Strømsvigt - del 6

Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER

Resumé:
Siri og Mette er i sommerhus, og Mette indtager en dominerende rolle. På stranden møder de nogle drenge, og pludselig er det en af Drengene der tager styringen. Men så er strømmen pludselig væk og de ender hos en bonde, fordi de stjal hans majs som mad i mangel på andet.

Nuvel; der var strømsvigt. Pigerne var sultne og kunne ikke komme hjem. De blev taget imod på en bondegård hos Iver og Dorthe. Iver finder pigerne i gang med en 69er.

-------

Der var gået en uge, siden pigerne kom på gården. Strømmen var ikke vendt tilbage. Købmanden holdt stadig ikke åben. Der var udsigt til, at stearinlysene snart slap op. Dorthe priste sig lykkelig for, at Iver aldrig havde givet efter for hendes pres for at smide brændekomfuret ud af køkkenet. Det var blevet varmt igen, og majshøsten skred kun langsomt frem uden traktor, gummivogn og redskaber. Iver var bekymret. Alt det mælk han måtte hælde ud på grund af manglende køling. Selvom Siri i leksikonet havde fundet ud af, hvordan man laver hytteost. Det eksperimenterede han med. Mette var blevet en ørn til at kærne smør. Det kunne man handle lidt med.

Mette og Siri spejdede bekymret efter ethvert tegn på forandring. Forgæves.

Om aftenen gik de nogle gange op til gadekæret og mødte de andre unge i Højby. Nu, uden strøm, var det ved at gå op for dem, at rafling, kyssefanger og endda sanglege kunne være ret sjove, selv om man var teenager og egentlig ikke gav sig af med den slags. En enkelt gang havde Siri holdt den alvorlige dreng fra stranden i hånden.

"Kun, hvis det ikke er noget, du skal," havde han forlangt.

Siri havde nikket og smilet.

Morgenerne var stygge, syntes pigerne. "Vi kan jo ikke bare vaske," sagde madmor Dorthe; og de måtte tage det snart godt brugte tøj på ud på marken. Overallen lugtede. Men det var blevet varmt igen, og Dorthe havde fundet to af Ivers hvide undertrøjer til dem. Det var virkelig ømt sammen med de gummistøvler, Iver havde byttet sig til.

Sådan høstede de, malkede de, drev de kreaturer, reparerede hegn og alt det andet dagen lang.

Sidst på eftermiddagen skulle Mette flække brænde. Det var hun, til sin egen overraskelse, blevet temmelig god til, så det gik over stok og sten. Lige indtil øksen knækkede.

Som et lyn kom madmor Dorthe farende ud af huset og så på den knude, som Mette ville have hugget. "Er du blind?" skreg hun, "Kan du ikke se sømmet i træet? Hvor skal vi nu få brænde fra? Hvorfor passer du ikke på tingene?" Der var desperation i hendes øjne, og allerede på gårdspladsen hev hun Mettes overalls ned og gav hendes bare numse sin første endefuld.

Den brødbetyngede Mette lod det ske og lod sig bagefter hive ind i køkkenet med overallen om anklerne, hvor hun så kunne stå og kigge i en krog med hænderne bag nakken, mens hendes røde rumpe oplyste rummet. Mens hun stod der, funderede hun over, hvorfor i alverden hun fandt sig i dette. Havde verden bare været normal, var dette aldrig sket, ikke mindst, fordi hun ikke havde fundet sig i det.

Madmor Dorthe rumsterede i køkkenet imens. "Kom du bare og sæt dig her og få en tynd kop kaffe med - vi må vel spare på kaffen," sagde Dorthe pludseligt.

Mette mumlede et "Ja, madmor," og begyndte at trække overallen op.

"Jeg sagde vist ikke noget om bukserne," bemærkede Dorthe.

Så Mette vraltede over på langbordet med overallen om anklerne. Hun trak en stol ud og satte sig forsigtigt. Hun tog en tår kaffe.

"Det var meningen at straffe dig," sagde Dorthe henkastet.

Hvor bar dette hen? "Ja?" svarede Mette usikkert.

"Det tog du vist meget pænt," fortsatte Dorthe.

Mette svarede ikke.

"Jeg synes, jeg så noget," sagde Dorthe så. Mette anede ikke, hvad Dorthe mente - indtil Dorthes finger pludselig var i Mettes skridt og blidt strøg langs indersiden af hendes skamlæber. Et splitsekund efter placerede Dorthe sin albue på bordet og lod en fugtig pegefinger pege lige opad.

"Du har jo nydt det," påstod Dorthe.

"Nej," svarede Mette fast - selvom hun rødmede.

"Nej? Og hvad er det?" spurgte Dorthe og pegede på sin finger.

"Jeg ... jeg blev ... måske tændt af det," prøvede Mette at forklare; hun kunne godt mærke, det lød dumt.

Dorthe bøjede sig mod hende: "Mette, er du virkelig to mennesker på én gang? Et underliv og en hjerne?"

Mette vidste ikke, hvad hun skulle svare.

"Nej Mette, det er du ikke. Lige nu har dit underliv bare givet din hjerne et input, der var lidt i strid med, hvordan hjernen tidligere har tænkt, og derfor siger hjernen 'det passer ikke. Jeg har ikke nydt det.'" Og efter en lang pause fortsatte hun: "Men det har du!"

Uden at hun ville det, nikkede Mette.

"Og nu tager du bukserne af og sætter du dig på bordkanten, tøs!" forlangte Dorthe så.

Det tog Mette et øjeblik at fordøje det krav, for hun var i vildrede, med sit underliv, med sin hjerne, med sig selv. Det var en magtkamp, ikke mellem Dorthe og Mette, men mellem Mette og Mette. Uden at vide hvorfor og uden at vide, om det var det rigtige valg, satte Mette sig på bordkanten med skødet lige ud for Mette. Uopfordret spredte hun benene, mens tankerne fortsat kværnede i hendes hoved.

Dorthes hænder rørte Mettes følsomme inderlår. Det gibbede i Mette.

"Vil du tage undertrøjen og bh'en af?" spurgte Dorthe så.

At det ikke igen var en ordre, gjorde det lidt mere spiseligt for Mette og øjeblikket efter sad hun uden en trævl på kroppen foran Dorthe, som bøjede hovedet frem mod Mettes skød. Et køligt pust direkte på knoppen fik Mette til at gyse, for straks efter med et sagte suk at nyde Dorthes varme fingre stryge florlet over skamlæberne.

"Skal jeg hellere stoppe?" spurgte Dorthe.

"Nej, madmor," hviskede Mette.

Dorthe smilede. Med kyndig hånd behandlede hendes hænder Mettes sejlende kusse og svulmende knop. Mette lukkede øjnene og lænede sig tilbage. Liggende på langbordet lod hun, med lystfyldte støn, orgasmens bølger rulle hen over sig.

Hun fik ikke meget tid at sunde sig, før madmor havde smidt trusserne og trukket op i skørterne og havde placeret sin kusse over Mettes mund.

For at undgå hår på tungen trak Mette skamlæberne langt til siden; det medførte et lille skrig fra Dorthe, der i det følgende viste sig at være alt andet end stille. Mettes ansigt var vådt, da Dorthe, på én gang let og tung i kroppen, steg ned fra Mettes ansigt.

De sad og drak tynd kaffe igen, da Siri og Iver kom til eftermiddagskaffe.

"Nå, I dovner nok!" sagde Iver jovialt.

Mette syntes, at hun kunne ane, at Dorthe rødmede, mens hun nikkede tavst.

"Hvad er der sket med øksen?" ville han så vide.

Mette forklarede. Iver nikkede; "Der må have været noget galt med skaftet, når det knækker over så lidt. Heldigvis har vi flere."

Dorthe slog øjnene ned, da hun mødte Mettes blik. Hele hendes mimik afslørede, at hun godt vidste, at Mette havde noget til gode.

Da pigerne den aften skulle i seng, blev Siri overrasket, da hun så Mette smide arbejdstøjet. "Hvor har du den røv fra?" spurgte hun.

"Øh..." sagde Mette og kunne ikke finde et genialt svar. Så sukkede hun: "Du må ikke fortælle det til Iver..."

Fortsættes HER