Der var engang i en by to mænd, som begge havde samme navn. De hed begge Claus. Den ene Claus måtte efter sin religion have fire koner, og det havde han. Mens den anden efter sin kun måtte have én. Der var også en anden forskel: Claus med de fire koner blev kaldt ’Store Claus’, fordi alle byens mænd troede, at han måtte have en stor én, når han sådan kunne betjene hele fire kvinder. Folk kaldte så den anden ’Lille Claus’, for de troede, at han kun havde en lille én, der kun kunne klare én kone. Kvinderne i landsbyen vidste bedre.

Vidste udmærket, at Store Claus var nærmest impotent og slet ikke kunne klare de fire koner, som dagligt gik og vansmægtede, henvist til selv at tage affære med langfingeren eller finde ud af det med hinanden. Kvinderne i landsbyen vidste også, at Lille Claus havde sognets største pik – og var dygtig til at bruge den. Hver fredag, når Store Claus gik den lange tur ind til staden for at tage del i fredags-bønnen, så fór Lille Claus af sted på det, han kaldte sin ’ringridning’. Han kunne sagtens på sådan én dag klare at bedække alle Store Claus’ fire koner.

Hele ugen igennem måtte lille Claus nøjes med at beligge sin ene kone, men så om fredagen ’lånte’ han til gengæld Store Claus’ fire. De to mænd havde en aftale, så der blev aldrig nogen ballade over det. Og de fire koner var godt tilfredse med den ugentlige omgang af Lille Claus. Ja, selv hans egen kone vidste det, og var ikke det mindste sur over det. ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige”, sagde hun – og var såmænd godt tilfreds med en ugentlig sexfridag at komme til kræfter i. For hun vidste bedre end nogen andre, at Lille Claus var nærmest umættelig på det seksuelle område.

Når Lille Claus og de fire koner var sammen, foregik det hver gang på samme måde: Konerne klædte sig nøgne så tog de hver sit tæppe og lagde sig på knæ med ansigtet nedad – og så tog Lille Claus dem på stribe 1-2-3-4. - Åh, du har dog sådan en velsignet stor, stiv pik, Claus! udbrød den første, når han lod lystens faste stok lege lige uden for i skamlæberne. Gi’ mig den helt i bund. Hun åbnede selv sine ydre og indre skamlæber med hænderne, og Lille Claus var straks parat til at føre sit stikvåben ind. Han huggede i bund – og gav den første kone alt, hvad hun kunne ønske sig af mandekunnen.

Med et vellystskrig kom hun, og Lille Claus, der vidste at spare på krudtet, krøb så på knæ videre hen til kone nr. 2 og huggede sin manddom i hende. Han oksede løs, og konen nød det. - Din pik er dejlig lang, sagde hun. Bliv ved, bliv ved... jeg kooooommer!!!! Nummer 3 udbrød: - Ja, ja og så tyk den er, den Clausepik. Den er ti gange bedre end den slatne kødpølse, Store Claus en enkelt gang i ny og næ byder os på. Sådan også med nummer 4, for Lille Claus havde lært sig kunsten at styre sine lystladninger, så når også nr.

4 lå og våndede sig af fryd i sin orgasme, trak Lille Claus permendikken ud og sagde: - Hvem skal være den heldige i dag? Og så fór de alle op med åbne munde og søgte at sluge hele molevitten. Lille Claus gav dem nogle ordentlige hug i alle fire munde – og når han ikke kunne vente længere, lod han den gå i munden på en af dem. "Salvede dem", kaldte den muntre fyr det. Den ene uge nr. 3, den næste uge nr. 4 osv. Så når måneden var gået, havde alle slugt af Lille Claus’ sperm. Kun én mund fik hver gang lov at sluge den hele ladning.

Engang kom ’Store Claus’ for tidligt hjem og hørte fra sit sovekammer ’Lille Claus’s stemme: ”Hyp, alle min herlige hestegale koner!”. Hussa! hvor det smældede og klaskede og svuppede, når ’Lille Claus’ rigtigt gik til den. Men det udråb var for meget for Store Claus, som følte sig ydmyget af den bemærkning. Det var solskin den dag, og hele klokkespillet med Åh og Ah og Ih gik ustandselig i soveværelset, hvor Lille Claus huserede med de fire koner. Da Store Claus hørte det anden gang ’Hyp. Alle mine herlige hestegale koner!” blev det blev det for meget for Store Claus. Han fór ind og rev Lille Claus af såret på den, han lige nu forlystede sig med.

- Dine ejer-udbrud må du spare dig. De kvinder er og bliver mine! Og så fortsatte det hele ellers som hidtil. Men næste uge, hørte Store Claus igen udbruddet derinde fra: - ”Hyp, alle mine hestegale kvinder!” Så for Store Claus ind og sagde: - Stop! Nu er vores aftale slut. Nu vil jeg selv klare mine kvinder". Det var alle sex (Lille Claus, hans kone og Store Claus’ fire koner) kede af, men sådan blev det altså fra den dag. - Jeg forstår så godt, at du trænger til aflastning i ægtesengen! sagde Lille Claus til sin kone.

Jeg må afreagere et andet sted, og da det blev fredag, tog Lille Claus penge i sin prangerpung, kyssede sin kone farvel, og gik til staden for at købe et par af de villige kvinder, som altid findes i købstæders små gader. Når nu Lille Claus alligevel skulle til staden, tog han et hesteskind med fra en hest, han samme morgen havde flået. Og så begav han sig af sted. Han håbede at sælge hestehuden i staden. Derinde købte han et par frække friller, og da han havde bedækket dem begge to gange, og ville i gang med endnu en omgang, strakte pengene ikke længere, og med oprejst stiverik vandrede nu Lille Claus ud af byen.

Liderlig og svært opsat på at finde noget fisse på vejen. Han havde nemlig ikke selv fået en eneste udløsning, kun givet de to kvinder hver to. - Unfair, tænkte Claus. Men sådan er de vel disse stadsfolk. Og så gav han sig på vej til fods, for det var nu den rejseform, han foretrak. Så vidste man, hvor langt man kom. Det var blevet sent, ja, faktisk nat, da Lille Claus bankede på i en bondegård for at spørge, om han kunne få husly. - Nej, sagde konen, der kom ud i natkjole og nathue og ikke andet - og så da noget så fristende ud for en opsat mand som Lille Claus.

Min mand er ikke hjemme, men du kan sove på kostaldsloftet. Det gjorde ’Lille Claus’. Han skulle lige til at skaffe sig udløsning med hånden, da han kom til at kigge ud af den åbne luge, hvorfra han – opdagede han - kunne se lige ned i bondens dagligkammer med alkoven i baggrunden. Og hvem lå der? Bondekonen med stængerne i vejret og - Hallahøjsa!!!! med degnen derhjemmefra mellem bondekonelårene. Degnen oksede løs, og konen så sandelig ud til at nyde det. Claus kunne høre hendes vellystskrig derinde fra, for de havde et vindue åbent: - Åh, min hjertedegn. Du er da så god en elsker, at jeg slet ikke kan få nok af dig.

Degnen var – det skal medgives - sandelig ikke ringe til sin sengegerning. Han kunne vist tage mødommen fra syv jomfruer med den krabask. Som den gode Guds mand, degnen var, foretrak han ’missionærstillingen’. Den fik konen til gengæld også så meget af, at hun til sidst udstødte et hyl af fryd – og skønt man ikke kunne se det, vurderede ’Lille Claus’ af hans røde ansigt, hans ivrige bevægelser, det pludselige stop og udbruddet ”Åååårrrrhhhhh!!!”, at degnen havde fyret oblatbøssen af i det allerhelligste. - Hvem der dog kunne få noget med! tænkte lille Claus hen for sig selv og rakte hovedet langt ud af lugehullet.

Det bondekonefisse kunne jeg også godt tænke mig, mumlede Lille Claus, der endnu ikke havde fået gjort noget ved ståpikken. Nu hørte han – og de to i kammeret hørte det også - én komme ridende på landevejen hen imod bondegården. Det var sagtens bondemanden, som kom hjem. Det var sådan en god mand, men han havde den forunderlige sygdom, at han ikke kunne tåle at se degne. Kom der en degn for hans øjne, blev han ganske rasende. Derfor var det, at degnen var gået hen for at fryde både sig og konen, mens bondemanden ikke var hjemme. Men nu var han på vej – og Lille Claus tænkte, så det knagede i bindingsværket.

Selv var de jo begge dernede lige kommet, men da de nu også hørte manden komme, blev de så forskrækkede, at konen bad degnen krybe ned i en stor, tom rejsekiste, der stod henne i krogen. Det gjorde han, for han vidste jo, at den stakkels bondemand ikke kunne tåle at se degne. Det havde muligvis noget at gøre med, at han én gang før havde afsløret dem og deres lege i en høstak udenfor gården. Mænd er så fintfølende! Konen gemte gesvindt alle tegn på besøg, redte alkoven og fik noget tøj på, for havde manden fået hende at se i bare chemise, havde han nok spurgt, hvad det skulle betyde. - Ak ja!

sukkede lille Claus oppe fra lugen – tænk, alt det dejlige fisse, jeg dér gik glip af. - Er der nogen deroppe? spurgte bondemanden og kiggede op så lille Claus’s ansigt i lugen. Jamen, hvorfor ligger du dog der? - Det var det eneste sted, din kone ville lade mig sove, sagde Claus. - Kom hellere med ind, sagde manden. Vi finder sagtens et sted til dig at sove. Så fortalte ’Lille Claus’, hvorledes han havde forvildet sig, og bad, om han måtte blive natten over. - Ja vist! sagde bondemanden, men nu skal vi først have lidt at leve af! Konen tog meget venligt imod dem begge to, dækkede bord og gav dem et stort fad grød til deling.

Bondemanden var sulten og spiste med rigtig appetit, men lille Claus kunne ikke lade være at tænke på den dejlige steg, fisk og kage, han vidste stod inde i ovnen. For den havde han set blive sat til side, da han bankede på døren. Konen og degnen havde åbenbart fået både god mad og vin, før de smed tøjet og gik til makronerne. Under bordet ved sine fødder havde Lille Claus lagt sin sæk med hestehuden, som han ikke havde fået solgt i staden. Grøden ville slet ikke smage ham. Så trådte han på sin pose, og den tørre hud i sækken knirkede ganske højt. - Hys!

sagde Lille Claus til sin sæk, men trådte i det samme på den igen, og så den knirkede endnu højere end før. - Jamen, hvad har du i din sæk der, spurgte bondemanden. - Åh, det er bare en troldmand, jeg har købt på markedet, svarede Lille Claus. - Hvad er det, han siger? spurgte bondemanden. - Han siger, at vi ikke behøver kun at spise grød. Han har hekset hele ovnen fuld af steg og fisk og kage! - Det må jeg rigtignok nok sige, lo bondemanden, åbnede ovnen og fandt alle de gode sager, som konen havde skjult. Men bondemanden var en naiv sjæl, der ikke mistroede sin kone for utroskab.

Troede blot, at degnen havde voldtaget hende dér i høstakken for nogle år siden. Han forestillede sig slet ikke, at konen kunne finde på den slags. For bondemanden havde ikke sat hende på smalkost på dét område. Konen turde ikke sige noget, men satte straks maden på bordet, og så spiste de både af fisken og stegen og kagen. Nu trådte lille Claus på sin pose igen, så huden knirkede. - Hvad siger han nu? spurgte bonden. - Han siger, at han også har hekset tre flasker vin til os. At de står henne i krogen ved ovnen! Nu måtte konen tage vinen frem, hun havde gemt, og bondemanden drak og blev så lystig…

- Sådan en troldmand, som du dér har, gad jeg grumme gerne eje. - Det kan du sagtens komme til, om jeg må overnatte her i nat, sagde Lille Claus. I så fald vil jeg give dig den i morgen tidlig. - Top! sagde bondemanden, du er sandelig en rask karl. Du skal sove mellem mor og mig i nat i den store alkove. Bedre kan jeg ikke byde dig. Og sådan blev det. - - - Bondemanden havde drukket det meste af vinen - og dertil et par slurke brændevin, så der gik ikke mange sekunder i alkoven, før han snorkede lystigt. - Du er rigtig nok en vældig karl, sagde bondekonen. Dig kan jeg li".

Jeg synes, jeg hørte din troldmand knirke... Jeg synes, han sagde, at jeg også havde gemt dessert til maden. Værsgo". Den er lige her. Tak endelig for dig af retterne! Det var snak, som Lille Claus forstod, så uden alt for mange dikkedarer besteg han bondekonen. Han syntes dog nok, at hun kunne trænge til andet end "missionærstillingen", så han krøb opad og satte sig til rette med bondekonens dejlige patter foran sig. Hun var ikke sen, klemte de store, hvide fast omkring Lille Claus" jern og holdt med hænderne sine store babser sammen om "majstangen". - Værsgo", sagde hun, der kommer ikke mange kavallérer her på gården, så kavallérgangen bliver aldrig brugt.

Og det er ellers noget, jeg holdt meget af i min ungdom. Måske kunne vi gi" den lidt genoptræning! Se, det var lige noget, de begge kunne lide. Og da konens hænder var optaget af at holde babberne sammen, fandt Lille Claus ferme fingre om bag sig og gav bondekonen en gevaldig omgang på klitrosen. - Du er....åh, så god til det, Lille Claus, stønnede hun. Lille Claus kunne jo - som vi har hørt - kunsten at trække sin udløsning i langdrag, så han nåede at gi bondekonen to udløsninger, før han sagde: - Nå, kære værtinde! Nu må det være tid til fællesridning!

Og så dirigerede han hende op på alle fire og benyttede sin yndlingsstilling: En regederlig andalusisk-von-der-hinten-hyler! (Husk, at min navnebror H.C.Andersen var en berejst mand!) Ja, selv da Lille Claus nærmede sig klimax og med en af liderlighed stærkt forvrænget stemme udbrød: - Hvem skal så være den heldige i nat? forstod bondekonen kropssprog. Hun fór omkring og slugte hele desserten! Nu var lille Claus ikke en mand, der ikke undte andre noget godt, så da han havde fået vejret - og givet bondekonen endnu en gennemgang af sit repertoire, løftede han tøjrpælen ud af fæstet, krøb hen til den store kiste og befriede degnen, som missede mod månelyset og forsvandt ad deres fælles landsby til.

- - - Da bondemanden var ved at vågne om morgenen, strakte han sig, vendte sig mod Lille Claus (der var endt i den side af alkoven, hvor bondekonen ellers normalt sov). Manden regnede som de fleste bondemænd, med at en morgenstivert er bedre end slet ingen, og var indstillet på at kræve sin ægtemandsret i form af den faste morgenbedækning. Det var ikke ligefrem Lille Claus" livret. Hans første tanke var at afvise bondemanden. Men han besindede sig. Ville jo nødigt blive afvist næste gang, han skulle til staden og manglede natlogi. Så han vendte rask ryggen til bondemanden og lod den gode bonde tage, hvad han ville mellem balderne på sig.

- Der er jo noget, som hedder "Tak for gæstfriheden", tænkte Lille Claus. Det var i det øjeblik, at jeg - H. Sex Andersen - fik idéen til næste eventyr: "Hvad fatter gør, er altid det rigtige"!