Tvillingerne, del 1 - Fortiden vender tilbage

Intet varer evigt. Den 1. april trådte jeg ud af udenrigstjenesten. Eksportstipendier er tidsbegrænsede, og jeg havde endda overskredet min tid. Det skyldes at min sidste chef. Eduard Bernkopff.
generalkonsul i Kuala Lumpur (se Please Tuan... det gør så ondt) havde overtalt mig til at blive lidt længere og gøre jobbet færdigt. Takket være hans formidabel anbefaling, fik jeg hurtig en ny stilling. Det var i et fransk firma, Societé Internationale du Petrole. Firmaet er ikke kendt af offentligheden, men til gengæld af alle internationale store olieselskaber. Vi laver alt det, de ikke vil have at gøre med… diskret. Fra en pumpe i Sahara, der har sat sig fast, over frikøbelse af en medarbejder, der har været på druktur i et strengt muslimsk emirat, til hemmelige forhandlinger med vanskelige regeringer, hvis moral er, skal vi sige det pænt… afvigende. Vanvittig interessant, godt betalt. Mit område var det gamle fjernøsten, nu bare i privat regi. Jeg arbejdede hjemmefra, men var næsten altid på farten. (Godt jeg ikke var gift dengang.)

Færdig med ministeriet og hr Bernkopff, nuværende ambassadør i Madrid.

---------------

Stor var derfor min forbløffelse, da jeg modtog en telefonopringning. - Unge mand, vil De være så venlig at møde på mit kontor i udenrigsministeriet på torsdag kl. 14! Arrogante stud! Ikke engang mit navn brugte han. “Unge mand!” Men vanvittig dygtig var han. Han havde været mig en god læremester. Altså mødte jeg op på Christianshavn og blev vist ind i et kontor. Der stod han så. Han lignede sig selv. Intet under at de i Østen havde kaldt ham en ronkedor, en løssluppen hanelefant der bare trampede alt ned der stod i vejen. Men dygtig. Med et diplomatisk talent som en ål… eller snarer en klapperslange! Og mærkværdigvis inderst inde en høj etik. Der var en anden mand tilstede. Midaldrende, mørklødet med sort hår, (det der var tilbage.) Gad vide hvor hans aner stammede fra? - Tillad mig at præsenterer hr. Benjamin Viertbaum, vekselerer. Nå, ham. Navnet formelig stank af penge. Der var ikke den bestyrelse hr. Viertbaum ikke var medlem af, herunder et par banker. Samtidig råbte det inden i mig: TVILLINGERNE. Viertbaums to børnebørn, tvillingerne Peter og Samuel, 25 år og kendt fra alle society spalter og blade. Gudeskønne så de ud på fotos, og stinkende rige var de, takket være en arv direkte fra deres farmor. En arv som hr. vekselerer Viertbaum bestyrede med stor kyndighed. Faderen, den pæne entreprenør Torstensen, var forsvundet for længst, og børnene havde antaget deres mors navn og boede hos hende. Hun var til gengæld kugleskør. Hun troede, at opdragelse bestod i ingen opdragelse, hvilket børnene bar tydelig præg af. Deres file hos politiet, for ballade og gadeuorden, var enorm. Men hvad. Alt kan købes for penge, var tilsyneladende deres motto. Nu sad de imidlertid i varetægtsarrest i Kuala Lumpur, sigtet for en cocktail af valutasmugling, besiddelse af euforiserende stoffer, modsættelse af arrest, samt ikke mindst for at have brugt peberspray mod prioren af abeklostret og de hellige aber. Især Samuel havde haft en rigelig … for rigelig, anvendelse af ordet FUCKING under arrestationen.

Og nu var det altså meningen, at jeg, takket være mit kendskab til forholdende, skulle rage kastanjerne ud af ilden.

---------------

- Ja, som De måske ved, er mine børnebørn ganske uretfærdigt blevet tilbageholdt i Kuala Lumpur. Ganske uden grund. Udenrigsministeriets borgerservice har intet kunne stille op, heller ikke generalkonsul Weber. Borgerservice plejer at være knagende dygtige, hvorimod det lød meget sandsynligt at Bernkopff’s efterfølger, Weber, havde jokket i det. - Jeg er ikke meget for det. Ministeriet er dygtigt. Forresten var det ikke TRE unge mennesker, der kom galt af sted? - Det drejer sig om mine børnebørn, den tredje kan være ligegyldig, lød det fra Viertbaum. Bernkopff nåede lige at opfatte glimtet i mine øjne. Det var hans egen etik, som han selv havde lært mig, der nu skød tilbage. - Det var ikke det hr. Viertbaum mente, naturligvis er alle tre indbefattet. - Godt. HVIS jeg går ind i sagen er det EN for ALLE og ALLE for EN. Også omkostningsmæssigt. Har De forstået hr. vekselerer? Viertbaum bed sig i læben. En ekstra omkostning, men han var nødt til at acceptere. - Men så lad os komme i gang. De har utvivlsomt et dossier med sagens akter hr. ambassadør? Han smilede, medens han hurtigt, lidt for hurtigt, trak et chateque op fra sin mappe. - Nej ikke det. Det tykke bagved. Det med ALLE sagens papirer. - De er konfidentielle. - Jeg vil se det hele, ellers… De ved at jeg kan holde min bøtte. Hr. ambassadøren smilte et tyndt smil. - Unge mand. Nu kender jeg Dem igen. Han vendte sig om mod den lille vekselerer og sagde, - Hr Viertbaum, vi er i gode hænder.

- Nu synes jeg at d’herrer skal gå en tur på en halv times tid, medens jeg læser.

---------------

Det var hårde sager i Bernkopff’s file. Jeg forstod godt, hvorfor både ministeriet og hr. Viertbaum ønskede sagen løst, og helst så diskret som muligt. Jeg forelagde mine betingelser: Diplomat pas. Jeg skulle ikke have noget af selv at havne i en malaysisk celle. Ubegrænsede, eller rigelige penge til rådighed. Jeg aflægger regnskab til ambassadøren. Jeg aflægger også rapport til Bernkopff hver tredje dag eller efter behov. Rådighed over den lille lejlighed, som konsulatet har til “specielle formål”. Det var en lejlighed som vi brugte til alt muligt. Bl.a. har jeg haft to eksportchauffører sovende i den, indtil flyet til Danmark kom. De tilbragte hele tiden på maven, bukseløse og med en ventilator rettet direkte mod ballerne. Da de skulle hjem, måtte jeg sørge for ekstra puder på flysæderne. Det var enden på en glad aften i Kuala Lumpur! Og sidst men ikke mindst. Jeg så direkte på vekselerer Viertbaum: - Ingen optræden bag min ryg. Heller ikke fra Deres datter! Xenia Viertbaum havde allerede været ude i pressen med harske angreb på “denne halvciviliserede abe republik.” De to herrer diskuterede et øjeblik, så sagde Bernkopff, - Ok vi går ind på Deres betingelser under forudsætning af, at De holder MIG personlig underrette om ALT, hvad De foretager Dem. Vi skiltes, efter at have aftalt et passende salær. Bernkopff har bl.a. lært mig ikke at være altruist, og jeg havde på fornemmelsen, at min forhenværende læremester ikke var helt utilfreds med sin gamle elev.

Da jeg kom hjem, lå der en mail fra min franske chef. Jeg var bevilget orlov på ubestemt tid. Bernkopff spildte ikke tiden.

---------------

To dage senere mellemlandede jeg i Singapore, hvor jeg spiste middag sammen med min ven, policechiefinspector Neel Tong. - Må jeg høre de uofficielle facts. - Det er i det store hele rigtigt. En kæmpe druktur, graffiti på flere biler og muren til abeklostret. Da prioren kommer ud, får han både maling og peberspray i hovedet, ligesom de hellige aber. Slagsmål med politiet, to betjente og en inspektør på hospitalet. De to brødre fundet i besiddelse af hash, intet på den tredje. Brødrene har tilsammen USD 30.000, som de ikke kan gøre rede for. Nu sidder de i varetægtsfængsel, sagen skal for om en uge. Den ene tvilling raser og vil se konsulen, helst ambassadøren nu og straks. Den anden tvilling er mere moderat, og den tredje bare græder. Og lige til sidst. Dommeren er ny, men anklageren er din gamle veninde, Madame Li. Hun vil garanteret gå efter 7-10 år… plus det løse. Tong slog et sigende smæld med tungen. Det lød som et piskesmæld, og sådan var det ment!

SHIT. Madame Li er dygtig, men fanatiker og hader hvide. Jeg har mødt hende før, og vi er ikke venner.

---------------

Jeg mødte dem i fængslet. Alle iført fængselstøj, rød åbenstående skjorte, ditto korte bukser, holdt oppe af en snor ikke en rem og barbenede. Tongs beskrivelse passede. Den ene tvilling svor og bandede og rasede over, at han ikke var blevet løsladt før. Den anden var mere nøgtern og klar over at, den var gal.

Den tredje var en dreng på kun 17½ år. Typisk dansk med ildrødt hår og fregner over hele ansigtet. Han bare sad og så apatisk ud, medens han gentog, - Jeg har lavet lort hr. ambassademand.

---------------

Der gik en uge inden retssagen begyndte. Jeg brugte den til sammen med konsulatets advokat, mr. Young, at samle bevismateriale og argumenter. Young var dygtig, og jeg kendte ham fra tidligere (se “Fra de nordlige provinser”), hvor vi prøvede at hjælpe en far og søn, der var taget for narkosmugling. Vi fik nedsat straffen, men det endte alligevel med både pisk og fængsel. Tvillingerne var ikke til megen hjælp og drengen endnu mindre. Mine gamle forbindelser med politiet hjalp lidt. Havde man testet spraydåserne for fingeraftryk? Ja, uheldigvis. De var fulde af brødrenes men kun meget få af drengens. Han hed i øvrigt Per Jensen. Jeg fik Bernkopff til at checke hans baggrund: Søn af en enlig mor, der boede sammen med en sømand, der ofte sejlede. Forlod skolen efter 9. klasse. Levede af understøttelse.

Intet fast arbejde. I den seneste tid set sammen med tvillingerne, der brugte ham som en slags stik-i-rend dreng.

---------------

De sidste dage tilbragte jeg med besøg hos prioren i Det hellige Abekloster. Jeg undskyldte dybt den ydmygelse, de hellige aber havde været ude for (faktisk så de meget nuttede ud med røde og grønne striber i den brune pels). Og naturligvis især prioren selv. (Han så ikke nuttet ud.) Jeg bemærkede, at abernes bure så lidt forsømte ud, og familien måske ville være villig til at bidrage til en forbedring, eventuelt med helt nye, afhængig af retssagens udfald! Til slut appellerede jeg til hans ordens høje mål: Altid af vise mildhed og tilgivelse, også når han skulle aflægge vidnesbyrd i retten.

Jeg efterlod en flaske virkelig god gammel 5 stjernet cognac, vel vidende at munkene ikke må drikke spiritus… men aberne må.

---------------

Også de forurettede betjente aflagde jeg besøg og fortalte dem, at udover hvad retten måtte tilkende dem af erstatning, ville familien kompensere dem for ødelagte uniformer og svie... afhængig af sagens udfald. På ingen måde af deres vidnesbyrd. Det lå mig så langt fra!

---------------

Så var jeg klar til retssagen. Der var ikke meget støtte at hente, men jeg havde et kort som jeg holdt for mig selv.

Fortsættes HER