“Tag din straf hvis du har gjort noget forkert!”
Det var min fars motto. Hvor har jeg ikke hørt det mange gange og inderst inde givet ham ret. Har man gjort noget galt, må man betale prisen.

Praksis var bare noget andet. Min far var ritmester ved dragonerne og vi boede på kasernen. Hans ideer om opdragelse af heste og børn var nogenlunde ens… og lige forkerte.

Hvor mange gange har jeg ikke stået i stalden med bukserne nede medens ridepisken trak striber på min bare røv og hestene var vidner.

“Tag din straf”. Jeg bed tænderne sammen medens jeg stønnede: “Åååågh!… iiiigh. AUV… NEJ.” Jeg VILLE tage min straf som en mand og ikke som min storebror der græd, hylede og skreg så det meste af kasernen kunne høre det.

Bagefter, må jeg indrømme, hørte jeg ikke mere til mit fejltrin, tværtom, sommetider prøvede min far at hjælpe mig ud af problemerne overfor omverdenen.

Nu er det aktuelt igen. “Tag din straf.” Jeg står i et lille forkontor et sted som jeg knap aner hvor er. Kornskrivergade 15. Oppe på tredje sal hos firmaet Rattan Import/Eksport. Ved siden af mig står Mogensen. Han ryster over hele kroppen, medens han hvisker: ”Nej, nej det er ikke rigtigt. Det kan man ikke. Jeg vil ikke” Han minder mig alt for meget om min storebror i gamle dage. Det var ham der startede, og nu kan han ikke tage sin straf. På min anden side står der et ungt menneske, nærmest en dreng, en teenager. Han er ligbleg og hvisker til mig: ”Hvad har I gjort? Hvor mange skal I have. Skal I have spanskrør?” Jeg svarer: “Hvad har du selv gjort” “Jeg har stjålet… smøger i et supermarked. Første gang fik jeg røvfuld. Det gjorde så ondt, jeg kunne mærke det i over en uge. Men nu skal jeg have rigtige tæsk.” Stemmen er ved at knække over og tårerne løber ned over ansigtet.

“Vi har modtaget bestikkelse. Det er noget du ikke ved hvad er, men det er noget med at få penge for noget ulovligt.”

Døren går op, en mand træder ind: hr. Rattan Han er vel omkring de halvtreds, middelhøj ser helt anonym ud. Lige siden vi accepterede korporlig straf, på almindelig dansk, klø, har jeg søgt oplysninger om den mand. Han synes at være en myte, kendt i mange kredse og dog ukendt. Alle der har stiftet bekendtskab med ham kan berette at det gjorde ondt, som regel på den bare røv oftest med spanskrør eller paddel, men han har også en pisk ved jeg. Foruden altså røvfuld som drengen har nydt godt af.

Men ingen ved hvem han i virkeligheden er. Han er fuldstændig grå.

“Nå der er I. I ved hvad der skal ske. Tag tøjet af. DET HELE!… Også dig Niclas.” Han vender sig mod teenageren. “Jeg troede du var smartere. Efter den første omgang. Men nej og nu betaler du prisen.” “Undskyld hr. Rattan, jeg skal aldrig gøre det mere. Lad mig slippe.”Niclas kan knap tale, han bare hvisker. Klæd dig af. Så kan du starte med at se hvad der sker med de andre.” “Det kan De ikke,” protesterer Mogensen, ”vi er ansat i…” “Ja, tak det vedkommer ikke mig. I har accepteret at blive straffet af mig, og det er mig der bestemmer.” Mogensen tier stille. Han er hvid i ansigtet. Tøjet kommer af. Mogensen er stadig hvid i ansigtet. Han udstøder mærkelige uforståelige lyde.

Selv lukker jeg øjnene medens jeg stripper. Jeg ved hvad der skal ske: “Tag din straf”. Men hvor meget, hvordan?

Niclas har opgivet. Han står stiv som en statue. Hans pik har rejst sig ukontrollabelt, det drypper fra den! Jeg tænker på mine egne teenage oplevelser på kasernen. Grænseløs frygt! “Hænderne om på ryggen!… MUSTAPHA! Mustapha. Jeg har hørt om ham. Rattans hjælper. Heller ikke han er mere end en stor teenager. Stærk og sportstrænet Musklerne strutter under hans T-shirt. Medens Rattan er iskold og rolig er Mustapha et billede på sadisme og brutalitet. Han griner hånligt medens han giver os håndjern på. Så tager han en tynd spanskrørspind frem. “Op med pikken. Ligesom Niclas.” Han stirrer på os to voksne. “Kom så. Stå med stiv pik! Nu skal jeg hjælpe. ”AUUGH!” Jeg udstøder et brøl da pinden rammer mine ubeskyttede nosser. Jeg mærker hvordan den rejser sig, den bliver tyk og står skråt op. Jeg er rød i hovedet og mærker at noget skal til at ske. “Iiiigh... NEJ.”Det er Mogensens tur. Han skriger og hyler, men efter 2-3 slag begynder han at stritte. “Nå Det var på tide køter. Lad os se dig sprøjte!” Mustapha hæver pinden og lader den glide over Mogensens ædlere dele. “NEJ, NEJ..ikke mere… AUUUGHH! Han vræler ukontrolleret og pludseligt sker det. Det vælder ud af ham Tyk hvid sperm der rammer gulvet og flyder ned ad hans lår. “Så er det godt Mustapha. Få dem ind ved siden af.” Hr. Rattan er kold og præcis. “Javel Herre” Mustapha har åbenbart lige så meget respekt og frygt for hr. Rattan som hans ofre har. En ny dør åbnes, vi kommer ind i et stort rum.

“Tag din straf.” Jeg har hørt om det rum før. Det er der hvor den egentlige afstraffelse finder sted. I midten er der en buk, som ofret kan bøje sig over, desuden er der et par andre mystiske møbler, deriblandt en briks…

Jeg har hørt beretninger om hvordan det er at været bundet til bukken, medens Rattans spanskrør suser over den bare røv. Ligegyldig hvem det er, høj eller lav, historien er altid den samme: Det gør vanvittig ondt!
Jeg har gjort noget forkert. Jeg skal tage min straf.

“Læg dig over den,“ Rattan peger på Mogensen og bukken. Han er stadig ligbleg, benene ryster under ham. “Nej, nej… UMP.” Han begynder at brække sig. “Mustapha.” Mustapha ved hvad han skal gøre. Han tager fat i nakken på stakkels Mogensen som var han en kattekilling og nærmest kaster ham over bukken Han er lammet. Han end ikke skriger, han fortsætter bare med at brække sig. Benene bliver spredt og bundet til to af bukkens ben... Af med håndjernene og armene bliver bundet til de to andre ben. Hr Rattan har tilsyneladende fuld tillid til hvad Mustapha laver. Han end ikke ser på de to, men nøjes med at holde øje med drengen og mig. Begge står vi stive af skræk. Medens det drypper ud af vores pik. Mogensen fortsætte med at udstøde uforståelige lyde medens brækket løber ud af ham. “Få det dog stoppet” siger Rattan uden at tage øjne fra os andre. Gennem øjenkrogene ser jeg hvordan Mustapha tager fat Mogensens hår og tvinger hovedet bagover. To fingre i munden, Mere UMP..UMP og den stolte kontorchef er reduceret til en lallende figur der ligger og gisper medens savlet driver ned over bukkens ben.

“Nå, så er du vel færdig køter” siger Mustapha. “Nu kommer alvoren.”

Så starter det: Spanskrøret! Hr. Rattan har valgt et langt og smidigt eksemplar. AUUUGH… AUUUGH … IIIIGH! Mogensen hyler, medens der stadig løber savl ud af hans mund. NEJ... NEJ. STOP DET! Rattan er ubønhørlig. Mogensens baller, der før var kridhvide som en god familiefaders forvandles til en rød masse. Swich... switch. For hver gang spanskrøret rammer tegnes en stribe over det følsomme kød. AUGH! AUGH. Mogensen er holdt op med at sige noget fornuftigt. Han bare skriger og skriger. Jeg begynder at nære en dyb foragt for ham. Det var hans ide så må han også tage sin straf og ikke bare vræle som et barn.

Omsider holder Rattan op. Mogensen ligger gispende over bukken med sin maltrakterede røv. En tynd blodstribe siver langsomt ned ad hans lår.

“Den næste“. Rattan stirrer på mig.” Mustapha gør sig klar. “Nej ikke på bukken, den er jo fuldstændig svinet til. Lad ham Mogensen ligge i sit bræk og brug briksen.” Briksen er lavet af læder på en stålramme. Den kan forskydes op og ned i højden. Ude i hjørnerne er der ringe til at binde ofret fast i.

“Læg dig… på maven.” Jeg adlyder. “Tag din straf, hvis du har gjort noget forkert” Jeg skal vise dem at jeg kan klare det!

Mine håndled og ankler bliver gjort fast til briksens 4 hjørner. En pude lagt under min pik. Den tvinger min røv op, så den står helt spændt. Jeg kan slet ikke røre mig nu. “Giv ham 60 rap. Brug remmen!” Rattans stemme er helt kold. Gennem øjenkrogene ser jeg Mustapha tage en rem frem. Den er kun 50-60 cm lang, men bred 15 cm eller så. Den ene ende er nittet fast til at træhåndtag, det ideelle instrument til at behandle et par nøgne baller med.

Jeg tager en dyb indånding og bider tænderne sammen. Tag din straf hvis du har gjort noget forkert.

“Åååågh. Pyh.” Det kan mærkes. Det siger klask hver gang Mustapha svinger remmen. Klask..klask. Han kan sit job… Perkerdrengen. Mer’ klask A.. aah. Han ved hvor han skal slå.

Gad vide hvor mange gange han har pisket en bar røv før? Eller har han lært det “The hard way” Har han selv fået tæsk af hr. Rattan? Er det hans egne erfaringer som han nu lader andre få del i?

PLUDSLIG GÅR DET GALT Jeg udstøder et højt skrig. Et vræl der når til himlen. “AUGH. AUUUUGH! NEJ LAD VÆRE.. STOP STOP JEG HAR FÅET NOK.” Mustapha har knækket mig. Jeg hyler værre end Mogensen. Det er som om en hvid dyne ruller ned over mig. Jeg kan intet se, bare nogle sorte pletter i det hvide. Smerten er over det hele. Jeg har ikke styr på min krop mere, selvom den er spændt fast til briksen. “Hold kæft din hund” Mustapha stopper, men kun for at åbne min mund og tvinge en ball-gag ind i den. “Auuugh. Auuugh.” Ingen kan høre mig mere. Det er kun det hvide cyberspace som jeg befinder mig alene i. Der hvor de sorte pletter farer rundt og det gør sindssygt ondt.

I den ydre verden fornemmer jeg stadig Mustaphas rem, der systematisk forvandler min bare røv til en ildkugle.

“Så er det godt.” Hr. Rattan har den fulde kontrol over Mustapha. Han stopper og fjerner min ball-gag. “Nå har du lært at adlyde? Sig pænt tak.” “Tak Mustapha, tak jeg skal nok være artig. Jeg skal gøre alt hvad du siger.” Jeg har ingen selvstændig vilje mere. Der står vi så begge to, nøgne med hænderne knugede om ballerne og tårerne løbende ned over ansigtet. VI HAR FÅET VORES STRAF. VI ER KNÆKKEDE. Mustapha ser hånligt på os. “Nå har I fået nok?” “Ja.” “Det hedder. JA HERRE”.

Vi farer sammen og mumler “JA, herre.”

Så er det Niclas. Han ligner en zombie. Det er lige før han besvimer. “Lad mig slippe hr. Rattan. Jeg skal aldrig stjæle noget mere. Hører De. Jeg skal være artig rest af mit liv… Please hr. Rattan.”

Rattan er ubevægelig. Drengen vender sig mod Mogensen og mig. “Hjælp mig. Sig til ham at jeg ikke skal gøre det igen. Lad mig slippe for tæsk Hjælp mig..skån min røv.”

Jeg stirrer på Rattan. Kan jeg gøre noget for den stakkels dreng. På den anden side: “Tag din straf hvis du har gjort noget forkert.” Selvom jeg har svigtet og er ved at gå til af smerte, tror jeg stadig på det.

“Hr. Rattan..” begynder jeg. “Han har allerede fået en advarsel og alligevel fortsatte han. Han må tage sin straf. Er det ikke det De selv har sagt, selvom De så sørgeligt har svigtet Deres idealer da det kom til stykket.”

Jeg er tavs, jeg har intet at sige. Rattan står stille og tænker… Niclas venter, måske med et svagt håb inderst inde.

“Godt.” Rattan vender sig mod mig. “De giver Niclas så mange rap med spanskrøret, som De selv synes, at han fortjener. Og så hårdt som De selv synes. Hvis det ikke er op til hvad jeg synes, overtager jeg det selv, og så er det 30 ekstra… FORSTÅET!”

“Godt. Mustapha læg ham over briksen og få puden ind under ham. Mustapha gør som befalet, han ser skuffet ud. Havde han mon håbet selv at skulle svinge spanskrøret?

Niclas stirrer på mig. Han ved ikke hvad han skal tro eller håbe. Hvad venter der ham? “Hr.. hr. De må ikke slå mig ihjel.. ikke hårdt” hvisker han.
Så ligger han der. Uden tøj, enden er dækket af gåsehud og stritter lige op i vejret. Ballerne er små, spidse… og hårde.

Hvor mange? Hvor hårdt. Jeg prøver at tænke tilbage til min teenager tid, min far og kasernen. Prøver at huske da jeg stod med hænderne om anklerne medens far fandt ridepisken. OK. Nu ved jeg hvad jeg vil. Jeg lader spanskrøret svirre gennem luften inden det første slag.

Nicklas forsøger at gøre sig lille. Det er umuligt for Mustapha har bundet ham stramt.

AUUUGJH! Det første rap. ÅÅÅGH! Åååågh. Jeg slår på den bare teenager røv. Jeg har aldrig prøvet det før. Det har altid været mig selv der fik tæskene. En underlig følelse løber igennem mig. Det er MIG der bestemmer. “STOP. Auuugh! Jeg er artig… Ikke mere.” Jo mere Niclas skriger, jo flere striber han får, jo mere løber der en varm følelse gennem mig. Jeg tager mig sammen. Stop det, hvis du fortsætter på den måde er du ikke bedre end Mustapha. Find et balancepunkt mellem Niclas og noget der tilfredsstiller hr. Rattan. Tag din straf hvis du har gjort noget forkert . Selvfølgelig skal Nikclas have sin straf, han har jo stjålet! Men..men! Jeg havde tænkt 25 rap med spanskrøret, men jeg bliver tændt og forlænger det til 30 og bagefter til 35. Niclas hyler stadig hjerteskærende. Spanskrøret har trukket et væld af blå striber over hans baller, en for hvert slag. STOP. Jeg stopper og sænker spanskrøret. Jeg ser på hr. Rattan. Var det nok? Vil Rattan fortsætte med yderligere 30 over den ømme røv? “Det var nådigt sluppet Niclas. Men du slipper for mere.” Løs ham Mustapha. Stil jer op af væggen.” Der stod vi så alle tre, ynkelige med vores sviende ender. Dvs. kun to af os, for Mogensen måtte bruge en halv time med en klud og gulvspand til at tørre sit eget bræk op. Han lå på knæ overvåget af Mustapha. Det gik ikke stille af. Hver gang han holdt inde susede Mustaphas læderrem ned over hans ryg. “Bestil noget køter.” Mogensen bed tænderne sammen. Jeg kunne se at han kæmpede med sin stolthed og mod ikke at brække sig igen. Omsider blev han færdig. Gulvet var rent og bukken skinnede. “Tag jeres tøj på. Nu ved I hvad der sker, hvis I ikke opfører jer ordentlig i fremtiden. Og du..“ Han så på mig. “Jeg tror at det er dig der for fremtiden skal opdrage Nicklas. Jeg skal tænke over det… Gå med Jer.” Vi gik tavse ned på gaden. Så vendte Niclas sig om mod mig og sagde, ”tak fordi De ikke slog mere. Jeg skal nok være artig… altid.” Jeg gik hjem i dybe tanker. Den djævel til Rattan havde sat nogle tanker i bevægelse hos mig. Hvad nu hvis Nicklas igen skejede ud? Rattan havde selv sagt… DU GØR DET IKKE.

Og dog:

Tag din straf hvis du har gjort noget forkert… Det må også gælder for Nicklas!