Onkel Gerner Historien kan læses uafhængig af tidligere afsnit Men skulle du have tid og lyst, finder du dem HER Resume: Efter at have været udsat for et voldsomt og langvarigt overgreb ved begyndelsen af sit studieophold i Spanien, bliver Solbjørg befriet af politiet. En kvindelig betjent indbyder hende til at være hjemme hos sig selv og sin søster. De to har ikke et helt almindeligt søskendeforhold. Solbjørg er begyndt på konservatoriet. Men alt har en ende og Solbjørg er tilbage i Danmark... ----------- Efteråret var barskt for Solbjørg, da hun kom tilbage til Danmark fra Spanien. Rusk, regn og kulde. Og det blæste altid en halv pelikan. Der var dog sket én god ting.

Hun havde lejet to værelser hos Gerner Andersen, på første sal i hans arkitekttegnede villa fra 50'erne i Aarhusbydelen Aabyhøj. "Jeg gad godt blive gammel som ham," tænkte Solbjørg ofte, når hun kiggede på Gerner. 97 år gammel og stort set selvhjulpen. Næsten dagligt gik han på biblioteket i Aabyhøj for at læse aviser eller læse en bog. Han var abonnent på Aarhus teater, var vågen, charmerende og beleven. At det kneb med at skifte pærer eller at nå helt ud i krinkelkrogene med støvsugeren, gjorde Solbjørg gerne noget ved. Hun lavede nok også mad lidt oftere end ham; men det var i småtingsafdelingen.

Fra sit vindue så Solbjørg en patruljevogn dreje op af villavejen og langsomt køre op af den. Den standsede foran villaen, og efter et øjeblik gik bagdøren op. Solbjørg så undrende til, da en person i det spanske statspoliti, Guardia Civils, paradeuniform med den karakteristiske trekantede læderhat, steg ud. Pludselig gik det op for hende: Det måtte være Henar, og hendes hjerte slog et ekstra slag af jubel. Men hvad pokker lavede Henar i Aarhus? I uniform? Hun væltede ned af trappen i en fart. Gerner havde allerede åbnet døren. Henar stod udenfor med de glade mørke øjne, de høje kindben og det store hvide smil. Til Solbjørgs overraskelse sagde Gerner noget på spansk. "Este uniforme nunca volvería a ver!"

radebrækkede han sig igennem det spanske sprog. Det lød ikke rart og var faktisk en direkte ubehøvlet velkomst, "den uniform ville jeg aldrig se igen." Det tog pippet fra Henar og Solbjørg, der faktisk ikke anede, at Gerner kunne spansk. En mørk skygge lagde sig over Henars ansigt, men hun samlede sig dog hurtigt: "Hvad har netop min uniform gjort Dem?" svarede hun lidt spidst. Nu var det til gengæld Gerner, der var overrasket over at få svar på tiltale på dansk. "Det skal vi ikke tale om. Hvad laver en uniformeret Guardia Civil officer her?" spurgte Gerner, stadig vrissende. "Hun skal besøge Solbjørg," meddelte Henar afmålt. Gerner nikkede tavst.

"Men undskyld; Deres reaktion på uniformen kom ganske uventet for mig. Jeg tænker, om De mon har kæmpet i vores borgerkrig," sagde Henar spørgende. Gerner fik en tåre i øjnene, nikkede og sagde et spansk stednavn, som Solbjørg straks havde glemt igen. Henar nikkede forstående. "Det var ikke en begivenhed, der kastede glans over civilgarden," sukkede Henar, "men jeg kan forvisse Dem om, at jeg har søgt optagelse i et politikorps i en demokratisk stat, og skulle det ske, at det ikke længere er en demokratisk stat, er jeg ikke længere en del af korpset. Det var på ingen måde min hensigt at vække ubehagelige minder." Gerner nikkede: "Du var vel næppe født, da Generalissimo Franco døde.

Og jeg undskylder, at jeg lige holdt dig ansvarlig for ting i 30'erne. Men din uniform åbnede nogle gamle sår, og så blev jeg pludselig blind og dum af smerte." Henar stod tavs, lagde blidt sin hånd på den gamle mands overarm og smilede. Gerner vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle tackle sig selv og sin opførsel, der blev mødt med mildhed og smil. Han blev reddet af Solbjørg: "Kunne jeg overtale dig til at lave aftensmad i dag? Jeg vil gerne snakke med Henar!" "Selvfølgelig," mumlede Gerner og trissede tilbage i sin stue.

Uden videre omsvøb gik pigerne til Solbjørgs soveværelse, hvor Henar nærmest flåede Solbjørgs tøj af og, selv om hun var meget mindre, nærmest kastede hende på sengen. Da Solbjørg havde sundet sig over "angrebet", sagde Henar: "Sidste chance for at protestere imod at jeg er bossy! Og hold de lækre stænger adskilt!" forkyndte hun. Solbjørg spredte benene og sagde: "Jeg siger ikke et ord!" Henar stillede sig ved benenden. "Nus din frække tøseklit!" sagde Henar og tog hatten af. Solbjørg efterkom ordren. Mens Henar åbnede sit slips sagde hun: "Brug den anden hånd til at knipse med fingrene, men sådan, at fingerspidsen rammer din brystvorte!" "Av," sagde Solbjørg, da det lykkedes første gang. Henar begyndte at knappe sin skjorte op.

"Fortæl mig, hvad du vil!" hviskede Henar, mens hun knappede. "Jeg vil dig! Jeg vil mærke dig! Mærke dine hænder på min krop... mærke dine læber overalt ... smage din fisse. Nussepine dine følsomme brystvorter til du skriger og se dig dybt i øjnene imens... jeg vil smage din fisse!" Solbjørg var begyndt at stønne imellem ordene. "Fortsæt, men lad to fingre forsvinde op i dig!" befalede Henar mens hun knappede bukserne op. "Tag på mine patter! ... Knep mig med din stærke hånd ... Tag mig bare for pokker!" sagde Solbjørg højlydt og klynkede af liderlighed.

Solbjørg nåede ikke engang at opfatte, om Henar havde haft undertøj på, før hun nærmest kom flyvende ind i sengen og landede på Solbjørg på en måde, der tog pusten fra hende. I en glidende bevægelse tog Henar fat i Solbjørgs nakke og bevægede sin mund over Solbjørgs. Hendes tunge trængte krævende ind i Solbjørg. "Har savnet at mærke dig, dejlige," hviskede Henar, inden hun vendte sig om og sænkede sit skridt over Solbjørgs ansigt. "Slik mig! Knep mig!" sagde hun hæst og begravede i samme øjeblik sit ansigt i Solbjørgs skød, nappede blidt og hårdt til Solbjørgs klit og skamlæber, mens tre fingre forsvandt op i Solbjørg.

Det blev en hurtig, kraftfuld og forløsende orgasme for Solbjørg, der lige skulle samle sig, før hun fortsatte sin behandling af Henar. "Hvad pokker laver du her?" ville Solbjørg vide, da pigerne lidt senere lå tæt og stille i Solbjørgs seng. "Besøger dig," var Henars korte svar. "Jamen i Danmark, i Aarhus?" spurgte Solbjørg. "Jeg skal arbejde. På onsdag skal Olimpico Toledo spille en eller anden europæisk cupkamp mod AGF. Olimpico har nogle hooliganproblemer. Det har AGF også. Så vi er et par mand fra Toledo til at samarbejde med Aarhus politi. Vi kender dem jo og kan udpege dem. Og de må gerne vide, at vi også ser dem her.

Og da obersten mente, at jeg måtte lede styrken, fordi jeg taler dansk, er jeg her. Og det bedste er, at jeg har 10 dages ferie bagefter," forklarede Henar. "Du skulle da have ringet," indskød Solbjørg. "Så var det jo ikke nogen overraskelse. Jeg har et hotelværelse, hvis det ikke passer," sagde Henar. "Skal du besøge bedste?" spurgte Solbjørg. Da Henar nikkede, fortsatte hun: "Og hun ved det heller ikke?" Henar rystede på hovedet. "Du er modig," sagde Solbjørg med et suk. Solbjørgs telefon bippede og hun kiggede. Først så hun lidt chokeret ud, så begyndte hun at skrupgrine. Det var en mms fra Gerner.

Det var et billede af en tallerken med mad og teksten "Tag mig bare for pokker :-)" Hun viste den til Henar. "Den gamle mand?" spurgte hun måbende og imponeret. Solbjørg nikkede. De tog tøj på igen for at gå ned at spise. "Kan du ikke bare være tunghør, som andre i din alder," grinede Solbjørg, da de kom ned. Henar var altid overrasket, hvor respektløst man talte til de ældre, når hun var i Danmark. "Andre på min alder er ved at få deres gravsted sløjfet," svarede Gerner tørt. Henar var i mellemtiden blevet optaget af spisebordet: "Nej, karbonader. Er du gal?" råbte hun begejstret. "Ikke ret meget," svarede Gerner. Henar måtte smile og de satte sig til bords.

Ved spisebordet måtte Henar forklare sin opgave nøje, lige indtil Gerner rejste sig som et lyn fra en klar himmel og gjorde anstalter til at tage sin tallerken. "Undskyld," mumlede han, "men hver gang jeg næsten har glemt det, og så får øje på din uniform igen, er jeg lige ved at få hjertestop. Beklager, jeg spiser i min stue." Henar fik et småtrist udtryk, men sprang op og sagde: "Ikke tale om! Det er Deres hjem!" og forlod køkkenet. Nu var Gerner lidt rådvild, men endte med at sætte sig igen med bedrøvet mine. Lidt efter kunne de høre Henars fødder komme ned af trappen, og sekundet efter kom hun til syne.

Under den hvide bomuldsundertrøje stak et par røde blondetrusser frem, og stropperne røbede, at bh'en matchede. "Sådan var det ikke ment," fik Gerner fremstammet. "Men sådan blev det!" konstaterede Henar smilende, før hun stak gaflen i sin karbonade. Det tog lige et øjeblik for Gerner at vænne sig til den nye situation. Men så sagde han: "Som gammel sagfører er det en indgroet vane at være hård ved politiet. Men jeg kan ikke slippe mistanken om, at den der undertrøje er en del af uniformen." "Gerner! Kan du ikke bare én gang opføre dig som en 97 årig?" udbrød Solbjørg, overrasket, bebrejdende og så alligevel underholdt. ”Død?” spurgte Gerner. Henar lagde gaflen, kiggede på Gerner med et hovedrystende smil.

Og så kom latteren. Hun blev helt bordeaux i ansigtet af grin. "Skulle De ikke passe på hjertet?" spurgte hun, da hun var ved at komme sig, ”Så skal jeg vel ikke tage undertrøjen af!” "Af to måder at få hjerteslag på vil jeg klart foretrække denne," svarede Gerner tilbage med et fjoget grin. Henar smed undertrøjen og afslørede, at blondesættet afslørede utrolig meget hud. "Nu ville jeg blot ønske, at jeg var 70 år yngre," sukkede Gerner. "Så var konen nok blevet sur," indskød Solbjørg. Gerner nikkede. "De har været gift?" konverserede Henar. Gerner rejste sig og hentede et billede fra kommoden og viste det til Henar. Det var et bryllupsbillede. "Det er min Gudrun.

Gudrun Viggaard, der denne dag blev Gudrun Andersen," forklarede Gerner. "I Mariager Kirke," konstaterede Henar. "Kender du Mariager Kirke?" spurgte Gerner overrasket. Henar nikkede. "Siger Kit Viggaard dig noget?" Gerner måbede. "Kit, der giftede sig med Jørgen Lædal fra Grangården? Gudrun var Kits moster! ... Nu ved jeg, hvem du er ... du må være Toves datter. Ja det var en sørgelig historie med Tove!" Henar nikkede. "Den ene af Toves piger," oplyste Henar. "Neeej, så sæt dig i sofaen. Jeg finder nogle fotoalbums!" sagde Gerner, der pludselig var blevet helt begejstret. ”Hvem er Kit Viggaard?” spurgte Solbjørg Henar, mens Gerner rodede i sin stue. ”Bedste,” svarede Henar næsten uhørligt, mens en enkelt rørt tåre glinsede i hendes øjenkrog.

"Tænk ikke på køkkenet," indskød Solbjørg og begyndte at tage af bordet. Et øjeblik efter havde Gerner fundet et bjerg af fotoalbums og lagt dem frem på sofabordet i sin stue. Han kaldte på Henar og undskyldte nærmest forlegen, men forklarede, at han efter borgerkrigen næsten manisk fotograferede alt. Han måtte fastholde det, for i krigen havde han opdaget, hvor hurtigt alt kunne være forbi. Solbjørg ordnede køkkenet. Ind imellem kunne hun høre Henars begejstrede udbrud som "Nej, er det bedste, der vinker der på traktoren" og Gerners tilhørende forklaring om, at denne Fordson havde været hendes og Jørgens første traktor, som Jørgen, Henars morfar, havde været så pavestolt af.

Da Solbjørg kom ind med to øl og to glas sad de tæt sammen, Henar i rødt undertøj, armen om Gerners nakke, fuldstændig grebet af den gamle mands illustrerede fortælling af hendes historie. "Cute," tænkte Solbjørg og indså, at Henar nok ville tilbringe sin aften med Gerner, forståeligt nok. Da han skulle tage et nyt album (1957-1959), strejfede Gerners hånd Henars ene bryst. "Det var ikke med vilje," undskyldte han sig hurtigt, men fortsatte efter en lille pause, "men det føltes nu rigtig dejligt. Det må være mere end 20 år siden, jeg sidst har rørt et kvindebryst." "Tak," sagde Henar og tænkte lidt. Der var en kort akavet stilhed.

Så bøjede hun sig frem og åbnede sit bh-hægte og tog bh'en af. Inden hun fik sat sig tilbage, fortrød hun, rejste sig op og trak trusserne af. "Nej, du skal ikke," protesterede Gerner, "jeg er en gammel mand!" "Og nøjagtig hvorfor skulle dét gøre dig til en mindre tiltalende person?" svarede Henar, før hun satte sig ved siden af den mundlamme Gerner og åbnede sit skød. "Men du skal love, at Solbjørg ikke bliver boligløs nu!" sagde hun. "Lige netop dét behøver du ikke tænke på," bemærkede Gerner, bøjede sig frem efter et andet fotoalbum; på vej tilbage strejfede hans hånd Henars skridt. Det gav et gib i Henar.

Gerner smilede og forklarede, mens han viste et andet billede: "Min søn Tonny døde barnløs for lidt over 20 år siden." Henar så billedet og nikkede. "Min Gerda døde kort efter,” fortsatte Gerner, ”Så hvem skulle arve mig? Mine søskendes børnebørn, jeg aldrig ser? Eller en ung dame, der aldrig siger nej til at hjælpe mig og får mig til at grine hver dag? Men dét behøver hun ikke vide!" "Min mund er lukket med syv segl," svarede Henar, ”øh ... kan man sige det på dansk?”. Gerner drejede sig, nikkede og kiggede intenst på Henar, som pludselig blev genert og sendte Gerner et genert smil. "Har jeg fortalt dig, at du virkelig er smuk?" spurgte han.

"Hvor er du .... sød," svarede Henar, der pludselig opdagede, at hun manglede en masse ord på dansk. "Jeg har altid været hård ved politiet. I dag har jeg tænkt mig at være blid," sagde Gerner med et smil og tilføjede "og kun i dag!" "Jeg kan klare det," svarede Henar. "Jeg ved ikke, om jeg kan klare det..." bemærkede Gerner. "Blidhed kan man da altid klare!" protesterede Henar. Gerner nikkede. "Kan vi gå i min seng. Jeg er gammel og stiv, undtagen de rigtige steder." Henar nikkede. "Må jeg vaske dig først? Der er noget, jeg gerne vil vaske, før jeg tager det i munden?" "Jeg er vist en meget heldig mand,"

udbrød Gerner, ”men du skal vist også bruge WD40!” ”WD40?” spurgte Henar uforstående. ”WD40 – løsner rust og smører,” citerede Gerner et halvgammelt reklamerim. ”Nå sådan noget,” fnisede Henar, ”Det med smørelsen kan jeg nok klare; det med rusten må vi jo kigge på.” Lidt efter lå Henar og så på Gerners nøgne krop. Ja, han var gammel. Den løse hud afslørede, at der havde været mere af ham engang. Men sådan ville Henar egentlig også blive gammel. Hans fingre kærtegnede hendes ansigt. Ikke "strøg hen over" men virkelig "kærtegne". Det var underligt rart, og Henar fik lyst til at mærke de fingre helt andre steder end ansigtet. Hun hviskede det til ham. Han smilede. "Så utålmodig..." sagde han drillende.

Men da Henars fingre blidt rørte hans pik, flyttede hans opmærksomhed også længere ned på hendes krop; men det skete på en drillende, pirrende og næsten underlig tålmodig måde. Med blide fingre arbejdede han Henar ud på liderlighedens overdrev. Strøg over klitten et par gange – pause - førte to fingre op i hende - op og ned et par gange – pause - så nussede han den blide hud på hendes inderlår – pause – han masserede huden omkring hendes stjerne – pause - Så klitten – pause - så fissen osv. ”Mere, mere, mere!” råbte noget i hende, mens hendes behandling af Gerner begyndte at vise tegn på at virke.

Det kunne godt være, at Gerner ikke var i god ”træningstilstand”, men det var tydeligt for Henar, at han kunne gribe tilbage på et langt livs erfaring med kvindekroppen, parret med alderdommens endeløse tålmodighed. Henar trak sig lidt væk fra Gerners kærtegn for at kunne tage ham i munden. Gerner lukkede øjnene i nydelse og så ikke, hvordan Henar frækt søgte at fastholde hans blik. Da Henar skønnede, at den aldrig ville blive teenagerstiv, men var stiv nok, kravlede hun op, kyssede Gerner på panden og fumlede pikken på plads. Forsigtigt lod hun den gamle mands glide op i sig. Gerner gryntede, da hun begyndte at glide op og ned. Den alligevel ret store pik fyldte i hende.

Et par kraftige ryk fra Gerner fik Henar til at bøje sin overkrop mere fremover. Han havde ret, måtte Henar konstatere: Hendes klit blev påvirket helt anderledes voldsomt nu. Og da Gerner så tog fat i hendes brystvorter, så det kunne mærkes, kom hun. Øjeblikket efter kunne hun mærke Gerners udløsning i sig. "Du er én, der godt kan lide, at det gør lidt ondt, hvad?" spurgte han lidt senere. Henar smilede. bare. "Det var anstrengende!" konstaterede Gerner. Henar nikkede. "Jeg vil altså sove hos Solbjørg," hviskede hun. "Jeg kan vist ikke gøre flere krav gældende," sagde den gamle sagfører smilende. "Tak, onkel," svarede Henar på en måde, så de begge måtte grine.

Henar rejste sig for at gå, da Gerner afbrød hende: "Henar?" Hun nikkede og han fortsatte: "Hvis jeg betaler for leje af en bil, kan du så ikke tage mig med og besøge din bedste, Kit, en dag?" Henar nikkede. Solbjørg løftede hovedet, da Henar sneg ind i hendes seng. "Hørte jeg rigtigt?" spurgte Solbjørg søvndrukkent. "Mmh." "Så du er fyldt med den gamles sperm nu?" "Mmh" "Hold fast, du er uartig!" udbrød Solbjørg. "Mmh" Henar stod lidt i vildrede ved Solbjørgs seng. ”Solbjørg, må jeg sove hos dig eller skal jeg ringe efter en taxa?” Solbjørg løftede dynen. Lidt efter sov de.