Solgt - del 17 (SLUT) Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER Resume: Hun var solgt til kaptajnen som hans privat sexslave, og nu står hun i Haag og vidner. Siger at han vist slet ikke er til kvinder. Krigen er forbi… men hvad med kærligheden? Læs den spændende slutning --------------- Det var årets første efterårsstorm. Bladene føg om benene på hende og hendes hår, der ellers havde siddet pænt stod som en sky omkring hende. Hun travede nervøst frem og tilbage ad den lille øde vej. Det var typisk. Hun havde endelig bestemt sig, havde truffet alle arrangementer og så skulle det absolut stå ned i stænger og blæse en halv pelikan.

Hun forsøgte endnu engang at gå hen mod huset. Det så hyggeligt ud, med lyset der strålede ud i stormen og regnen. Hun gik atter forbi, kunne ikke få sig selv til at åbne lågen og gå ind ad havegangen. For enden af vejen vendte hun igen. Hun stod stille lidt og forsøgte at sætte sig op til at gå ind denne gang. Det var noget pjat, for det værste der kunne ske var jo at han smækkede døren i for næsen af hende. Hun forsøgte at gå med faste hurtige skridt hen ad vejen.

Hun så desværre ikke den gren, som blæsten havde revet af et af træerne og opdagede ikke at hun faldt, før hun landede tungt på den drivvåde asfalt. Hun kunne mærke, hvordan vandet trængte ind gennem hendes tøj og hun forsøgte roligt at komme på benene igen. Noget hårdt metal blev presset mod hendes baghoved. Hun genkendte omridset af en pistols munding. ”Du bliver bare liggende helt stille og fortæller mig, hvad du laver her.” ”Jeg... jeg skal bare besøge en.” Hun forsøgte at få pusten igen og regne ud, hvad i al verden det dog var der skete. ”Det tvivler jeg nu på.

Hvis du bare skulle besøge en, ville du ikke have vadet rundt her den sidste time og i øvrigt, er jeg den eneste, der bor her.” Han trak hende brutalt om på ryggen og lyste hende ind i ansigtet med en lommelygte. ”Julie!!” Nu genkendte hun også stemmen. Det var Kaptajnen. Det var nu ikke lige sådan hun havde forestillet sig, at hun ville se ham igen. Hun havde håbet på, at hun kunne have ringet på hans dør og … ”Er du kommet noget til?” Han lød bekymret, men hun kunne ikke se ham, da han lyste hende lige i hovedet med lommelygten.

”Nej, men er du ikke sød at flytte lygten?” Han slukkede lygten og et øjeblik kunne hun intet se. Hun mærkede hans hånd tage hendes og han hjalp hende op og stå. Hendes øjne vænnede sig til mørket, men se ham ordentligt kunne hun nu ikke. Hun kunne mærke, at hun var drivvåd og hun frøs, så tænderne klaprede i munden på hende. ”Kom nu med ind og få varmen.” Han gik foran hende hen mod huset og denne gang gik hun op ad havegangen og ind gennem døren. Hun missede lidt mod lyset, som føltes skarpt, efter at hun så længe havde vadet rundt i mørket.

På væggen i entreen hang et spejl og det var et sørgeligt syn hun så deri. Hun mindede mest af alt om en druknet mus, hendes tøj var drivvådt og møgbeskidt og hendes hår stod ud til alle sider og var fyldt med blade og småkviste. Hun lignede næsten en skovtrold. Nej det var bestemt ikke sådan hun havde planlagt det. Hun fangede hans blik i spejlet. Han smilede glad. ”Vil du ikke have et bad og så skal jeg nok se, om jeg ikke kan finde lidt tørt tøj til dig.” Hun nikkede. Jo ellers fik hun vidst aldrig varmen igen. Han viste hende ud på badeværelset og snart efter stod hun under den varme bruser.

Hun havde trukket forhænget tæt for. Det var ikke en del af hendes plan, at hun skulle smide tøjet i hans hjem. Hun var her for at finde svar ikke for.. Ja for hvad? Hendes krop reagerede med en lille gysen og hun vaskede energisk sit hår for at aflede hendes tanker, fra steder de ikke måtte bevæge sig hen. Da hun havde slukket for vandet så hun, at hendes våde og beskidte tøj var væk og der i stedet for lå en T-shirt, et par af hans boksershorts og en stor blød trøje. Hun lo stille ved synet. Så meget for at være pænt klædt på. Hun tørrede sig hurtigt og klædte sig smågrinende på.

Han stod og ventede på hende, da hun kom ud fra badeværelset. ”Jeg har smidt dit tøj i vaskemaskinen, for det kan du ikke have på, selv når det er tørt. Har du rullet dig i mudder?” Han smilede forsigtigt til hende. ”Nej. Jeg faldt i en vandpyt og en eller anden skydegal mand, valgte så at vælte mig rundt i den.” Hun lo og fulgte efter ham ind i stuen. Hun så sig om og konstaterede at han boede pænt.

”Jeg har nu aldrig været specielt skydegal, men når en person 4 gange passerer forbi mit hus, en aften som i aften og endda tøver foran det, ja så ved jeg også, at der er mennesker derude for hvem krigen aldrig slutter, så jeg mente, at jeg hellere måtte se, hvad vedkommende ville. Men det ser da ikke ud til, at du har våben med.” Hun satte sig i sofaen. ”Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke længere havde et våben. Lige så vel som du, ved jeg, at det ikke er alle, der har forstået, at krigen er slut og at det her land skal videre.

Min farligste fjende fra krigen, har jeg dog en formodning om, ikke vil forsøge at afslutte den nu.” Hun så ham ind i øjnene. ”Du vidste, hvem jeg var. Du var flere gange ved at få fat i mig, før jeg havnede på den auktion, hvorfor meldte du mig ikke?” ”Er det derfor du er kommet i dag?” Hans stemme lød underlig trist. Hun nikkede. ”Du har helt ret. Jeg var lige i hælene på dig og jeg er faktisk god til mit job. Du og din gruppe irriterede os voldsomt, for I gjorde det værste, man kunne gøre imod os. Ramte os, hvor vi var mest sårbare og sjældent så menneskeliv gik tabt.

Det var stort set umuligt ikke at få respekt for jer og efterhånden fandt jeg ud af, at det måtte være en eller to personer, der stod bag planlægningen. Det er rigtigt er det ikke?” Hun nikkede. ”Jeg vidste, at der havde været en razzia efter kvinder i jeres by og jeg ville se om jeg kunne være så heldig, at en fra din gruppe, var røget i nettet. Det var derfor jeg var til den auktion og så stod du der.” Han rystede på hovedet. ”I starten troede jeg, at mit arbejde var gået mig på hjernen, det var simpelthen for utroligt til at være sandt. Jeg så rundt på køberne og fik medlidenhed med dig.

Derudover regnede jeg med, at du ret hurtigt ville afsløre dig selv, hvis du altså var dig. Der var bare en ting jeg ikke havde regnet med. Jeg kunne lide dig. Fra det øjeblik, hvor du væltede bagover i bruseren, var der ingen vej tilbage for mig. Jeg var ikke selv klar over det dengang, men det må være sket der. Du viste dig at være alt, hvad jeg kunne ønske mig af en kvinde og så var det for sent.” Han rejste sig og forlod stuen. Hun sad og stirrede ud i luften og forsøgte at fordøje de ord hun lige havde hørt. Havde hun i sin vildeste fantasi forestillet sig dette? Nej.

Hun regnede med, at det måske var respekten for en kollega, eller et eller andet anfald af menneskelighed, men ikke dette. Var det det Caroline havde ment, da hun havde råbt op om to meget blinde mennesker? Han vendte hurtigt tilbage med en termokande og to krus. Af gammel vane tog hun kanden og skænkede først til ham og så til sig selv. Hun så op på ham og lo. ”Caroline vidste det. Den dag hun skældte os ud, snakkede hun om, ikke at se det, der var lige for øjnene af en.” Hun var igen blevet alvorlig. Han nikkede. ”Ja min ven lægen vidste det også.

Jeg har aldrig fået en så stor skideballe, som den jeg fik den formiddag, hvor jeg troede jeg havde mistet dig for altid, men det er sandt hvad jeg sagde dengang. Jeg havde intet valg. De havde opdaget, hvem du måske kunne være, ikke dig men din næstkommanderende og på trods af, at jeg troede de var mine venner og at jeg kunne stole på dem, ja så havde jeg valget mellem at se dig blive ført væk og selv ende for en krigsret eller at spille med i deres spil, tage mod pengene og så ellers forsøge, at holde dig så skadesløs som muligt.

Du var ikke den eneste, der var ulykkelig den nat.” Han holdt en pause og drak af kaffen. ”I det hele taget er jeg ikke stolt af, hvordan jeg behandlede dig. I starten ville jeg se, hvad du var for en kvinde. Jeg ved, at den første gang, vi var sammen, vidst kun kan kaldes voldtægt og du skal vide, at jeg ikke er glad for det. Jeg har aldrig før taget en kvinde mod hendes vilje og det vil aldrig ske igen. Hvor meget jeg end nyder at være den dominerende, ja så er jeg ikke voldtægtsforbryder. Jeg kan vel ikke undskylde mig med, at du tog pusten fra mig.

Du fulgte mig så villigt, på trods af, at du ikke ønskede det og den kombination var uimodståelig for mig. Det tog lang tid, før du var tryg og begyndte at stole på mig og da du så opdagede at jeg, i det mindste noget af tiden, havde vidst hvem du var og blev skræmt, blev jeg vred og ked af det. Jeg mente, du burde vide, at du kunne stole på mig. I dag ved jeg også, at tanken om at miste dig, skræmte mig.” Han tav og så på hende. Jo det gav mening. ”Men hvorfor sad jeg ikke som anklaget i Haag? Du kunne have fået det som du ville. Dine noter er gået over i historien.

Og jeg voldtog dig jo.” Han så spørgende på hende og hun rødmede let. ”Jeg skylder dig mit liv og jeg betaler altid min gæld. Havde du ikke beskyttet mig, så havde den retssag næppe fundet sted og de mænd var ikke blevet dømt.” ”Men hvordan forklarede du, at jeg ikke skulle i så meget som et forhør? Jeg har spurgt Caroline, men hun lo bare og sagde, at hun ikke var til SM og at den røvfuld ønskede hun ikke. Hvad mener hun med det?” I sit stille sind bandede hun Caroline langt væk. Kunne hun ikke bare have sagt, at de havde forsøgt at putte ham i samme kategori som lægen.

”Jeg er ikke sikker på, at du virkelig ønsker at vide det.” Hun rødmede og så ned i bordet. Han rejste sig og knælede ned foran hende. Hans fingre gled ned under hendes hage og løftede hendes ansigt. Den blide og kendte berøring sendte aldeles uvelkomne små flammer gennem hendes krop. ”Jeg vil meget gerne vide det. Julie.” ”Jeg havde ikke lyst til, at hele verden skulle vide, at jeg ikke ligefrem havde det store imod mit ophold.” Hendes rødmen blev dybere. ”Ja? ” ”Så jeg sagde det eneste, der faldt mig ind, at du næppe var til kvinder.” ”Hvad mener du?” Han havde strammet grebet om hendes hage og så hende dybt ind i øjnene. ”Jeg...

jeg sagde at du var bøsse.” Han stirrede lamslået på hende. ”Det er løgn. Vil det sige, at i dokumenterne fra Haag står der, at jeg er BØSSE?” Han næsten råbte ordet og før hun vidste af det, havde han sat sig på sofaen og trukket hende hen over hans knæ. Hans arm lå fast henover hendes lænd og selvom hun sprællede kunne hun ikke undgå, at han trak hendes shorts ned og blottede hendes balder. Slagene faldt hårdt og hurtigt, men så snart det første slag var faldet, lå hun stille og tog imod. Det gjorde ondt. Meget ondt. Hun kunne mærke, at han virkelig var vred, men hun kunne også mærke, hvordan blodet sang i hendes krop.

Hun havde savnet dette her. Hun gispede overrasket over sig selv. Han holdt inde og sad stille og kærtegnede hendes gloende balder. Så faldt hans hånd igen og hun klynkede stille. Denne gang fortsatte han længere og til sidst jamrede hun sagte, hver gang hans hånd faldt. Han skubbede hende ned på gulvet og trak hende op så hun knælede foran ham. Han så undersøgende på hende og hun smilede til ham. ”Kom her!” Han rejste sig og gik foran hende ind i hans soveværelse. Han nærmest flåede tøjet af hende og trak selv hurtigt af sit tøj. Han smed hende på sengen og fulgte selv efter.

Hun mærkede hans læber mod sine og uden tanke for noget trængte han ind i hende. Hun skreg højt, da hun mærkede ham inde i sig. Det var det rigtige det her. Det var sådan det skulle være. Hun havde savnet ham. Han tog hende hårdt og hurtigt og hun kom og kom. Det varede dog ikke ret længe, før han også måtte give slip og komme. Han faldt sammen ovenpå hende og kyssede hende blidt, mens de begge fik pusten. Da deres vejrtrækning igen var normal, lod han sig trille ned ved siden af hende og holdt hende tæt ind til sig. Sådan lå de længe tavse og nød den andens krop.

”Dreng eller pige?” Først forstod hun ikke, hvad han mente, så stivnede hun. ”Hvordan ved du det?” ”Jeg så dig i Haag, husker du nok og jeg vidste det også inden.” ”En pige. Hun hedder Caroline.” Han lænede sig frem og gav hende et kys. ”Hvordan vidste du det, jeg havde ikke engang helt gættet det endnu, da vi blev hentet.” ”Fordi det er min skyld. Julie. Jeg kan sagtens forstå, hvis ikke du kan tilgive mig, men jeg ønskede så desperat at beholde dig og jeg vidste, at det snart var slut, så jeg skiftede dine p-piller ud med placebo.

Jeg håbede, at du så ville blive hos mig, men du forsvandt og jeg kunne ikke finde dig igen efter Haag. Jeg havde opgivet nogensinde at se dig igen.” Han knugede hende ind til sig. Hun lå stille og forsøgte at forstå. Hun var ikke vred, underligt nok, måske fordi hendes datter var det bedste, der nogensinde var sket hende. ”Jeg hader dig ikke. Jeg troede det var et uheld og jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville have det barn. Jeg endte jo med at… at holde af dig.” Han løftede sig op på den ene arm og så undersøgende på hende. Han grinede smørret. ”Jeg elsker også dig. Julie.”