halv fem,” fik jeg at vide. Og da jeg havde forladt stuen, hørte jeg mor kommandere: ”Så er det af med klunset, min pige!” Og idet jeg er ved at forlade lejligheden kan jeg høre, at mor har fået øje på hængelåsen: ”Bane!” råbte hun, ”vi mangler en nøgle!” Idas sømmelige rødmen morede mig lidt, da jeg kom tilbage. Jeg afleverede nøglen og forlod lejligheden, men ikke uden at fundere over, hvad det var, jeg havde gjort. Klokken halv fem hentede jeg Ida. De havde begge tøj på, da jeg kom. Mor havde en særpræget glans i sine øjne. ”Har I moret jer?” måtte jeg vide. Til min store lettelse nikkede de begge.

”Det er en lille striks dame, som du har fundet dig dér,” bemærkede mor, da hun rakte mig nøglen. Jeg ville ikke spørge efter mere, og lidt efter var Ida og jeg i gang med at pakke os sammen. Der blev uddelt farvelknus; men Idas sidste replik til min mor, bed jeg mærke i: ”Og så tager du ikke trusser på før i morgen!” Ida lød skarp. ”Nej, frue” svarede mor omgående. På vej ud til min families sommerhus i Vejers – jeg havde pakket, også til Ida, men det var ikke ret meget – ville jeg gerne vide, hvad der var foregået. Men Ida nægtede at svare. ”Så må jeg jo straffe dig,” bemærkede jeg henkastet.

”For hvad, om jeg må spørge?” spurgte Ida. ”For at være ulydig. Jeg har råderet over dig i denne uge.” ”Stop lige en halv,” protesterede Ida, ”du har udlånt din slavindefisse i et par timer. Og når du har udlånt den, så er der nogle timer, der ikke tilhører dig. De tilhører din mor – og jeg siger ikke noget.” Jeg nikkede tænksomt. ”Du har en pointe,” sagde jeg, da jeg havde tænkt lidt; ”måske er det også bedst, at jeg ikke ved noget.” Nu var det Ida, der nikkede. ”Men måske bliver du straffet for ikke at blotte min slavindefisse, mens vi kører!” bemærker jeg tørt.

”Ups, undskyld!” svarer Ida og letter sin lækre rumpe fra sædet for at trække nederdelen op. Hun spreder benene. ”Forleden standsede din fortælling om Rebekka. Fortæl mere!” opfordrer jeg. Ida genoptog fortællingen. ”Det var som sagt fra starten ikke helt tydeligt, hvor meget Rebekka ønskede at underkaste sig. Det var, som om det slet ikke kunne stoppe, da hun først havde lugtet blod. Kontrollen bredte sig til alle mulige områder; og måske steg de mig til hovedet. Et eksempel: På et tidspunkt forviste jeg hende fra sengen i hendes soveværelse; hun havde været uvorn igen.

Det udviklede sig hurtigt til, at hun ikke længere måtte sove i sin egen seng, men på et liggeunderlag nedenfor benenden, om jeg så var der eller ej. Et andet eksempel, hvordan kontrollen udvidede sig er, at hun blev sat til at lave ”straffemad”. Kedelig mad af kål og rodfrugter; selvfølgelig også med henblik på, at hun skulle tabe sig. Men hun lavede det og frøs det i små portioner. Og pludselig indgik maden også i straffene og i min kontrol. Også hendes fysiske udvikling. Nogle gange var jeg ikke tilfreds med, hvor hurtigt hun løb. Det opdagede hun, og jeg opfordrede hende til selv at finde på en straf.

Som gammel sportspige tænkte jeg på armbøjninger eller mavebøjninger eller sådan noget. ”Ved du, hvad hun gjorde?” spurgte Ida pludselig. Jeg rystede på hovedet. ”Hun gik hen til en bræmme med brændenælder og fyldte sine løbeshorts og sin sportsbh med dem!” Ida rystede uforstående på hovedet og fortsatte: ”Det gjorde helt ondt på mig. Og sådan løb vi færdig den dag. Først da vi nåede mit hjem spurgte hun forsigtigt, om hun ikke måtte tage dem ud.” Jeg nøjedes ikke med det. Jeg var - mærkeligt nok - fuld af dårlig samvittighed. Hun blev barberet på mit badeværelse den dag. Det er det, jeg kender, der er bedst til at fjerne nældens små hår; ligesom brandmændene ved Vejers Strand.

Men så småt lærte jeg mine værktøjer at kende, da dybden af hendes underkastelse gik op for mig. En dybde, jeg slet ikke kunne forstå.” Her stoppede Idas fortælling. Vi kørte i tavshed længe. Det var mig, der brød tavsheden. ”Hvad skal din straf så være?” spurgte jeg. ”For ikke at have bar røv i sædet?” spurgte Ida. Jeg nikkede. ”Jeg er ikke Rebekka,” påpegede Ida. ”Det ved jeg godt. Men helt ærligt. Hvad skal din straf være?” Ida tænkte længe. Man kunne ane klitterne, da hun begyndte at smile og svarede: ”Et glas portvin med dig i skumringen. Det må være min straf.” Så brast hun i latter.

Jeg følte mig lidt snydt; men et glas portvin med Ida på terrassen i skumringen var ikke nogen dårlig idé. Og sådan blev det på en måde. Hvad Ida ikke vidste, var, at hun ville tilbringe denne hyggetime knælende på frosne ærter med slavindefissen frit fremme og den store plug i røven. Der skulle jo være plads til mig bagefter. Fortsættes HER