Det er sommer allerede i juni. Jeg er cyklet i skoven i min frokostpause. Noget jeg ikke har gjort før, men det lune vejr har lokket. Jeg sætter cyklen, tager min taske med maden og danskvanden. Går længere ind og finder et dejligt sted med sol og godt skjult fra stien, jeg cyklede af. Sætter mig. Tænker lidt over, hvad det egentlig er jeg har gjort og hvorfor. Er det, fordi Mogens i marts havde sagt, at nu flyttede han. Han nævnte ikke nogen grund. Han påstod også, at der ikke var nogen bestemt grund. Men hans tavshed og undvigende svar fortalte nu noget andet. Han havde nok truffet en anden.

Vi havde været sammen i 6½ år uden rigtige fælles oplevelser, ingen venner og uden samvær med andre. Det havde været en kedelig hverdag. Det lignede hinanden hver eneste dag. Var det mon derfor jeg havde forladt kontoret i min frokostpause uden at sige, hvor jeg tog hen? Søgte jeg ubevidst noget andet? Hvad var jeg ude på eller ønskede? Hvad ville de andre på kontoret tænke? Hvad ville de sige, hvis de vidste Tove var kørt alene i skoven i middagspausen? Mon de ville sige til hinanden: Hun er nu også lidt mærkelig? Savnede jeg Mogens? Egentlig ikke. Det havde næsten været forudsigeligt. Hver fredag aften i seng efter den sidste thriller.

Elske uden lidenskab - eller hvad det var Mogens nu kaldte det. Det samme hver gang. Ingen forspil. Ingen berøring af mig, så jeg blev lidt tændt. Ingen egentlige kærtegn. Bare oven på mig, og så af igen, før jeg nåede at være rigtig med. Skulle det være sex og kærlighed? Og så var vi kun 43 og han 47. Nej, jeg savnede ham ikke. Men jeg savnede en, der begærede mig, en der var vild med mig, vild efter mig, en der kunne gøre mig sådan, at jeg gispede og stønnede, som jeg læste om i noveller. Men var det kun på papiret, der var sådan? Tanker kom, og fantasien fulgte med.

Jeg tog min lette cottoncoat af og satte mig på den, tog maden frem og nød solen, varmen, den blå himmel de grønne træer og så stilheden. Jeg var alene, helt alene med mine tanker.

Da jeg var færdig med maden, lagde jeg mig på ryggen og så lige op i den blå himmel. Hvorfor havde jeg sådan en uro i mit underliv? Var det tankerne om alt det skønne, jeg havde læst om, at så mange kvinder følte og oplevede? Var det længslen efter det samme, der gav mig uroen? Det føltes meget varmt. Hvorfor ikke bare nyde det, og udnytte pausen helt ud her i skoven? Hvis jeg for engangs skyld kom lidt for sent tilbage fra frokost, var det i orden. Jeg, der aldrig kom for sent til noget. For øvrigt var Henriksen, der ledede kontoret ikke mødt i dag, så ingen ville sikkert tage notits af det.

Jeg tog hurtigt blusen af. Nederdelen, skoene og strømperne. Jeg stod i kun bh og trusser. Hvor var det skønt. Hvorfor havde jeg aldrig gjort det før? Jeg var 43. Var jeg blevet skør? Jeg smed også mine trusser og min bh. Nu stor jeg helt alene nøgen i skoven, men i sikkerhed for andres øjne. Det var jeg helt sikker på. Jeg lagde mig ned, lukkede øjnene, tænkte på den sidste film, jeg havde set alene, da Mogens var gået i seng. Den hed "9½ uge". Hvor var jeg egentlig misundelig på hende. At hun turde gøre det. At hun gik med til det og nød det. Tanker og fantasi tog fart. Tænk, hvis det var mig.

Tænk, hvis jeg mødte en, der var tilsvarende. Ville jeg turde gøre det? Ville jeg gå med ham i båden? Ingen kunne have hørt hendes råb om hjælp. Jeg tænkte også nøgternt på, at hvis Mogens havde budt mig det, havde jeg omgående og bestemt sagt nej. Og så lå jeg alligevel og ønskede inderst inde, at jeg kunne opleve det. Det uventede, det stærkt erotiske. Det spændende. Det usikre. Det man ikke vidste, hvor ville ende. Jeg tænkte på måltidet med bind for øjnene. Jeg forestillede mig elskov, der var krævende, betingelsesløst, ophidsende og trættende. Jeg var langt væk i fantasien og badning med en mand under en bruser. Han sæbede mig ind. Hvad var nu det?

Pludselig var han væk. Vandet holdt op. Det blev køligt. Hvad skete der? Jeg fik helt gåsehud, syntes jeg.

Slog øjnene op.

Solen skinnede. Stadig blå himmel, men min krop var i skygge. Det var derfor, jeg havde følt kølighed i mine drømme og fantasier. Var det træer, der skyggede? Jeg prøvede at se mig om, samtidig med, at jeg rejste mig op til siddende stilling. Lidt fra mig stod en mand i blå kedeldragt og skyggede for solen. Jeg vendte mig hurtigt om for at tage fat i mit tøj, men det lå ikke, hvor jeg havde lagt det, da jeg tog det af. Det lå ved siden af ham, og jeg kunne ikke nå det. "Giv mig mit tøj!" samtidigt med at jeg prøvede at dække min krop med mine arme. "Du ser dejlig ud!

Jeg har længe stået og nydt synet af den dejlige smukke krop. Du har sovet længe." "Giv mig så mit tøj!" "Ikke, når du siger det på den måde. Men vi kan forhandle om det. Jeg er blevet i godt humør af at stå og se på så smuk en kvinde i en sommerskov.” Jeg forsøgte forsat at skjule mine bryster og udsynet til min underdel, mens det samtidig stor mig klart, at det havde han altså set i lang tid. "Hvad skal den forhandling gå ud på? Jeg vil have mit tøj!" "Det skal du nok. Jeg kunne jo komme nærmere uden dit tøj. Ingen er her i skoven uden os. Ingen kan høre dig.

Og du prøver jo næppe på at løbe væk." Jeg skulede og kunne indse min umulige situation. "Hvad ville du egentlig gøre, hvis jeg ville overfalde dig og elske med dig?" "Gib mig mit tøj. Jeg skal på arbejde." "Det skal du ja, men i øjeblikket er det mig, der bestemmer, hvornår det bliver. Jeg har god tid. Jeg har ferie. Men vi kunne jo også tale sammen. Du kan være sikker på en ting, jeg vil ikke tage dig med magt." "Giv mig så det tøj. Jeg skal af sted. Du kan ikke være bekendt at være så simpel. Du kan ikke benytte dig af, at jeg har været så dum at ligge her uden tøj.

Hvad er klokken forresten?" "Den er ca. 2!" "Jamen så skulle jeg allerede have været på kontoret. Giv mig så tøjet. Vær nu rar." "Ja, men så synes jeg du skal cykle til kontoret. Tøjet har jeg." "Giv mig det", sagde jeg bedende. "Du kunne også blive her og nyde lidt af min hvidvin, jeg har med, og så kunne vi forhandle om under hvilke betingelser, du får dit tøj. Jeg er taget herud af samme grund som dig, for at nyde solen, stilheden og naturen" Hvad gik der af mig? Jeg svarede ham ikke. Jeg mærkede pludselig, at jeg var næsten helt afslappet. Det var næsten som i "9½ uge". Ja, hvorfor skulle jeg ikke blive?

Hvad ville der mon kunne ske? Hvis han endelig ville kunne han voldtage mig. Han så forresten ganske nydelig ud. Kedeldragten var helt ren uden pletter. "Og hvordan forestiller du dig så det?" "Ja, ser du jeg har en flaske hvidvin og plastickrus og så kunne vi nyde resten af eftermiddagen her, mens vi bliver enige om, hvornår du får dit tøj. Hvis du finder på at sige nej, vil jeg spørge, om du har et andet forslag?" "Ja, du kan give mig mit tøj, og jeg kunne køre på kontoret." "Og det har jeg sagt, du ikke får, før vi har forhandlet. Har du andre forslag?" Pludselig lød hans stemme lidt anderledes, hårdere og mere bydende.

Jeg blev meget usikker og lidt bange. Hvad kunne han mon finde på? Hvad ville jeg gøre, hvis han bare gik med mit tøj og også tog min cykel? Jeg kunne intet stille op. Jeg var helt nøgen. Hvor hurtigt kunne jeg løbe på bare fødder gennem skoven, og hvad bagefter? "Okay! Jeg bliver. Jeg vil gerne have hvidvin sammen med dig." Jeg undredes over mig selv. Jeg var helt afslappet. Havde næsten glemt, jeg sad nøgen over for en fremmed mand. Jeg følte en vis behagelig varm spænding. Jeg tænkte ikke på pligterne på kontoret. Jeg var vist lidt forventningsfuld. Hvad ville jeg sige på kontoret? At jeg var faldet med cyklen og måtte gå hjem?

Han kom nærmere, men tøjet lod han ligge, så jeg ikke kunne nå det. Jeg turde heller ikke rejse mig, så han igen så mig i min hele nøgenhed. Da han var ved min cottoncoat, satte han sig ned, skruede låget af flasken, tog to plasticbægre op af sin pose, skænkede rigeligt op i begge glas og sagde ganske roligt - den bydende tone var væk: "Skål for en hyggelig eftermiddag mellem to ukendte!" Flot sagt egentlig. Det var jo lige det, vi var. To ukendte for hinanden. Den ene nøgen, den anden klædt pænt på til lejligheden, og der var ved at opstå en forståelse og forbindelse mellem de to. Overraskende. Var det en ny variation på "9½ uge".

Han var i det mindste ikke voldsmand, sådan som havde tacklet situationen, hvor han havde alle kortene på sin side. Han lød ordentlig i sit sprog, men han lod sig ikke byde alt. Det havde han vist. "Må jeg lægge mit tøj, ligesom du har gjort?" Før svar var han i gang, og han sad foran min vej til tøjet, så jeg kunne godt spare mig at gå efter det. Da han kun havde underbukserne tilbage, vendte jeg hovedet den anden vej. Da jeg vendte mig igen, var vi begge nøgne. Ville han nu falde over mig? Næh, det skete ikke, og i stedet sagde han ganske roligt:"

Jeg har aldrig kunnet forstå mænd, der har brugt deres kræfter imod kvindens ønske. Hvad er der dog ved det?"

"Jeg tror, det kun er mænd med komplekser, der gør det. Ordentlige mænd gør det ikke," svarede jeg. "de skal prøve at vise, de har magt over det for at skjule deres afmagt og uforstand i virkeligheden."

Uden vanskeligheder fortsatte snakken om mange emner. Hvidvinsflasken blev tømt. Han rejste sig uden at prøve at skjule noget. Hvor så han dog dejlig ud. Han var en pæn fyr. Hvad var det dog med mig? Hvad var det, jeg havde lyst til han skulle gøre ved mig? Så kom det. "Ser du min betingelse er, at jeg får lov til at invitere dig til at besøge mig i morgen hjemme hos mig. Så laver jeg lidt mad, og vi kan fortsætte vor hyggelige samtale. Er det ikke ved at blive lidt køligt?" "Hvad siger du til det?" Han vendte sig, hentede mit tøj og lagde det på frakken, hvorefter han begyndte at tage sit eget på. "Ja, tak!"

Jeg undredes igen over mig selv. Hvad var det dog jeg havde sagt ja til? Var jeg virkelig så nem. Jeg havde fået tøjet, uden han havde stillet yderligere betingelser. Han var da sød. "Hvor bor du? Hvornår skal jeg komme?" Han nævnte en adresse lidt uden for byen og så tidspunktet. "Så kan du jo komme, hvis du tør!" Han vendte sig om og gik, uden han havde prøvet på at røre mig. Var jeg skuffet? Ville jeg komme? Havde han ikke på en smart måde vakt min nysgerrighed? Jeg havde betænkningstid, men han måtte da være reel, når han kunne opføre sig sådan. Han havde end ikke forsøgt at røre min hånd.

Han kunne i den grad have udnyttet min letsindighed. Hvad ville han gøre i morgen?

"Hvis du tør!" havde han sagt. Skulle jeg lade være med at tage derud?

Kl. 19 præcis stor jeg uden for døren på den nævnte adresse. Spændt, forventningsfuld og en lille smule bange. Hedder det ikke med sommerfugle i maven? Hvad ville aften bringe? Jeg kendte ham ikke, havde ikke kunnet finde hans navn på nettet, og jeg havde ikke nævnt noget for nogen. End ikke min fortrolige veninde. "God aften og velkommen!" Døren var blevet åbnet, uden jeg havde ringet på. Han var i et par lyse smarte sommerbukser og lys stribet skjorte og et par indesko. "Kom indenfor!"

Han hjalp mig min lette sommerfrakke af og ledte mig ind i stuen lige ved siden af gangen.

Det blev en hyggelig middag. Vi havde ingen besvær med emner at drøfte, og efter nogle timer faldt snakken på erotik, elskov og sex. Vi kom langt omkring også filmen "9½ uge", og jeg tror, han tydeligt kunne fornemme min begejstring for den. Han gik en stund. Jeg sad alene og tænkte, var nok lidt påvirket af vin og snak. Han kom igen med hænderne på ryggen, satte sig ved bordet uden at tage hænderne frem. "Har du tillid til mig?" spurgte han stille og roligt. Hvad skulle jeg svare? Hvad ville mit svar indebære? Hvad havde han besluttet, efter det jeg havde sagt? "Ja, det har jeg da," svarede jeg forsigtigt og lidt trevent.

Efter en lille pause tog han hænderne frem og lagde på bordet foran mig bånd i forskellig længde, en lille sort blindfolder, håndjern, en flaske med massageolie og en lang fjer. "Du kan gå nu, eller du kan blive. Bliver du, skal du vælge på den seddel her som jeg om lidt lægger foran dig. Men først skal du svare mig på: Vil du blive eller, vil du tage af sted nu?" Jeg var virkelig i vildrede med mig selv og mine følelser. Jeg var nysgerrig. Jeg ville gerne, men jeg var også rædsom usikker. Hvad skulle jeg dog gøre? Han tvang mig ikke. Jeg havde valget nu. Hvad skulle jeg dog svare? "Det ved jeg ikke rigtigt!"

kom det spagfærdigt fra mig. "Jo, jeg vil gerne blive!" kom det fra mig efter en lille pause. "Godt. Nu har du valgt, men du har endnu en mulighed, og derfor spørger jeg dig igen: Når du ved, du kan sige fra undervejs og at jeg ikke vil gøre dig ondt, vil du så blive stadig? Hvis du siger fra undervejs, skal du omgående forlade huset. Det er betingelserne. I det mindste i aften. Har du forstået det og vil du så blive?" "Ja, jeg vil blive!" sagde jeg nu mere fast i stemmen. Han lagde en seddel foran mig med titlen: "ØNSKESEDDEL" Lige nedenunder stod der: Bestem dit bremseord.

Og så fulgte 10 punkter med ord og kort tekst og ud for hver var der igen nogle muligheder. Jeg nåede ikke at læse noget, før han fortsatte:" Nu skal du høre. Når du har læst punkterne igennem, skal du bestemme et ord, som får mig til at holde op omgående, og du skal gå for i aften uden andre kommentarer. Har du forstået det? Så må du ud for et af de 10 punkter sætte et - , og ud for andre tre punkter, som du gerne vil have vi skal prøve eller jeg skal gøre, skal du skrive et + !

Værs'go, nu går jeg lidt, og så kan du gå i gang. Men lige inden jeg går: Skål, du modige pige! Husk bremseordet."

Og så var han ude af stuen. Jeg havde sagt ja. Jeg sad alene nu. Hvad ville jeg? Skulle jeg alligevel hellere gå? Jeg begyndte at læse. Blev mere og mere nysgerrig. Jeg kunne begynde med at bestemme mit bremseord. Når jeg sagde det, ville han holde op, og jeg kunne gå. Fint. Det var da reelt, og jeg stolede på, han ville overholde det. Eller ville han? Jeg fandt mit bremseord og satte et minus ved analsex og fandt så hurtigt de 3 punkter, jeg ønskede, vi skulle gøre. Men hvad med de øvrige 6 punkter? Efter et stykke tid kom han tilbage i housecoat. På bordet lå stadig det, han havde taget frem for mig.

"Nå, lad mig så se, hvad du har valgt." Sagde han med en lidt streng stemme. Jeg blev lidt urolig. Skulle jeg allerede bruge bremseordet? "Javel, sådan vil du have det. Ser du nu skal jeg vælge 3 også, og dem får du ikke at vide, hvad er. Rejs dig op. Tag dit glas og kom med mig!" Tonen var tydelig og streng. Vi gik ud af stuen, ned ad gangen og kom til en dør for enden. "Åbn den!" kommanderede han. Jeg gjorde det. Jeg havde godt bemærket, at han havde taget alt med fra bordet i stuen, som han havde lagt frem. Værelset var oplyst af grønne pære dog var dem over dobbeltsengen røde.

"Du ved, hvad du har valgt. Du kender betingelserne! Tag dit tøj af! Jeg sidder herovre og betragter dig," sagde han tydeligt bydende. Jeg begyndte langsomt at klæde mig af. Jeg nølede. Jeg standsede, da jeg stod i bh og trusser. "Jeg sagde klæd dig af. Det betyder det hele. Du skal være helt nøgen. Forstået?" Jeg tog bh'en af og så trusserne til sidst, men jeg opdagede til min overraskelse, jeg nød det. Nød, han så på mig. "Kom her hen!" Jeg gik over til ham. "Stræk dine arme frem mod mig" Jeg fik håndjernene på. Så tog han blindfolderen og gav mig på. Blidt. Alt var nu helt mørkt for mig.

Så havde jeg en fornemmelse af, han tog noget mere og kom hen på siden af mig. Han satte noget ind i begge mine ører, så jeg intet kunne skelne af lyde. Så tog han mine hænder og ledte mig hen til sengen, hjalp mig op, vendte mig og lagde mig ned på ryggen. Armene blev nu ført op over hovedet, og de blev bundet til hovedgærdet. Så tog han fat på alt det, jeg havde ønsket. Hvor var det skønt. Hvor gjorde han det godt. Jeg blev vild. Jeg stønnede, Jeg gispede efter vejret. Jeg skreg også: "Mere, mere, mere!" og jeg fik det. Men det var ikke slut med de tre ting, jeg havde ønsket.

Nu tog han fat på de tre ting, han havde bestemt. Jeg tænkte et kort øjeblik: 9½ uge kan godt gå hjem at lægge sig. Det her er så skønt. Hvor er han dejlig og sød ved mig.

Jeg havde ikke lyst til at bruge noget bremseord.

Det blev en nat, jeg aldrig vil glemme. Tænk, at jeg skulle blive mere end 43 år, før jeg oplevede det. Han var så hensynsfuld, intet gjorde ondt, intet var forfærdeligt - uden forfærdelig spændende og nogen gange, kunne han ikke gøre det, jeg helst ville have hurtigt nok. Jeg var fuldstændig udmattet, da jeg efter morgenmaden kørte hjem til mig selv. Jeg sygemeldte mig til kontoret. Samtidig takkede jeg i mit indre for to ting: At Mogens var rejst fra mig, og at jeg var taget i skoven den frokostpause.
Og det bedste er, at det var ikke sidste og eneste gang, vi spiste middag. Hver gang er der en lille spændende overraskelse fra ham.

Fortsættes HER