Johanne og Stig - At have styr på Johanne - Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER Johanne måtte grine. Ikke, at der var noget at grine af lige nu; festen i går var gået over gevind, og nu måtte hun tage sin straf. Og alligevel var det så overraskende, at hun måtte grine. I går havde der været introfest på seminariet. Stig havde givet hende lov til at komme med, men havde forlangt, at hun var hjemme hos ham igen senest 1.30 og i en tilstand, hvor hun kunne snakke nogenlunde rent.

Og hun havde været glad og takket ham, for det, han forlangte af hende, var både fornuftig og rimelig og hjalp hende med at styre sig. Og så alligevel havde hun måttet ringe lidt i tolv og bede Stig hente sig, for hun var blevet for fuld, så cykelturen hjem ville have været en uoverstigelig udfordring. Stig havde hentet hende og oven i købet rost hende, fordi hun havde reageret fornuftigt, når det nu var blevet, som det var; men han havde ikke skjult, at straffen ventede næste dag. Og det var så nu. Og alligevel var det ikke, hvad hun havde drømt om, da hun for lidt over en måned siden, efter lang tids overvindelse, havde kontaktet Stig.

Og måske var det netop derfor, hvad hun drømte om; for det viste, at Stig havde kontrollen, eller for at formulere det pænere, at Stig tog hånd om hende. Hun skulle gøre sig ren, havde Stig sagt, før hun blev straffet. At det betød mere end brusebad, var gået op for hende, da Stig havde rakt hende en orange gummidims, der lignede sådan en, man renser ører med, bare at denne var større. Der kunne nok være en lille liter i, tænkte Johanne. Så havde hun fået besked på at fylde den med lunkent vand og tømme den i sin endetarm. Og så, havde Stig sagt, at hun først måtte gå på wc, når hun fik lov.

Det var en underlig fornemmelse at fylde sig nedefra. Stig dukkede op i døren i samme øjeblik. Han nikkede anerkendende. Johanne følte sig underlig tyk. Stig strøg hende over maven. Det skvulpede og gjorde det sværere at holde i sig. "Må jeg godt på wc?" spurgte hun. "Tænk lige lidt over, hvordan du er havnet i denne situation," befalede Stig blidt. Stig måtte også tænke på, hvordan det var gået til, at Johanne stod her nu. Det var begyndt lidt mere end en måned tidligere: Dengang var Stig i gang med det sidste rum. Han spartlede huller på gæsteværelset. Det var nogle uger siden, han var flyttet ind i det lille rækkehus i Hvidovre.

Egentlig var han forbløffet over, hvor lidt belastende bruddet med Dorete havde været. Det havde ikke været noget drømmeægteskab. I det væsentlige ok, men efterhånden uden glød. Måske havde gløden aldrig været der, spekulerede han. Men kort tid efter, at sønnen Rasmus var flyttet hjemmefra, var han en dag kommet hjem fra kontoret og havde fundet en anden mand i sin kone. Stig gad ikke store dramaer, så han havde kort meddelt Dorete, at det vist var på tide at blive skilt. Dorete havde blot nikket. Nu stod han i det lille rækkehus: stue, soveværelse, et kammer, som Rasmus kunne benytte, når han kom hjem fra AUC, og et rum, der skulle gøre det ud for gæsteværelse og kontor.

Desuden køkken og badeværelse, arkitekttegnet fra halvtresserne, som måske ikke var tidssvarende, men havde en helt anden charme. Han havde lige lagt spartelen, da det ringede på døren. Han åbnede, men måtte lige grave dybt i hukommelsen, før han havde regnet ud, hvem der stod derude. Da Rasmus havde været barn og op til teenageårene, havde han været medlem af en klub. Om det var sport, spejder eller blokfløjteorkester er underordnet. Men Stig havde den grundlæggende holdning, at man tager et ansvar, når man kan. At nogle mennesker har den holdning, er desværre en sovepude for andre: Så Stig endte som formand. Bestyrelsen bestod af både forældre, frivillige instruktører og unge.

Men også det var fortid, som meget andet i Stigs liv, og det havde det været i en årrække. Ikke desto mindre var det denne fortid, der havde ringet på. Johanne og Benedicte havde begge været instruktører i foreningen. De var også søstre. Der havde ikke været meget kontakt mellem Stig og søstrene, efter Stig stoppede som formand år tilbage. Stig blev både overrasket og glad for at se dem, for specielt Johanne havde han sat stor pris på, da han var formand. Loyal, arbejdsom, sjov. Hun havde været studerende dengang, mens Benedicte havde gået i gymnasiet. Nu måtte de være tæt på 30 og 24, tænkte Sig. Johanne var, som tidligere, klædt i en vid, vid overdel og cowboybukser.

Det tøjvalg havde altid undret Stig, for pigebarnet havde bestemt ikke grund til at skjule sig. Lillesøster Benedicte var også noget smartere i det. "Hej," sagde han forundret og kom pludselig til at tænke på, at hans påklædning lignede lort. Gammel T-shirt og gamle cowboybukser med polyfilla-pletter. Han bød dem indenfor. "Vil I have kaffe?" spurgte han. "Kaffe? På det punkt er din fantasi ikke blevet bedre med årene," konstaterede Benedicte med et smil. "Og du er stadig næsvis, kan jeg høre. Du må da gerne få et glas vand. Jeg har ikke alverden at byde på," svarede Stig. "Det ved jeg snart ikke,"

svarede Benedicte koket med et frækt glimt; og Stig kom til at huske, at Benedicte allerede dengang havde haft et rapt svar på alt. "Jeg tager gerne kaffe," blandede Johanne sig. Da Stig kiggede på hende opdagede han, at der var noget over hende, som Stig ikke kunne beskrive anderledes end 'et gråt skær', uden at det havde noget som helst med hendes farve at gøre. Lidt senere sad de i sofaen i Stigs stue. Der var lidt høflig, venlig snak, mest mellem Stig og Benedicte, indtil Benedicte vendte sig mod Johanne: "Nu skal du altså ud med sproget! Det er derfor, vi er her!" Johanne sank, rømmede sig lidt og sagde så: "Du kender mig fra klubben, Stig ...

eller fra klubben kender du en velfungerende Johanne. Da du var formand, var der styr over tingene; hvad du sagde, blev gjort, uden at du tromlede nogen. Og selv dine skideballer var positive på en måde. 'Dette kunne du have gjort meget bedre!' Og nej, hvor jeg skammede mig; og nej, hvor betød det meget, når jeg fik ros af dig. Så gik du af, og uden at jeg vil sige noget om din efterfølger, kom der mindre styr over det, mere rod, mindre struktur. Og så var det, som om det smittede af på mit øvrige liv. Det begyndte at sejle. jeg forlod klubben, jeg har siden droppet to uddannelser. Og nu er jeg her.

Knap 30, uden uddannelse, uden perspektiv og uden rygrad til at gøre noget ved det... Så forleden tænkte jeg mig om og tænkte mig frem til, hvor det gik galt. Det var, da du gik. Da mistede jeg ligesom grebet." Johanne holdt en lang pause, som var alle tanker i hovedet væltet ud. "Hvad vil du egentlig sige?" spurgte Stig. Johanne vendte sig mod Benedicte: "Jeg vidste, det her var tåbeligt..." Stig afbrød hende: "Om det er tåbeligt, vil jeg først vurdere, når jeg kender spørgsmålet." Hun kiggede og samlede tankerne: "Jeg kan ikke rigtig finde ordene; det bliver så diffust og lyder dumt!

jeg vil spørge, om du på en eller anden måde vil være med til at sætte rammer op om mit liv..." "Tænkte du på noget coaching-agtigt?" spurgte Stig. "Jeg er bange for, at en halv times snak hver anden uge ikke er nok. Det er så ukonkret," sagde Johanne og kiggede usikkert på Stig. "Øjeblik," sagde Stig, "du spørger ikke om, at jeg skal hjælpe dig med at finde ud af, hvor du synes, skabet skal stå; du vil, at jeg fortæller dig, hvor skabet skal stå!?" Johanne nikkede. "Jeg kom ikke til dig, fordi du har viden om autoritet, men fordi du har en naturlig autoritet."

Hun smilede usikkert og fortsatte: "Og så selvfølgelig også, fordi jeg kender dig så godt, at jeg har tillid til, at du ikke vil misbruge det." "Hvis en 29 årig kvinde giver en nyskilt mand i midtfyrrerne lov til at bestemme over sig, kan det hurtigt ende i misbrug," indvendte Stig. "Da kun, hvis hun ikke vil!" bemærkede Johanne med et udfordrende blink, mens Benedicte fik kaffen i den gale hals. "Og hvordan forestiller du dig det?" spurgte Stig. "Se, jeg har fået lov til at starte på seminariet igen. Næste måned. Den chance vil jeg ikke formøble. Så du kan sætte rammer for lektielæsning, økonomi, fester - ja, mit liv, som både du og jeg kan leve med,"

forklarede Johanne. "Og hvad, hvis min snak ikke virker?" spurgte Stig. Johanne tænkte lidt, før hun svarede: "Jamen, hvis jeg ikke makker ret, må du jo blive håndfast. Det vil jeg også gerne skrive ned." "Hvad tænker du på, når du siger håndfast?" ville Stig vide. "Om jeg vil acceptere en endefuld? En lussing? Stuearrest? Ja! Men mit udgangspunkt er egentlig, at jeg selvfølgelig adlyder. Det trives jeg med." Hun sorterede ordene lidt, før hun fortsatte: "Det eneste., jeg har at tilbyde til gengæld, er min taknemmelighed, min loyalitet og ... ja, min krop. Men det er ikke noget stort offer; nok mere en bonus, hvis den nyskilte midtfyrrer kan bruge den til noget sjovt."

Johanne rettede sig op, tydeligvis lettet over, at hun nu havde fået det sagt; og samtidig dybt usikker på Stigs reaktion. Stig vendte sig mod Benedicte: "Hvad er din rolle her?" "Jeg kom med for at give Johanne rygrad; for at sørge for at Johanne i det mindste spørger og ikke bare surmuler over, at hun aldrig fik det, hun havde brug for og længtes efter. Men jeg sidder også og tænker, om min rolle er ved at være udspillet her," forklarede hun. Stig rørte i sin kaffe. Det var der ingen grund til, ud over at han havde brug for tid til at tænke igen, før han svarede. Johanne sad uroligt. "Johanne.

Det kommer nok ikke bag på dig, at jeg er overrasket. Og jeg vil ikke bare sige 'ja'. Jeg har tænkt på at tilbyde dig to uger, på prøve så at sige. Men jeg vil gerne vide et par ting først: Har du gæld og til hvem?" "Jeg har lidt studiegæld - og et forbrugslån. Det er ikke så stort - mere," svarede hun. "Hvor stort?" "15.000" Stig nikkede. "Narko?" "Alkohol, men jeg tror nok, jeg kan klare mig uden," svarede hun. "Da vi var i klubben, sås vi jo jævnligt. Har du på noget tidspunkt fingret din fisse ved tanken om mig?" spurgte Stig og fik det til at lyde så henkastet, som spurgte han om klokken.

Han bed mærke i, at begge piger rødmede let, men Johanne nikkede. Lidt senere tilføjede hun: "Og også senere..." Stig syntes, at situationen var underlig. Så rejste han sig, hentede papir og kuglepen og lagde det foran Johanne. "14 dage, hvor vi må finde ud af, om og hvordan det fungerer. Skriver du det med at blive behandlet hårdhændet ned?" Johanne nikkede og tog kuglepennen. Benedicte samlede sig: "Jeg går nu," sagde hun, gav sin søster et hastigt knus og Stig hånd. Øjeblikket efter så Stig cykellygterne blinke ned ad vejen. "Må jeg godt gå på wc nu, Stig?" afbrød Johanne hans tankerække. Hendes ansigt havde et purpurrødt skær.

Stig smilede og nikkede, og Johanne skyndte sig at sætte sig på toilettet. Splitsekunder efter fossede det ukontrolleret ud af hende i kaskader. Både lettelsen og pinligheden var tydelig. Da det stoppede, sagde Stig: "Og nu går du i bad." "Ja tak," svarede Johanne lettet. Det var en ren, lækker og velduftende Johanne, der med et lidt trykket smil trådte ud af bruseren. Stig havde fra starten forbudt hende at barbere sig. Ikke, fordi han satte pris på hår. Men fordi han gerne ville, at HAN bestemte. Så kunne Johanne få lov til lækre ben som belønning ved lejlighed eller fjernet hår med voks som straf. Mulighederne var mange, syntes Stig. "Er straffen nu ovre?"

spurgte den nøgne pige, da Stig bøjede hende forover. "Hvad der kommer nu er åbent for fortolkning," sagde Stig med et lille grin, "nyder du det, så ja; hader du det, så nej." "Å-å!" udbrød Johanne, der samtidig kunne mærke en finger ved sin anus, " jeg tænkte jo nok, at der var et formål med skylningen. Vil du ikke nok være forsigtig?" En blid hånd strøg over Johannes ryg. "Har jeg givet dig nogen anledning til at mistænke mig for ikke at være forsigtig med dig?" spurgte Stig blidt. Johanne rystede tavst på hovedet, og en smurt finger trængte ind i hende. Hun sukkede, da det blev til to.

Hun bed sig på læben - af frygt - da hun kunne mærke Stigs pik presse på hullet. Men Stig pressede ikke hårdt, blot vedvarende, og centimeter for centimeter trængte han ind i hende. Til sin overraskelse konstaterede Johanne, at dette ikke var slemt. Og den lettelse gjorde, at hun pludselig kunne ænse nogle fornemmelser i kroppen, hun ikke havde haft før. "Gnub din klit!" beordrede Stig, da han forsigtigt begyndte at pumpe i Johannes røv. "Uh!" udbrød Johanne, først sporadisk, og siden mere taktfast. "Bliv ved!" bad hun næsten ekstatisk, da hun kunne mærke Stig sprøjte i sig. Og lidt senere kom hun med en orgasme, som hun en time inden havde benægtet, man overhovedet kunne få.

"Det var vist ingen straf," konstaterede Johanne, da hun var kommet sig, "selv om jeg var helt sikker, at det ville være." "Der kan man se," smilede Stig. Johanne vidste godt, at hverken søndag, tungt hoved eller sex dispenserede fra 2 timer over bøgerne. "Der skal være plads til, at noget går galt på andre dage," havde Stig sagt. Det var jo fornuftigt nok. Det var også fornuftigt nok, når han bestemte, at hun skulle være hjemme senest 1.30. Selv hendes undertøj var blevet mere "fornuftig", nu hvor han bestemte, at hun skulle have store hvide bomuldstrusser på; hun, som ellers var en g-strengs pige. Måske, tænkte hun, var alt dette bare en konstant påmindelse om at være fornuftig.

Eller en påmindelse om, at hun var i hans hånd. Begge dele var lige, hvad hun trængte til. Men samtidig lå der et skær af sex, af liderlighed over alt det fornuftige. "Jorden kalder. Hvor er du henne?" Stigs stemme hentede hende tilbage til virkeligheden. "I paradis," mumlede hun forvirret, og tilføjede et øjeblik efter: "Lige her." Stig smilede. Fortsættes HER